Der er forskel på at skrive uhyggeligt, og så skrive gys/horror, Men hvad er den forskel egentlig? Og Hvad kræver det at skrive en gyser-historie?
Man kan meget kort tælle tre ting, der ofte er der for at gøre en gyser til en gyser:
· Noget farligt (et monster, en morder, et forbandet maleri eller hvad man lige kan finde på).
· Afgrænsede områder (såkaldte flaskehalse, mere om det om lidt).
· Tvivlende autoriteter (politiet skal tvivle på dig, hvis du siger, at monstret bor under din seng. Det samme skal dine forældre.)
Flaskehalsen
Flaskehalsen er en berettermodel, der fokuserer på at ens hovedperson skal begrænses indtil mødet med det uhyggelige til sidst er uundgåeligt.
Forestil dig en flaske. Vi starter nede i bunden hvor der er god plads, efterhånden som vores hovedpersoner kommer længere ind i historien, bliver flasken mindre, ind til vi til sidst nærmer os flaskens hals. Oppe i halsen bliver der mere trængt. Det er den trængte stemning du skal have fat i. Hovedpersonen kan ikke længere flygte eller undgå det uhyggelige, der kun er en vej ud af flaskehalsen!
Din hovedperson skal kun have to-tre muligheder: Flygte, kæmpe eller dø. Derfor er det vigtigt at afgrænse deres muligheder, og det gør man ved at placere dem i en flaskehals.
Lad os tage en moderne gyserfortælling: Saw-filmene. Her er der en ond skurk, der spærrer folk inde i små fælder, de kun kan komme ud af, ved at gøre skade på sig selv.
Her er vores offer placeret i en flaskehals. Gør han ikke det her så dør han! Forestil dig hvor kedelig den historie ville være hvis hovedpersonen bare kunne rejse sig og flygte ud af byen. Eller hvis han kunne ringe efter hjælp og på den måde slippe for problemer? Så ville det ikke være nært så spændende, vel?
Traditionelle flaskehalse er gerne: øer, øde teltlejre, bygninger man er spærret inde i, små bysamfund hvor alle er lidt sære.
Men tænk endelig kreativt. En af mine yndlingsgysere, Nightmare on Elm Street, bruger drømme som en flaskehals. Morderen slår ihjel i drømme, og på et tidspunkt falder vi jo alle i søvn!
Tabu
Tabu er et gammelt polynesisk ord, og betyder ”Det man ikke gør,” eller ”det vi ikke snakker om.” Det er også et værktøj, der kan gøre ens gyserhistorier endnu mere uhyggelige.
Tabu er et godt værktøj, fordi vi som mennesker allerede har en grundlæggende frygt eller ubehag ved det. Det er et tabu i vores verden at slå ihjel, derfor er vi også bange for folk, der gør det. Og hvad med folk der slår børn ihjel? Det er jo endnu værre, for så bryder du både mord-tabuet, og ond mod børn-tabuet.
Kan man finde et godt tabu har man også ofte en god gyserhistorie. Og man skal ikke være bange for at tænke kreativt:
Børn forbinder man med uskyld, derfor er netop onde børn uhyggelige. Det samme gælder dukker. Forældre på den anden side forbinder vi med tryghed og tillid: De vil os det godt. Men hvad så når de ikke vil? Hvad hvis ens forældre i virkeligheden ville ofre os til djævlen når vi blev gamle nok?
Der er masser af muligheder når man leder efter et tabu. Det handler bare om at finde ud af hvad, der er et tabu, og hvordan man kan gøre det til en historie.
Når man skriver gysere er det vigtigste dog at huske på, at den bedste gyser er det man selv frygter mest!
God skrivelyst
Bjarke
