Flaskehalsen er ideen om at du indskrænker din hovedpersons bevægelsesfrihed. Er et monster på spil i den lille forstadsby, så kan man jo bare flytte væk. Det er ikke uhyggeligt. Derfor skal man lave en flaskehals i ens historie.
I bunden af flasken er der god plads, i vores tilfælde er det den lille forstadsby. Men monstret skal tæt på sit offer: Hvordan gør vi det?
Der er mange muligheder. Den mest almindelige er at spærre hovedpersonen ind i et gammelt hus, eller i en kælder. Et uhyggeligt setting han eller hun ikke kan komme ud fra.
Andre alternative måder at lave en god flaskehals på kan være at invalidere hovedpersonen (Curse of Chucky), give dem en tidsmæssig deadline (Saw) eller lade deres krops begrænsninger være flaskehalsen (fald ikke i søvn fra Nightmare on Elmstreet).
En god flaskehals er med til at skabe spænding, der understøtter det egentlige uhyggelige, som du skal arbejde med i Fobia og Tabu.
Fobia
Fobia er den lette at gå til. Fobia betyder frit oversat "det man frygter". I gyserfilm og -bøger er det gerne spøgelser, vampyrer, sygdomme (zombier og klamme gevækster falder ind under denne kategori), edderkopper, små piger, dukker og klovne.
Grundlæggende kan alt som kan virke uhyggeligt falde ind under Fobia-kategorien, man skal bare passe på at det er så generelt, at det ikke kun er ens egen private fobi.
Et godt eksempel på en Fobia i en bog er i Stephen Kings IT, hvor monstret har form af en klovn (de er uhyggelige) og en edderkop (De er uhyggelige).
Det er forholdsvis let at vælge en fobia, der er så mange at vælge mellem. Har man kun en fobia i sin tekst kan man til gengæld godt gå hen og få en splat- eller chok-gyser. Altså en gyser, der arbejder med at overraske og handler mere om monstrets jagt osv.
For at undgå dette, og i stedet lave et gys, der går helt ind til marv og ben, så skal vi bruge Tabu!
Tabu
Tabu betyder igen frit oversat: "Det man ikke snakker om". Det er alle de emner, der gør folk utrykke under middagsselskabet. I gyserfilm og -bøger kan det være kannibalisme, tortur, vold mod børn osv.
Igen skal man huske på, at ens tabu skal være så generelt at det ikke kun er en selv, der synes det er forfærdeligt at snakke om. På samme måde skal den rutinerede/hærdede gyserforfatter passe på, for man kan sagtens blive blind overfor andres tabu, når man selv tænker så meget på dem.
Lad os vende tilbage til Stephen Kings IT. Vi har klovnen og dermed et fobia. Men hvad gør klovnen? Den bortfører børn. Den gør ting med de her børn, som vi ikke ønsker at forestille os. Der er simpelthen et vold mod børn/pædofili-tabu i gang.
Det er det aspekt af gyseren, der får hårene til at rejse sig i nakken, og gøre os utilpadse og modtagelige overfor skrækken. For morderiske klovne findes måske ikke, men det gør folk, der gør børn ondt. Og vi hader at tale om det!
En gyser, der arbejder med tabu uden at have en fobia med, arbejder til gengæld mindre med spændingen og mere med stemningen. Der er intet konkret frygteligt til at jage vores helte, der er kun den virkelige rædsel i konfrontationen med tabu.
Det er de to vigtigste redskaber, når man skal skrive en god gyser. Man kan sagtens arbejde med den ene, frem for den anden, så længe det passer til den type gyser man vil skrive. Men en gyser uden fobia og tabu, er ikke en gyser!
God skrivelyst
Bjarke
