Her kommer anden del af hvordan man bærer sig ad med at skrive en bog. I sidste del skrev jeg om de to første faser, ideen til romanen og udviklingen af den. Denne gang er det Struktureringen af ideen og selve skriveprocessen vi skal i gang med.
Struktureringen er langt den sværeste af alle faserne, men også den sjoveste. Det er her ens ide begynder at ligne en roman.
3. fase: Strukturér
Har man været igennem 1. og 2. fase så har man nu en masse papirer med scener, karakterer og alt muligt andet pjat, der ikke helt er en historie endnu. Det skal man lave i fase 3.
Når man laver puslespil er det en god ide at starte med kanten. Det første led af brikker, så man har en ramme til resten af brikkerne. If it works, why fix it? Hvad er starten på din historie? Hvad er slutningen?
Spændende start
Husk på at starten skal være spændende, så start ikke med en fødsel medmindre den er vildt vigtig for historien. Start når hovedpersonen er i fare. Start spændende.
Mange gyserfilm starter med at skurken (Freddy Krueger, Jigsaw, Jason) begår et mord, vi er spændte, vi bliver bange. Historien har fanget os. Og den reele historie starter faktisk først i næste scene hvor vi bliver præsenteret for hovedpersonerne.
Indiana Jones gør det samme. Vi ser Indy finde en artefakt og flygte fra et fældefyldt tempel, det er spændende, og det sætter stemningen. Bagefter tager Indy tilbage til universitetet og får en ny opgave, filmens historie. Starter man på universitetet er der god sandsynlighed for at man ville være ligeglad med den rolige Dr. Henry Jones.
Starten på ens roman skal simpelthen give en lyst til at læse videre. Og det gør en lang fødsel ikke.
berettermodellen
Efter at have fastslået start og slutning så begynder det sjove. Her vil jeg anbefale at man bliver gode venner med berettermodellen! (link fører til mit indlæg om netop berettermodellen)
Man bliver gerne præsenteret for den i folkeskolen som en analysemodel, men det er noget pjat. Eller nej, det er det ikke, men den er langt bedre at bruge som forfatter.
Tegn berettermodellen af. Klask alle de forskellige ideer fra udviklingen ind på den og vær ikke bange for at ændre på rækkefølgen. Så snart man har udfyldt den så den giver mening, så er man klar til sidste led af struktureringen.
Nu har man en spændingskurve (den udfyldte berettermodel) over ens roman, hvor man kan se rækkefølgen på handlingen. Man kunne godt begynde at skrive nu. Men det skal man ikke (det bestemmer du selvfølgelig selv, men altså).
kapiteloversigten
Kapiteloversigten er det sidste led af struktureringen. Hvor mange kapitler skal ens bog være på? Gigolo Hitman var på de 50 kapitler, mine ungdomsgysere er på 25. Man bestemmer helt selv. For lethedens skyld vil jeg sige 25 kapitler. Så skriver man tallene fra 1 til 25 med god mellemrum imellem. Man kan også vælge at bruge en blank side til hvert nummer. Skrive nummeret øverst oppe så man rigtigt kan gå i detaljer med sit kapitel.
Derefter tager man sin spændingskurve og inddeler den i kapitler. Fylder mere på kapiteloversigterne, sådan at det ikke bare bliver en enkelt historie. Måske skal der også være et sideplot med hovedpersonens mor eller lillesøster? Alt det kan man flette ind i kapiteloversigten.
Samtidig kan man bruge den til at holde styr på ens personer. Den bedste ven man introducerer i kapitel 1 er måske fint nok med i de ti første kapitler, men hvor forsvinder hun hen i de 14 sidste? Den slags ting får man bedre overblik over ved at lave en kapiteloversigt, og man vil kunne finde mange fejl i sin bog længe før man overhovedet har skrevet på den. Lækkert!
Når ens kapiteloversigt er fejlfri kan man gå i gang med 4. fase. Man har nu en miniudgave af sin bog. En oversigt, man altid kan støtte sig til når ens skrivelyst knirker. Ja, en drejebog til når skriveprocessen går i gang.
4. fase: Skriv!
Ja, den giver sig selv. Gør den ikke? Nu er det bare at følge planen og skrive derudaf.
God Skrivelyst
Bjarke
