Viser opslag med etiketten bogbranchen. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten bogbranchen. Vis alle opslag

mandag den 13. februar 2012

Forfatterskoler og skrivekurser

Du vil gerne være forfatter. Selvfølgelig, men hvordan bærer man sig ad? Man skriver, det er selvfølgelig det vigtigste for at blive forfatter. Men hvis man gerne vil lære lidt mere om det at skrive og være forfatter, så er der faktisk flere muligheder, end blot at sidde alene foran skærmen.
Der findes nemlig flere gode tilbud til dig, der gerne vil lære mere om forfattergerningen, nærmere bestemt to skoler og en kæmpe mængde kurser om alt fra strukturering af romanen, til hvordan man skriver i en bestemt genre.


Den mest kendte er nok Forfatterskolen. Forfatterskolen er SU-berettiget, hvilket betyder at man kan få SU for at gå der, og selve uddannelsen varer to år. Hvis man gerne vil gå på forfatterskolen kræver det at man sender et tekstuddrag på max 15 sider og vedlægger et gebyr på 400 kr. Dette er dog ikke en lovning på at man kommer ind, men blot en mulighed for dem til at bedømme om de kan se potentiale i dig. (Hvilket vil sige at du ikke skal opgive forfatterdrømmen fordi du ikke kommer ind, det er jo bare deres mening!)
Skolens undervisningsform er ifølge deres rektor hovedsageligt baseret på tekstkritik, hvor man afleverer det man har skrevet til resten af klassen, og modtager feedback.

Deadline for ansøgninger til 2012 er d. 1. marts 2012, så skynd dig hvis du vil prøve!


Forfatterskolenfor Børnelitteratur er den anden store forfatterskole i Danmark og fokuserer som navnet også antyder hovedsagligt på litteratur til børn og unge. Jeg kender en del der har gået på skolen og taler varmt om stedet, så den kan anbefales.
Undervisningsformen skulle være en blanding imellem undervisning, praktiske opgaver og tekst-feedback.

Præcis som den anden forfatterskole kræver de her at du sender en tekst til dem som de kan vurdere dig ud fra, her er det dog en bundet opgave, som bliver opslået på deres hjemmeside. Også her skal du vedlægge et gebyr på 400 kr.
Skolen er IKKE SU-berettiget, og koster ca. 40.000 kr. hvilket ikke er meget i forhold til hvad man får igen.

Der er informationsmøde om optag af nye elever d. 8. marts 2012 kl. 17.00 i Center for Børnelitteraturs lokaler på Tuborgvej. Læs mere om det inde på deres hjemmeside!


Er man ikke til skriveskoler, så er der dog også andre måder at lære mere om forfattergerningen. Der findes nemlig rigtigt mange kurser rundt omkring i det danske land, hvor forfattere lærer fra sig af alt hvad de ved om skrivningen.

SkriveskolenHemingway er en af de forfatterkurser jeg hører rigtigt meget godt om. Det er den rutinerede forfatter og underviser Irene Pedersen, der står bag, og hun tilbyder både et grundkursus og mindre ugekurser.


Der er også en masse kurser på AOF, blandt andet afholder forfatteren Nicole Boyle Rødtnes, der næsten lige har skrevet gæsteindlæg for Skrivekrampe, flere skrivekurser,hvor man kommer hele vejen rundt om romanskrivningen.

Der er en masse andre kurser derude, så gå endelig på jagt!


Der findes rigtigt mange tilbud til folk, der gerne vil blive forfattere. Bare husk på, at kurser er en rigtigt god og lærerig ting, men at det i sidste ende kommer an på én ting: Får du skrevet?


God skrivelyst
Bjarke

mandag den 28. november 2011

De tre typer afslag

Vi kender det alle. For alt for mange måneder siden blev vi færdige med vores roman og sendte den ind til et forlag. I starten gik vi og håbede, og var måske også lidt bange for svaret. Så glemte vi det lidt, fordi vi gik i gang med et nyt skriveprojekt.

Og så en morgen går man ned i postkassen eller tjekker sin mailboks. Og hvad ligger der? En stor tyk konvolut fra forlaget! Allerede her er det første advarselstegn. De fleste forlag sender ikke hele manus tilbage uden advarsel, hvis de er interesserede i at udgive ens bog.

Slukøret river vi derfor konvolutten op, og læser endnu et afslag, på vejen imod forfatterdrømmen

Men går verden nu også under?
Rundt regnet findes der tre afslag. Standard-afslaget, de gode råd-afslaget, og send ind igen/send os dit næste manus-afslaget.

Standard-afslaget er det mest almindelige. Der står gerne noget i retning af "Tak fordi vi måtte se dit manuskript. Vi kan desværre ikke udgive det af den ene eller anden grund."
Det er det vi hader at få at vide. Vi vil ikke udgive din roman på grund af noget meningsløst. Får man et sådant afslag, skal man bare skynde sig at sende videre til et andet forlag. Man skal aldrig finde sig i noget.
 
Den anden type afslag er afslaget med de gode råd. Her sker der mere. Forlaget virker rent faktisk til at have læst din roman, og gjort sig tanker om den. De kommer gerne med ændringsforslag og gode råd til dig som forfatter, men skriver også i bunden at de ikke er interesserede i at se manuskriptet igen.

Ved den type afslag skal man tage det med sig man kan bruge og glemme afslaget. Læs de gode råd igennem og kik dit manuskript igennem. Har de ret? Vil det gøre historien bedre at ændre det? Brug det endelig, det er for det meste kompetente folk, der sidder inde på forlagene - også selvom de ikke vil udgive ens roman (Samtidig er det jo lidt fryd hvis man retter en bog efter et forlags råd, og den så bliver udgivet på et andet forlag og bliver en succes).


Send ind igen/send os dit næste manus-afslaget
Den sidste type afslag er det bedste man kan få. For det meste skriver de lidt i retning af de gode råd-afslaget, men med en vigtig lille forskel. I bunden af afslaget står der enten:
  • Send dit manus ind igen når du har lavet rettelserne (som jo betyder at de er rigtigt positive overfor det du har skrevet, men at det mangler lidt)
  • Send os dit næste manuskript (som er lige så positivt omend kræver lidt mere arbejde. De kan lide hvad du laver, og vil gerne se noget andet fra dig!)

Får du denne type afslag, så er du snart i mål! Det er det vigtigste at huske på. Man kan alt for let komme til at tænke: Åh, det sker aldrig, endnu et afslag. Men de her afslag betyder faktisk at forlagene holder øje med dig, og at de er interesserede i at få dig i stald.


Så næste gang du får et afslag. Så ignorer at de ikke vil lege med, og fokuser i stedet på hvad dit næste træk bliver. Skal du sende videre, rette til, eller skrive nyt? Og man må jo altid gerne gøre flere ting af gangen!


God skrivelyst
Bjarke

mandag den 7. november 2011

Hvorfor skal du tage på Bogforum?

Næste weekend er det Bogforum, Kommer du?
Bogforum er et tilbagevendende arrangement for forfattere, forlæggere og alle bog-interesserede, der bliver afholdt i Forum i København. Der er altid mulighed for gode bogdeals, at møde forfattere, forlæggere og andre bogfolk, og så er det alle tiders mulighed for forfatterspirer til at mingle.

Mingle er et engelsk ord, der frit kan oversættes til det mere moderne - og lige så engelske ord - Networke. Men hvordan kan man egentlig networke på Bogforum?


Se forlagene an
Man skal aldrig undervurdere den store mulighed det er rent faktisk at møde de forskellige forlag. Er der et forlag du har haft et godt øje til og måske gerne vil udgives på? Så besøg deres stand og se hvad det er for nogle mennesker. Er de hyggelige, og tror du, du vil kunne arbejde med dem? (Husk dog på at det ikke altid er deres redaktører der står i standen - men det kan ikke skade at se dem an alligevel)

Når du så alligevel er i deres stand, så er det jo alle tiders mulighed for lige at høre hvad de udgiver. Man kan enten spørge dem lige ud, eller, hvis man er lidt mere genert bare se lidt på deres eksisterende udgivelser. Lyder deres bøger som noget i retning af det du skriver?

Og tag for Guds skyld en blok og en kuglepen med! Skriv de forlag ned du ikke kender - for der er rigtigt mange, og det kan jo være at de er noget for dig. Det vil være trist når du kommer hjem at tænke "nå ja, det der forlag henne i hjørnet, hvad var det nu de hed?", så hav altid papir og kuglepen - det kan jo også være du pludselig falder over et par fif fra en gammel rotte, eller et citat du bare MÅ skrive ned.


Lad forlagene se dig an
Den er måske endnu mere vigtig. Forfatterbranchen handler om tekst, og det er tekst vi bliver bedømt på, men derfor er der jo ingen skade i at gøre sig (positivt) bemærket hos et forlag. Og beundrer man deres bøger og falder tilfældigvis i snak, så kan man jo altid Pitche dem ens ide hvis de er lydhør: "Ja, jeg arbejder jo egentlig med det her manuskript, hvor ..."

Det værste der kan ske er at de siger, "Det kan vi ikke lige tage stilling til her, send det til os." - og allerede der er du nået langt! For er det lykkedes dig at få din historie til at lyde original nok, så vil de tænke - "nåh, ja. det er ham/hende." - Og så er dit manuskript allerede forbi den første forhindring hos forlaget.

Og så kan det aldrig skade at virke engageret. Vis dem at du er en forfatter der elsker det du gør, er produktiv, og ved hvad du laver. At du er interesseret i deres forlag, og at du er villig til at arbejde med dit manuskript. Men hvordan viser man lige det uden at det bliver en kæmpe salgstale?

Det er svært, men det kan lade sig at gøre. Hovedsageligt handler det bare om at være ydmyg, og ikke have for høje tanker om sit manuskript. Det er en god historie, og du er villig til at arbejde videre med den hvis de vil udgive den.


Ja, det var lige mine tanker om hvordan man som forfatterspirer kan bruge Bogforum. Ses vi?


God skrivelyst
Bjarke

mandag den 10. oktober 2011

Jeg er medlem af Dansk Horror Selskab

For nogle år siden så jeg en film der hed The Skulls. Den bygger over et hemmeligt selskab af studerende og tidligere studerende på Harvard University, og hvordan de hjælper hinanden til at blive mere magtfulde. Nå ja, så er der også noget med et mord, men det er ikke vigtigt lige nu.

Jeg er nemlig blevet inviteret med i et sådant selskab. Det er ikke så hemmeligt endda, faktisk blev vi offentliggjort i sidste uge, og indtil videre er der ingen mord - eller jo, fiktive. Det er nemlig Dansk Horror Selskab.


Det er en del kendte ansigter indenfor dansk horror, der har startet selskabet. Jeg kan lige nævne i flæng: Henrik Harksen fra forlaget H.Harksen productions, Helle Tietgen Tofft fra forlaget Valeta, Steen Langstrup forfatter og udgiver på forlaget Two-feet Entertainment og manden bag horrorportalen Mxrket.dk. OG der er mange flere! Michael Kamp, Nikolaj Højberg, Christian Reslow ...


Den første og største opgave i Dansk Horror Selskab er lige nu at stå for den årlige pris: Årets Bedste Danske Horrorudgivelse skrevet på dansk og med fokus på voksne læsere. Prisen vil blive overrakt første gang til Krimimessen i Horsens 2012.

Hvorfor så dette? Ja, Steen Langstrup forklarer det ganske udemærket på sin blog:

"Grunden til, at vi havde fået den idé, er, at vi befinder os midt i en bølge af nye horrortalenter i disse år. Det er ikke set i samme omfang, siden midten af 90erne, hvor den generation af horrorforfattere, jeg selv tilhører, debuterede. Den store forskel på dengang og nu er, at det i dag sker på små forlag og blandt selvudgivere. Men det betyder ikke, at talenterne er mindre eller fortjener mindre opmærksomhed. Faktisk tværtimod."


Så ja, nu er jeg kommet med i et Selskab, en slags hemmelig loge. Hvor sejt er det ikke lige? 

SÅ må jeg bare se at få skrevet noget mere horror, men det kan jo næsten heller ikke undgås.

God skrivelyst
 Bjarke

mandag den 26. september 2011

Nyt Interview med mig

Ja, så kom der endnu et interview med mig. Denne gang snakker jeg om foreningen HUF (Håbefulde Unge Forfattere), som jeg i sin tid var med til at opbygge. Det er både mig og forfatteren Nicole Boyle Rødtnes, der bliver interviewet, så snakken falder naturligt også på de skriveklubber  for unge vi afholder på fire biblioteker i Københavnsområdet.


Interviewet er lavet af hjemmesiden bogtube.dk og kan læses her!

Det er blevet et meget personligt interview, hvilket jeg egentlig meget godt kan lide. Indledningen er fx taget fra min egen opvækst i en lille by i Jylland:
”Jeg gad ikke at spille fodbold, og så er man altså bare lidt udenfor. Der ville HUF jo have været god,” siger Bjarke Schjødt Larsen om opvæksten i Spentrup, en lille jysk by, hvor det at skrive ikke var nær så acceptabelt som de andre drenges hang til boldspil.
”Men man snakkede jo ikke om det. Jeg var bare ham, der ikke gik til fodbold, og så var den ikke længere,” fortsætter han og griner lidt af ungdomsklichéen.
”Men vi fandt jo sammen i HUF og fandt ud af, at her er der noget, der mangler. Så kom skrivekurserne, og det ene førte til det andet.”

Det er stadigvæk en dejlig oplevelse at blive interviewet. Og måske er jeg en lille smule selvglad, eller også er Lea Stigfeldt bare en rigtig god skribent, for jeg nød virkelig at læse interviewet.

Håber I andre har en lige så god dag som mig.

God Skrivelyst
Bjarke

mandag den 15. august 2011

Når man vælger et job uden løn - Sarah Engell fortæller

Det siges, at forfattere altid taler om penge, når de mødes. Måske er der noget om det. Det var i hvert fald også det, vi talte om - mig og Bjarke - da vi mødtes til en bogreception hos en fælles skrivekollega. I den forbindelse bad han mig lave et indlæg her til bloggen. Ikke fordi jeg ved, hvordan man får fat i de der penge. Desværre. Men fordi jeg trods alt er i stand til at betale husleje og forsørge mit barn – SELVOM jeg i dag skriver på fuldtid.

At opgive mit fuldtidsarbejde til fordel for skriveriet er en af de bedste beslutninger, jeg har taget i mit liv - men det kræver altså en god portion havregryn og cykelture og hårdt arbejde, hvis det skal lykkes. Bare så du er advaret.


Til en anden bogreception for nylig kom jeg i snak med en forfatter, der var direktør for en større virksomhed, som havde 3 (eller var det 4?) børn, og som skrev sine bøger sådan by the way, sent om aftenen, når resten af familien sov. Glemte desværre at spørge, hvilke vitaminpiller han tog – i så fald kunne dette indlæg hurtigt klares.
 
Nogle mennesker er så heldige, at de skriver bedst om natten og i øvrigt klarer sig fint med 3 timers søvn. Det er ikke dem, jeg skriver til her. Jeg skriver til svagpissere som mig selv, der egentlig godt kunne tænke sig at skrive uden at give afkald på nattesøvn, ferier og fritid.
 

At skrive på fuldtid handler i høj grad om at få struktureret en arbejdsuge, hvor man prioriterer skrivningen i de tidsrum, hvor man skriver bedst. Jeg skriver personligt bedst om morgenen, og derfor fungerer det meget dårligt for mig med et 8-16 job. I en årrække tog jeg derfor aftenarbejde, og det passede mig egentlig ganske fint. Lige indtil jeg stiftede familie.
 
Så tog jeg springet. Jeg opsagde alt, hvad der hed fast arbejde og satsede på skriveriet. Nu er det næppe nogen hemmelighed, at man ikke bliver rig af én bogudgivelse i Danmark. Man bliver heller ikke rig af 5 eller 10 for den sags skyld (med mindre man hedder Dan Brown, men det er en helt anden historie). Derfor gælder det om at supplere skrivningen med andre jobs, som giver noget her og nu indtægt. Supplere er et vigtigt ord, for forskellen på fuldtidsforfattere og hobbyforfattere udgøres i høj grad af, hvor på prioriteringslisten man placerer sit skriveri.

Det gode er, at det kan være ret sjovt at finde de der suppleringsjob. Har man bare en snert af interesse eller talent for noget, er der rig mulighed for at leve det ud et par timer om ugen – og desuden få masser af ny inspiration til sine bøger. Jeg har blandt andet bagt vafler i Tivoli, arbejdet som personundersøger hos Kriminalforsorgen, lavet oversættelser, oplæst erotiske noveller, gjort rent i socialcenter på Istedgade, undervist på ungdomsskoler og aftenskoler og givet fyraftens-konditionstræning for medarbejderne i Told og skat.

Det kan være lidt af et puslespil at sammensætte ugen, men efterhånden som tingene/indtægterne hænger sammen, kan man tillade sig at være mere kritisk og sortere i jobbene, så man beholder dem, man synes bedst om. Og en dag (jeg har ladet mig fortælle, at det tager cirka 20 år) giver bøgerne forhåbentlig så meget, at man helt kan droppe bitjanserne. Medmindre man da er blevet så glad for dem, at man beholder et par stykker. Sådan for sjov bare.


Læs mere om livet som forfatter på min hjemmeside: www.sarahengell.dk

mandag den 4. juli 2011

Hvordan bliver en bog lavet?

Ja, hvad sker der egentlig? Jeg tror at rigtigt mange forfatterspirer har svært ved at forestille sig den sidste halvdel af processen, når der laves en bog.


Selvfølgelig, vi skriver bogen, og den bliver omskrevet og afvist og omskrevet igen indtil den dag, hvor den endelig bliver antaget. Men hvad så?
Det der sker, er at den skal igennem en hel masse processer, korrektur og opsætning og så videre.
Samtidig skal der laves en forside (og en bagside) til bogen, og det er forskelligt fra forlag til forlag hvor meget man selv har at skulle have sagt i den proces. Er man interesseret i det, vil jeg dog bare foreslå at man blander sig og ser hvad der sker – det er jo trods alt din bog.
Men når det så er ovre, og det hele har været i trykken, så sidder du med en færdig bog!


Men det er ikke slut endnu! Det første der sker, er at bogen skal registreres hos Dansk Bogfortegnelse. Det er en offentlig institution, der registrerer alle udgivelser i Danmark. Det smarte ved dem er, at de fortæller biblioteker, boghandlere og andre vigtige personer om netop din bog! Det tager imellem seks eller otte uger, og bogen er ikke udkommet rigtigt før det er sket.


Samtidig med at Dansk Bogfortegnelse sidder med din bog, bliver der også sendt en bog til Dansk Biblioteks Center (DBC). Det er over-biblioteket, og det er her at bogen bliver givet til en lektør, som vil læse den og anmelde den. Den anmeldelse er altafgørende for om bibliotekerne køber ens bog.


En del aviser og boghandlere har også tilgang til lektørudtalelserne, så det er bare at håbe at den er god. Er den det kan man godt håbe på et godt salg af bogen, hvorimod en dårlig lektørudtalelse kan slå en bog ihjel. Hårdt men sandt.
Bibliotekerne behøver ikke udarbejde en lektørudtalelse, hvis de ikke kan se hvorfor bogen er relevant for bibliotekerne. (Og så kan man så spørge hvornår en bog er urelevant for et bibliotek.)


Så faktisk er eventyret kun lige begyndt når man bliver antaget. Og jeg tror roligt man kan glæde sig til alt det virak, der følger med. Det virker i hvert fald rigtigt spændende på de forfattere jeg kender.


God skrivelyst
Bjarke

mandag den 14. februar 2011

Ghost writing – at skrive for andre end sig selv

Da jeg skrev mit indlæg om hvad forfattere tjener, blev det kommenteret at jeg ikke nævnte det faktum at nogle forfattere også ghostwriter for at få indkomst til at passe med udgifter. Men hvad er ghost writing, og hvordan kommer man egentlig i gang?

Ghost writing er når en anden person hyrer forfatteren til at skrive en bog for sig. Mange politikeres og kendte menneskers selvbiografier og lignende er skrevet af en forfatter, der har mere forstand på at skrive end vedkommende bogen handler om.
Forfatteren interviewer personen og de laver i samarbejde en vinkling på historien, og alt det andet arbejde der er i den type bøger. På grund af den mængde interviews og samtaler, der er i den type bøger, er det ofte folk med en journalistisk baggrund, der ghost writer den slags bøger.

Den anden type ghost writer skriver fagbøger. Nogle fagbøger er skrevet af folk, der har forstand på emnet de skriver om, og også er gode til at formidle den viden. Andre fagbøger er et samarbejde, hvor ham med viden om emnet på den ene eller anden måde får kontakt til en forfatter, der så går med til at skrive bogen for ham.

Jeg har kun stiftet bekendtskab med den sidste del af ghost writing. Det var i starten af 2010 hvor jeg blev spurgt om jeg var interesseret i at skrive en bog om forhandling imellem voksne og børn. Der blev lagt 20.000 kr. på bordet hvis jeg deltog i projektet som var på ca 100 sider. jeg ved ikke om det er en nogenlunde sikker pris, men hvis man tænker over det, så er det jo ikke så meget igen. Efter skat er det 10.000 kr. og er man måske tre måneder om at skrive en sådan bog er det en månedsløn på 3300 kr. – kun lige nok til at klare huslejen.(Bliver bogen taget af et forlag skal man dog også lige sørge for at få procenter ved salg og bibliotekspenge, ellers vil jeg mene man er blevet lidt snydt)

Skulle jeg ghost write en bog for nogen ville jeg derfor nok ikke tage meget mindre end 20.000 for det, da jeg ellers ville have mere arbejde end jeg får betaling for, samtidig med at jeg jo så mister tid til mine egne projekter.

Hvordan man kommer i gang med at ghost write har jeg ikke noget egentligt svar på. Det er ikke så tit folk laver et opslag på ghostwritere, så man må prøve at networke. Da jeg blev tilbudt at ghost write i sin tid var det igennem en gammel bekendt på facebook. Fyldepennen.dk har også til tider folk, der på forummet søger ghost writere til at skrive for sig. Så vil man stifte bekendtskab med ghost writing må man vidst bare have ørerne ude!

God skrivelyst
Bjarke

mandag den 31. januar 2011

Bøger om at skrive

Der findes uendeligt mange bøger om at skrive. Man skulle ikke tro at det var et så interessant emne at man kunne skrive så meget om det, men det er det.

Det er vi som forfattere selvfølgelig også glade for, der er jo ingen grund til at alle skal opfinde den dybe tallerken.

Derfor har jeg lige lavet en lille liste over de skrivebøger jeg synes er gode. Jeg har opdelt dem i en række kategorier, nemlig: om skrivning, litteraturteori, og om forfattertilværelsen.

Om skrivning
22 tricks om at skrive godt af Thomas Oldrup
Skriv så det fænger af Teddy Petersen
Manual til skrivekunsten af Robert Zola Christensen
How to write science fiction and fantasy af Orson Scott Card
On writing/om at skrive af Stephen King
Writing for comics af Alan Moore (på trods af titlen er den også brugbare for os andre forfattere)

Litteraturteori (akademiske men gode bøger)
Fortællingen af Annemette Hejlsted
Gads litteraturleksikon (et opslagsværk med alle mulige litterære begreber)
How Fiction Works af James Wood

Forfattertilværelsen
Hjælp, jeg vil skrive en bestseller af Steen Langstrup (den bedste indførsel i den danske forlagsverden jeg pt har læst)
On writing/om at skrive af Stephen King (ja, den står to steder, men den omhandler også begge aspekter.)

Skal jeg give et godt sted at starte sin læsning som forfatterspire, så vil jeg nok sige 22 tricks om at skrive godt, Manual til skrivekunsten og Hjælp, jeg vil skrive en bestseller.

Kender du andre?

God læse- og skrivelyst!
Bjarke

mandag den 3. januar 2011

Drop fjernsynet – LÆS!

I disse nytårsforsætsdage, synes jeg at I skal have en ganske let en serveret. I er frit stillet til endelig at printe dette indlæg ud, og gøre det til jeres egen, for den er relevant for alle. Den handler nemlig om noget vi alle bruger:
Fjernsynet. Hjemme-alteret. Tossekassen. Jeg tror der er mange, der, hvis de tænker efter, føler at fjernsynet fylder for meget i deres liv. Men hvad kan man gøre ved det? Findes der en erstatning for den fiktion man konsumerer fra skærmen i løbet af sådan en dag?

Ja, der findes endda et bedre alternativ. Bøger! I gamle dage (I ved, før fjernsynet) sad familien gerne i stuen, hvor familiefaren så læste højt, imens de andre lyttede og måske strikkede eller tegnede til historien.

Jaja, men hvordan kan bøgerne erstatte alle tv’ets programmer?
Det første problem ved fjernsynet som mange sikkert kan nikke genkendende til, er tegnefilmene søndag morgen. Øv, hvor er de åndssvage. Bliver børnene ikke dumme af at se det bras?

Det ved jeg ikke, jeg er ikke ekspert i børns udvikling eller noget. Men jeg ved, at du, ved at læse bøger højt for dine børn selv kan bestemme hvad de skal få ind i deres knold. Skal det så være Pokemon, eller skal det være Nicole Boyle Rødtnes’ spændingsserie Skeletter i skabet? Izas stepz eller Camilla Wandahls Veninder for altid? Mulighederne er uendelige.

Og seriesøndag kan lige så let erstattes. Der findes rigtigt mange bøger, der kan erstatte serier som Beverly Hills og Gossip Girl. Jeg nævner i flæng: Camilla Wandahls Hjerte i vente og Nicole Boyle Rødtnes’ Bitchen imellem os. Et til to kapitler hver søndag, så har du i hvert fald til en god lang seriesøndag.

På samme måde kan de danske serier, der lægger gaderne øde erstattes. Livvagterne, forbrydelsen. Det er krimier, og krimier har den nordiske litteratur rigeligt af.

Prøv at forestil dig det. At vi samles hver fredag aften kl. 20. hele familien, rundt om et stearinlys-oplyst bord. Far eller mor sidder ved læselampen og har netop åbnet Skrig under vand af Jeanette Øbro Gerlow og Ole Tornbjerg – en krimi, der allerede har vundet Politikens krimikonkurrence i 2009.
Det er kun fantasien, der sætter grænserne.

Jaja, men hvad med hyggesnakken på arbejdet?
Det er det smarte. Hvis man bare kan få nok med på legen, så er der rigeligt at snakke om. Stort set alle har internet nu. Forestil dig at man via internettet kunne downloade en læseplan, så alle kunne læse det samme, og på den måde snakke om netop sidste kapitel af Skrig under vand?

Og de få der så ikke har internet? De kunne fx gå på biblioteket, der hver måned printer nye læseplaner ud, og har en kasse klar, hvor man kan låne alle bøgerne samlet, hvis man har lyst. Så enkelt kan det gøres, og alle kan være med. Der vil blive rigeligt at snakke om!

Jaja, men hvad med dem, der ikke gider? Hvad med dem der læser noget andet?
Nå ja, i gamle dage så jeg da heller ikke forbrydelsen. Jeg så en dvd i stedet, og det er jo en hver mands ret. At læse en anden bog, end den, der står på den kollektive læseplan!

Jaja, men hvad nu hvis man læser foran?
Så er det vel ikke meget værre, end dem der ser næste afsnit af en tv-serie på sputnik?

Det er en livsstilsændring, men den er let, og den er simpel. Jeg er sikker på at en bibliotekar på dit lokalbibliotek gerne vil hjælpe dig i gang nu i dag.

Fordelene er uendelige. Dig og din familie bliver ikke kun bedre læsere, I kommer måske også tættere sammen? Litteraturen er redningen! Snak med din familie i dag. Foreslå dem dette fantastiske alternativ til tv’et.

God læselyst!
Bjarke
Og nej, jeg regner ikke selv med at kunne leve 100% op til det her, men tanken er da meget rar. Ikk?

mandag den 20. december 2010

Kan man overleve som forfatter? (3)

Hvis du stadig læser med, så må det betyde at de meget negative økonomiske udsigter jeg har beskrevet tidligere ikke har skræmt dig væk! Sådan skal det lyde! Man er jo forfatter!
Angående min udregning af husleje i sidste uge, fik jeg denne kommentar af en af mine bekendte på facebook:

”Tja, I Sverige så har de lav ejendomsskat, så du kan faktisk leve på under 300,- pr. måned, hvis du køber et lille hus på landet betalt kontant, og har egen brønd + egen kloak + solcelleanlæg. Og så kan du nyde naturen som forfatterspire ude i den nordiske natur.”

Hvad kan jeg sige? Drømmen lever!

Foredrag (forfatterforeningen mener 5000 kr for et foredrag) og skriveundervisning
Forfatterforedrag er en rigtigt god indtægtskilde. Forfatterforeningen foreslår at man kræver 5000 kr. for et foredrag, og det synes jeg er et ganske godt udgangspunkt.
5000 kr. er efter skat ca. 2500 kr. Det er en halv SU. To foredrag om måneden, og så begynder det faktisk at ligne noget!

Det kræver dog så bare at man kan blive hyret til to foredrag om måneden – og den er straks værre.
Det kræver at man skriver nærværende og interessant nok til at nogen vil have en ud og fortælle. I mit tilfælde er det måske skoler og biblioteker, da jeg skriver ungdomslitteratur.

Skoler vil ofte gerne have forfattere ude hvor de har gennemgået bogen i klassen, derfor kan det være en fordel at skrive noget der er ”relevant” ikke kun for elever, men for lærer også.
I min folkeskoleklasse læste vi ”med ilden i ryggen” af Martin Petersen, og snakkede ud fra den om anden verdenskrig og hvordan det var at være flygtning.
Kan man skrive en bog, der kan være relevant som undervisningsbog har man altså gode chancer for at komme ud til foredrag.

I min ungdomsgyser spiller jeg bl.a. på lokalhistorie og danmarkshistorie, samt det at være en outsider. Elementer jeg håber på kan gøre at jeg vil blive tilbudt foredrag specielt i mit lokalområde, samt andre skoler, der måske har haft tema om den historiske epoke jeg arbejder med, eller det at være outsider og i den anledning har læst min sindssygt gode bog.

Jeg mener på ingen måde at dette ødelægger den kreative proces med ens bog, og jeg gider ikke diskussionen om ”at man skal skrive det man har lyst til at skrive” – verden har målgrupper, kend din!

Træk det fra i skat
Skat er MEGET dårlige til det med penge. Og med det mener jeg at de hellere vil tage dem fra dig, end at give dig dem.
Der er alligevel nogle skatte-fordele som forfatter, som man kan gøre brug af.

Alle de ting, der indgår i dit virke af forfatter kan trækkes fra i skat – det er et arbejde, ligesom alt andet. Desværre betragter de det også som et arbejde, hvilket sætter nogle grænser.

Printerpapir, blæk: dette kan trækkes fra, hvis det KUN bliver brugt i din forfatterkarriere. Går du i skole og skal printe opgaver ud eller lignende, bliver du derfor nødt til at have to forskellige regnskaber. Et som forfatter, og et som privatperson.

Transport: transport kan trækkes fra i skat, hvis det fx er til og fra besøg hos ens forlag (muligvis også til foredrag og lignende, men der er jeg ikke sikker).
Skal du besøge din skrivegruppe i weekenden kan det dog IKKE trækkes fra.

Computere: du kan trække din computer fra i skat. MEN … og det er et stort MEN, det kræver at du KUN bruger computeren i din virksomhed af forfatter. Ingen skoleopgaver, ingen computerspil, ingen facebook og ingen tjekken mail eller Skrivekrampe.dk!

Kontor: Indretter du et værelse i din lejlighed eller dit hus som kontor, så kan du også trække det fra i skat. Hvor meget du kan trække fra, kommer an på hvor stor del af din samlede bolig lokalet udgør.
Lokalet må ligesom computeren KUN blive brugt til at skrive i. dvs. et skrivebord, en printer og en kontorstol. Du må sikkert gerne have boghylder med relevante bøger også, men fx sofa og sofabord er et NO GO! (også selvom du sidder der og laver plots)

Legater
Legater er dejlige. Det er penge som hvis du er heldig, kommer til dig ud fra det præmis at du skal skrive.
Der findes flere forfatterlegater i Danmark. Et-års. Tre-års, rejselegater og endda et evighedslegat, der sikrer en relativ fin indkomst resten af dit liv.
De fleste legater har nogle krav (som fx at du skal være udgivet), eller at du medsender en synops til det projekt du søger pengene til, så det handler virkelig bare om at se sig om i den brogede forfatterverden.

Jeg håber dette sidste indlæg i min serie om økonomien for forfattere har hjulpet lidt på den mængde opgivenhed de to første har givet. Det kan lade sig at gøre at leve som forfatter i Danmark, man må bare være large med mange ting, og tage imod de muligheder, der nu dukker op.

God skrivelyst!
Bjarke

mandag den 13. december 2010

Kan man overleve som forfatter (2)

Det var godt nok et grumt billede jeg satte op i sidste uge, hva?
5000 kr. på et halvt år. Det er det jeg bruger på en måned som tingene ser ud pt. Hvad fanden skal jeg gøre, hvis jeg gerne vil leve af at skrive?
Heldigvis er forlagene ikke de eneste der udbetaler ens løn. Det gør bibliotekerne også!

Bibliotekspengene er blevet beskrevet som forfatternes livsåre. En beskrivelse, der med sidste uges indlæg sikkert også er meget rammende.
Modsat forlagets 5000 kr, der jo kun er når du har en bog forlagene gerne vil udgive, så er bibliotekspengene en gang om året, og du bliver aflønnet for hver side, der står rundt omkring på de danske biblioteker.
Som en skønlitterær prosaforfatter får man cirka 8 øre pr side, for en bog til voksne, og 5 øre for en børnebog. (Lyrik får endnu flere, fordi digtere åbenbart har mere brug for pengene end mig.)

Men tilbage til vores regnestykke fra sidst. Min imaginære bog er udkommet, og bibliotekerne køber … 400 eksemplarer! (den fik en super lektørudtalelse).
Bogen er på 180 sider. Det er en god længde.

72.000 sider. Det er så meget jeg har stående på bibliotekerne.

Jeg skriver børne- og ungdomslitteratur, så jeg får de der 5 øre pr side.

Hvert år, omkring sommertid vil jeg altså få udbetalt 3600 kr. for min første bog!

Hør hov, det er jo endnu mindre end hvad forlagene giver?! Ja, det er rigtigt nok. Fordelen er dog at denne udbetaling vender tilbage hvert år, og at den langsomt bliver større, jo flere bøger jeg får ud på bibliotekerne.
Den første bog er altså 3600 kr., men hvis den næste sælger lige så godt og er lige så lang så vil jeg til den tid få 7200 kr, og sådan vil det langsomt stige!

Men for nu har jeg 3.600 kr. plus min engangsudbetaling på 5.000 kr.
Jeg har altså 8.600 kr.
Ja, rig skal man nok ikke regne med at blive.
Det vil så også sige at hvis jeg kan få 8.600 kr, det år jeg leger forfatter, og derudover ikke har andre indtægter (man LEVER jo af at skrive!), så kan jeg klare mig, hvis blot jeg kan finde en husleje på 360 kroner om måneden!
Så billigt finder man det nok ikke i Danmark.
Men hvad kan man så gøre? Følg med på næste mandag!

God skrivelyst
Bjarke

mandag den 6. december 2010

Kan man overleve som forfatter? (1)

Et af de store problemer livet som forfatter giver en, er om man kan leve af det?

I amerikanske film og serier er forfattere altid rige nok til at kunne løbe rundt og te sig som åndssvage, og lave alt andet end at skrive. Men kan man det i Danmark? I løbet af tre indlæg vil jeg prøve at finde ud af det. Det første kommer til at handle om når bogen bliver antaget.

Lad os sige at bogen er blevet antaget. Fri fantasi, men lad os lige lege med på legen lidt. Man kan nu, uden den dårlige fornemmelse i maven, kalde sig forfatter. Der kommer en bog, og forlaget vil give dig penge for det du har lavet.

Man siger normalt at forfatteren får 10-15% af bøgernes indtjening. Jamen hov, 10-15%? Af en bog til 200 kr? dvs. 20-30 kroner pr bog? Kan det virkelig være rigtigt?

Ja. Det kan det. Dog skal man lige huske på at et førsteoplag af en bog kan ligge imellem 500-12.000 bøger. (I gamle dage meget mere, men det er en hel anden diskussion – der ender i at du vil smide dit tv og internet ud.)

Regner man lidt frem og tilbage ender man altså med:
oplaget er 1000 bøger (hey, jeg er en god forfatter, ikke genial, men god)
bogen koster 200 kr i butikken.

Det betyder, at bliver der udsolgt vil bogen tjene 200.000 kr hjem. WOW, mange penge. Måske man allerede skal rydde plads i sparegrisen.
Bortset fra at du jo kun får de 15%.

Det du ender ud med, hvis din bog bliver udsolgt er altså 30.000 kr. Og det er hvis du bliver udsolgt.
Selvfølgelig får du ikke bare sådan lige 30.000 kr. Desværre. Du får et mindre beløb, et minimumsbeløb (1/3del, eller halvdelen af oplaget), der selvom din bog overhovedet ikke sælger et eksemplar, er dine penge.

Jeg er debutant, så vi siger jeg får en tredjedel. Det er 10.000 kr. udbetalt! Før skat. Lad os så sige at skat er halvdelen. 5.000 kr!
Og nu den sjove udregning. Hvis du kan skrive en bog HELT færdig på en måned passer 5.000 kr til en SU – dvs at du kan leve en skodtilværelse som studerende-wannabe hvis du ’bare’ skriver en bog om måneden. (men så igen, det kan forlagene nok ikke udgive, de skal jo også pleje deres andre forfattere.)

De fleste er nok også lidt længere om det. Jeg er fx ca. et halvt år om at skrive en bog.
Et halvt år er 122 arbejdsdage. (fra januar til juni, hvor du har fri i weekenden og på helligdage.)

Jeg siger mit job op, og dropper uddannelsen, fordi jeg jo VIL være forfatter. Fint, så har jeg dagen helt ryddet til at kunne skrive.
Jeg skriver 6 timer om dagen så. Det svarer nogenlunde til et fuldtidsarbejde.
Det vil sige at jeg arbejder 732 timer på et halvt år.
Og jeg fik udbetalt 5.000 efter skat.
Det er en timeløn på 6,8 kroner. Kan man leve af det?

Læs med på mandag, og find ud af det.

God skrivelyst
Bjarke

mandag den 20. september 2010

Fået tæv af Batman og Robin

I søndags var jeg lige forbi Fantasticon 2010, som er en årlig messe for de fantastiske genrer Sci-fi, gys og fantasy.

Det var blandt andet for at se to af mine kollegaer, forfatterne Camilla Wandahl og Nicole Boyle Rødtnes, der begge blev interviewet på messen.

Men jeg var der også af en meget speciel grund! Jeg skulle være med til at afholde den årligt tilbagevendende: UMULIGE QUIZ!

Jeg skulle, klædt ud som Gækkeren, holde publikum fanget, ind til Batman og Robin kunne komme, og i forsøget på at redde dem, blive fanget i min mimofikator.

Hvad er en mimofikator? Det er Gækkerens nyeste våben imod den dynamiske duo, og efter et enkelt skud måtte de mime en masse bogtitler til publikum, der så skulle gætte titlerne for at redde deres liv.

Det viste sig at være en umulig quiz, da mange ikke kunne gætte deres mim. Der var dog heldigvis én, der gættede bare lidt rigtigt, så det lykkedes ikke Gækkeren at stikke af med Fantasticons overskud.

Det var hyleskægt, og der var flere, der bagefter kom og fortalte at min Gækker var den bedste de nogensinde havde set (jeg betvivler stadig deres forstand, men lad det ligge).

En af mine bøger er lige nu inde hos forlaget Valeta – som også afholder en gyserkonkurrence i øjeblikket. Og det var meget specielt at møde en af deres redaktører, som havde læst en novelle af mig tidligere. Hun mente jeg skrev godt, og at jeg bestemt havde en evne til at lave fængende titler. Det hjalp på det sårbare forfatter-ego.

En anden af mine noveller, blev tidligere på året udgivet i samlingen Lyden af Vanvid, og det var hyggeligt at møde redaktøren Henrik Harksen, som også lovede at der snart kom flere konkurrencer indenfor det lovecraftianske!

Så der er en masse jeg (og I) kan glæde mig til det i fremtiden, lyder det til!

God skrivelyst
Bjarke

mandag den 17. maj 2010

Ja, man er væk en weekend og straks …

Sker der ting i den ellers så rolige forlagsverden.
Den store nyhed i øjeblikket er vidst at Gyldendal introducerer deres egen e-bogslæser, og at de nu vil satse på e-bogen også!
Hvordan det ender må tiden vise. Jeg må indrømme at jeg ikke synes e-bogen er så spændende. Bøger skal da læses med papir og sider, ikke med skærme og knapper. Ja, jeg er da også så gammeldags – hehe.
Sådan som jeg har forstået det er der fordele og ulemper ved e-bogen og e-bogslæseren (det er der jo altid med nye medier – tænk film contra bøger fx)
Fordelen er produktionsomkostningerne. Knapt så meget regnskov skal tatoveres for at lave en e-bog.
Ulempen bliver så, at man ind til videre når man har købt en e-bog lader den sig binde til sig og dermed ikke kan låne den ud til andre (dette for at forhindre at en køber bogen og så bare kopierer den til en ven eller tusind). *
Mange af mine bedste læseoplevelser er, når en god ven har lånt mig en bog for den må jeg da bare læse! Det forsvinder – til gengæld kan jeg jo så bare selv købe den. Det gjorde jeg dog også gerne før hvis jeg holdt af bogen, så ja.
Et andet problem jeg kan se bliver bibliotekspengene, det som mange forfattere nu om dage lever af – vil bibliotekerne så til at betale for virtuelle sider? Eller finder man en anden løsning på dette?
Og bliver der en rangorden? Er du debutant får du kun udgivet e-bøger, da det er billigt, så er ”rigtige bøger” til dem vi ved kan bære det? Det ville jeg som debutant i hvert fald blive skuffet over.
Eller bliver det mere lige fordelt. Bøgerne bliver trykt i et mindre oplag og bliver så samtidig lanceret som e-bog?
Åh den fremtid, den bliver interessant at se.
God skrivelyst
Bjarke, der intet har imod e-bøger som supplement, men lidt som erstatning.
*har dette ændret sig undskylder jeg min uvidenhed, jeg er håbløs til det der internet-noget.