Skriveplan eller friskrivning?

Det er ikke svært at se hvis man kikker lidt rundt på Skrivekrampe – jeg elsker planer! skriveplaner, kapiteloversigter, struktur, struktur, struktur!

Den indstilling har jeg mødt nogle forfattere der har lidt svært ved at forholde sig til – det ødelægger jo magien, historien er fortalt så! Enkelte gange hører jeg endda folk, der måske ville have godt af lidt struktur, sige at de hellere vil have skriveblokering end at planlægge deres historier, og det burde jeg forstå – jeg kunne jo heller aldrig drømme om at friskrive!

Derfor gav jeg mig selv en udfordring for noget tid siden, nemlig at prøve friskrivning af. Så uden nogen plan eller ide om hvor historien var på vej hen satte jeg mig for lidt over en måned siden til tastaturet og begyndte at skrive på en roman. Reglerne var simple:

·         Får jeg lyst til at skrive en scene skriver jeg den, også selvom jeg ikke ved hvor den passer ind

·         Jeg må godt skrive mine tanker og ideer ned, men jeg må ikke lave en egentlig plan. (jeg må dog godt kort forinden skrivning lave en hurtig oversigt over kapitlets delpunkter i stikordsform)

Og så var det ellers bare at komme i gang med skrivningen.

kort om historien ...

Det viste sig hurtigt at blive en historie i dark fantasy-genren (og her mener jeg fantasy med horror-elementer, IKKE paranormal romance som nogle af en eller anden grund kalder dark fantasy).

Målgruppen er umiddelbart unge, nok den klassiske fra 12 år-målgruppe, men alt det er egentlig ikke vigtigt, det her handler nemlig om hvad jeg lærte på denne dannelsesrejse udi skrivemetoder.

Min oplevelse

Ind til videre har det faktisk været en ganske god oplevelse. Her skal det siges at jeg for mange år siden faktisk også skrev friskrivning, men aldrig kunne færdiggøre andet end noveller, hvor plottet var lidt flyvsk. Jeg har en del halvfærdige romaner fra den tid, historier jeg opgav på grund af tabt overblik og nye ideer – alt sammen ting struktur senere har hjulpet mig med at overkomme.

Men tilbage til nutiden: Det har faktisk været ret sjovt at skrive uden at vide hvor man præcis er på vej hen. Jeg har skrevet 50 sider pt, og selvfølgelig er der dukket et større plot frem, men stadig uden at jeg ved præcis hvordan og hvorledes det hænger sammen – en både frustrerende og spændende oplevelse, som mange friskrivere sikkert kan nikke genkendende til, man får lov til at opleve historien som den langsomt udfolder sig.

Sjov skrivning, lavere produktion

En interessant oplevelse har været at jeg hver gang jeg har sat mig for at skrive har følt mig inspireret og i humør til at skrive lige netop det jeg skulle skrive – desværre har det også betydet at jeg har skrevet færre sider end jeg normalt ville, simpelthen fordi jeg har skullet udtænke nye ting as I go along: Det er let i starten, men bliver gradvist sværere efterhånden som der kommer mere kød på historien man skal forholde sig til.

En detalje er at på trods af at den overordnede produktion har været lavere sidemæssigt, så har de skrivegange jeg har haft resulteret i en større mængde tekst end normalt! jeg har bare haft færre skriveseancer på grund af afhængighed af inspiration.

Større kærlighed til personerne, mindre til plottet

Det her er faktisk noget der kom bag på mig. Normalt elsker jeg at kæle for plottet, få alle elementerne til at passe sammen og alt det der. Til gengæld kommer jeg så også til at betragte mine karakterer som elementer i netop plottet, og mindre som personer – dermed ikke sagt at jeg laver flade karakterer, jeg forholder mig bare anderledes til dem, du ved, ligesom hvis du har et normalt barn – så kan du elske knægten, eller se ham som noget der bare skal have gode karakterer; jeg er normalt  nr. 2 når det gælder fiktive børn.

Det er jeg ikke denne gang. Jeg elsker min hovedperson, elsker bipersonerne, snakker om dem som var de gamle venner, hvilket er en underlig oplevelse. Underlig, men også rar, umiddelbart håber jeg at det senere i processen vil få mig til lettere at kunne redigere plottet hvis nødvendig – simpelthen fordi jeg ikke har investeret så meget kærlighed i det.

Så hvad er bedst? Struktur eller friskrivning?

Jeg hælder stadig til struktur, men kan sagtens se det fede ved friskrivning. Jeg har før sagt at det er meget individuelt hvordan man skriver, og det står jeg fast ved.

Friskrivning er fantastisk til at få et tæt forhold til sin hovedperson, til at generere gode ideer og komme ind i historien, og jeg tror bestemt det kan være en god måde at komme ind i en historie på – men  samtidig kan jeg også mærke, nu med 50 sider skrevet, at jeg snart bliver nødt til at få mere kontrol over historien, få retning på den så jeg ikke falder i friskrivernes fælde nr. 1: At elske sine karakterer så meget at man aldrig stopper historien.

Så ja, det har været fedt at prøve friskrivningen, og jeg kan se logikken i at skrive sådan som en måde at generere ideer og få gang i historien, men vil på ingen måde bytte strukturens overblik for friskrivningens legen med historien. Skal jeg afslutte med en vigtig kliche-agtig kommentar, så må det være at en god forfatter selv vælger hvad der passer ham eller hende, men de bedste forfattere kan bruge begge metoder til at få det meste ud af deres historier.

Jeg håber denne gennemgang af min oplevelse har inspireret dig til at prøve noget nyt, om det så er struktur eller friskrivning – eller noget helt tredje. Jeg har i hvert fald fået en masse ud af mit lille forsøg.

Uh, og husk at NaNoWriMo starter på torsdag!

God skrivelyst

Bjarke

2 skriveforslag til vinteren

Så nærmer vinteren sig med hastige skridt, og hvordan skal man da få tid til at skrive når sne, slud og jul står for døren?

Her kommer jeg lige med to bud på hvordan du de næste par måneder kan holde gang i skriveriet på trods af alt det andet der sker i verden.

NaNoWriMo

Jeg har før fortalt om NaNoWriMo, der er en årlig begivenhed hvor en masse deltager i kapløbet om at færdiggøre en roman på 50.000 ord på en måned, nemlig november. 

Det lyder som lidt af en omgang, og for de af jer der måske allerede har en del at se til, men samtidig også synes at ideen lyder god vil jeg anbefale en PerNoWriMo – en Personal Novel Writing Month, hvor du ikke nødvendigvis skriver en bog på 50.000 ord, men i stedet måske 30.000, eller måske skal du bare skrive hver dag? Det vigtigste i PerNoWriMo er såmænd bare at du overholder de regler du opstiller for dig selv.

Lige meget hvilken af de to skrivemåneds-modeller man tager, så kan det være en ekstrem lærerig proces. Alene det at man prøver at gøre sig selv produktbevidst – jeg skal have lavet en roman inden for den her tidsramme – giver en hel anden fornemmelse for det at skrive, og man kan få ret gode ideer ved at lade sig selv være under et sådant pres. Samtidig kan øvelsen i at skrive hver dag ende ud i at man får en supergod rutine også efter måneden er omme – for hvad hvis du bare ikke kan stoppe med at skrive hver dag? Det ville da være alle tiders!

Hvis du vil læse mere om NaNoWrimo kan du trykke HER!

PerNoWriMo findes der til gengæld mere om HER!

Skrive-kalenderlys

Det andet trick til at få skrevet var et jeg selv brugte sammen med Nicole Boyle Rødtnes sidste december. Det går simpelthen ud på at du – og flere måske, hvis du kender andre der skriver tæt ved – anskaffer dig et kalenderlys. De skulle være til at få fat i allerede nu, så der er ingen undskyldning.

Når man så har et kalenderlys så stiller man det frem og aftaler med sig selv (eller andre) at man hver dag vil skrive mens lyset brænder ned til næste nummer. Afhængig af hvor tykt lyset er, jo mere skrivetid vil man få.

Det smarte ved modellen er også at det bliver meget tydeligt at se når du ikke får skrevet tiden ud en dag – så går den jo bare videre til næste dag! Det gør at kapløbet med stearinen bliver lidt lettere, da man jo sagtens kan komme ud for at skulle noget nogle dage i december hvor man så ikke kan presse skrivningen ind.

En anden ting er at denne metode er god til at starte nye projekter på, da tal 1 altid er lang tid om at brænde ned! På første dag har du altså god tid til at komme i gang med skrivningen.

Og så er det hyggeligt! Jeg købte forleden allerede kalenderlys til denne jul, og har også aftalt med Nicole at vi igen i år skriver i lysets skær.

Så der er faktisk ikke nogen undskyldning for ikke at få skrevet til vinter!

God skrivelyst

Bjarke

Når man sender til et forlag

Så blev den endelig færdig, romanen (eller digt- eller novellesamlingen), den er skrevet, blevet betalæst, korrekturlæst og er nu klar til at et forlag skal føle sig så heldig at sidde med den i hænderne. Men hvordan får man den egentlig der hen?

Manuskriptet

Det første man skal gøre er at printe manuskriptet. Nogle forlag er så cutting edge at de lader en sende pr mail, men det er et fåtal i forhold til hvor mange forlag vi har i Danmark.

Nå ja, vi trykker bare print, og så er den del overstået – hov, hov. vent! Er du sikker på det? kik lige en ekstra gang på dit dokument, ser det ordentligt ud? er det letlæseligt? Er der plads til at forlaget kan skrive notater i siden, så de lettere kan huske hvorfor dit manuskript er godt?

Forlag har forskellige præferencer til hvordan et manuskript skal sættes op, og det er altid en god ide at se på deres hjemmeside om de har nogle specielle krav. Har de ikke det, så gælder regel nummer 1, altid: Læsbarhed er det vigtigste. Og lad være med at gå amok med farver og skriftstørrelser – du er forfatter, ikke typograf!

Og prøv ikke at være smart ved at få dine sider til at se gamle ud i et fantasy-manuskript og den slags – det tager ikke kun fokus væk fra historien, men kunne også sagtens give ideen om at du prøver at få noget der måske ikke er særligt godt til at se bedre ud, hvilket jo ikke er sandt!

Til de af jer, der er ligesom mig og bare gerne vil have serveret nogle retningslinjer, så er min standard-opsætning i øjeblikket:

Times new roman punkt 12

1,5 linjeafstand

3 cm margin hele vejen rundt (så der er plads til noter)

overskrifter Times new roman punkt 14 fed.

Følgebrevet

Så, så er manus printet, så mangler vi kun én ting før vi er parat til at sende romanen ud i den store verden, nemlig følgebrevet.

Følgebrevet er et lille brev man sender med sit manuskript for at forlaget skal have en lille ide om hvad det er de har i hænderne. "Er det en roman, en billedbog eller en digtsamling? Hvem er forfatteren, hvad vil han os?"

Der er mange måder at skrive et følgebrev på, og ingen forkerte – omend nogle stadig er bedre end andre. Jeg arbejder gerne ud fra en metode jeg lærte et helt andet sted, nemlig til et jobansøgnings-kursus.

Jobansøgninger skal kun være en hurtig præsentation af hvad det er du vil og kan, det vigtigste er nemlig CV'et. Når det gælder følgebreve gælder nogenlunde samme regel, nemlig at det er manuskriptet der er det vigtigste, og det bedste er ofte at lade manuskriptet mere eller mindre tale for sig selv.

Men hvad skal man så skrive? Lad os tale lidt om det. Præcis som med jobansøgninger foretrækker jeg følgebreve, der ikke er meget mere end imellem 15-25 linjer, og slet ikke mere end en side! De skal ikke læse om din historie og hvorfor du elsker den, de skal læse din historie og elske den. Less is more.

Jeg starter altid mine følgebreve med en titel – den kan være catchy eller den kan være generisk: Her er mit manuskript.

Derefter indleder jeg ofte med standardlinjen: Her har I mit manuskript "TITEL", som er en GENRE, for MÅLGRUPPE.

Nu er det kedelige altså overstået, forlagene ved det vigtigste om hvad du har sendt dem, og evt. hvilken redaktør de skal give det til. Nu begynder det sjove.

Jeg har tidligere skrevet om at pitche sine ideer, og det er NU du skal bruge det. Følgebrevet er alle tiders sted at pitche din ide på omkring tre sætninger, så redaktøren får en ide om hvad han skal til at læse, og får blod på tanden.

Når det er lykkedes at lave det perfekte pitch, eller bare en god en, så har du frit spil til ganske kort at fortælle lidt om ideen – hvorfor skrev du historien, har du gjort dig nogle tanker? Hold det dog kort, og har du ingen overvejelser, så lad være med at skrive noget, så brug i stedet tiden på sidste punkt, nemlig:

5 linjers kort beskrivelse af dig, men kun relevante informationer – drop detaljer som at du har en hund og elsker at gå i byen – medmindre det virkelig giver din roman noget at vide den slags. Skriv i stedet hvor lang tid du har skrevet, om du har taget kurser i skrivning eller lignende, om du er del af et forfatternetværk og om du har tidligere udgivelser – detaljer der kan få dem til at tage dig seriøst som forfatter.

Det var det, sådan kan et følgebrev se ud. Nu har vi et manuskript og et følgebrev, så er det bare at sende det hele til et forlag og vente. Start hellere på et nyt skriveprojekt imens, man kan vente ganske længe hvis man bare sidder ved postkassen.

God skrivelyst

Bjarke

Om at lægge spor i sine tekster

Vi kender alle spor og ledetråde fra krimi-genren, men grundlæggende er det at kunne lægge gode spor ud til læseren en god ting at kunne indenfor alle genrer! Det tror jeg egentlig også de fleste af os kan blive enige om, en god historie er sådan en hvor vi hele tiden får spor til ting som er sket eller vil ske, men uden at vide præcis hvad det er, før vi når til siden i romanen.

Men hvordan lægger man de spor på en god måde?

Nøgleordet er planlægning. Hvis du ved hvad der skal ske i din historie har du også lettere ved at lægge spor ind til det – for eksempel kan krimiforfatteren, der ved hvem morderen er og hvordan han slog offeret ihjel, ret hurtigt vide hvilke spor man kan lægge ud til læseren, hvor en forfatter, der bare sådan skriver derudaf måske ikke engang ved hvem der er blevet myrdet og hvorfor, og ved man ikke det, så kan man ikke give særligt gode spor, der giver mening til sidst – så bliver det bare en række spor hvor nogle giver mening og andre ikke gør, når man endelig når mod slutningen.

Men hvad nu hvis jeg bare ikke gi-ider planlægge? Er der virkelig så ikke en anden metode?

Jo, det er der, men I har ikke hørt det fra mig! Den anden metode er at I skriver dobbelt så meget som I egentlig har planlagt. Skriv mordscenen som det første, og gå så i gang med opklaringsarbejdet – skriv scener hvor skurken også foretager sig ting, så du hele tiden ved hvad han laver, og kan give din opdager spor til dette.

Skriver du ikke krimi, men fx fantasy gør du det samme – skriv din skurks scener så du hele tiden er klar over hvad han foretager sig, og på den måde kan formidle det i din hovedpersons del.

Teknikken gælder alle genrer, så det er bare at komme i gang. Dog skal det siges at det kræver meget skrivearbejde, da man på sin vis laver en halv roman mere ved siden af. Det har dog fordele, da du så får træning, og kan lege med "ekstramateriale" hvis din historie bliver udgivet og du gerne vil give læserne lidt ekstra udover bogen.

Begge metoder virker, men jeg vil dog altid opfordre til at man er bevidst om hvordan ens historie skal ende og hvad ens Point of no Return er.

Det er de små ting ...

Og så lige 2 gode fifs til hvordan sporlægning kan bruges.

Røde sild: når et spor ikke er et spor. Et mandligt lig findes med barberede ben – er han transvestit? Nej, han var elite-svømmer! (begge barberer ben, men fordi man ikke lige tænker elite-svømmer sender sporet os helt forkerte steder hen)

Lav gerne spor-kæder: Et spor er ikke nok til at løse gåden, hvis det var bliver det en kort krimi. Derfor bruger man gerne sporkæder – løsningen på et spor fører til et nyt spor, og flere spor sammen giver pludselig en ny mening – her handler det bare om at være kreativ.

Fx i mit tidligere eksempel, så giver spor et med de barberede ben jo først mening når man ser alle sportsmedaljerne!

God skrivelyst

Bjarke