mandag den 3. december 2012

Tiden skrives væk – det første halve år på skolen er ovre



Den kolde vind fortæller mig at vi er gået ind i december måned, vi er allerede halvt færdige med første år på forfatterskolen. Det kan ikke passe, jeg føler slet ikke det halvår har været langt nok!

Den sidste måneds tid har vi alle arbejdet på noveller i et længere forløb. Det har været vildt inspirerende, og fedt at gå sammen med en masse andre, der ligesom en selv vender og drejer mulighederne for sin historie til det maksimale.


Derudover var vi på besøg hos Forlaget Gyldendal for nogle uger siden, et spændende besøg hvor vi udover at møde forfatter/tegner Jakob Martin Strid også hilste på forlagets B&U-afdeling,

Jeg har været på besøg hos Gyldendal før i forbindelse med et kursus i kulturjournalistik, men det her var alligevel noget helt andet. Det første kursus var selvfølgelig også med fokus på Gyldendal som kulturinstitution, hvor det her besøg helt klart mere var at besøge en mulig samarbejdspartner – et forlag – og se hvordan de tog sig af manuskriptet efter vi havde brugt tid på at skrive det.

Selvom det var ret nedslående fakta de kunne diske op med (ud af 700 årlige debutant-manuskripter bliver kun 4 udgivet – hårde odds, men så igen, det var også hårde odds at komme ind på skolen!), så var stemningen alligevel positiv, og man fik virkelig indtryk af at de ikke kun elskede at arbejde med bøger, men også nød samarbejdet med forfatterne.

Faktisk var det et skide godt møde, og et eller andet sted synes jeg det burde være muligt for alle forfatterspirer i hvert fald halvårligt at møde et forlag 1-1, for lige at slå fast hvor man er på vej hen.

I dag skal vi møde Kim Fupz Aakeson, og jeg glæder mig. Jeg har altid været betaget af hans produktivitet; film, bøger og hvad ved jeg strømmer jo ud af ham!

Det er så også sidste officielle mandag, så er første halvår af forfatterskolen gået, og kun 1½ år er tilbage af eventyret. Jeg har besluttet mig for ikke at blive vemodig endnu, det er for tidligt, og der er stadig en masse mere at nyde. 

Det slutter heller ikke helt nu, da vi på lørdag har afslutning, hvor vi bl.a. skal nærlæse hinandens noveller fra novelleforløbet. Dagen afsluttes med en julefrokost for holdet, måske mest for at minde hinanden om at der også er mennesker bag de store mængder tekst vi hele tiden udveksler? Jeg tror det bliver rigtigt godt, og en chance for at lære om hinandens andre interesser udover sætningskonstruktioner.

God skrivelyst
Bjarke