mandag den 24. november 2014

De tre typer af dårlige anmeldelser

Det er næsten en uundgåelig ting i den her branche: Anmeldelser. Og er man ikke usandsynligt heldig, så vil man på et tidspunkt også få et par dårlige.

Jeg har selv et par stykker bag mig, dog gudskelov flest positive, og et par meget begejstrede. Skal man lade sig slå ud af dårlige anmeldelser? Næ, selvfølgelig skal du ikke det, du skal læse den og forholde dig til hvad der bliver sagt. Der findes nemlig mange forskellige dårlige anmeldelser.

 
Den sure har jeg valgt at kalde den første. Denne anmelder er ikke saglig på nogen måde, og langer gerne bare ud efter bogen på alle de punkter han kan komme til. Måske gør han det endda også i et forsøg på at underholde læsere, og du kan komme helt i tvivl om hvorvidt han har læst bogen.

Glem ham. Han er en mavesur gammel gnavpot, der måske/måske ikke er sur over at han aldrig selv er blevet udgivet.


Den anden type dårlige anmeldelse er den stødte. Her er der en, der virkelig har fået din bog i galhals. Dens temaer eller sprog er anstødelige i anmelderens øjne, og er faktisk slet ikke noget, der nogensinde burde være blevet skrevet!

I gamle dage havde jeg set denne type dårlige anmeldelse præcis som den sure, men min nuværende redaktør fortalte mig noget meget klogt for noget tid siden: Nogle gange skal man støde et par stykker hen ad vejen, bare for at vide at ens roman ikke er mislykkedes, at den har rykket på noget i folk. Og det tror jeg sgu han har ret i.

Derfor prøver jeg nu at se denne type anmeldelse som en slags æresmedalje: Min bog har kunnet støde en anmelder.

Den sidste type dårlige anmeldelse er den saglige, og den skal man virkelig skal passe på. Det her er en anmelder, der viser at han har læst bogen, har noget klogt at sige om den – og nej, han har ikke misforstået den, det er ret tydeligt at du måske bare ikke har gjort det godt nok.

Jeg hader den type anmeldelser, for der er kun en ting at sige til dem: Røv, han har ret. Man var måske ikke helt skarp nok, og lige den ting han peger ud havde man nok ikke lige tænkt på.

Det er en hård og bitter lektie, men hey – så ved man det da til næste gang.


Men selvfølgelig, størstedelen af tiden er min oplevelse at man får gode anmeldelser, det er jo derfor forlagene har været der – for lige at fortælle dig at det du laver er godt og udgivelsesklart. Så trøst dig med at dit forlag i det mindste kommer til at bære halvdelen af ansvaret, hehe.

 
God skrivelyst
Bjarke

mandag den 17. november 2014

Konkurrence: Kærlighedsromaner

Kan du skrive en roman om kærlighed? Så er der lige nu en stor konkurrence i gang på Politikens forlag.

 

Hvorfor skal du deltage?

Ud over en forlagskontrakt og dermed en udgivelse, så er der 2 ekstra præmier man ikke ser hver dag. Nemlig:
  • For 250.000 kr. markedsføring af romanen
  • En præmiesum på 250.000 kr til vinderen

 

Hvad skriver Politiken selv om konkurrencen? De er relativt vage, og nøjes med disse ord:

”Der er drøn på i disse år, hvad enten man er single eller i et forhold. Kærligheden, karrieren og livets mange muligheder slås om en plads i kalenderen, og det kan være mere end svært at ramme balancen og endelig byde det gode liv velkommen. Hvis er dine børn, hvis er mine børn, og hvad sker der med kærligheden og fornemmelsen for det fælles, efterhånden som vi begraver os foran hver sin computer og går tur med hver sin smartphone i stedet for med hunden – eller hinanden?”

 

Reglerne
  • Romanen skal være på minimum 250 sider af 2000 tegn
  • Romanen må ikke tilbydes til andre forlag før d. 2. april 2016

 

Deadline og indsendelse

Deadline for romanen er 1. december 2015 kl. 24.00 så der er lidt over et år til at lave et genialt kærlighedsmanuskript.


Manuskriptet sendes til romankonkurrence@pol.dk hvis ikke man vil sende den udskrevet til:
Politikens forlag
Rådhuspladsen 37
KBH V

I så fald skal kuverten mærkes: ”Romankonkurrence” og en digital kopi SKAL vedlægges.
 
Læs mere om konkurrencen på forlagets side her!

 
Så hvad venter du på? Få sat ord på den der kærlighed.
 

God skrivelyst
Bjarke

mandag den 10. november 2014

Skal bøger have et soundtrack?

Der er delte meninger om hvorvidt man kan skrive mens man hører musik, jeg er en af dem, der mener at det sagtens kan lade sig gøre – om ikke andet, så fordi at du ikke kan slippe for den baggrundsstøj du alligevel omgiver dig med, så hvorfor ikke selv vælge hvad du vil høre på mens du hakker løs på tastaturet?

En ting jeg har opdaget er dog, at jeg de sidste mange gange har hørt meget specifikke ting når jeg arbejdede med forskellige ideer. Jeg har simpelthen lavet et soundtrack til de forskellige ideer.


Det startede egentlig med at jeg købte soundtracket til gyserfilmen Freddy vs. Jason. Det var gode hurtige numre, der samtidig var mørke men uden at blive triste. Rytmen gav mig et ret godt flow i handlingen samtidig med at jeg let kunne komme ind i historiens ”stemme”, den kom ligesom til mig hvis jeg satte cd’en på.

Jeg har også en cd med baggrundsmusikken fra Diablo-spillene. Det er vildt dejligt når der skal skrives Dark Fantasy, da der ikke er sang eller noget i, det er bare stemning på lyd, og det er fedt.

 
Men er det egentlig en god ide?
Let’s face it, kan det ikke blive mere distraherende end hvad godt er? Jo, det kan det godt. Hemmeligheden her må være at prøve det af, og er der noget musik, der vækker drivet i en, så skal man bruge det.

Men er det bare fordi man har besluttet sig for at ens historie skal være lidt ligesom Nirvanas musik, men det aldrig rigtigt hjælper en til at skrive – så drop det. Nyd dit Nirvana-album, og skriv så bagefter. Det er lidt ligesom med mad – bare fordi to ting er lækre hver for sig, behøver man ikke kombinere det. Chokolade og bacon fx, det ville jeg aldrig spise sammen!


Egentlig tror jeg det fungerer bedst når man vælger et soundtrack fra noget andet – altså fx en film man gerne vil have at ens historie minder om på en eller anden måde? Jeg ville gerne have fortælletempoet og den uhyggelige men hurtige stil fra Freddy vs Jason, så derfor fandt jeg det soundtrack.
Måske vil du gerne skrive et episk fantasydrama ala Ringenes Herre? Det musik kan man også skaffe, og hvis det sætter skrivningen op i gear, så er det sgu da bare at gøre det!


Man skal bare passe på. Jeg har en historie, der aldrig bliver skrevet, men hvor jeg valgte soundtrack til. Hver gang et specielt nummer bliver spillet i radioen, så er Hovedpersonen der igen, og hun kan virkelig brokke sig!


God skrivelyst
Bjarke

søndag den 2. november 2014

Den travleste måned for forfattere især …

Så er vi gået ind i november, som for mange forfattere og forfatterspirer er en travl måned. Er det en hektisk måned for dig? Hvis ikke, så skal du lige tjekke de her to ting ud:


NaNoWriMo

Det står for National Novel Writing Month, men er egentlig international. Det er en begivenhed hvor en masse forfattere går med på præmisset: Skriv en roman på 50.000 ord inden måneden er omme. Man må gerne have planlagt en historie, så længe man først begynder at skrive d. 1. november.

Hvorfor er det sejt at deltage? Det kan være en god træning i at få en god skriverutine – du skal skrive ca 1667 ord om dagen for at nå deadline, så der er rigeligt at indhente hvis du mister en dag.

Samtidig bliver du nødt til at gøre op med din indre kritikker, da du simpelthen ikke har tid til blokader og andre pitstop for at nå målet – redigering, det må ske bagefter!

Og til sidst, den 30. november, ja, der sidder du forhåbentligt med et råt manuskript, en færdig historie, og kan gå i gang med redigeringen. Derfor skal du helt klart deltage i NaNoWriMo!

Og der findes en god gruppe danskere, der deltager – søg på nettet og facebook for at finde en gruppe. Det kan være forfærdeligt motiverende at dele sine glæder og frustrationer med nogen i sådan en konkurrence med sig selv.

Læs mere om NaNoWriMo HER!

 

Bogforum
 


Den anden store begivenhed i november er Bogforum. Næste weekend (d. 7.-9. november) åbner Bella center dørene og inviterer alle ind for at købe bøger, høre forfatterforedrag, og møde de forlag, der udgiver de bøger, vi drømmer om engang skal være vores.

Hvorfor er det sejt at deltage? Du kan se forlagenes udgivelsesramme – passer din bog ind der? Du kan se om de virker som hyggelige mennesker, er det nogen du gider arbejde sammen med?

Og du kan høre en masse forfattere fortælle om deres skrivning, gøre dig nogle gode køb, og se hvad der er på markedet – hvad er populært lige nu? Hvad mangler der? Det er altså en oplagt mulighed for research om du så vil skrive dig ind i en niche eller opfinde din egen.
 
Læs mere om Bogforum HER!

 
Så hvad siger du? Bliver du også en fortravlet forfatter, der bare glæder sig til decembers ro og mag?

 

God skrivelyst
Bjarke