mandag den 2. oktober 2017

Stå på skuldrene af mestre – om at stjæle litterært

Du må ikke stjæle er der en af de ti bud, der siger. Det er så vidt også rigtig. Du må ikke stjæle. Heller ikke som forfatter.

Jeg kan ikke bare tage Spektrum-serien og sige at jeg har skrevet den. Eller det kunne jeg da godt, men nogen ville vide bedre. Og så ville jeg blive beskyldt for at lyve og være en tyv.

På samme måde hvis jeg tog en anden forfatters værk, og skrev en næsten præcis kopi. Denne gang ville det jo være min historie, men det vil stadig være meget tydelig at den er stjålet et sted fra.


Men hvornår må forfattere så egentlig stjæle?


Mestrene

Før vi kan finde ud af hvornår man må stjæle skal vi finde ud af hvem vi skal stjæle fra. Og her skal man stille sig selv spørgsmålet: Vil jeg stjæle fra de rige eller de fattige?
Der er en logik i at stjæle fra de rige. Dem, der bliver hyldet. Dem, der bliver læst. Mestrene.
Godt.

Men hvad vil det sige at være mester?

Det kan være mange ting. Selvfølgelig kan det betyde at man kun stjæler fra de store litterære klassikere, men det kan også være mindre end det.



En historie som legoklodser

Min roman Jeg er Frankenstein er inspireret af netop Frankenstein-historien, men derudover har den ikke meget mere til fælles med sit oplæg (eller har den?).

Jeg har altså ikke bare stjålet historien og kaldt hovedpersonen Hansensten, og så sagt at nu er det min egen.


Nej. Jeg har taget de grundelementer jeg godt kunne lide, og så har jeg splittet dem ad som legoklodser, og blandet dem med andre.

Jeg er Frankensteins opbygning er en klassisk mand på flugt skal opklare noget, og har altså mere til fælles med fx Jason Bourne-serien. Til gengæld hedder pigen i historien Eliza (Elisabeth var Victor Frankensteins kone i originalværket), og min hovedperson Franks far hedder for resten også Victor – opkaldt efter den gale videnskabsmand himself.



At stjæle fra andre medier


Faktisk behøver du ikke kun låne fra andre bøger. Det kan også være film, musik … you name it. Min første roman City Surfer har en intro og outro stærkt inspireret af filmen Trainspotting.

Jeg ved godt at bogens målgruppe (9-12 årige) nok ikke vil forstå denne reference i første omgang – men forhåbentlig kan den så vende tilbage hvis de engang ser filmen? Og ellers er det bare en pissefed scene. Det kan jeg leve med.



På samme måde med min roman De Dødes Cirkus. Den er inspireret af en film kaldet Clown. Det eneste de har tilfælles er en besat klovnedragt.

Men det var den film, der fik historien i gang: Jeg tænkte at jeg kunne gøre det bedre end filmen, og jeg fandt endelig en måde at lave body horror til de 9-12 årige læsere.

To fluer, et smæk.



En advarsel til den litterære tyv

Jeg kan ikke lide at løfte pegefingre, men tænker at det kan være nødvendigt lige i dette tilfælde. For det jeg taler om her skal vi måske mere kalde inspiration. Det er et godt ord, du lader dig inspirere af andre til at gøre dit eget materiale bedre.

Men spørg altid dig selv: Hvordan ville du have det hvis andre gjorde det her med dit? Specielt forfattere skal leve af deres ideer, og sælge bøger på dem – og det skal man respektere.

Så pas på at du rent faktisk lader dig inspirerer, men laver dit eget – og ikke bare kopierer for at få del i andres indtægt.



Branchen er stor nok til os alle, hvis bare vi giver rum til hinanden .




God skrivelyst
Bjarke