søndag den 24. januar 2016

Skru op for dramaet

“You wanna know how to get Capone? They pull a knife, you pull a gun. He sends one of yours to the hospital, you send one of his to the morgue. *That's* the *Chicago* way! And that's how you get Capone.”

Malone, The Untouchables


Citatet er fra en af de få gangsterfilm, jeg rent faktisk gider at se (det er virkelig ikke min genre). Til spørgsmålet om hvordan man får fanget gangsterbossen Al Capone er der nemlig kun ét svar: Du skruer op for indsatsen.

Det samme gælder i litteraturen. Der findes mange bøger om veninder, der har mistet øreringe, eller drenge, der skal vinde en fodboldkamp. Og det er bare børnelitteraturen – voksenlitteraturen er et virvar af stereotype forbrydelser, der skal opklares af lige så stereotype hovedpersoner.

Men vil du hellere tage fat om et alvorligt emne? Et af den slags emner, der virkelig gør ondt på dig og på læseren?

Ligesom bøgerne 21 måder at dø (Sarah Engell) og XY (Nicole Boyle Rødtnes), to bøger, der begge tager alvorlige emner op, nemlig selvmord og kropssyn/seksualitet. Sådan en bog, der virkelig er vigtig.

Så nytter det ikke at du ikke husker dramaet.




Er du bange for dit emne?

Det første man skal spørge sig selv om når man gerne vil arbejde med et alvorligt emne er om man er bange for det man skal til at lave. Har man lyst til at skrive om børnearbejde, prostitution eller hvad end man nu har tænkt sig at tage fat i?

For er du bange for emnet, er du også bange for at portrættere en historie, der rent faktisk handler om det. Du kan ikke skrive en historie om en pige, der en dag vågner efter et one night-stand og har fået 500 kr, og så ellers er i et fast forhold og kalde det en historie der tackler emnet prostitution – det kan jo lige så godt bunde på en misforståelse, som aldrig bliver taget op.

Nej, du må tage dig selv og dit emne seriøst og stille dig spørgsmålet: Hvad er det værste om dit emne som du kan forestille dig?

Lav en brainstorm, få det hele ned – nu har du forhåbentlig en masse guf at tage fat på.



Er du bange for hvad læseren synes?

Et andet problem kan til gengæld være at du er bange for hvad læseren synes. Eller hvad de skal synes om dig!

”Nej, jeg vil jo ikke være kendt som ham/hende der …” er en af de undskyldninger jeg oftest hører i den sammenhæng. Det er så vidt også fint nok, men så skal du heller ikke skrive om emnet i første omgang. Husk på det!

Og så er det bedre at være kendt som ham/hende, der skrev en vigtig og rå/ærlig bog om et emne, end ham/hende, der kun lige nævnte det i forbifarten på grund af frygt for andres mening. Ingen vil være en tøsedrengsforfatter.

Mit bedste råd til hvis du rent faktisk er alvorligt bekymret for hvad læseren synes er at lave en skriveøvelse, hvor du både får din histories præmis med, men også virkelig går i dybden med emnet – fx scenen hvor vores prostituerede opretter en hjemmeside på escortguide.dk og tager ud til sin første ”rigtige” kunde.

Bare husk at du skal skrive historien i øvelsen, ikke emnet – læseren kan jo ikke bedømme om det vil blive for meget, hvis du mere skriver en artikel end et stykke fiktion.



Fortæller du din historie bedst muligt?

Godt, nu har jeg råbt en del op om at man skal tage sig sammen og skrive det barske og det grimme. Nu kommer vi til det hårde …

For nu har du en brainstorm med alle de værste ting du kan forestille dig. Du har også et stykke tekst med en scene, der forhåbentlig virkelig går over din grænse.

Nu skal du til rent faktisk at se på din histories plot. Selvfølgelig kan du tage hver et punkt fra din brainstorm, og virkelig gøre det forfærdeligt, bare lad historien søbe i lidelse og afsky.

Bare husk på at selvom læseren ikke er skræmt væk af det – som du jo testede i spørgsmål 2 – så skal læseren stadig have en grund til at læse det.

Ingen gider læse grumme ting, bare for at læse grumme ting – vi læser fordi vi forelsker os i historien og personerne. Så vores prostitueredes historie skal altså give mening, hun skal ikke bare opleve det mange barske ting fordi at jeg sagde det før – hun skal opleve det fordi det giver mening i historien!


Det er en hård disciplin at skrive om de alvorlige emner. Det er til gengæld rigtigt let at være for lidt eller for meget når man gør det.

Det vigtigste er bare at huske at der skal være konsensus imellem historie og emne – Du tematiserer ikke et emne hvis du undgår rent faktisk at tale om det. Men du fortæller heller ikke en historie, hvis du kun skriver om dit emne.



God skrivelyst
Bjarke

1 kommentar:

Claus Larsen sagde ...

Tak Bjarke

Det må være det man kalder rettidig omhu, at dit opslag kom i går.
Det var spot- on på den tilgang jeg stod og manglede.

Tak for hjælpen og forsæt endelig

HIlsen
Claus Larsen
www.bliant.dk