mandag den 1. oktober 2018

Den gode bagside-tekst

Tillykke, du er blevet antaget, og nu skal du snart udgives. Forlaget og dig har arbejdet med din historie i lang tid, og måske er du heldig at du vågner op til en mail med titlen: Skriver du ikke lige en bagside-tekst til din bog?

Får du ikke den mail, vil jeg altid synes du skal bede om at se bagside-teksten alligevel, og måske komme med dit eget forslag. For nu kommer vi til det sjove – du har en letoverskuelig bagside til at sælge hele dit arbejde! Hvad gør du?

Det her skal ikke ses som en udførlig guide, men mere mine fokuspunkter når jeg laver bagside-tekster. Der er tusind måder, nogle mere kreative end andre - men det her er en god og solid måde at starte ud på.



Citat fra bogen?

Mange bøger bruger gerne et sigende citat fra bogen. Ikke et hvilket som helst citat, men ét der siger noget vigtigt. Det du skal tænke på her er hvad det citat skal kunne.

For det første skal det vise læseren hvor godt du skriver.

For det andet skal det give et indtryk af hvad man kan forvente af historien.

Hvis din store force er dialog, så lad være med at have en kedelig stemningsbeskrivelse som dit citat.

Få citatet til at vise hvad du gør med din bog, og hvad de har i vente. Tænk på det som en filmtrailer, eller en lille teaser. Du kan ikke nå at sælge en historie i et citat – du skal sælge en følelse! Så gør det!



Ikke for langt

Efter citatet får du mulighed for at sælge dit plot. Nu skal du nemlig skrive en kort tekst, der fortæller hvem din bog handler om, hvad den handler om og hvad vi som læsere skal glæde os til!

Du har ikke meget plads her (og endnu mindre hvis du har brugt et citat først). Men det kan sagtens lade sig gøre. Tænk på det som et pitch, men hvor du har en klar personlig vinkel.

Handler bogen om Torben, så skriv det i tredje person men ud fra ham:
Torben troede det skulle være en helt almindelig dag, da …

Hvis Torben så også optræder i citatet ovenover, så får vi nu en relation til Torben og begynder automatisk at finde ham spændende.

Så skal du bare fortælle hvad hans projekt er, og hvorfor det er en spændende historie.



Vigtige informationer
Og til alleraller sidst skal du lige have alle vigtige detaljer med. Er bogen en del af en serie? Har den vundet priser eller andet? Er historien personlig relateret til dit liv? Skriv en linje eller to om det her, så folk lige får en tredje grund til at forstå vigtigheden af din bog.

Det sidste punkt her er ikke nødvendigt hvis du ikke har nogen detaljer at sætte ind, men har du er det dumt at gemme væk.

Det er de tanker jeg har når jeg laver en bagsidetekst for et forlag.


God skrivelyst
Bjarke