mandag den 15. august 2016

Hurtig guide til Kærlighed

I anledning af at det er en af de genrer Storytel gerne vil have skrevet til deres konkurrence, så vil dagens indlæg handle om kærligheds-genren.

Kærlighed er udover en genre i sig selv også brugt som sideplot i mange andre genrer. Derfor kan det være rart at vide hvad der helt præcist fungerer, når man skal skrive den slags.

Det er så også stort set umuligt, da kærlighed ikke er ens for alle. Dog er kærlighedsromaner ofte kendetegnet ved to elementer:


Det handler om kærlighed

Selvom der sker alt muligt i ens bog, om det så er zombie-angreb eller en arbejdsferie til Bahamas, så skal kærligheden være central i en kærlighedsroman. Modsat fx en zombie-roman, hvor kærligheden bare er en bi-historie.

For at forstå det her kan jeg godt lide at referere til en tv-serie og en film. The Walking Dead og Warm Bodies. Begge omhandler zombier, men der er en meget vigtig forskel mellem dem.

The Walking Dead handler om overlevelse i en zombie-hærget verden. Der sker en masse mellem karaktererne, også kærlighed, men overlevelsen og truslen fra de levende døde er det primære fokus.
Warm Bodies er til gengæld en kærlighedshistorie al a Romeo og Julie, hvor hovedpersonerne på grund af hvem de er, ikke må få hinanden! Men intet kan som sagt stoppe kærligheden. Heller ikke at den anden er en hjerneædende zombie!


Den første er klart gys, den anden klart kærlighed. De bruger bare begge zombier til at give deres historie spænding og stil.



En vedkommende og positiv slutning

Dette betyder ikke nødvendigvis at de elskende skal have hinanden til sidst. Det kan sagtens ende med at en af hovedpersonerne dør (a la En flænge i himlen) eller at de elskende går fra hinanden.

Men der skal stadig være en slutning, der giver læseren oplevelsen af at kærligheden mellem de to ikke har været spildt – hvorfor skulle de ellers bruge så lang tid på at læse om den? Samtidig skal hovedpersonen også gerne komme ud af historien som en stærkere person.

Ja, men hvad så med Romeo og Julie? Kan man så spørge. Den ender jo med at de begge dør. Ja, men de dør sammen, når nu deres familier ikke kan lade dem leve sammen. Og forhåbentlig får begivenheden også de to stridende familier til at indse nogle ting. Så det er stadig en positiv slutning i den forstand – specielt når alternativet er ikke at få hinanden.



Kærlighedens 6 faser
Jeg skal ikke til at lege amatørpsykolog eller noget, men lidt har jeg da kunnet lære fra min gamle psykologi-bog fra gymnasiet. Kærligheden har for eksempel 6 faser. Er man åben nok, så kan man også godt argumentere for at kærlighedsromaner derfor må have 6 punkter i sin opbygning.


Første fase: Den potentielle kæreste dukker op

Her skal du lade to personer høre om hinanden eller evt. endda møde hinanden kort. En gnist eller noget andet skal få disse to personer til at ville lære hinanden mere at kende (eller bare få hovedpersonen til at have det sådan).
Hvordan mødes de? Hvorfor bliver de forelsket?


Anden fase: De indledende møder

De to personer dater, det vil sige at de har flere møder, og nu lærer mere om hinandens verdener.
Hvordan begynder de at være sammen? Hvordan passer de sammen? Hvordan ikke? Hvilke konflikter kan de få anlæg til?



Tredje fase: Forelskelsen tager over

De to opsluges af hinanden. Man kan kun fokusere på det positive, og glemmer næsten alt om det negative.

Her dukker usikkerhed og jalousi også gerne op, for pludselig er den anden jo perfekt, mens man selv bare er den samme.


Fjerde fase: Kærester

De elskende introducerer partneren for venner og familie. Det er også nu at de skal afstemme om de er samme sted, og om de vil det samme i forholdet – dette er ofte indledningen til næste fase, nemlig Den hårde tid.


Femte fase: Den hårde tid
Hormonerne damper af, pludselig skal de elskende til at finde ud af om de faktisk kan være sammen.
Er man forelsket? Går man nu glip af noget? Er det virkelig det man vil bruge sit liv på?



Sjette fase: Det stærke par

Endelig kan de elskende komme ud på den anden side af krisen, og er derfor nu stærkere.



Jeg håber dette har givet dig et par fif til hvordan man kan gribe kærlighedsgenren an. Eller måske bare at tænke over hvordan du bruger et romantisk side-plot i dine historier, og hvordan du bruger kærlighedens faser heri.


God skrivelyst
Bjarke

Ingen kommentarer: