Jeg er medlem af Dansk Horror Selskab

For nogle år siden så jeg en film der hed The Skulls. Den bygger over et hemmeligt selskab af studerende og tidligere studerende på Harvard University, og hvordan de hjælper hinanden til at blive mere magtfulde. Nå ja, så er der også noget med et mord, men det er ikke vigtigt lige nu.

Jeg er nemlig blevet inviteret med i et sådant selskab. Det er ikke så hemmeligt endda, faktisk blev vi offentliggjort i sidste uge, og indtil videre er der ingen mord - eller jo, fiktive. Det er nemlig Dansk Horror Selskab.

Det er en del kendte ansigter indenfor dansk horror, der har startet selskabet. Jeg kan lige nævne i flæng: Henrik Harksen fra forlaget H.Harksen productions, Helle Tietgen Tofft fra forlaget Valeta, Steen Langstrup forfatter og udgiver på forlaget Two-feet Entertainment og manden bag horrorportalen Mxrket.dk. OG der er mange flere! Michael Kamp, Nikolaj Højberg, Christian Reslow ...

Den første og største opgave i Dansk Horror Selskab er lige nu at stå for den årlige pris: Årets Bedste Danske Horrorudgivelse skrevet på dansk og med fokus på voksne læsere. Prisen vil blive overrakt første gang til Krimimessen i Horsens 2012.

Hvorfor så dette? Ja, Steen Langstrup forklarer det ganske udemærket på sin blog:

"Grunden til, at vi havde fået den idé, er, at vi befinder os midt i en bølge af nye horrortalenter i disse år. Det er ikke set i samme omfang, siden midten af 90erne, hvor den generation af horrorforfattere, jeg selv tilhører, debuterede. Den store forskel på dengang og nu er, at det i dag sker på små forlag og blandt selvudgivere. Men det betyder ikke, at talenterne er mindre eller fortjener mindre opmærksomhed. Faktisk tværtimod."

Så ja, nu er jeg kommet med i et Selskab, en slags hemmelig loge. Hvor sejt er det ikke lige? 

SÅ må jeg bare se at få skrevet noget mere horror, men det kan jo næsten heller ikke undgås.

God skrivelyst

 Bjarke

Nyt Interview med mig

Ja, så kom der endnu et interview med mig. Denne gang snakker jeg om foreningen HUF (Håbefulde Unge Forfattere), som jeg i sin tid var med til at opbygge. Det er både mig og forfatteren Nicole Boyle Rødtnes, der bliver interviewet, så snakken falder naturligt også på de skriveklubber  for unge vi afholder på fire biblioteker i Københavnsområdet.

Interviewet er lavet af hjemmesiden bogtube.dk og kan læses her!

Det er blevet et meget personligt interview, hvilket jeg egentlig meget godt kan lide. Indledningen er fx taget fra min egen opvækst i en lille by i Jylland:

”Jeg gad ikke at spille fodbold, og så er man altså bare lidt udenfor. Der ville HUF jo have været god,” siger Bjarke Schjødt Larsen om opvæksten i Spentrup, en lille jysk by, hvor det at skrive ikke var nær så acceptabelt som de andre drenges hang til boldspil.

”Men man snakkede jo ikke om det. Jeg var bare ham, der ikke gik til fodbold, og så var den ikke længere,” fortsætter han og griner lidt af ungdomsklichéen.

”Men vi fandt jo sammen i HUF og fandt ud af, at her er der noget, der mangler. Så kom skrivekurserne, og det ene førte til det andet.”

Det er stadigvæk en dejlig oplevelse at blive interviewet. Og måske er jeg en lille smule selvglad, eller også er Lea Stigfeldt bare en rigtig god skribent, for jeg nød virkelig at læse interviewet.

Håber I andre har en lige så god dag som mig.

God Skrivelyst

Bjarke

En fantasy-forfatter fortæller

Kære læsere af Skrivekrampen. Mit navn er Sven Damgaard Ørnstrup. Bjarke har været så venlig at give mig en tjans som gæsteblogger i kraft af mit virke som fantasyforfatter. I det nedenstående vil jeg fortælle lidt om, hvorfor jeg skriver, hvordan jeg kom i gang, og hvad mine bøger handler om.

Mit ærinde er ikke at opstille gyldne regler hugget i sten og svejset i krom for, hvordan man skal bære sig ad som forfatter. I stedet vil jeg nøjes med at fortælle om, hvad jeg personligt har gjort mig af overvejelser og erfaringer og håbe på, at noget af det kan fungere for andre.

Min debut
Jeg debuterede i begyndelsen af 2010 med romanen Vraggods – en fantasyroman for voksne. Vraggods er første bind i serien Abaddons Arv. Næste bind, Aiglans Garde, udkommer i 2011. Man kan læse mere på min hjemmeside fantasybøger.com.

Abaddons Arv bevæger sig inden for den genre, som går under betegnelsen ’high fantasy’ (typisk serier med meget lange bøger og komplekse plot). På den måde er mine romaner lidt af en sjældenhed på det danske marked, hvor størstedelen af de fantasybøger, som udgives, retter sig mod børn og unge. Og netop dette tomrum var en af grundene til, at jeg besluttede mig for at gå i gang med at skrive. Jeg har altid læst meget high fantasy, og jeg er vild med engelsksprogede forfattere som fx Robin Hobb, George R. R. Martin og Patrick Rothfuss. Men jeg mangler en pendant på dansk.

Min motivation
Som sagt savner jeg noget god gedigen fantasy på mit modersmål. Ikke i oversættelse. Men som originalsprog. For der er nu engang noget særligt ved at smække panserstøvlerne op foran den hjemlige arne og læse en bog skrevet på det sprog, man fik ind med modermælken.

For mig var det dog ikke bare lige sådan at sætte mig ned og skrive en bog. Særligt det at finde min stil voldte kvaler. Men skridt for skridt blev det heldigvis bedre, indtil jeg en dag tænkte ved mig selv, at nu har jeg fat i noget. Da havde jeg været i gang i seks år.

Skriveprocessen
Efter langt om længe at have fundet min stil gik der yderligere 4 år, før jeg stod med en færdig bog i hånden. For det er ikke bare plottet, der skal fungere. Det skal sproget også. Og personerne. Og disse ting skal ikke kun fungere hver for sig, men flettes sammen til en helhed, hvor hver enkelt del understøtter alt det andet.

Et eksempel kunne være første kapitel i Vraggods, hvor et par af hovedpersonerne, Odd og Erik, er på krybskytteri. Krybskytteri skal naturligvis være spændende at læse om, og derfor læssede jeg i min iver alle de spændingsformidlende adjektiver på fortællingen, som jeg overhovedet kunne komme i tanker om. Et par år senere indså jeg, at alle de mange ord simpelthen dræbte historiens progression. Og så måtte jeg i gang med viskelæderet. Da jeg var færdig, havde jeg slettet 25.000 ord fra det samlede manuskript (ca. 65 sider). Tilbage var en kortere og meget bedre bog.

Efter udgivelsen
Jeg vil springe let og elegant hen over min jagt på et forlag. For det er en længere historie. Lad mig nøjes med at sige, at jeg har fundet et lille, idealistisk forlag i Århus, som gerne vil udgive mine ting. Det hedder Hexameter.

Der er både fordele og ulemper ved at udkomme på et mindre forlag. Min oplevelse med Hexameter er, at jeg har en udstrakt grad af kunstnerisk frihed, samtidig med at jeg får kvalificeret feedback på min litteratur. Det er jeg meget taknemmelig for. Til gengæld er marketingbudgettet ikke ligefrem astronomisk, så her bliver jeg som forfatter selv nødt til at komme på banen – fx med et blogindlæg som dette. Derfor linker jeg nedenfor til nogle sites, hvor de, der har lyst, kan læse mere om mine skriverier. Og det håber jeg selvfølgelig, at der er mange, der har :)

Informationsside om mine fantasybøger
Lån mine bøger på biblioteket
Min blog
Hexameter

Slutteligt vil jeg rette en stor tak til Bjarke for at give mig lov til at lege med herinde på Skrivekrampen!

Her er dit næste indkøb!

I går blev bogen Dødsbørn – skeletter i skabet 1 udgivet på forlaget Facet.
Bogen er skrevet af debutanten Nicole Boyle Rødtnes og er en fantasyhistorie om en verden hvor man er meget bogstavelig når man siger at man har skeletter i skabene.
Handlingen fortælles af den unge hovedperson Davie som skal begynde på sin tvungne læreplads som kloakpasser. Dette fører til flere spændende kapitler med farlige blåslanger under jorden og dødbringende dødsbørn over den!
Er dette nok til at få dig hooked kan jeg også lige vise den her:



Nemlig bog-traileren. At have en trailer for en bog er et relativt nyt fænomen, men ikke desto mindre et genialt et. En lille video-bid (som er lettere at overskue end fx en tekstbid) og straks er man hooked! Det er sgu da genialt! Traileren er også lavet af en efter min mening genial grafik-mand og en god ven af mig: Søren Klok, og jeg håber helst bestemt også at han vil lave noget lige så fedt til min bog når den engang kommer!
Er man stadig ikke helt overbevist om hvorvidt man vil bruge sine sparepenge på bogen kan jeg kun sige at man skulle skamme sig. Personligt har jeg fulgt bogen fra noget nær begyndelsen og op til udgivelsen – en af fordelene ved at dele lejlighed med forfatteren – og ved at dette vil blive en af de bedste bøger du nogensinde har læst! (Altså ind til mine engang kommer ud, men en 2. plads er også pæn, Nicole)
Hvad venter I på? Ud og køb bogen!
god læselyst
Bjarke

Miniportræt: Anika Eibe

I går løb jeg ind I Anika Eibe, forfatteren til bl.a. bøger som Atalanta og Dronning af Blod.
Hun var på vej til reception på sit forlag, og jeg selv på vej til noget familiepjat, men vi fandt da begge lige tid til at sætte os, og over en cola lige snakke lidt om skriveprocessen.

Vi har altid været vidt forskellige forfatter-typer, mig og Anika.
Hvor jeg plejer at planlægge det meste af historien på forhånd, og lave detaljerede skriveplaner, er hun mere intuitiv i sin skriveproces.
”hvis jeg først skulle lave sådan en plan,” forklarer hun, og slår op på sidste side i planen over min krimi, ”Så ville jeg ikke føle der var mere at skrive bagefter.”
Det er ikke første gang jeg har hørt om den slags forfattere, der mener at spændingen ved at skrive dør, hvis først historien er fortalt på en anden måde. Nogen forfattere går endda så langt som til ikke at ville snakke om deres ide før den er nede på papiret.
Da samtalen kom ind på brug af spændingskurver, måtte Anika meget mistroisk spørge om jeg virkelig brugte den slags?
”Jeg kan godt føle at jeg ofte bare skriver, og så indser jeg på et tidspunkt, at nu må der altså ske noget spændende, for jeg nærmer mig slutningen.”
For alle der kender Anika Eibes bøger, kan der ikke være nogen tvivl om, at på trods af denne fremgangsmåde, så er de alt andet end kedelige!

Til sidst gik snakken på forlag, og deres rettelser til ens bøger. Her var der ligeledes to slags forfattere, dem som fandt sig i det meste, og dem som tog kampen op med redaktøren om alt fra slettede tekststykker til tegnsætning.
Anika tog en tår af sin cola imens hun forklarede at hun hørte til den første gruppe:”Har jeg først afleveret bogen, så er den væk.”
Derefter spurgte hun mig hvilken gruppe jeg hørte til, hvilket jeg endnu ikke kunne svare på.
Ud fra mit studie ville jeg jo mene at jeg burde være fra gruppe 2, men et eller andet sted, så ville jeg nok også bare være lykkelig over at de ville udgive mine bøger, og derfor bare acceptere at de vidste mere om hvad der skulle til for at sælge en bog.

vi tog afsked, og gik hver sin retning. Hun imod sit forlag, jeg imod Nørreport Station.

Miniportræt: Camilla Wandahl

Ude i menulinjen af bloggen findes en liste over links. Den er ikke så lang endnu, hvilket vil ændre sig med tiden.
Jeg har valgt at starte ud i det små, da jeg gerne vil introducere alle links en af gangen.

I dag står Camilla Wandahl så for skud.
Camilla Wandahl er forfatter til et hav af noveller i forskellige genrer, og er for nyligt også blevet romanforfatter med bøgerne Hjerte i Vente og den nyeste: Så Fandens Forelsket som udkom for nogle dage siden.

Camilla mødte jeg første gang til en af HUFs generalforsamlinger, hvor vi blev redaktører og idemænd bag foreningsbladet Skrivelyst, et blad som den dag i dag stadig udkommer halvårligt med informative artikler om forfatterliv og –tanker.

Camilla har også gang i en masse andre projekter, blandt andet står hun bag flere skrivekurser på Det Danske Skriveinstitut, og holder en masse foredrag både om sin bog, men også om livet som forfatter i al almindelighed.

Hvordan Camilla får tid til alle sine projekter er mig en gåde. Selv kan man da godt sidde tilbage med lidt dårlig samvittighed over måske ikke at skrive nær så meget som man burde. I hvert fald er hun altid et klik værd, da det er yderst inspirerende at høre om alle de ting hun har gang i som forfatter.