søndag den 4. december 2016

Er din historie Sort/hvid?

Jeg elsker at skrive action. Der sker hele tiden noget, og man kan altid kaste nye forhindringer mod ens hovedperson – what’s not to like?

Problemet er at man meget hurtigt kan blive meget sort/hvid i denne genre, og det bliver ofte kedeligt. Batman er jo også sjovere at læse om end superman fordi han agerer på begge sider af loven, mens den anden bliver hyldet af de gode.



Men hvad kan man så gøre for at undgå at ens historie bliver netop sort/hvid? Her er mine fem råd – og en masse superhelte-referencer (Jeg prøver at undgå spoilers og fortæller derfor om filmene på pitch-niveau, men er du totalt spoiler-bange, så skynd dig lige at se nogle Marvel-film!)


Hvem skal helten stole på?

De gode! Selvfølgelig. Men hvem er de gode? Hvad hvis politiet er korrupt, eller vil forhindre vores hovedperson i at nå sit mål fordi de ikke forstår det? Og hvad hvis manden i et fint jakkesæt har et godt tilbud? Er han så god eller ond?
Marvels Ant-man er et godt eksempel. Her skal vores hovedperson agere tyv – noget, der jo ikke er en heroisk ting i sig selv. Og han er da også i tvivl, for han vil gerne vise sin datter at han har forbedret sig – men kan han stole på den gamle mand, der giver ham super-dragten? Kan han stole på mandens datter, der også arbejder for ham vi får at vide er skurken, og som mener at hendes far er en gammel tosse? Kan han stole på politimanden, der nu kommer sammen med eks-konen?

Gør det svært for din hovedperson at vide hvem han skal stole på, så bliver grænsen mellem sort og hvid nemlig allerede lidt udtværet.


Clasher helten med de gode autoriteter?

Hvad nu hvis det ”rigtige” er IKKE at lytte til autoriteterne. Forbrydelse er slemt, alligevel bliver Ant-man nødt til det. Captain Americas overordnede forbyder ham at undersøge sin gamle ven Bucky, men Bucky har også informationer, der kan redde verden – skal han lytte til autoriteterne?
Og gør han det ikke, får det så konsekvenser?


Hulk er også et godt eksempel – militæret er efter ham, de vil stoppe det masseødelæggelsesvåben han besidder /altså Hulken): Alligevel flygter Banner, og bringer menneskeheden i fare.
Når to gode personer har en konflikt

Selvfølgelig gør det det. I Civil War-filmen kommer heltene endda op at slås, og det fede ved den her film er, at lige meget hvem din yndling er, så kan du faktisk forstå begges udgangspunkt. Iron Man vil sætte ting i system, så der bliver højere sikkerhed (Tak, det lyder som en god ide, efter at I har smadret flere byer tidligere!), mens Captain America ser fordele i at superhelte IKKE skal handle under autoriteter, da det kan forhindre dem i at redde verden.

Så har du to gode personer i din historie, så lad dem gerne clashe – find ud af hvor de er forskellige og dyrk det! Det er konflikt, og fordi at ingen af de involverede nødvendigvis tager fejl, så bliver det også mere gråt.


Skurkenes hierarki

Er skurkene kun en ond herre og så hans hjælpere, eller er der nuancer? Marvel er gode til netop dette, og selvom Thors bror Loke er skurken i Avengers, så finder vi flere steder ud af at han faktisk arbejder for en, der er større end ham selv – og ikke nødvendigvis velvilligt!

Guardians of The Galaxys skurk Ronan er i Thanos sold, men det er fra starten tydeligt at mærke at det ikke er velvilligt heller.

Så hvis du har store skurke i din historie, så vær ikke bange for at give dem modstand indbyrdes. Er generalen der kæmper mod dine helte i virkeligheden magtliderlig og vil gøre alt for at vælte den onde kejser?

Og hvad hvis en skurk slet ikke er en skurk, men bare er tvunget til at handle sådan? Se Jessica Jones på Netflix, hvis du ikke forstår hvad jeg mener. Faktisk: Bare se Jessica Jones!


At såre sine nærmeste
Om det så er direkte eller indirekte, så er det her en fantastisk måde at gøre linjerne mellem sort og hvid grå.

Vores helt har ikke lyst, men det er det eneste, der er at gøre. Det kommer til at gøre ondt, og det kommer til at ødelægge et venskab eller et familieforhold.

Captain America og Iron Mans forhold er ikke det samme efter Civil War. Thor og Lokes forhold er heller ikke det samme efter Thor-filmen.
Alligevel bliver de nødt til at gøre det for at opnå det, der ligger i deres karakter-udvikling.


Jeg håber det her har givet dig nogle gode ideer til hvordan du kan gøre din historie mindre sort/hvid.

Jeg plejer selv at gennemgå de forskellige vinkler i hovedet når jeg får en historie-ide, simpelthen fordi det giver en god dynamik at have mere end én modstander.


God skrivelyst
Bjarke

Ingen kommentarer: