Her bliver
det interessant. For de har ret i at det kræver en usædvanlig stor selvtillid
at skrive en bog, sende den til forlag og grinende sende den videre når man får
et afslag. Det kræver nosser og selvtillid. Desværre er det ikke ligesom med
kreativiteten, for ikke alle forfattere har den urokkelige tro på sig selv.
Det hele
bunder i ret simple spørgsmål vi hele tiden spørger os selv: Er jeg god nok? Er
det jeg skriver god nok? Hvorfor skulle nogen nogensinde gide læse det?
Og hver gang
vi stiller os de spørgsmål er der en god sandsynlighed for at vi giver op, for
selvfølgelig er vi ikke det.
Men hov, hør
nu! Den indstilling hjælper da ikke noget? Når du spørger dig selv den slags
ting, er det fordi du er i tvivl - og hvis du er i tvivl, er du så den rigtige
at spørge?
Nej! Du må i
stedet gøre det som kan være det sværeste af alle ting første gang man gør det
- du må ud og få folk til at læse det du laver.
Du kan
aldrig selv svare på om du er dårlig. Enten er svaret ja, eller også er det
nej, og ingen af de to svar er specielt brugbare når du gerne vil være forfatter.
Du må i stedet ud og finde nogle ligesindede, en interesseret læser, en
skrivegruppe, skrivepartner, det er lige meget hvad du kalder det, bare du har
en der læser det du laver.
For hvis en
anden ser på dine skriverier vil vedkommende også have lettere ved at svare på
spørgsmålene: Er du god nok? Er det du skriver god nok? Hvorfor skulle nogen
nogensinde gide læse det?
Han kan
selvfølgelig også vælge at svare med ja eller nej til spørgsmålene, men der
skal du bare være grov. Her er det nemlig op til dig og sige: Jeg vil sgu være
god nok! Hvordan bliver jeg det? Hvorfor var det ikke godt nok?
Og her bliver
det så op til din læser at forklare hvad han har set af mangler i teksten, og
din opgave at tage det med dig når du retter, og næste gang du skriver. Det er
sådan forfatterlivet fungerer, man lærer og man bliver bedre.
"Almindelige
mennesker" gør præcis det samme når de er på arbejde. Her spejler vi os
hele tiden i vores kollegaer, og får på den måde bekræftet at vi er gode nok,
og at det de laver er som det skal være - eller i så fald, hvordan de kan gøre
det godt nok.
Vi
forfattere mangler kollegaer. Vi mangler at møde ind på en arbejdsplads hver
morgen kl. 8 og snakke med de andre forfattere om hvad vi lavede i weekenden,
og hvordan det går med den der roman. Vi mangler frokostpauserne med
kollegaerne, hvor vi vender dagens arbejde og lige får snakket nogle problemer
igennem. Og det er derfor vi i ensomheden let kan komme til at spørge os selv:
Er jeg god nok? Er det jeg laver god nok?
Så ud af
flækken, find dig nogle læsere, eller "kollegaer" så du også kan
spejle dig, genfinde troen og se, at du sgu da egentlig er god nok - og altid kan blive bedre.
God
skrivelyst
Bjarke
