søndag den 25. november 2018

Børn og monstre – om børns møde med det uhyggelige

Panelet: Morten Dürr, Ellen Holmboe, Anne Mette Thorhauge
Og mig selv.
Hvor bange må man gøre børn? Er det i orden at lave gys til børn og fortælle uhyggelige historier? Er der grænser og hvor går de?

I onsdags deltog jeg i en paneldebat på Hovedbiblioteket sammen med forfatter Morten Dürr og Anne Mette Thorhauge, der arbejder i Medierådet med bl.a. at sætte aldersmærkninger på film med skræmmende og traumatiserende indhold.
Panelet blev ledt af ordstyrer og forfatter Ellen Holmboe.

Jeg selv var blevet inviteret, da jeg både skriver gys til børn og unge, er medlem af Dansk Horror Selskab og for nyligt har færdiggjort min master i Børne- og ungdomskultur, hvor jeg skrev afsluttende opgave om netop Børn og deres måde at bruge, skabe og italesætte monstre i en æstetisk praksis.
Nogle af de pointer, der kom frem, vil jeg prøve at sammenfatte her.



Narratologien som middel mod det uhyggelige

En af de vigtigste pointer, der dukkede frem var forskellen på det æstetiske eller narrative gys, og så virkelighedens grusomheder.

Min forskning viste hvordan børn helt ned i børnehavealderen bruger aristotelisk narratologi (ja, det kalder de det ikke), til at italesætte og forholde sig til monstre.
De skaber monstre for at kunne forholde sig til en fysisk repræsentation af noget uhyggeligt, noget, der kan bekæmpes, og danner så interne regler for selv samme monstre.

Det samme gør gyserfilm gerne. Der er et monster eller et monstrøst menneske, en som man kan bekæmpe og dermed sejre.

Det aspekt mangler virkeligheden. I terror-angreb findes der intet monster, der findes kun en uforklarlig grusom handling. Det samme sker ved krig: krigens rædsler er ikke personbåren, det  er kaos og det er mennesker, der dræber hinanden af store svært-fattelige grunde.

Selv som voksne har vi behov for at danne monstre til at kunne forsvare den rædsel: Osama Bin Laden blev terrorens ansigt. Hitler blev 2. verdenskrigs personifikation. Mange science fiction-historier handler ikke om at stoppe anden verdenskrig, men at dræbe Hitler for at stoppe krigen – han bliver det monster, vi skal bekæmpe.

På samme måde ser vi børn, der kan blive vildt skræmte af nyhedernes dækning af krig, men som rask væk kan spille krigsspil på computeren uden problemer: Måske fordi, de her igen får en narratologisk mission. Løs opgaven og sejr!



Forandringens uhygge

En anden vigtig pointe var at det uhyggelige også kunne opstå ved det uventede. Her talte vi meget om genrebrud og forventning. Ellen havde for nyligt hørt om et dukketeater, der optrådte med Dracula, hvor flere unge mennesker var gået ind med en forudindtagelse om at dukketeater ikke kunne være uhyggeligt (impliceret nok at et var for børn). Flere børn havde reageret med at blive skræmt, da de så forestillingen, da uhyggen var kommet mere bag på dem end de havde troet ville ske – simpelthen gennem gysets virkemidler.

Det samme ser vi i Tarrantinos From Dusk til Dawn, der halvvejs bryder sin genre og går fra roadmovie til gysersplat.

Det samme er også et vigtigt aspekt af gysere generelt, hvor man tit ser det vante, det vi stoler på, blive uhyggeligt og ville os det ondt. For eksempel alle de voksne i Stephen Kings IT, der alle ignorerer børnene og deres kamp mod det onde.



Så må man skræmme børn?

Ja. Vi sad tre forfattere i panelet, der alle var enige, så det hele hvilede lidt på Anne Mette Thorhauge som the voice of reason.

Og hun forklarede sit arbejde ganske godt: De vurderede om film kunne give langsigtede skader for børn i forhold til tro på egen sikkerhed, og om hvorvidt uhyggen kunne skade troen på forældre og lignende. De var ofte meget mådeholdne med at dømme noget farligt og skadeligt.

Gys skal nemlig være uhyggeligt. Det ligger i genren. Du læser ikke en uhyggelig bog hvis du ikke vil skræmmes. Og det er der nogen børn, der gerne vil.

Og derfor skal vi som voksne give dem den mulighed. Vi skal lade dem opleve det uhyggelige, på samme måde som vi skal kunne tale med dem om de oplevelser bogen eller filmen giver dem.

Læser man en uhyggelig bog eller ser en uhyggelig film har man en mulighed, en magt. Man kan lukke bogen hvis det bliver for uhyggeligt. Man kan slukke for filmen. Man får ikke slutningens forløsning, men man har den magt.

Så lad bare dit barn interessere sig for det uhyggelige 😊



God skrivelyst
Bjarke