mandag den 19. august 2013

Den meget håndgribelige måde at få skrevet hver dag

En af de største anker jeg hører, når jeg siger at man som forfatter bør stræbe efter at skrive hver dag, er, at det er der virkelig ikke tid til i løbet af sådan en hektisk dag.

Da jeg selv er en hektisk person, der godt kan have gang i flere projekter ud over skrivningen, har jeg fundet en metode, der passer mig rigtigt godt. Det er ikke min opfindelse, og jeg ved at andre forfattere også bruger denne metode.

 

Find 40 minutter i løbet af en dag

Først og fremmest prøver du lige at skabe et mentalt billede af din hverdag. Er der et eller andet tidspunkt hvor du kan finde 40 minutter, du kan bruge på dig selv? Eller kan du finde tyve minutter to gange i løbet af dagen i stedet?

Husk på at du gerne vil det her, du vil gerne skrive - så led lidt grundigere: Kan du stå en halv time tidligere op om morgenen? Skrive om aftenen efter børnene sover? Hvad med når kæresten alligevel ser det der tv-program?

Find de 40 minutter, og gør det klart for dem omkring dig, at det er din skrivetid.

 

Minimum 2X20 minutter hver dag

Ja, men 40 minutter? Er det ikke lang tid hvis man nu er træt eller totalt uinspireret eller ... Jo. Du skal heller ikke skrive 40 minutter straight.

 

Du skal finde dig et æggeur - har du ikke et sælger tieren dem til en 10-20 kroner - og sætte det på tyve minutter, og så skal du love dig selv at så længe at det kører skal du skrive - ikke redigere, ikke vurdere, nej, du skal skrive. Handlingen skal føres videre, og så kan du tage stilling til kvaliteten på et senere tidspunkt, evt. i slutningen af ugen, så du ikke bare kasserer det nyskrevne fra dag til dag.

 

Start med 1X10 minutter og et billede på hårde dage

Og så sidder man der, med computeren foran sig, og tyve minutter virker helt uoverkommeligt - hvad skal man da skrive?

Godt, vi kan alle have startvanskeligheder, nogle gange skal inspirationen ind med sprøjte - det sker også for mig. Så er det at du går ind på google og billedsøger, finder er billede du synes er pisse fedt og inspirerende, sætter æggeuret til 10 minutter, og skriver ud fra det billede - hvilken historie er der, og hvordan vil du fortælle den?

 

Det behøver ikke kun være et billede, det kan også være en sætning, et ord ... Ja, alt, der kan skabe en gnist af inspiration. Nogle af de Forfatterspirer jeg underviser ved jeg har lavet en SMS-ordning, hvor de sender inspirationsord til hinanden for at holde sig i gang - genialt!

 

10 minutter til inspiration - måske får du noget godt ud af det, måske kommer du videre med din historie - vigtigst af alt: Du får skrevet, og holder dig dermed i gang!

 

Skriv gerne 20 eller 40 minutter mere hvis du har lyst

Det sidste råd giver lidt sig selv, for selvfølgelig skal du da bare fortsætte hvis du har lyst, skriv så tastaturet gløder. Jeg har nogle gange skrevet flere timer på den her måde, og så endda på aftener jeg ikke troede jeg skulle få et ord ned.

Og det er faktisk en fantastisk oplevelse: erkendelsen af at man har skrevet en time, selvom det jo faktisk kun har været 3X20 minutter.

 

Så sæt dig ned, allerede nu og find 40 minutter som du bare helliger skrivningen. Hvad venter du på?

 

God skrivelyst
Bjarke