Det er din indre kritiker. Vi har alle en, og den kan være en plage når vi skriver. Den kan også være en stor hjælp. Hemmeligheden er at bruge den ordentligt.
Aftalen med sig selv
Det bedste man kan gøre er at lave en aftale med sig selv, eller med den indre kritiker nærmere bestemt. For selvfølgelig vil du gerne lytte til hvad hun (Min indre kritiker er en hun) har at sige – men du bliver også nødt til at arbejde noget frem så I har noget at snakke om. Og hvis hun bare lader være med at blande sig mens du skaber, så lytter du også til hende når manuskriptet skal ses igennem igen.
Lyder det ikke som en god deal?
Det synes jeg i hvert fald. Jeg har så taget skridtet og personificeret min indre kritiker. Jeg fandt et postkort i en Tiger-butik og tænkte: Der er hun, det er hende, og inden jeg vidste af det havde jeg sat postkortet i glas og ramme, og stillet hende ved siden af min computer så hun altid kan våge over mig når det er svært at være forfatter.
Når jeg skriver så lægger jeg billedrammen ned, så kan hun ikke stirre på mig. Men skal jeg rette, redigere eller lignende, så kommer hun frem – og hun har en god tyk ramme, så der er plads til post-it’s med alle de ting hun nu vil sige og huske mig på.
Og sådan kan man gøre. Find et billede, der repræsenterer din indre kritiker, og når billedet er fremme så er hun på, og ellers så skal hun holde sig væk. Samtidig har du en sjov historie når folk ser billedrammen og spørger ind til billedet – og sjove historier er jo aldrig helt ringe.
De hårde snakke
En anden ting min billedramme-redaktør kan være god til er at tage de hårde snakke. Når man bare sidder fast i plottet eller man ikke ved hvad man skal skrive – det du engang gav den indre kritiker skylden for, det kan hun jo også hjælpe med.
Så laver jeg en kop kaffe og stiller hende foran mig ved bordet under vinduet, og der taler vi så det hele igennem. Hun er ret god, for hun behøver sjældent at svare – ofte når jeg frem til løsningerne bare ved at have hende at snakke med.
Og igen er det en lidt sjov historie hvis ens venner eller familie fik nys om hvordan du nu sad med en billedramme.
Så skal jeg give dig et godt råd, så ville det være at gå på jagt efter et billede af din indre kritiker. En som både kan støtte dig når du har brug for det, men også sætte dig i gang når der er brug for det – og ikke mindst en, der lader dig skrive: For uden skrivningen ville hun alligevel være arbejdsløs.
God skrivelyst
Bjarke
