mandag den 15. juli 2013

Billedbogen 2: Billedbogens karakterer

I dag skal vi altså høre om hvilke karakterer, der er i en billedbog. Jeg har markeret det vigtige med fed, så man hurtigt kan navigere i artiklen.


Det første kendetegn ved billedbogens karakterer, er at der ikke er så mange af dem ud over hovedpersonen. Et lille tæt persongalleri, gerne med et familiært bånd – dvs. familie, venner, kæledyr, legetøj osv).


Hovedpersonen som den umiddelbart vigtigste karakter i billedbogen skal gerne fungere som læserens ambassadør – det er ham, der skal introducere den verden det hele foregår i, og ham der skal drive historien. Dette fører os til næste vigtige punkt: Hovedpersonen skal have et projekt, og det skal være forbundet med konflikten.

Det giver lidt sig selv, sådan er det med de fleste genrer, men det er i billedbogens korte form mere vigtig. Virker hovedpersonens mål ikke vigtig for plottet hægter du simpelthen dine læsere (eller lyttere) af.

Dette betyder dog også at der skal ske en udvikling: Der skal ske noget skælsættende med hovedpersonen fra første til sidste side – dette behøver dog ikke kun være positiv. Hvad man definerer som skælsættende kan diskuteres, man skal bare huske at i den størrelse ens læsere er i, kan selv små ting være ret skælsættende. Her er det også vigtigt at huske at Handlingen både kan være ydre og indre – man skal ikke være bange for at arbejde med følelser og tanker.

For at gøre det lettere for en selv kan man arbejde med parallelpersoner og kontrastpersoner. det er henholdsvis karakterer, der ligner hovedpersonen og karakterer, der er anderledes/modsat hovedpersonen. Her kan man med rette tænke i modsætninger – hvad er det modsatte af vores hovedperson, og hans mål?
 

Og så lige de to sidste råd - bipersoner skal være lige så nuancerede som hovedpersonen. Seriøst, du har ikke så mange karakterer at arbejde med, så gør alt hvad du kan for at gøre dem huskværdige og fantastiske.

Og brug skæve detaljer, leg med din historie og dit univers, lad være med at lege mor eller pædagog – leg forfatter, det kan børnene meget bedre lide.
 

God skrivelyst
Bjarke