Jeg mødte min nye skrivegruppe i tirsdags. Den bestod blandt andet af forfatter/bloggeren Morten Brunbjerg, som jeg før har nævnt her på bloggen.
Det var et rigtigt hyggeligt møde, men er det er det næsten altid når man møder folk, der også skriver. Så har man jo ligesom noget at snakke om.
Jeg har egentlig søgt efter en gruppe sådan lidt on and off et par gange, og har da også prøvet et par stykker uden helt at falde til. Mest af alt på grund af ambitions-niveauet ikke var ligeligt fordelt.
Derfor er jeg glad for at der inden den her gruppe blev samlet blev lavet en lille ’elitær’ prøve, for at se om man hørte til i gruppen. Jeg tror det er det, der kommer til at gøre udfaldet med den her gruppe.
Men hvad er det egentlig jeg forventer at få ud af en gruppe? Det er jo det klassiske spørgsmål. Selvfølgelig vil man gerne være en del af legen, men hvorfor vil man det?
Problemet med mig er at jeg bliver meget indespærret når jeg skriver. Som wannabe-autist har jeg prøvet at få hele livet til at handle om skrivning, hvilket så også har gjort at jeg ikke har så mange andre hobbyer hvor jeg kan møde andre mennesker.
Så på den måde er en skrivegruppe en måde for mig at komme ud på. Møde andre mennesker, der også bakser med de problemer jeg roder med, og forhåbentlig kunne hjælpe hinanden på kryds og tværs.
Så ja, det er en af mine grunde. Der er en del flere, sikkert også nogle jeg ikke helt har ord på endnu. Kan være jeg skriver mere om det en anden gang – måske efter næste møde.
Og så er mine visitkort endelig kommet. Nu kan jeg gå rundt og reklamere for siden og samtidig hurtigt give mit kort hvis jeg hører om en, der mangler en tekstforfatter. Smart. Det er meget inspireret af Nicole Boyle Rødtnes og Camilla Wandahl som begge i en rum tid nu har haft visitkort.
God skrivelyst
Bjarke
