Det er ikke
nogen hemmelighed at læsere i dag er ekstremt kræsne – måske lidt for kræsne
for deres eget bedste – og kasserer bøger hvis de ikke er fanget af historien
med det samme. Derfor skal man som forfatter skrive en første side, ja, faktisk
en første sætning, der er så god, at læseren bare ikke kan give slip på bogen
når sætningen og siden er færdig.
Dette kaldes
et anslag, historiens start, og hvordan den helt præcis skal være findes der
mange delte meninger om, men ikke rigtigt nogle facitter. Jeg har tre
forskellige slags anslag jeg selv synes er gennemgående for moderne litteratur,
nemlig Hook-anslaget, det tematiske anslag og karakter-anslaget.
Hook-anslaget
Hook-anslaget
er et af de lette anslag i den forstand, at det simpelthen bare er spændende
uden diskussion. Hook betyder krog, og det er netop det der er finten, at sætte
en krog i læseren. Dette gøres ved at starte i en spændende situation.
Dette kan
foregå på mange måder, enten kan det som i min egen gennemgang af berettermodellen være et skudopgør, der indleder den store historie. Eller som
et in medias res-spring, hvor vi hører om noget der senere vil ske for vores
hovedpersoner inden vi i næste kapitel så springer tilbage til start. Den
sidste mulighed er lidt at snyde, det er nemlig at bruge Indiana Jones-tricket,
at lade vores hovedperson udføre noget spændende, der ikke er relateret til
historiens plot, men i stedet giver en ide om hvad for en type historie vi har
med at gøre – tricket låner dog også en del fra det tematiske anslag.
Fordelen ved
hook-anslaget er derfor at du hurtigt fanger læserne med en spændende scene.
Ulempen er at du kan komme til faktisk at være så spændende eller forvirrende
at nogle læsere vil miste interessen for historien, da de ikke endnu har
opbygget nok følelsesmæssig forståelse for hovedpersonerne og din historie.
Det tematiske anslag
Det
tematiske anslag er en sætning eller et tekststykke, der slår de temaer du
arbejder med i din historie an. Et af mine yndlingseksempler, som jeg nævnte
ovenfor Indiana Jones, hvor vi i starten af filmene altid ser Indy på et
eventyr, der intet har med historien at gøre, men som viser hvad vi kan vente
os af historien!
Et andet
citat er fra Twilight-bøgerne, omend jeg efter længere diskussion har
accepteret at dette mere er et tematisk anslag for hele serien og ikke kun bog
ét:
"I'd never given much thought to how I would die — though I'd had
reason enough in the last few months — but even if I had, I would not have
imagined it like this."
Man kan sige
hvad man vil om den serie, men stærkere start får man sgu sjældent. Det sidste
eksempel jeg her kort vil nævne er fra Oscar Wildes The Picture of Dorian Gray,
der starter med en kort tekst af forfatteren, der definerer hvad kunst er. Man
skal nok være Oscar Wilde for at kunne slippe af sted med den slags – og man
kan diskutere om han rent faktisk slap af sted med det – men fedt er det.
Af fordele
og ulemper kan man igen sige at fordelen er at man hurtigt definerer hvad
historien kommer til at handle om, og derfor kan fange de læsere, der måske
ikke umiddelbart er draget af hovedpersonen. Ulemperne er så også at andre
læsere kan vælge historien fra på grund af al det tema-snak.
Karakter-anslaget
Den sidste
anslagstype er en af de svære i mine øjne. Karakteranslaget kræver ofte at man
kan fange sin hovedperson på den første linje, og gøre ham til en person der
bare er interessant og dragene. Det er simpelthen oplevelsen af karakteren, der
her skal fange læseren og få ham/hende til at læse videre.
Nicole Boyle Rødtnes har i sin bog Den sorte skarabæ (medaljonen 1) et karakteranslag jeg
synes virkelig videreformidler både hovedpersonens tanker, men også den
stemning vi som læsere skal have til personen:
"Mine sokker trækker et vådt spor i
entreen. et brunt spor af regnvejr og mudder. Fliserne har revet hul på
stoffet, så jeg kan se huden igennem. Hvorfor skulle de også tage mine
sko?"
Fordelen ved
karakter-anslaget er, at selvom din historie kan være lidt sløv i optrækket, så
er vi draget ind af hovedpersonen. Ulempen er, at du kan risikere bare ikke at
have en særlig dragende hovedperson. Hvad du synes er sejt som forfatter
behøver ikke være det læserne gider, så sørg også for at du har en historie,
der kan bære.
Det var en
kort gennemgang af de tre anslagstyper, håber dette har inspireret dig til at
se nærmere på hvilken du selv bruger, og måske næste gang overveje om der ikke
kunne være en anden måde at starte din historie på?
God
skrivelyst
Bjarke
