søndag den 26. februar 2017

Skrivekonkurrence: Ny litteratur til nye borgere

Har du overvejet at skrive til læsere, der har dansk som andetsprog? Så har du muligheden nu!

Aarhus Kommunes Biblioteker udskriver nu en skrivekonkurrence i samarbejde med Lærdansk Aarhus og Gyldendal Uddannelse – og du kan være med!

I foråret 2017 har bibliotekerne i Aarhus og Lærdansk fået tildelt midler fra Aarhus Kommunes Pulje til indsatser rettet mod nye borgere i kultur- og foreningslivet. Midlerne skal bruges til at sætte fokus på læsning og litteratur for borgere med dansk som andetsprog. Derfor udskriver vi nu en skrivekonkurrence med fokus på litteratur til netop denne gruppe.

Konkurrencen sker i samarbejde med Gyldendal Uddannelse og de bedste tekster i konkurrencen vil blive vurderet og får muligheden for at udkomme på Gyldendal Uddannelse.

Vinderen af konkurrencen vil udover muligheden for at blive udgivet på Gyldendal Uddannelse også vinde et gavekort på en middag for to på Restaurant Hærvæk.

Krav til konkurrencen

  • Bidraget skal være omkring 15 sider. En side svarer til 2000 tegn uden mellemrum.
  • Værket skal være henvendt til borgere, der er ved at lære dansk som andetsprog
  • Du skal kunne deltage i et litteraturarrangement den 10. maj
  • Bidraget skal være målrettet læsere, der
  • 1) Har dansk som andetsprog
  • 2) Befinder sig på et mellemhøjt sprogniveau i deres danskundervisning. Dvs. svarende til niveau A2 og B1 (Du kan læse mere om Den europæiske referenceramme for sprog her  )


1. pladsen vinder muligheden for at blive udgivet på Gyldendal Uddannelse og et gavekort til en middag for 2 på Restaurant Hærværk.

Deadline for bidrag er fredag inden midnat den 31. marts. Bidragene sendes til mailadressen jrv@aarhus.dk. Skriv "Skrivekonkurrence 2017" i emnefeltet.
 
Har du flere spørgsmål til konkurrencen, kan du skrive på mailen jrv@aarhus.dk
 

Så har du en god historie om tosprogethed, så er det bare om at gribe fjerpennen og få ordene ned!

 
God skrivelyst
Bjarke

søndag den 19. februar 2017

Konkurrence: et vintereventyr

Forlaget Dreamlitt har for nyligt lanceret en konkurrence, hvor de gerne så dig skrive et vintereventyr, hvor du lader dig inspirere af den magiske årstid.

Og der er noget ved at deltage, for dreamlitt udlover udover mulig udgivelse også 2000 kr. til vindernovellen.
Krav:
  • Eventyret skal fylde mellem 3.000 – 7.000 ord
  • Eventyret skal være for børn og barnlige sjæle
  • Temaerne er vinter/jul
  • Eventyret må være af typen folke- eller kunsteventyr, og overholde den valgte types generelle struktur og regler.
  • Der skal være korrekt brug af udeladelsestegn, semikolon og kolon. Samtidig skal der være automatisk indrykning ved begyndelsen af hvert afsnit, og IKKE Tabulator.

Eventyret sendes som word- eller pages-fil til info@dreamlitt.com inden d. 1. juni 2017. Det er kun tilladt at deltage med ét eventyr.
Du kan læse mere om konkurrencen på forlaget hjemmeside HER!

Så hvad venter du på? Kan du skrive et ægte vintereventyr?


God skrivelyst
Bjarke

søndag den 12. februar 2017

Konkurrence: Flere horror-noveller

Kan du skrive en novelle, der får hårene til at sig? Der får det til at løbe koldt ned ad ryggen? Så søger forlaget Enter Darkness igen noveller til en efterfølger til deres tidligere samling Fortællinger fra mørket.
 
krav til novellerne
  • Genren skal være horror.
  • Målgruppen er voksne.
  • Længden på novellen bør være mellem 5.000 og 15.000 ord.
  • Det forventes, at forfatteren har sørget for grundig korrektur og foretaget fornødne beskæringer inden indsendelse.

Formatering
  • Benyt tabulator til indrykning. Alle dobbelte mellemrum vil blive fjernet.
  • Direkte tale skal skrives i anførselstegn.
  • Der er ikke krav til anvendelse af bestemte kommaregler, men startkomma vil blive fjernet inden udgivelse.
  • Undgå så vidt muligt fed skrift.
  • Accepterede filtyper: doc, docx, odt.
 
Indsendelse
  • Novellen må ikke tidligere være blevet offentliggjort.
  • Novellen må ikke samtidig indsendes til andre forlag, konkurrencer eller lignende.
  • Forfatterens navn, adresse, email og telefonnummer skal være angivet i enten email eller dokument.
  • Forfatteren bedes anføre, om han/hun er blevet udgivet tidligere (evt. link til egen hjemmeside).
  • Filen skal navngives med novellens titel.
  • Det er tilladt at indsende flere noveller, men der antages kun én novelle pr. forfatter.
 
Deadline er 1. maj 2017. Novellen indsendes som vedhæftet fil til info@enterdarkness.dk. Skriv "Fortællinger fra mørket 2" i emailens emnefelt
 
Hvis du bliver antaget får du 2 frieksemplarer. Forventet udgivelse december 2017.

Har du spørgsmål, er du velkommen til at skrive til forlaget på mailen info@enterdarkness.dk
 

Læs mere om konkurrencen på forlagets hjemmeside HER!

God skrivelyst!
Bjarke
 

søndag den 5. februar 2017

Konkurrence: kan du skrive en sommersang?

Lemvig Museum har netop udskrevet en konkurrence, hvor det handler om at skrive en sommersang. Dette sker for at hylde både den danske sommer, men også digteren Thøger Larsen, der for snart 100 år siden skrev ”Du danske sommer jeg elsker dig.”

Vinder man er præmien 300 kr. samt et talentforløb, der består af et ophold på Grundtvigs Højskoles sangskriverkursus, hvor man blandt andet vil få undervisning af Tue West.
Efterfølgende vil man op til en uge få mulighed for at opholde sig i arbejdsrefugiet Ørslev Kloster ved Skive, hvor man også ville kunne sparre med forfatter Knud Sørensen og komponist Erling Lindgren i sit videre sangarbejde.


2. præmien er et sommerkursusophold på Vestjyllands Højskole.

3. præmien er et todagesophold for to på Hotel Nørre Vinkel ved Lemvig.

Præmierne vil blive overrakt ved et stort sangstævne d. 2. juni i Lemvig Museums have.


Sangen skal leveres enten som færdig sang med melodi eller som sangbart digt.
Deadline for indsendelse er d. 15. april 2017.
De skriver intet om indsendelsesmuligheder, men jeg tænker at deres mail lemvigmuseum@post.tele.dk er et godt bud.

Ellers kan man sende det til adressen:
Lemvig Museum
Vestergade 44
7620 Lemvig


under alle omstændigheder kan man læse mere om konkurrencen på deres hjemmeside HER!

God skrivelyst
Bjarke