Der har næsten lige været forfatterskole for børn og unge på Brønshøj Bibliotek. Det var forfatteren Kirsten Sonne Harild, der igen i år stod for undervisningen.
Eftersom ”børn og unge” ikke rigtigt kan siges at indbefatte mig, hvorfor skriver jeg så om det her? Jeg deltog ikke, og det var ikke mig der stod for det, hvor relevant kan det være?
For det første er det jo altid relevant at børn skriver. Altid.
For det andet så var jeg der som ”journalist in spe”, og sad som en flue på væggen og tog noter til en reportage. Håber at den får en chance i min lokalavis, men det må tiden vise – Jeg er jo mere rutineret forfatter end journalist.
Kirsten Sonne Harilds undervisning var dejligt forfriskende. Ja, jeg havde nogle bagtanker ved at komme til lige det arrangement – Det ku jo ske man lærte noget, hehe. Hun havde mange af de samme pointer jeg har hørt før, men hun havde en ny tilgang til det. tegning.
”Tegning og Titler er historiens Håndtag,” som hun selv siger.
Jeg har før talt om at lave planer når man skal skrive, og det går Kirsten også ind for. Hun griber det dog anderledes and. I Stedet for at skrive i punktform hvad der skal ske, vælger hun at tegne det.
Hun illustrerede det ved på en tavle at lave en snoet streg fra øverste højre hjørne til nederste venstre. I Højre hjørne stod der en prins, og for enden af tråden stod prinsen igen med en prinsesse. Godt, så var start og slutning sat på plads. Derefter begyndte hun med hjælp fra børnene at udfylde med tegninger af drager, enhjørninge og hvad de ellers kunne finde på, indtil de havde en plan over en historie – et eventyr – om en prins der skulle redde sin prinsesse.
Hvorfor synes jeg det her er interessant? Fordi jeg synes ideen er god. Når jeg normalt fortæller om min måde at skrive bøger på, med planlægning og scener skrevet i punktform, så stejler folk – aah, men så fortæller du jo allerede historien – jeg kan ikke skrive den to gange. Første gang, og så er historien ude af systemet. Det er jo egentlig et fornuftigt argument, ligesom med fødsler, er barnet ude, så gider man sgutte føde det igen?
Jeg vil i hvert fald, næste gang jeg står i den situation, prøve at give dette råd videre – prøv at tegne det i stedet. Hvem ved, måske kan det være det virker? Tegninger og titler er jo historiens håndtag.
