Det her er også en problemstilling, som der findes en del rygter omkring. Ligesom at mange mener at datid er mere litterært end nutid, så findes der også en lille kerne af folk, der mener at tredjepersonsfortælleren er mere litterær end sin modpart.
Ligesom sidst siger jeg jo tydeligt og højlydt at det er tosset!
Der er en vigtig forskel på de to karaktertyper.
Det er, at hvor førsteperson er meget klart defineret som at være inde i hovedet på hovedpersonen, så har tredjepersonen større mulighed for at opnå enten alvidenhed (når man går ind i alle karakterernes hoveder, kender deres tanker osv.), ren beskrivelse (hvor vi igennem beskrivelserne tolker hvad de føler og mener osv), og alt hvad der nu er midt imellem.
Dette er tredjepersonsfortællerens force. Personligt elsker jeg den minimalistiske nærmest refererende tone i fx Raymond Carvers tredjepersonfortællere. Han er bare en flue på væggen, der fortæller os hvad han ser – og det virker!
Ligeledes er muligheden for at blive alvidende også et kærkomment stilgreb for mange. Hvis man for eksempel har mange karakterer i sin historie, som man synes alle bør have en stemme, så er det jo dejligt let at kunne springe frem og tilbage imellem dem, og på den måde få alle tankerne med.
Førstepersonsfortælleren (eller jeg-fortælleren) er anderledes. Her er vi inde i hovedpersonens hoved. Følelser og tanker bliver serveret i samme overbæring med handlinger, og man giver læseren en fornemmelse af at de kommer helt tæt på.
En anden fordel ved denne fortællertype som jeg er stor fan af, er muligheden for at bruge upålidelig fortæller.
Den upålidelige fortæller bliver for det meste nævnt når man snakker om forfatteren Steen Steensen Blicher.
Princippet er at en jeg-fortæller enten fortæller eller genfortæller (nutid/datid) sin historie, og i det han gør det tilbageholder han eller fordrejer information for læseren, da dette er ting han enten ikke selv kan fatte, eller ikke vil have at læseren skal vide, hvilket man så senere kan afsløre ham i. (nu hvor jeg skriver det, kan jeg godt se at det egentlig er et blogindlæg i sig selv.)
Man kan sagtens have en foretrukken fortæller (min er førstepersons-fortælleren), men derfor synes jeg stadig at man som forfatter skal være bevidst om hvad der ellers er på markedet.
Grundlæggende handler det jo om at overveje hvad din historie har brug for.
Skal din historie være et psykologisk drama hvor vi kommer ind i en hovedpersons løgnagtige psykose, hvorfor så ikke prøve førstepersonsfortælleren?
Et Københavnerdrama hvor man beskriver mange forskellige menneskers hverdag, liv og samspil med hinanden kalder måske mere på en alvidende tredjepersonsfortæller, der kan springe imellem sine karakterer.
Vil man bare vise at man nu har mestret Show don’t tell til det fuldeste, så kan man jo altid bruge en tredjepersonsfortæller med fluen på væggen-optikken.
God skrivelyst
Bjarke
Et Københavnerdrama hvor man beskriver mange forskellige menneskers hverdag, liv og samspil med hinanden kalder måske mere på en alvidende tredjepersonsfortæller, der kan springe imellem sine karakterer.
Vil man bare vise at man nu har mestret Show don’t tell til det fuldeste, så kan man jo altid bruge en tredjepersonsfortæller med fluen på væggen-optikken.
God skrivelyst
Bjarke
