For femte år i træk udgiver Science Fiction Cirklen deres antologi med arbejdstitlen ”lige under overfladen”.
Novellen skal være science fiction, men der er ikke krav om noget bestemt emneområde eller andre ydre omstændigheder der skal opfyldes. Alt fra tidsrejser, space-opera, nær fremtid og fjern fremtid til parallelverdner osv. er ok.
”Det bør dog nok nævnes at redaktøren foretrækker historier, der ud over rammen også har en form for ’budskab til læseren’. Det er svært at formalisere, da det kan være så forskelligt, men normalt vil det fremgå af historien når man læser den. Rene action historier der lige så godt kunne være foregået i nutiden vil blive nedprioriteret.”
Samlingen har en max ordgrænse på 10.000 ord, og redaktøren forventer for det meste noveller i rammen 3.000-6.000 ord. Mindre kan dog også gøre det, hvis man bare har en knaldgod ide på 500 ord.
Man må højest sende 3 noveller ind, da redaktøren også skal have en chance for at læse dem igennem. En fornuftig regel, da der ofte er rigtigt mange der deltager!
Deadline er d. 1. marts 2012, så er der er rigelig tid til at finde på et spændende og ”budskabsrigt” plot til netop din science fiction-novelle!
Novellen skal (sammen med en lille tekst om forfatteren på 100-400 ord) sendes til redaktøren Carl-Eddy Skovgård på ceskovgaard@e-box.dk
For yderligere information kan man gå ind på Science Fiction cirklens hjemmeside, eller kontakte Carl-Eddy pr mail.
God skrivelyst
Bjarke
mandag den 30. maj 2011
mandag den 23. maj 2011
Hvordan skriver du?
Vi har dem alle. Skrivevaner. For nogen af os skal inspirationen være der før vi kan få ord ind på den blanke skærm, andre laver udkast efter udkast til teksten er præcis som de gerne vil have den. Men hvilken type er du?
Forfatteren Anne Katrine Lund har skrevet bogen Skriv så! Hvor hun definerer de fem skrivevaner hun finder mest fremtrædende. Disse er:
Standardskriveren
Standardskriveren begynder altid med udgangspunkt i en eller anden standard (fx berettermodellen), eller leder på harddisken efter noget, der ligner det han skal i gang med.
Spørger tit sig selv: ”Har jeg ikke læst noget der ligner?” – man skal som standardskriver ikke altid hænge sig fast i hvad andre gør. Bare fordi en fantasyroman starter med en prolog behøver din ikke nødvendigvis. Standardskriveren skal altid prøve at se sin historie som et selvstændigt værk.
Hovedspringeren
Hovedspringeren kaster sig straks over tastaturet og skriver i håb om at ramme plet med det samme eller med få justeringer.
Spørger tit sig selv: ”Hvorfor kan det ikke bare være godt med det samme?” – Det kan være svært for hovedspringeren at acceptere at man ikke bare kan skrive det perfekt første gang. Specielt hvis man ikke har meget tid til at skrive normalt. Selvfølgelig skal man altid skrive det bedste man kan, men hovedspringeren skal også prøve ikke at fastlåse sig på at det enten er rigtigt første gang eller uforbederligt.
Grubleren
Grubleren begynder med at tænke over, hvad udfordringen af for sin tekst. Han skriver ikke sine tanker ned, men grubler en del, før han er klar til at skrive.
Spørger tit sig selv: ”Har jeg nu tænkt det her godt nok igennem?” – man kan let falde hen i dybe tanker om alt det ens roman skal og vil, og til tider kan man endda tænke det så meget igennem at lysten til at skrive forsvinder, eller man simpelthen ikke kan leve op til sine egne ambitioner. For grubleren er det vigtigt at huske på, at skrivning altså også handler om at få produceret nogle sider.
Omskriveren
Omskriveren kaster sig med det samme ud i et hurtigt udkast til teksten, og ser så kritisk på det. De er ofte klar til at ændre store dele af deres historier og sprog i løbet af en gennemskrivning, og gennemskriver ofte af flere runder før de er tilfredse med resultatet.
Spørger tit sig selv: ”Skulle jeg ikke lige læse det igennem én gang mere?” – Omskriveren har tit det modsatte problem af hovedspringeren. I stedet for at ville gøre tingene færdigt, finder de i stedet sig selv rette et kapitel til igen og igen, uden at komme videre med romanen. Omskriveren skal huske at det er det færdige manuskript der tæller, og at man må beslutte sig for at stoppe gennemlæsningerne på et tidspunkt.
Planlæggeren
Planlæggeren begynder sit arbejde med at lægge en plan for teksten, så han har noget at støtte sig til imens han skriver.
Spørger tit sig selv: ”Har jeg nu låst mig fast på det her?” – Planlæggere elsker at lave detaljerede planer. Først over bogen, så over hvert kapitel, ja, nogen gange helt ned til for hvert afsnit i romanen. Dette kan dog medføre to problemer: man kan risikere at planlægge sig fra lysten til at skrive lige som grubleren, eller man kan risikere at låse sig fast. Måske opdager man en faldgruppe eller en mere interessant vinkling af sin roman som man skriver, men tør ikke at udforske den, da den ikke passer ind i den store plan. Planlæggeren skal huske at ingen planer er skrevet i sten, og at plottet altid er til forhandling.
Uanset hvilken type man føler man hører ind under skal man ikke føle at denne er forkert. Vi har at gøre med skrivevaner her, ikke en facitliste hvor en model er bedre end en anden. Men som jeg også skriver, så er der flere problemer for nogle af vanerne end for andre.
Håber denne lille gennemgang af skrivevaner har hjulpet dig til at blive mere bevidst om din egen fremgangsmåde. Hvis du vil vide mere om skrivevaner og hvordan man får en god skriveproces, så kan jeg varmt anbefale Skriv så! der er fyldt med viden og råd til skriveprocessen.
God skrivelyst
Bjarke
Forfatteren Anne Katrine Lund har skrevet bogen Skriv så! Hvor hun definerer de fem skrivevaner hun finder mest fremtrædende. Disse er:
Standardskriveren
Standardskriveren begynder altid med udgangspunkt i en eller anden standard (fx berettermodellen), eller leder på harddisken efter noget, der ligner det han skal i gang med.
Spørger tit sig selv: ”Har jeg ikke læst noget der ligner?” – man skal som standardskriver ikke altid hænge sig fast i hvad andre gør. Bare fordi en fantasyroman starter med en prolog behøver din ikke nødvendigvis. Standardskriveren skal altid prøve at se sin historie som et selvstændigt værk.
Hovedspringeren
Hovedspringeren kaster sig straks over tastaturet og skriver i håb om at ramme plet med det samme eller med få justeringer.
Spørger tit sig selv: ”Hvorfor kan det ikke bare være godt med det samme?” – Det kan være svært for hovedspringeren at acceptere at man ikke bare kan skrive det perfekt første gang. Specielt hvis man ikke har meget tid til at skrive normalt. Selvfølgelig skal man altid skrive det bedste man kan, men hovedspringeren skal også prøve ikke at fastlåse sig på at det enten er rigtigt første gang eller uforbederligt.
Grubleren
Grubleren begynder med at tænke over, hvad udfordringen af for sin tekst. Han skriver ikke sine tanker ned, men grubler en del, før han er klar til at skrive.
Spørger tit sig selv: ”Har jeg nu tænkt det her godt nok igennem?” – man kan let falde hen i dybe tanker om alt det ens roman skal og vil, og til tider kan man endda tænke det så meget igennem at lysten til at skrive forsvinder, eller man simpelthen ikke kan leve op til sine egne ambitioner. For grubleren er det vigtigt at huske på, at skrivning altså også handler om at få produceret nogle sider.
Omskriveren
Omskriveren kaster sig med det samme ud i et hurtigt udkast til teksten, og ser så kritisk på det. De er ofte klar til at ændre store dele af deres historier og sprog i løbet af en gennemskrivning, og gennemskriver ofte af flere runder før de er tilfredse med resultatet.
Spørger tit sig selv: ”Skulle jeg ikke lige læse det igennem én gang mere?” – Omskriveren har tit det modsatte problem af hovedspringeren. I stedet for at ville gøre tingene færdigt, finder de i stedet sig selv rette et kapitel til igen og igen, uden at komme videre med romanen. Omskriveren skal huske at det er det færdige manuskript der tæller, og at man må beslutte sig for at stoppe gennemlæsningerne på et tidspunkt.
Planlæggeren
Planlæggeren begynder sit arbejde med at lægge en plan for teksten, så han har noget at støtte sig til imens han skriver.
Spørger tit sig selv: ”Har jeg nu låst mig fast på det her?” – Planlæggere elsker at lave detaljerede planer. Først over bogen, så over hvert kapitel, ja, nogen gange helt ned til for hvert afsnit i romanen. Dette kan dog medføre to problemer: man kan risikere at planlægge sig fra lysten til at skrive lige som grubleren, eller man kan risikere at låse sig fast. Måske opdager man en faldgruppe eller en mere interessant vinkling af sin roman som man skriver, men tør ikke at udforske den, da den ikke passer ind i den store plan. Planlæggeren skal huske at ingen planer er skrevet i sten, og at plottet altid er til forhandling.
Uanset hvilken type man føler man hører ind under skal man ikke føle at denne er forkert. Vi har at gøre med skrivevaner her, ikke en facitliste hvor en model er bedre end en anden. Men som jeg også skriver, så er der flere problemer for nogle af vanerne end for andre.
Håber denne lille gennemgang af skrivevaner har hjulpet dig til at blive mere bevidst om din egen fremgangsmåde. Hvis du vil vide mere om skrivevaner og hvordan man får en god skriveproces, så kan jeg varmt anbefale Skriv så! der er fyldt med viden og råd til skriveprocessen.
God skrivelyst
Bjarke
mandag den 16. maj 2011
Fuck inspirationen
Ja, det er lidt af en udmelding her i starten af ugen, men det er sgu rigtigt. Man kan ikke altid vente på inspirationen hvis man gerne vil noget med skrivningen. Hyggeskriver man når man lige har lyst, så er det selvfølgelig fint nok, men for os andre, ja, så nytter det ikke at vente på den vidunderlige inspiration. Eller som den danske forfatter Sally Altschuler udtrykker det:
”Du skal skrive, og du skal også skrive, når du ikke gider. Det er faktisk enormt vigtigt at skrive, når du ikke gider. Lad være med at tro på, at den hellige inspiration indfinder sig. Inspiration er stærkt opreklameret.”
For det er det det handler om. At sætte sig ned foran computeren og skrive. Få fingrene til at danse henover keyboardet selvom de ikke har lyst. Få nogle bogstaver ned på papiret og had dig selv for hvor amatøragtige de lyder, men du skal se i morgen har du det bedre, og så ved du præcis hvad du skal gøre for at få ordene til at lyde godt – og så er det da alligevel dejligere at have noget at arbejde med, ikke? Her giver jeg helt klart forfatteren Brian Christensen ret når han siger:
”I mange år troede jeg, at jeg skulle være inspireret for at sætte mig ned og skrive. Derfor fik jeg aldrig skrevet særligt meget. En dag fandt jeg så ud af, at jeg er nødt til at tvinge mig selv til tasterne og så bare skrive løs. Så opstår der for det meste noget, der kan minde om inspiration. Hvis ikke – så får jeg i hvert fald noget fra hånden og ned på papiret, som kan bruges i det videre arbejde.”
Så jeg vil ikke høre nogen undskyldninger! Sæt dig ned foran computerskærmen og få nogle ord skrevet. Så meget du kan! Fuck inspirationen, for du er forfatter. Dit job er at sætte ord sammen, så det er det du gør. Også de dage hvor du hellere vil pjække og se tv.
Håber denne lille peptalk kan få gang i skriveriet. Vælger du alligevel at vente på inspirationen, så vil jeg kun foreslå dig at følge forfatteren Peter De Vries råd:
”Jeg skriver kun, når jeg er inspireret. Jeg sørger for at jeg er inspireret hver morgen klokken ni.”
God skrivelyst!
Bjarke
”Du skal skrive, og du skal også skrive, når du ikke gider. Det er faktisk enormt vigtigt at skrive, når du ikke gider. Lad være med at tro på, at den hellige inspiration indfinder sig. Inspiration er stærkt opreklameret.”
For det er det det handler om. At sætte sig ned foran computeren og skrive. Få fingrene til at danse henover keyboardet selvom de ikke har lyst. Få nogle bogstaver ned på papiret og had dig selv for hvor amatøragtige de lyder, men du skal se i morgen har du det bedre, og så ved du præcis hvad du skal gøre for at få ordene til at lyde godt – og så er det da alligevel dejligere at have noget at arbejde med, ikke? Her giver jeg helt klart forfatteren Brian Christensen ret når han siger:
”I mange år troede jeg, at jeg skulle være inspireret for at sætte mig ned og skrive. Derfor fik jeg aldrig skrevet særligt meget. En dag fandt jeg så ud af, at jeg er nødt til at tvinge mig selv til tasterne og så bare skrive løs. Så opstår der for det meste noget, der kan minde om inspiration. Hvis ikke – så får jeg i hvert fald noget fra hånden og ned på papiret, som kan bruges i det videre arbejde.”
Så jeg vil ikke høre nogen undskyldninger! Sæt dig ned foran computerskærmen og få nogle ord skrevet. Så meget du kan! Fuck inspirationen, for du er forfatter. Dit job er at sætte ord sammen, så det er det du gør. Også de dage hvor du hellere vil pjække og se tv.
Håber denne lille peptalk kan få gang i skriveriet. Vælger du alligevel at vente på inspirationen, så vil jeg kun foreslå dig at følge forfatteren Peter De Vries råd:
”Jeg skriver kun, når jeg er inspireret. Jeg sørger for at jeg er inspireret hver morgen klokken ni.”
God skrivelyst!
Bjarke
mandag den 9. maj 2011
De to typer ironi
Vi kender den alle. Vi spørger om noget, der for os er relevant, og får et nedladende og vrængende svar. ”Det var ironisk,” bliver vi så mødt med, men hvad er ironi egentlig? Og hvordan bruger forfattere den?
En meget klog filosof fra gamle dage, Aristoteles, opdeler ironien i to. Den tragiske og den dramatiske ironi. Den tragiske er når hovedpersonen gør alt hvad han kan for at undgå noget, for derefter at gøre det, og den dramatiske er når læseren har en viden som hovedpersonen ikke har. men hvordan bruges de to ironi-typer?
Den tragiske ironi
Den tragiske ironi er tæt forbundet med ideen om skæbne. Historier, der bruger den tragiske ironi starter tit med at hovedpersonen får at vide at han er udvalgt til noget forfærdeligt. Dette prøver hovedpersonen selvfølgelig at undgå, fordi han er god, men i hans forsøg på at undgå det lever han op til skæbnen og gør det forfærdelige.
Et klassisk eksempel er det gamle teaterstykke Kong Ødipus. Det handler om gutten Ødipus, der får at vide at han en dag vil dræbe sin far og gifte sig med sin mor. Dette er han selvfølgelig skrækslagen over og sværger aldrig at gøre (let’s face it, det er også lidt ulækkert). Ødipus møder så på et tidspunkt en eller anden gut som han slår ihjel, og derefter gifter han sig med enkedronningen af Theben – han får simpelthen dronningen og det halve kongerige, så bliver det da ikke bedre?
Nej, desværre ikke. Fordi det viser sig til sidst at det var hans far han dræbte, og hans mor han nu har giftet sig med. Fordi skæbnen vil ske, også selvom man ikke er klar over den.
Der er mange måder at gøre dette på. Kong Ødipus er et ret voldsomt stykke, der næsten bygger over tragisk ironi, men der er også andre værker, der gør brug af det. Romeo og Julies afslutning kan ses som et bud på tragisk ironi. Romeos ven, Mercutio, nedkalder i sin sidste time en forbandelse over både Romeo og Julies familie. Denne forbandelse går fint i tråd med at vi før har fået at vide at de to familier ikke kan enes. Romeo forlader landet for at forbandelsen ikke kan ske, men da nyheden om Julies død når ham, drager han tilbage. Da så Romeo ser Julie død og selv tager gift for at være med hende fuldbyrder han forbandelsen, ved at begge familier mister deres arvtagere og den forbindelse der kan forene dem.
Så egentlig er det bare at give hovedpersonerne en skæbne de ikke kan forene sig med, og så gøre alt for at undgå den – og så selvfølgelig til sidst vise at dette ikke er muligt.
Dramatisk Ironi
Dramatisk ironi er lettere at bruge end tragisk. Dramatisk ironi sker i det sekund læseren ved noget som hovedpersonen ikke ved, lidt på samme måde som suspense. I Kong Ødipus sker den dramatiske ironi ved at Kong Ødipus vil vide hvem der er skyld i den pest, der hærger hans land. Publikum ved godt at det er ham selv, der er skyldig fordi han giftede sig med sin mor, men Ødipus ved det ikke. Den dramatiske ironi når så sit klimaks når dette går op for Ødipus, og han indser at han må straffe sig selv for det han har gjort. (Han flår sine øjne ud – lidt voldsomt, men sådan var det vel dengang.)
Komedie-serier bruger også gerne dramatisk ironi. Som fx når Ross og Chandler snakker sammen, og Ross tror de snakker om fodbold og Chandler tror de snakker om kærester. Den dramatiske ironis klimaks er så at Ross går ud og flirter med en pige selvom han har en kæreste, fordi Chandler sagde: ”Man må jo gerne score flere gange.” – Et usædvanligt plat eksempel, men det er jo også dit job som forfatter, at finde på bedre selv ;)
Håber det har kunnet inspirere dig til selv at prøve de ironiske former af.
God skrivelyst
Bjarke
En meget klog filosof fra gamle dage, Aristoteles, opdeler ironien i to. Den tragiske og den dramatiske ironi. Den tragiske er når hovedpersonen gør alt hvad han kan for at undgå noget, for derefter at gøre det, og den dramatiske er når læseren har en viden som hovedpersonen ikke har. men hvordan bruges de to ironi-typer?
Den tragiske ironi
Den tragiske ironi er tæt forbundet med ideen om skæbne. Historier, der bruger den tragiske ironi starter tit med at hovedpersonen får at vide at han er udvalgt til noget forfærdeligt. Dette prøver hovedpersonen selvfølgelig at undgå, fordi han er god, men i hans forsøg på at undgå det lever han op til skæbnen og gør det forfærdelige.
Et klassisk eksempel er det gamle teaterstykke Kong Ødipus. Det handler om gutten Ødipus, der får at vide at han en dag vil dræbe sin far og gifte sig med sin mor. Dette er han selvfølgelig skrækslagen over og sværger aldrig at gøre (let’s face it, det er også lidt ulækkert). Ødipus møder så på et tidspunkt en eller anden gut som han slår ihjel, og derefter gifter han sig med enkedronningen af Theben – han får simpelthen dronningen og det halve kongerige, så bliver det da ikke bedre?
Nej, desværre ikke. Fordi det viser sig til sidst at det var hans far han dræbte, og hans mor han nu har giftet sig med. Fordi skæbnen vil ske, også selvom man ikke er klar over den.
Der er mange måder at gøre dette på. Kong Ødipus er et ret voldsomt stykke, der næsten bygger over tragisk ironi, men der er også andre værker, der gør brug af det. Romeo og Julies afslutning kan ses som et bud på tragisk ironi. Romeos ven, Mercutio, nedkalder i sin sidste time en forbandelse over både Romeo og Julies familie. Denne forbandelse går fint i tråd med at vi før har fået at vide at de to familier ikke kan enes. Romeo forlader landet for at forbandelsen ikke kan ske, men da nyheden om Julies død når ham, drager han tilbage. Da så Romeo ser Julie død og selv tager gift for at være med hende fuldbyrder han forbandelsen, ved at begge familier mister deres arvtagere og den forbindelse der kan forene dem.
Så egentlig er det bare at give hovedpersonerne en skæbne de ikke kan forene sig med, og så gøre alt for at undgå den – og så selvfølgelig til sidst vise at dette ikke er muligt.
Dramatisk Ironi
Dramatisk ironi er lettere at bruge end tragisk. Dramatisk ironi sker i det sekund læseren ved noget som hovedpersonen ikke ved, lidt på samme måde som suspense. I Kong Ødipus sker den dramatiske ironi ved at Kong Ødipus vil vide hvem der er skyld i den pest, der hærger hans land. Publikum ved godt at det er ham selv, der er skyldig fordi han giftede sig med sin mor, men Ødipus ved det ikke. Den dramatiske ironi når så sit klimaks når dette går op for Ødipus, og han indser at han må straffe sig selv for det han har gjort. (Han flår sine øjne ud – lidt voldsomt, men sådan var det vel dengang.)
Komedie-serier bruger også gerne dramatisk ironi. Som fx når Ross og Chandler snakker sammen, og Ross tror de snakker om fodbold og Chandler tror de snakker om kærester. Den dramatiske ironis klimaks er så at Ross går ud og flirter med en pige selvom han har en kæreste, fordi Chandler sagde: ”Man må jo gerne score flere gange.” – Et usædvanligt plat eksempel, men det er jo også dit job som forfatter, at finde på bedre selv ;)
Håber det har kunnet inspirere dig til selv at prøve de ironiske former af.
God skrivelyst
Bjarke
mandag den 2. maj 2011
Forfatterens tre karakteristika
Skal man definere en forfatter, så kan man nå frem til tre vigtige karakteristika. Det er en diskussion der ofte finder sted i min omgangskreds: ”Hvad er det, der gør os til forfattere, og hvorfor?”
Ofte er budene noget i retning af at man er opserverende eller indadrettet som person og lignende eksempler. Jeg har dog altid kunnet modbevise den første, da jeg ikke er særligt indadrettet, og jeg kender flere forfattere der er så distræte så det halve kunne være nok.
Men hvad er det så, der definerer en forfatter? Jeg er efter lang tids overvejelse nået ned til de tre punkter jeg tror, er en god række karakteristika.
Karakteristika #1: Talentet for at skrive
Man skal selvfølgelig kunne skrive. Det giver sig selv. Men hvordan beskriver man lige talent?
Med talent mener jeg ofte at man kan nikke genkendende til en eller flere af disse beskrivelser:
• En evne til at kunne sætte ord efter hinanden og sammen, så det giver et nyt og levende sprog.
• En instinktiv forståelse for historiefortælling (om end den kan være simpel i starten).
• Umættelig nysgerrighed. Et ønske om at finde ud af hvorfor nogle mennesker gør som de gør, og hvordan oplevelser kan føles for og påvirke et andet menneske.
Egentlig er talent det mindst vigtige. Jeg kender mange der har talentet, men som ikke gider gøre mere ved det, da det kræver for meget energi eller tid for dem. Det fører mig til:
Karakteristika #2:ønsket om at lære
Ønsket om at lære dækker over en sult efter viden, der ikke stopper når denne viden er opnået. I stedet for at være tilfreds med sine resultater, dykker man i stedet villigt ned i endeløs research for at blive bedre til sit håndværk: at skrive.
For ja, det at skrive er et håndværk. Bare fordi naboens tiårige søn kan slå søm i et bræt vil du jo heller ikke hyre ham til at sætte dit køkken i stand. Hvorfor skulle et forlag så tage en forfatter ind, der ikke har læst op på sit håndværk? Hvorfor skulle en læser? Der findes utallige bøger om at skrive derude, det er bare at gå på biblioteket. Og er man mere til undervisning findes der også mange skrivekurser, der varmt kan anbefales!
Karakteristika #3: viljen til at binde sig
“No. It is do or do not. There is no try:” Svarer Yoda Luke Skywalker, da han ikke er helt sikker på at hank an løfte sit rumskib. Og han har ret. Der er ikke noget der hedder prøve.
At prøve indebærer en let udvej: ”Jeg prøvede, det lykkedes ikke. Jeg giver op.” Hvis man så hurtigt giver op, så gjorde man ikke sit bedste – man prøvede kun. Enten skriver du, eller også skriver du ikke. Nogen gange findes ikke. Det kræver dog igen tre ting, der hvis en forfatter besidder dem, kan redde ham fra en del knubs:
• Man skal have engagement. At have viljen til det selvom det ser træls ud.
• Man skal være både hårdhudet og tykpandet, for man skal ikke kun kunne holde til at gå direkte forbi modstanden når den griner hånligt.
• Man skal pligtopfyldende åbne sit dokument og skrive. Hver dag. Også selvom man så bliver nødt til at ofre noget fritid.
Ja, det er hårdt at være forfatter. Det skal helst betragtes som et fuldtidsjob, det eneste problem er bare at du ikke får penge FØR dit værk er solgt, og du får slet ikke nok til at det kan gøre op for den tid du har brugt på arbejdet. Derfor skal man holde af det. At skrive. Man skal hver dag åbne dokumentet fordi man simpelthen ikke kan lade være, også selvom det ofte ender i modstand og ulønnet arbejde.
Men så er det jo godt at det er så sindssygt spændende at skrive, ikke?
god skrivelyst
Bjarke
Ofte er budene noget i retning af at man er opserverende eller indadrettet som person og lignende eksempler. Jeg har dog altid kunnet modbevise den første, da jeg ikke er særligt indadrettet, og jeg kender flere forfattere der er så distræte så det halve kunne være nok.
Men hvad er det så, der definerer en forfatter? Jeg er efter lang tids overvejelse nået ned til de tre punkter jeg tror, er en god række karakteristika.
Karakteristika #1: Talentet for at skrive
Man skal selvfølgelig kunne skrive. Det giver sig selv. Men hvordan beskriver man lige talent?
Med talent mener jeg ofte at man kan nikke genkendende til en eller flere af disse beskrivelser:
• En evne til at kunne sætte ord efter hinanden og sammen, så det giver et nyt og levende sprog.
• En instinktiv forståelse for historiefortælling (om end den kan være simpel i starten).
• Umættelig nysgerrighed. Et ønske om at finde ud af hvorfor nogle mennesker gør som de gør, og hvordan oplevelser kan føles for og påvirke et andet menneske.
Egentlig er talent det mindst vigtige. Jeg kender mange der har talentet, men som ikke gider gøre mere ved det, da det kræver for meget energi eller tid for dem. Det fører mig til:
Karakteristika #2:ønsket om at lære
Ønsket om at lære dækker over en sult efter viden, der ikke stopper når denne viden er opnået. I stedet for at være tilfreds med sine resultater, dykker man i stedet villigt ned i endeløs research for at blive bedre til sit håndværk: at skrive.
For ja, det at skrive er et håndværk. Bare fordi naboens tiårige søn kan slå søm i et bræt vil du jo heller ikke hyre ham til at sætte dit køkken i stand. Hvorfor skulle et forlag så tage en forfatter ind, der ikke har læst op på sit håndværk? Hvorfor skulle en læser? Der findes utallige bøger om at skrive derude, det er bare at gå på biblioteket. Og er man mere til undervisning findes der også mange skrivekurser, der varmt kan anbefales!
Karakteristika #3: viljen til at binde sig
“No. It is do or do not. There is no try:” Svarer Yoda Luke Skywalker, da han ikke er helt sikker på at hank an løfte sit rumskib. Og han har ret. Der er ikke noget der hedder prøve.
At prøve indebærer en let udvej: ”Jeg prøvede, det lykkedes ikke. Jeg giver op.” Hvis man så hurtigt giver op, så gjorde man ikke sit bedste – man prøvede kun. Enten skriver du, eller også skriver du ikke. Nogen gange findes ikke. Det kræver dog igen tre ting, der hvis en forfatter besidder dem, kan redde ham fra en del knubs:
• Man skal have engagement. At have viljen til det selvom det ser træls ud.
• Man skal være både hårdhudet og tykpandet, for man skal ikke kun kunne holde til at gå direkte forbi modstanden når den griner hånligt.
• Man skal pligtopfyldende åbne sit dokument og skrive. Hver dag. Også selvom man så bliver nødt til at ofre noget fritid.
Ja, det er hårdt at være forfatter. Det skal helst betragtes som et fuldtidsjob, det eneste problem er bare at du ikke får penge FØR dit værk er solgt, og du får slet ikke nok til at det kan gøre op for den tid du har brugt på arbejdet. Derfor skal man holde af det. At skrive. Man skal hver dag åbne dokumentet fordi man simpelthen ikke kan lade være, også selvom det ofte ender i modstand og ulønnet arbejde.
Men så er det jo godt at det er så sindssygt spændende at skrive, ikke?
god skrivelyst
Bjarke
Abonner på:
Opslag (Atom)