.jpg/1280px-Niels_Ebbesen_(Agnes_Slott-M%C3%B8ller).jpg) |
| Niels Ebbesen, malet af Agnes Slott-Møller i 1893-1894. Billedet hænger på Randers Kunstmuseum, og du kan læse videre for at finde ud af hvad han har med worldbuilding at gøre. |
Men det man skal huske på når man bygger verdner er, at man ikke er i gang med historien imens – man laver en spilleramme, en kulisse, og man skal dermed passe på, at man ikke laver så meget, at det faktisk går ud over historien.
Tænk hvis et teater lavede tolv kulisser for meget fordi de blev så grebet af det, og derefter insisterede på at du skulle se dem, selvom de egentlig ikke var relevante for historien?
Derfor har jeg altid fire gode råd jeg arbejder ud fra når jeg worldbuilder til en historie.
Hverdagens rutiner
Din historie foregår på en gård. Din hovedperson er en ung bondepige. Hun kender ikke til de store krige, der hærger landet (hun ved måske ikke engang at de er der), eller har et specielt kendskab til vigtige generaler eller historiske sagn (medmindre de er omskrevet til børnehistorier).
Hun kender til gengæld til at malke en ko, lave mad og hun ved hvordan en mødding fungerer.
Brug din energi på at finde ud af de ting du ved du kommer til at bruge på at lave levende beskrivelser.
Selvfølgelig skal du finde ud af hvordan en krig fungerer, hvis der er en krig i din historie – men du behøver ikke have en liste over de 17 foregående krige, som ingen i din historie alligevel ville have en jordisk chance for at huske.
Den dumme almue/den uvidende adel
Dette råd ligger i forlængelse af det andet. En adelsmands søn vil som udgangspunkt ikke vide hvordan man malker en ko. Eller hvordan man laver mad – han ved måske til gengæld hvordan man bestiller den. Og han kender måske til nogle krigsfortællinger eller noget historisk om sin egen og andre adelsslægter. Men lad være med at lade ham være et leksikon.
Du går jo heller ikke rundt og fortæller alle om alt det du ved om krigshistorie og adelsslægter via dit research. Vælg det ud, der giver mening i konteksten, og lad resten være usagt – præcis som i den virkelige verden.
Turen går til – lav en kort guide
Når jeg skal ud og rejse læser jeg gerne en ”turen går til …”-bog. De er sindssygt gode til på meget lidt spalteplads at fortælle mig det vigtige om et sted. Står der en statue? Hvordan ser den ud og hvad er historien bag? Så kort kan det gøres.
På Randers Torv står Niels Ebbesen. Han var en frihedskæmper, der lå i strid med den kullede greve. Niels flygtede engang fra greven ved at fjerne plankerne fra en bro, så han ikke kunne ride over. Der er en historie fortalt på et par linjer. Det er nogenlunde det de fleste ved om ham.
Selvfølgelig er der mere, men man behøver ikke vide mere for at få sig et godt indtryk af ham. Det samme gælder sagn og legender fra din verden.
Er det nødvendigt at bruge 5 sider på noget, der kan fortælles på 3 linjer? Fører det hoved-historien videre? Ellers er det bare støj for læseren.
Kongerækker er kedelige/læseren må ikke kede sig
Der er én sindssygt vigtig regel i stort set al underholdning. Bøger, film, you name it: Du må IKKE kede din modtager!
Det kan godt være at du synes at en fiktiv kongerække er sindssygt spændende, men det er også et meget tydeligt break i en historie du er i gang med at fortælle – bare for lige at belære din læser.
Det skal man ikke gøre mange gange før folk falder fra. De kan ikke se hvorfor det er relevant: de vil jo hellere høre om Bror Jerik overlever krigen mod Okse-ridderne!
Så overvej altid om dine lister, anekdoter og så videre er relevante for historien – fører de den videre? Bruger du dem aktivt? Eller mener du bare det giver historien en dybde?
Sandheden er ofte at det gør den slags sjældent. Jo, måske for dig, men ikke for læseren. De vil hellere høre om hovedpersonens levede liv, og hvilke udfordringer han eller hun er udsat for.
Så world-build endelig for sjov – men sørg for virkelig at skære ind til benet, og kun skrive det, der er relevant for din historie.
God skrivelyst
Bjarke
