Jeg har dog
fundet tre fif som de fleste sagtens kan bruge og nyde godt af.
Sætningens opbygning
Sætninger er
forfatterens byggeklodser. De fleste af os har som børn leget med Lego og
prøvet at bygge et hus ved at stable klodser ovenpå hinanden – hvorefter de er
væltet til sidst. Det sker fordi man glemmer at variere den måde man lægger
klodserne, der skal ligge forskudt af hinanden (en murer ville kunne forklare
dette meget bedre, og ellers gå ud og stir på et par mursten). Det samme gælder
skrivning.
Den letteste
sætning og lave er ofte en hvor man starter med hovedpersonens navn. "Jens
tog fat i hesten og red imod solnedgangen."
Den type
sætning er normalt helt fin, men kommer der for mange sætninger efter hinanden,
der alle starter med "Jens ..." bliver det hurtigt kedeligt og
ensformigt at læse.
Det problem
løser man simpelthen ved at lege med sætningens opbygning. Hvorfor kunne
sætningen ikke lige så godt være: "Solnedgangen var forude, og Jens greb
fat i den nærmeste hest ..."?
På den måde
kan man altså hele tiden variere sine sætninger, så læserne ikke hele tiden
føler de læser den samme sætning.
synonymer og zoom
Det næste
problem man tit løber ind i som forfatter er, når man gentagne gange skal bruge
en ting eller en person i sin tekst, og derfor kan blive ved med at gentage
dette. Det er der to måder at komme udenom på, nemlig brugen af synonymer og
zoom.
Et synonym
er når man finder et andet ord, der også dækker det man taler om. Et sværd kan
fx være en sabel eller et langsværd, og en person kan kaldes alt fra sit navn
til sin titel (fx ridderen), til en fysisk detalje (den skaldede, den enøjede),
så leg endelig med synonymer, da det kan være med til ikke kun at variere
sproget, men også beskrive de ting du arbejder med i din tekst.
Da jeg skrev
min novelle Kniven i samlingen På Kanten arbejdede jeg med netop en kniv. Da
kniven var central for plottet kunne det ikke undgås at jeg flere gange måtte
nævne den i teksten. For ikke at skrive "kniven" igen og igen valgte
jeg derfor at bruge zoom. Man kan enten zoome ind eller ud.
Zoomer man
ind, så går man tæt på, og så ser man på knivens enkle dele. En kniv har et
skaft, og et blad, og dem kan man for at variere lige så godt beskrive. Fx ved
læseren allerede at hovedpersonen holder en kniv, og så kan man med fordel
skrive at "han strammede sit greb om skaftet" – voila, så er vi
kommet udenom igen at skulle gentage ordet.
Zoomer man
ud så ser man på hvad en kniv egentlig er. Det er enten et redskab eller et
våben, i min novelles tilfælde det
sidste. Ved at skrive våbnet frem for kniven varierer man derfor ikke kun
ordet, men forklarer også læseren hvad hensigten er – Hovedpersonen vil bruge
kniven som våben.
Tilbagehold små informationer
Det sidste
råd er egentlig ret så simpelt, det handler nemlig om at tilbageholde
informationer. Dette gjorde jeg igen i novellen Kniven, da det gik op for mig
at jeg flere gange skulle nævne våbnet, og dette måske ville ødelægge
oplevelsen for læseren.
I stedet for
at skrive at min hovedperson altså havde en kniv, så starter jeg med at
beskrive en ganske almindelig (for ham) afslutning på en skoledag, hvor han
skynder sig hjem imens hans tanker kredser om den pakke, der venter derhjemme.
Her gentager jeg ordet Pakke en del gange i løbet af starten uden at nævne hvad
der er i den, kun at det er løsningen på hans problemer – ved hele tiden at
kredse om dette lader jeg læserne gætte lidt med, og skaber suspense i og med
at man bliver interesseret i hvordan indholdet af denne pakke kan løse hans
problem.
Det samme
kan man gøre med stort set alle tekster, fx med en kistes indhold i en
pirat-historie, eller en sms i en realistisk roman, det handler bare om at være
kreativ.
Jeg håber de
her tre fif har givet dig blod på tanden til selv at lege med hvordan du
varierer dit sprog, og husk på – det handler bare om at prøve sig frem, og
finder man ud af noget der virker for en – så bliv ved!
God
skrivelyst
Bjarke
