søndag den 22. marts 2015

Om at skrive fortællende digte

Jeg har aldrig været specielt god til rim og rytme. Jeg kan ikke spille noget instrument, og skulle jeg klappe i takt for at redde mit liv var jeg en død mand. Alligevel har jeg de sidste par år haft en sær glæde ved at lave fortællende digte og rim.

Det er en helt anden måde at tænke på i forhold til normal historieskrivning, og en meget god træning i hvordan man lettest får sin historie frem.

Men hvordan griber jeg det an? Jo, det hele starter med ideen.


Ideen

”En historie på vers skal kunne forklares på få linjer.”
Cecilie Eken.

Da vi havde om fortællende digte på Forfatterskolen for Børnelitteratur fik vi besøg af Cecilie Eken, der selv har arbejdet med netop genren. Hendes citat ovenover giver et meget godt indtryk af en af hovedreglerne når man skriver fortællende digte: Hold det simpelt.

Der er ingen der siger at man ikke kan lave en lang og kompliceret historie, men man gør virkelig sig selv en tjeneste ved at holde det simpelt. Det gør digtet lettere at overskue og gå til igen, fordi man ikke hele tiden skal ud på diverse småeventyr på vej mod hovedhistorien.

Samtidig skal der være nok guf i ens ide, og her er det bare om at brainstorme. I Mariehønen Evigglad bliver der regn, og hun får lov til at komme ind hos Søren Snegl – Det vil ikke kunne fylde en roman, men det skal det heller ikke: Det er tre små strofer, og hvert vers har sin funktion: Præsentationen, konflikten, slutningen.


Sangvalget

Her er det et spørgsmål om hvor mange sange du kender der bliver det afgørende. Jeg kender selv en hel del børnesange, derfor er det gerne dem jeg arbejder ud fra. Kender du en del populærmusik kan du også bruge dem – det gør parodi-shows som Key of Awesome på Youtube blandt andet.

Dit arbejde består faktisk bare i at gå igennem alle sangene for at høre om en af dem passer sammen med din historie. Kan Taylor Swifts Blank Space blive til en rumvæsen-historie? Eller skal man i stedet vælge en Coldplay-sang?

Forhåbentlig kommer der allerede nogle strofer til dig, et par rim, eller et par sætninger, der kan give dig et springbræt videre til næste del.


Det praktiske

Her bliver det lidt kedeligt. Du skal finde teksten til din sang, og så skal du til at klappe. Du har sikkert prøvet at klappe sange i folkeskolen, det er præcis det samme du skal gøre her. Antallet af stavelser per vers skriver du ned så du når du skriver et vers på din egen sang kan tælle efter.

Der skal også findes rim, og her går du bare i gang. Handler din bog om en kat så er det bare om at finde rim på det. Hat, spat, slat osv. Jo flere ord du kan finde om din historie, jo flere rim kan du også finde – og jo flere rim du allerede har, ja jo lettere bliver det også at skrive resten af dit digt.

Og her skal du være benhård. Er rimene ikke gode nok, så skal du skære dem fra. Sav og ræv rimer altså ikke, lige meget hvor godt det ellers passer på historien – og så skal det væk! Passer et vers heller ikke med stavelserne må du rette i det eller skrive en ny.


Og til sidst …

… har du et fortællende digt. Nu er det på tide at andre læser den, måske endda hører den? Lyt til hvad de har at sige, ret til der hvor der skal rettes til og gentag et par gange. Når du er tilfreds kan du stoppe og gå i gang med dit næste digt – mulighederne er uendelige.

Dette er sådan jeg arbejder med fortællende digte. Normalt falder processen lidt ind i hinanden – som det også gør når man skriver romaner og noveller – så man skal ikke prøve at være for skematisk når man skal digte. Leg det frem, hav det fedt. Sid med en flok venner, der også synes det er sjovt og gå i gang. Når det gælder fortællende digte skal skrivning være en leg.


God skrivelyst
Bjarke

mandag den 16. marts 2015

Skriv i det fri

Foråret nærmer sig, og med foråret kommer også lysten til at være mere ude frem for at bure sig inde foran computeren i skrivningens navn.

Men behøver det at være enten eller? Nej, bestemt ikke. Her er min guide til hvordan DU får det bedste ud af forårssolen uden at det skal koste skrivetid. Det kræver måske et par gode investeringer, men ikke noget, der vælter en fattig kunstners budget.


Skrivebogen

Drop for en gangs skyld den linjerede blok af limede papirer og køb dig en notesbog. Om den er læderindbundet eller en kinabog er op til dig, det vigtigste er at det er en du har det godt med at skrive i.

En ting du skal overveje inden du køber er hvordan du får det bedste ud af bogen: Skriver du bedst på linjeret papir eller blankt? Jeg skriver bedst på blankt, min kone på linjeret - hvad skriver du bedst på?

Det samme gælder størrelsen - skal det være en lille eller en stor bog? Her mener jeg en mellemting mellem en a5 og a4, da mindre bliver for dumme at skrive i (små notesbøger er til netop det: hurtige noter på farten), og større skrivebøger virker helt sindssygt i mit hoved.

Når du har fundet lige netop DIN skrivebog, så er du klar til at kunne sidde op ad et træ søndag formiddag og hyggeskrive - men har du samme problem som mig, så skal du skrive på et tastatur når det er et længere projekt.


Computeren

Du har sikkert allerede en computer derhjemme. Om den er stationær eller en bærbar er lige meget. Det er slet ikke den computer det her handler om.

Den bedste investering jeg nogensinde har lavet, er computeren jeg skriver dette på. Det er en microlille Acer Aspire One, og jeg tror jeg gav et par tusind for den. Hvorfor er jeg så glad for den her computer?

Den fylder ikke rigtigt noget og vejer endnu mindre. Jeg kan stort set slæbe den med overalt uden at belaste min ryg, hvilket er en kæmpe fordel i forhold til min hjemmebærbar.

Den her computer kan jeg hurtigt finde frem på en cafe eller på en bænk i parken. Med et USB-stick eller min dropbox kan jeg let finde tidligere skriverier og fortsætte - tak for det, moderne teknologi - så det eneste problem er faktisk at solen kan gøre det svært at se min skærm. 


Termokanden

Den her er specielt til os der gerne vil skrive ude i naturen. Går du på en Cafe er lige præcis termokanden ikke så vigtig - og man bliver set surt på af personalet hvis man finder den frem.

Men sidder du ude i parken og får brug for lidt koffein-energi, så skal du bare have en god termokande. Den skal kunne holde tæt - husk på at du har en skrivebog nede i tasken også, den vil du ikke have kaffe ud over. Og den skal kunne være nede i din taske.

Tigeren har nogle gange termokander, og de er faktisk forbløffende gode, så her behøver du heller ikke ruinere dig selv.


Så nu er du klar. En fyldt termokande, din skrivebog og computeren ligger i din taske - hvad venter du på? Eventyret venter, og du skal ud og skrive.

God skrivelyst
Bjarke

mandag den 9. marts 2015

Lav din egen setting-portefølje

De fleste forfattere tager på et eller andet tidspunkt deres histories setting for givet. Det er jo bare et sted, det er personerne, der er det vigtige, deres interaktion. Hvad der er i baggrunden er jo slet ikke vigtigt i forhold til lige præcis den her historie.

Måske ikke, men derfor kan det nu godt betale sig at arbejde med sit setting, og lige finde ud af hvordan det hele ser ud, lyder og lugter lige præcis det sted.
Men hvordan griber man det an, det der setting?


De tre vigtigste beskrivelser

Nogle overdriver deres setting, så læseren ikke gider læse sig igennem de mange beskrivelser, andre er så minimalistiske, at så snart man har læst ordet fodboldbane, så er det kun ens hukommelse, der afgør om de er dér eller på månen.

Den perfekte beskrivelse af et setting er en mellemting. Forskellige korte og præcise beskrivelser, der giver og vedligeholder stemningen, så læseren ikke tænker på møntvaskerier, eller hvor de nu sidder og læser.

Derfor bør man gøre sig selv en tjeneste lige at besøge et sted lignende det, man skriver om, og lige finde de her få detaljer:

  • En eller flere handlinger, man gør på stedet: Han jonglerede med bolden på tåspidserne. Han driblede bolden osv.
  • Navnet på steder der udgør setting: Grønsværen, målet og straffesparksfeltet - man kan ikke bare skrive græsplænen hvis de er på en fodboldbane, medmindre altså hovedpersonen aldrig før har sat sine ben der - men mon så ikke nogle ville rette ham?
  • Lugten, stemningen og lydene, gerne skrevet kort og billedligt: Der duftede af nyslået græs og kridtstøv.

Med disse beskrivelser kan du nu, hver gang dine hovedpersoner har talt eller udført en handling og man lige skal tilbage til udgangspunktet og lokationen, lige sætte en beskrivelse ind, og igen forankre læseren i den fysiske scene.


Setting-porteføljen

Gå i Tigeren eller en boghandler. Køb en notesbog, en lækker en, én du virkelig glæder dig til at bruge. Dette er nu din setting-portefølje.

Nu hæver du din højre hånd og gentager: Jeg sværger at besøge mindst et sted, jeg aldrig havde troet jeg skulle besøge om måneden.
Hvorfor det? For at få udbygget dine mange beskrivelser selvfølgelig. På et tidspunkt vil du måske gerne skrive om en hovedperson, der ligger længere fra dig end de plejer - så kan det være meget rart at have en lille bog, hvor du bare kan slå lækre sprogbilleder og beskrivelser op fra de steder din hovedperson hænger ud.

Dette har så den fordel at du ikke skal researche midt i det hele - det arbejde har du gjort - og så bare kan koncentrere dig om at skrive, og bruge dit tidligere arbejde til at skabe en troværdig og helstøbt hovedperson.


Så besøg mindst et nyt sted om måneden. Brug også porteføljen på alle de steder du allerede kender. Tag gode og præcise noter, og husk: Life begins at the end of your comfort zone.


God skrivelyst
Bjarke

mandag den 2. marts 2015

Konkurrence for digtere

Hjemmesiden Movellas står bag en lille digtkonkurrence her, hvor du har muligheden for at få trykt et digt i en samling de laver i samarbejde med BoD.

Forfatterne bag de tre bedste digte vinder 10 eksemplarer af digtsamlingen og et lækkert SteelSeries headset.

Konkurrencen bliver lavet i samarbejde med Dansk Forfatterforenings Lyrikgruppe, og har formanden derfra Inge-Helene Fly som dommer.

Når du har skrevet dit digt uploader du det til Movellas hjemmeside (hvilket må indbefatte at du har eller opretter en bruger hos Movellas) og trykker på den grønne knap øverst til højre på deres side for at deltage i konkurrencen.

Deadline for deltagelse er mandag d. 30. marts, så du har altså en lille måned til at finde fjerpen og digterhat.


Du kan læse mere om Movellas konkurrence på deres hjemmeside HER!


God skrivelyst
Bjarke

mandag den 23. februar 2015

Tre skriveråd jeg fik i folkeskolen …

Jeg kom forleden til at tænke tilbage: Hvor stammede min skriveglæde fra? Drømmen om at blive forfatter, hvordan startede den?

Da det er en alt for lang og alt for kedelig historie vil jeg i stedet fokusere på de 3 råd, der rent faktisk fik mig videre. Ja, de kom fra folkeskolen, så de er ret grundlæggende – men hvem siger at man ikke godt kan bruge dem? Det er svært at starte ved spændingskurver, flaskehalse, point of no return, heroes journey og hvad ved jeg. Og det er slet ikke begreber man kan forholde sig til når den første skrivekløe begynder.

Derfor: De tre skriveråd fra folkeskolen, der fik mig i gang med at skrive!


Varier dit grundleds placering

Den fejl mange gør når de starter med at skrive er, ikke at variere sit grundled. ”Joran gik ned ad gaden. Han greb sit sværd. Han huggede hovedet af dragen, og …”

Alle sætninger starter med Joran i centrum, og det er jo klart nok: Han er hovedpersonen. Samtidig er det ret smart, for så sikrer man sig at ens hovedperson også bliver drivkraften i historien, og ofte skriver man mere for at opleve sin verden og hovedperson i starten (hvilket slet ikke er forkert).
Så varier grundleddets placering. Det er svært i starten, men ens sprog bliver mere levende af det.


Begyndelse, midte og slutning?

Dette punkt er meget beslægtet med det jeg skrev før: når man lige begynder at skrive, så skriver man for at lade hovedpersonen opleve sin verden (det er specielt i fantasy-miljøer i øjeblikket, men slet ikke begrænset til det). Det betyder at man har en vildt spændende hovedperson, men intet plot at udfordre ham i.

Her kommer næste punkt i spil: Find din histories begyndelse, midte og slutning – for har du det, ved du også hvor du er på vej hen, og så bliver det lettere for dig at fortælle en egentlig og medrivende historie – og ikke bare fortælle om hovedpersonens hverdag.

Det her er ekstremt intimiderende i starten – man vil ikke afslutte sin historie for så kan hovedpersonen jo ikke opleve mere, måske er man endda så knyttet til sin hovedperson at man slet ikke kan få sig til at udsætte dem for ens histories rædsler.

Men det skal man jo, og derfor kan det være en god ide at have nogenlunde styr på begyndelse, midte og slutning.


Og så skriv da for pokker!
O
g her er det vigtigste råd jeg fik i folkeskolen: Skriv! Tænk ikke hele tiden på spændingskurver og andre højtflyvende fortælleværktøjer: Skriv, for det er det du skal elske, det er dét det hele handler om!

Man kan altid lave spændingskurver, berettermodeller og sætte forfatterbegreber på alt man skriver – men gør det i dit eget tempo, lær om tingene løbende (man behøver ikke vide alt for at skrive en roman), og prøv tingene af som du føler for det.

Men skriv for pokker. Du kan være nok så klog og vide alt om skrivning, men kommer der ikke ord på papiret, så er det svært at blive forfatter.


Så hvad venter DU på? Tilbage foran tastaturet med dig.


God skrivelyst
Bjarke

mandag den 16. februar 2015

Den indre kritiker

Kender du det at du ikke kan få ordene ned på papiret? Det er den der lille stemme, der bliver ved med at sige at det ikke er godt nok, at det ikke ender ud som du gerne vil have det alligevel. Den stemme, der gør at man aldrig bliver færdig med noget fordi den altid er så skide kritisk.

Det er din indre kritiker. Vi har alle en, og den kan være en plage når vi skriver. Den kan også være en stor hjælp. Hemmeligheden er at bruge den ordentligt.


Aftalen med sig selv

Det bedste man kan gøre er at lave en aftale med sig selv, eller med den indre kritiker nærmere bestemt. For selvfølgelig vil du gerne lytte til hvad hun (Min indre kritiker er en hun) har at sige – men du bliver også nødt til at arbejde noget frem så I har noget at snakke om. Og hvis hun bare lader være med at blande sig mens du skaber, så lytter du også til hende når manuskriptet skal ses igennem igen.

Lyder det ikke som en god deal?

Det synes jeg i hvert fald. Jeg har så taget skridtet og personificeret min indre kritiker. Jeg fandt et postkort i en Tiger-butik og tænkte: Der er hun, det er hende, og inden jeg vidste af det havde jeg sat postkortet i glas og ramme, og stillet hende ved siden af min computer så hun altid kan våge over mig når det er svært at være forfatter.

Når jeg skriver så lægger jeg billedrammen ned, så kan hun ikke stirre på mig. Men skal jeg rette, redigere eller lignende, så kommer hun frem – og hun har en god tyk ramme, så der er plads til post-it’s med alle de ting hun nu vil sige og huske mig på.

Og sådan kan man gøre. Find et billede, der repræsenterer din indre kritiker, og når billedet er fremme så er hun på, og ellers så skal hun holde sig væk. Samtidig har du en sjov historie når folk ser billedrammen og spørger ind til billedet – og sjove historier er jo aldrig helt ringe.


De hårde snakke

En anden ting min billedramme-redaktør kan være god til er at tage de hårde snakke. Når man bare sidder fast i plottet eller man ikke ved hvad man skal skrive – det du engang gav den indre kritiker skylden for, det kan hun jo også hjælpe med.

Så laver jeg en kop kaffe og stiller hende foran mig ved bordet under vinduet, og der taler vi så det hele igennem. Hun er ret god, for hun behøver sjældent at svare – ofte når jeg frem til løsningerne bare ved at have hende at snakke med.

Og igen er det en lidt sjov historie hvis ens venner eller familie fik nys om hvordan du nu sad med en billedramme.


Så skal jeg give dig et godt råd, så ville det være at gå på jagt efter et billede af din indre kritiker. En som både kan støtte dig når du har brug for det, men også sætte dig i gang når der er brug for det – og ikke mindst en, der lader dig skrive: For uden skrivningen ville hun alligevel være arbejdsløs.


God skrivelyst
Bjarke

mandag den 9. februar 2015

Novellekonkurrence med ordsprog

Her er der endnu en novellekonkurrence! Denne gang er det forlaget Silhuet og de har et i mine øjne ret originalt ønske til hvad novellerne skal være.

 
Temaet er nemlig ordsprog. Det vil sige at hver novelle skal være bygget op omkring et ordsprog, som skal være bærende for novellens handling eller morale.

Derudover skal ordsproget også være novellens titel.

Genren er også specifik og skal være enten gys eller spænding.

Målgruppen er 12-14 årige.

 
Novellerne bliver udgivet i en samling i både trykt form og som ebog.

 
 
Så hvad venter du på? Dyk ned i ordsprogene og se om du ikke kan trylle en uhyggelig historie frem!

Novellen sendes til post@forlagetsilhuet.dk og deadline er d. 30. juni 2015.

Du kan læse mere om konkurrencen på forlagets hjemmeside HER.

                                                                                                                                            

God skrivelyst
Bjarke