søndag den 7. august 2016

Fuck the classics - hvorfor populærfiktion kan være lige så vigtig

Jeg ved godt at titlen på dagens indlæg kan provokere nogen, og det er bestemt ikke meningen - undtagen at det selvfølgelig er, ellers havde jeg ikke gjort det.

Til gengæld tror jeg at den kræver en mindre forklaring:

Nej, jeg mener ikke at klassikerne er dårlige, ej heller at man bare skal brænde dem og kun koncentrere sig om det nye. Slet ikke.

Men jeg mener heller ikke, at man kun kan koncentrere sig om klassikerne som "den fine og gode litteratur" og så skide højt på det moderne, der er oppe lige nu.

Hvorfor ikke?



Fortællestrukturen

Det kan altid være rigtigt svært at forklare forskellen i fortællestruktur i gammel og ny litteratur, mest af alt fordi at læseprocessen er en anden end fx at se film. Derfor er det sværere at se hvorfor man keder sig i en bog, man ved bare at man gør det.

På film er det anderledes, og derfor vil jeg også bruge et tv-eksempel til at forklare forskellen på en gammel klassisk fortælleform og en moderne.

Her er et klip fra Doctor Who afsnittet ”The Magician’s apprentice”. Det er fra 2015, og har en meget moderne måde at fortælle historier på når det kommer til tv.



Det næste klip er fra "An Unearthly Child" - det allerførste afsnit af Doctor Who tilbage fra 1963. Bemærk hvordan fortællestrukturen har ændret sig.



Det er præcis samme serie - ikke en ny version eller en genfortælling. Det er den samme hovedperson (der bare har evnen til at regenerere sit ansigt), men fortællestilen har ændret sig.



Sproget

Klassikerne er fra en tid hvor bøger ikke skulle konkurrere med film og tv, og derfor tillader sproget sig måske også mere dengang, end man kan nu. Det er den begrænsende måde at se på udviklingen: Bøger skal skrives simpelt, så folk kan afkode dem ligesom tv.

Den udvidede måde at se på tingene er, at bøger ved hjælp af denne konkurrence, rent faktisk har fået et helt andet sprogligt udtryk end det havde før. Sproget er blevet målrettet den effekt man gerne ville give læseren. Det er ikke længere ideen om hvor dygtig man er fordi man langer sprogbillede på sprogbillede i lange sætninger uden punktummer imellem. Nu handler det måske mere om det korte og præcise billede, det uden tøven kan videreformidle det man gerne vil have.
Det lyder i mine ører umiddelbart som en god udvikling.


Vi ser præcis det samme med bøger. Oliver Twist er på ingen måde sådan som man ville skrive en bog i dag. The Picture of Dorian Grey heller ikke, og selvom jeg elsker de to bøger, så gud ske tak og lov.

Bøger kan noget andet i dag, end de kunne dengang - de skal også noget andet. Og der er intet der forhindrer dig i at lære fra klassikerne, men lærer du ikke også at formidle til det moderne publikum: så når nu altså ikke langt, for klassikerne ER allerede blevet skrevet.


Så nogen gange skal man bare sige Fuck the classics, og så læse noget af alt det moderne ragelse, der også kommer ud.

Hvem ved, måske man lærer noget.


God skrivelyst
Bjarke

2 kommentarer:

Henning sagde ...

Det er også rigtigt. Men det er alligevel ikke helt rigtigt.Hvis hele ens kendskab til Oliver Twist tildrager sig Disneys killingeudgave, eller alt hvad man ved om Frankenstein er noget man har set med Boris Karloff, eller at Illiaden er med Val Kilmer i hovedrollen - så gud nåde og trøste én, hvis man refererer ifht det udgangspunkt.
Secundo: - film og litteratur er 2 vidt forskellige medier. Jeg har siddet lidt og kigget på dine filmsnaser med Doktor Hvem, og jeg tænkte at det ikke ville være det allermest besværlige, at transkribere den ene til anden, formmæssigt, således at den nyere udgave ville komme til at virke som en ældre ting og viceversa.
Iøvrigt er effekter - til stadighed - ikke alt. Sprog og sprogbrug er stadig kernen i litteratur - dødssyge opremsninger, eller flade beskrivelser optjener ingen point, heller ikke med påstanden om "at så skete der en gigantisk eksplosion, der rev hele taget af bygningningen". - Jaså! Og?
Så jeg giver dig omkring de der 50-60% ret.

Bjarke sagde ...

Hej Henning

Jeg mener også selv at jeg nævner at det er vigtigt også at kende klassikerne, bare at det er mindst lige så vigtigt at kende til det nye også.
Både i forhold til mit eget argument med at afkode moderne sprog og fortællestruktur - men også i forbindelse med dit argument: Det hjælper ikke noget som forfatter eller litteratur-person at kende den originale kilde, hvis du ingen reference-ramme har til senere produktioner.
Eller: Bøffer du Oliver Twists historie så er det inspiration, bøffer du Oliver & Co, så er det måske lidt mere bare dig der er uoriginal - og det bare fordi du ikke lige kendte til Disney-versionen, og nu selv har skrevet Oliver Twist med katte.

I forhold til Doctor Who-eksemplet har jeg gjort en dyd ud af at dele mit indlæg op i hhv. fortællestruktur og sprog, med film-eksemplerne under første del.
I forhold til en transskribering rent sproglig vil jeg gerne give dig ret, men i forhold til fortællestrukturen er der en markant langsommere og dialog-orienteret drivkraft i ældre film og tv, end der er i nyere - og selv samme ser man faktisk også i litteraturen. Det er bl.a. også derfor at mange af klassikerne bliver læsebearbejdet inden de igen kommer ud på markedet.
Selvfølgelig er fortællestruktur heller ikke præcis det samme når det kommer til film og litteratur - men så alligevel. I forhold til plot og scriptwriting har de faktisk mere til fælles end man skulle tro.

God skrivelyst
Bjarke