mandag den 8. juni 2015

Forfatter på tur - overvejelser efter min studierejse

Så er jeg kommet hjem fra min studietur til Amsterdam, og hvor har det været en fed tur! At tage ud og rejse er altid helt fantastisk, men når man har det for øje, at det skal blive til en roman, så bliver det ikke bedre!
 

Jeg har været mere eller mindre overalt i byen, fra Van Gogh-museet til Red Light District, jeg har set et museum dedikeret til én enkelt mands kat, og jeg har set verdens mindste museum med kun én udstilling. Waw, siger jeg bare!


Ser jeg nu tilbage på alle mine forberedelser, så kan jeg godt se at der er nogle ting, der var perfekte, men at der også er nogle gode råd jeg først har opdaget på selve turen.

Jeg er bl.a. super glad for at have udvalgt nogle settings og emner jeg ville inkorporere i min historie på forhånd. Havde jeg ikke haft dem ville jeg ikke have noget at arbejde ud fra, og jeg tror måske så at jeg ville have søgt for meget i blinde på hvad jeg så skulle skrive om.

På den modsatte side er det også super vigtigt med dage man ikke har planlagt. De dage hvor jeg fik de klareste scener til min roman, er dem hvor jeg pludselig faldt over et sjovt sted eller oplevelse mens jeg bare gik gennem byen.

En dedikeret notesbog er et must – det er slet ikke nok bare at have den man bruger til alt muligt med. (Men tag begge to med, selvfølgelig).
Har man en dedikeret notesbog bliver det også let at finde rundt i sine noter, hvilket er sindssygt vigtigt når man har så kort tid som man har. Bogen kan blive meget rodet på grund af tidspres og den rytme du oplever tingene i og får ideerne – og derfor kan det være rart at noterne ikke bliver blandet med alle mulige andre ideer, der ikke umiddelbart har noget med sagen at gøre.


Post-its savnede jeg midt på ugen. Havde jeg haft nogle med ville jeg hver gang jeg havde en ide til en scene kunne nedfælde den herpå og prøve at flytte den rundt imellem alle mine andre scener, og på den måde hurtigere finde en vej ”gennem” romanen.
I stedet omskrev jeg en masse hurtige synopser i notesbogen, så nu har jeg 17 forskellige versioner af bogen – også yderst interessant læsning.


Ud over notesbogen var kameraet min bedste ven. Et godt batteri og plads til mange billeder og film har reddet mange situationer, hvor jeg ikke havde tid til at finde notesblok frem, men bare tændte kameraet og snakkede ind i dens mikrofon – fantastisk!
Men kan man så ikke bare kun bruge kamera? Nej! Det er det skrevne ord du skal fange som forfatter, og flere steder må man slet ikke have kamera med sig – og så er det sgu rart lige at have en blok ved hånden.


Det sidste råd er, at man aldrig skal være bange for ikke at kunne skrive. Man oplever sindssygt meget på sådan en tur, og det kan være overvældende OG udmattende. Tag i stedet en masse gode noter, lad tankerne flyve og nyd at du har den her fantastiske mulighed for bare at lade romanen simre i det miljø den foregår.

Og nu er det bare at komme i gang, jeg er så hooked på min roman-ide!


God skrivelyst
Bjarke