At opgive mit fuldtidsarbejde til fordel for skriveriet er en af de bedste beslutninger, jeg har taget i mit liv - men det kræver altså en god portion havregryn og cykelture og hårdt arbejde, hvis det skal lykkes. Bare så du er advaret.
Til en anden bogreception for nylig kom jeg i snak med en forfatter, der var direktør for en større virksomhed, som havde 3 (eller var det 4?) børn, og som skrev sine bøger sådan by the way, sent om aftenen, når resten af familien sov. Glemte desværre at spørge, hvilke vitaminpiller han tog – i så fald kunne dette indlæg hurtigt klares.
Nogle mennesker er så heldige, at de skriver bedst om natten og i øvrigt klarer sig fint med 3 timers søvn. Det er ikke dem, jeg skriver til her. Jeg skriver til svagpissere som mig selv, der egentlig godt kunne tænke sig at skrive uden at give afkald på nattesøvn, ferier og fritid.
At skrive på fuldtid handler i høj grad om at få struktureret en arbejdsuge, hvor man prioriterer skrivningen i de tidsrum, hvor man skriver bedst. Jeg skriver personligt bedst om morgenen, og derfor fungerer det meget dårligt for mig med et 8-16 job. I en årrække tog jeg derfor aftenarbejde, og det passede mig egentlig ganske fint. Lige indtil jeg stiftede familie.
Så tog jeg springet. Jeg opsagde alt, hvad der hed fast arbejde og satsede på skriveriet. Nu er det næppe nogen hemmelighed, at man ikke bliver rig af én bogudgivelse i Danmark. Man bliver heller ikke rig af 5 eller 10 for den sags skyld (med mindre man hedder Dan Brown, men det er en helt anden historie). Derfor gælder det om at supplere skrivningen med andre jobs, som giver noget her og nu indtægt. Supplere er et vigtigt ord, for forskellen på fuldtidsforfattere og hobbyforfattere udgøres i høj grad af, hvor på prioriteringslisten man placerer sit skriveri.
Det gode er, at det kan være ret sjovt at finde de der suppleringsjob. Har man bare en snert af interesse eller talent for noget, er der rig mulighed for at leve det ud et par timer om ugen – og desuden få masser af ny inspiration til sine bøger. Jeg har blandt andet bagt vafler i Tivoli, arbejdet som personundersøger hos Kriminalforsorgen, lavet oversættelser, oplæst erotiske noveller, gjort rent i socialcenter på Istedgade, undervist på ungdomsskoler og aftenskoler og givet fyraftens-konditionstræning for medarbejderne i Told og skat.
Det kan være lidt af et puslespil at sammensætte ugen, men efterhånden som tingene/indtægterne hænger sammen, kan man tillade sig at være mere kritisk og sortere i jobbene, så man beholder dem, man synes bedst om. Og en dag (jeg har ladet mig fortælle, at det tager cirka 20 år) giver bøgerne forhåbentlig så meget, at man helt kan droppe bitjanserne. Medmindre man da er blevet så glad for dem, at man beholder et par stykker. Sådan for sjov bare.
Læs mere om livet som forfatter på min hjemmeside: www.sarahengell.dk