Det er lidt et underligt indlæg, når jeg også lige har skrevet et indlæg om at skrivning skal ses som en sportsgren. Og hvad har cyklen egentlig gjort?
Det hele bunder i at jeg, når jeg skal i skole (på Uni som de smarte siger) og på arbejde, har omkring en times transport hver retning. En time som bare er tabt, ikke?
Det er i hvert fald hvad cyklisterne siger: ”Vi kan jo nå til uni på et kvarter!”
Fedt for dem. Og de får motion samtidig!
Men det gør jeg også i bussen. Bare min egen form for motion: Skrivemotion.
Jeg fik, i starten af 2010, en A4 kinabog af min far. (jeg fik faktisk en stak, så jeg løber ikke tør foreløbig)
Det første jeg skrev i den var første kapitel af min Ungdomsgyser, som snart skal på forlagsrunde. Sidenhen er det blevet til et væld af romanuddrag, noveller, tanker, blogindlæg og alt muligt andet som man lige havde tid til at skrive i bussen.
I stedet for at sidde to timer i en bus og sige: ”Øv, jeg får aldrig skrevet.” får jeg nu produceret et par sider eller fire, så jeg kan slappe af med god samvittighed når jeg endelig er hjemme.
Så når cyklister siger: ”Ja, jeg kommer fra A til B, og får motion samtidig.” Ja, så kan jeg sige det samme. Jeg kommer fra A til B, og jeg får udført en god portion af det job, der normalt kræver at jeg står pisse-tidligt op, eller går pisse-sent i seng.
Så hvis jeg skal give et råd i dag, så vil det være at købe en kinabog. De koster ikke mere end tyve kroner i en tiger-butik, og de kan let blive indtjent hvis bare man husker at skrive i den.
Og skrive i den, det kan man hver gang:
- Man sidder i bussen
- Man sidder på en cafe, og computeren er løbet tør for batteri
- Man lige har et frikvarter eller en pause
- Man skal på toilettet og bare ikke kan lægge historien fra sig
Og det er bare mine bud, I kan sikkert komme på mange flere!
Hvor mange forfattere diskuterer Mac eller PC, så siger jeg tydeligt: Kinabog.
PC, Mac – for mig er det bare skrivemaskiner og design. Kinabogen kan redde den spontane genialitet, du ikke kan redde et sted hvor du ikke har en computer.
Og så ser man totalt dyb og kunstnerisk ud, fordybet i en kinabog, med en kuglepen i hånden.
God skrivelyst
Bjarke