søndag den 30. juni 2013

Sword and Sorcery-samling søger noveller!

H.Harksen Productions, der bl.a. har udgivet flere gysersamlinger – specielt indenfor Cthulhu mythos-genren, søger nu bidrag til en fantasy-samling. Genren er nærmere bestemt Sword and Sorcery (med nævnte eksempler som Conan Barbaren, og Elric af Melniboné).


Nogle af de særtræk, der karakteriserer Sword & Sorcery, er:

  • At helten er en eventyrer – modsat traditionel ungdomsfantasy, hvor eventyreren ofte er læremester eller hjælper.
  • At det er sat i en halvmytisk verden, der er fjern fortid for os – men ruiner og skumle kulte er en konstant påmindelse om at verdenen allerede er ældgammel.

Men forlaget er mere interesseret i at man tager afsæt i genren:

"Vi ser meget gerne, at I afsøger og nytænker genrens grænser, både i forhold til stil og fortælling. Versemål, eksperimenteren med grafik og det, der er værre, modtages gerne."

 

Om novellerne:

  • Novellerne skal være mellem 3000-12.000 ord.
  • Novellen må ikke tidligere være offentliggjort (men har man en tidligere publiceret tekst, der passer ind er man velkommen til at kontakte redaktørerne).
  • Derudover skal man kende til og følge forlagets generelle guidelines for aflevering af manuskripter.

 
Novellerne sendes vedhæftet til h.harksen.productions@gmail.com og mailens emnefelt skal hedde: MØRKE GUDERS TEMPLER: Novellens titel.

Deadline er d. 30. oktober 2013



Alle forfattere, der kommer med i samlingen får to eksemplarer af bogen.

Du kan læse mere om samlingen HER!

 
God skrivelyst
Bjarke

søndag den 23. juni 2013

Forfatterskolens første år slutter bragende!


For nogle uger siden var vi 12 elever, der mødtes i Forfatterskolen for børnelitteraturs lokaler for at give feedback på hinandens billedbogsprojekter, samt takke hinanden for et godt veloverstået år, og generelt bare hygge!

Og der var nok at hygge sig over, for flere havde i mellemtiden fået antaget bøger, var blevet gravide og hvad der ellers kan ske i et sådan gennemsnitligt forfatterliv.


Vores billedbogsforløb blev afsluttet ved, at vi alle fik feedback først i to grupper, senere i plenum, på vores billedbogsprojekter. Det var rigtigt givende at få så meget feedback, og det var tydeligt at der var sket en udvikling iblandt os, fra da vi startede og til nu, både hvad angår de tekster vi fik lavet i forløbet, men også hvordan vi nu giver respons og forholder os til forfatterlivet.

 

Så blev det pause, og i pausen skete der noget stort. Og nu er det, at det går op for mig at jeg har løjet for jer ... Ej, det har jeg ikke, jeg har holdt noget hemmeligt (Det er ikke nær så slemt tror jeg nok).

 

Vi blev nemlig for snart lang tid siden opfordret til på skolen at skrive en billedroman til 9-12 årige drenge i en konkurrence afholdt af forlaget Turbine. Det blev til 12 bidrag, et fra os alle sammen, og det var nu i pausen at afgørelsen ville falde.

 

Jeg havde ikke håbet på noget, på samme måde som man aldrig håber på noget i konkurrencer, og havde egentlig lavet en liste med min egen top 3 over hvem der skulle vinde - her fandt jeg så ud af at jeg nok aldrig bliver redaktør, for jeg havde tydeligvis ikke forstand på den slags. Til gengæld blev jeg mundlam (og de af jer der kender mig ved, at det er en utrolighed i sig selv) da mit navn blev råbt op som vinderen af førstepladsen!

 

Min billedroman havde vundet, og forlaget Turbine ville gerne udgive den! Jeg husker egentlig ikke så meget derefter, udover at vi fik kompendier, og fortsatte afslutningen hos en af de andre studerende (der heldigvis bor på samme gade som mig, så jeg lige kunne nå hjem og prale kort).

 

Som præmie fik jeg en af forlagets bøger af Turbine (Do Van Ransts Min far siger, at vi redder liv), og en flaske vin af Forfatterskolen. Vinen blev delt med holdet, og bogen ligger på natbordet nu.

 

Så lykkedes det altså. Efter mange forsøg kan jeg i 2014 kalde mig romanforfatter. Det er underligt. Sidste sommer omkring dette tidspunkt var jeg færdig på universitetet og var lige blevet optaget på forfatterskolen. Og nu et år efter har jeg en roman antaget, og er jeg heldig kan jeg til næste sommer stå med en bog og et flot diplom fra skolen. Wow.  Bare ... Wow.

 

Hvis mit liv var en tv-serie ville dette være en ganske fantastisk sæsonafslutning. Hvis tv-serien så handler om mit liv på skolen, ved vi at den stopper til næste år - og de fleste serier skal jo stoppe med et brag: Så hvad mon jeg lige har i vente?

 

God skrivelyst
Bjarke

søndag den 16. juni 2013

Børnebogskonkurrence fra Bog & Ide

Bog & Ide er igen ude med en børnebogskonkurrence, hvor man kan få udgivet en bog til de små. Der er tale om en bog på 24 sider, i et format på 20X20 cm, og det hele bliver trykt i et oplag på 1.000 stk.


Krav:

  • Teksten skal henvende sig til børn i alderen 3 til 6 år
  • Der må max. være 100 ord pr. side (totalt 2.400 ord)
  • Teksten skal være gemt som et word-dokument eller teksten skal kopieres ind i mailen (alt andet vil IKKE blive læst)
  • Du skal naturligvis selv have skrevet og have ophavsretten til teksten  


Bog & Ides redaktører, Mette F. Pedersen og Frank Brahe, vil stå for henholdsvis udvælgelsen og illustration af børnebogen. Udover dette forbeholder de to redaktører sig også retten til, at lave evt. småjusteringer i teksten – med henblik på et så professionelt slutresultat som overhovedet muligt


Teksten til børnebogen skal være Bog & Ide i hænde senest d. 5.08.2013. og den sendes til mail: minbog@bogogide.dk

 
Vinderen får direkte besked senest d. 16.09.2013. Udover udgivelsen af bogen, modtager vinderen et gavekort til Bog & idé på 2.500 kr. 


Læs mere på Bog & Ides konkurrence-side HER!


God skrivelyst
Bjarke

mandag den 10. juni 2013

Ny skrivekonkurrence: Krimi-roman

Forlaget Casso har netop søsat en konkurrence hvor de opfordrer folk til at skrive en kriminalroman. Har du en ide til en krimi du gerne vil deltage med så skynd dig, for deadline er d. 1. november 2013.

Det eneste krav er, at du skal være fyldt 18 år for at deltage.


For at deltage skal du sende dit manuskript som Word-dokument til forlagets mail: forlagetcasso@mail.dk, og du må meget gerne skrive et par linjer om dig selv, og hvad lige præcis din krimi handler om.
 

Der er mulighed for at man kan deltage med mere end et manuskript, hvis man fx har en hel samling krimi-manuskripter liggende, forlaget Casso ønsker dog ikke at manuskriptet er indsendt til flere forlag så længe de deltager i konkurrencen.
 

Senest 15. november lover forlaget at svare på om man har vundet eller ej. Du kan læse mere på forlagets hjemmeside HER!
 

God skrivelyst
Bjarke

 

mandag den 3. juni 2013

Ny gammel novelle ude: Rakshasa


For nyligt udkom samlingen Forvandlinger – en fantasyantologi. Den har været længe under vejs, men alligevel er det rart nu at sidde med et eksemplar af bogen i hænderne.

Det er min novelle Rakshasa, der er med i den, en historie jeg skrev tilbage i 2010 hvor den også blev antaget. Lidt underligt, da det på mange punkter er tydeligt at se en udvikling fra dengang i mine skriverier og til nu.

Rakshasa foregår i et indisk inspireret fantasyland kaldet Endia, hvor den unge kriger Karna sammen med sin bror og en gruppe oprører prøver at vælte Maharajaen med hjælp fra mørk magi. Noget går dog helt galt, og Karna må flygte fra hvad end deres ritual har hidkaldt.


Det var for mig en ret sjov novelle at skrive, både fordi jeg fik muligheden for at lege med noget traditionel Sword and Sorcery men også fordi jeg lod mig selv have frie tøjler ved at lade setting være indisk inspireret. Det betød at jeg let kunne arbejde med maharajaer, kaste-systemer og indiske sagn og guder, hvilket var helt fantastisk.

Vil du se hvordan jeg tacklede Indiens mystik, og more dig lidt over hvordan jeg skrev for 3 år siden, så vil jeg da lige foreslå dig at finde Forvandlinger – En Fantasyantologi. Den kan købes på forlagets hjemmeside HER! Og om noget tid kan den sikkert også lånes på biblioteket.


God skrivelyst
Bjarke