søndag den 25. august 2013

En hurtig konkurrence til hurtig offentlig transport

Metro-litteraturkonkurrencen er tilbage for tredje år i træk, og lige som sidste år er det igen muligt at sende både noveller og digte ind.

Sådan deltager du:
For at deltage i Metro Litteratur-konkurrencen, skal du være under 35 år, altså født efter 1. januar 1978.
Du kan deltage i en enkelt eller flere af de tre kategorier noveller, digte og illustrationer. For dem er reglerne som følger

Noveller

Emne og handling er op til dig, men novellen må ikke tidligere være publiceret
Den må max fylde 18.000 anslag inklusiv mellemrum
Du skal angive titel, genre og det antal Metrostop, du regner med, det vil tage at læse novellen
Novellen skal indsendes i et af de følgende formater: .doc, .rtf eller .txt
I samme tekstfil skal du skrive en præsentation af dig selv på ca. 2000 anslag inklusiv mellemrum

Digte

Tema og form er op til dig, og du kan indsende op til tre digte
Digtene må ikke tidligere være publiceret
Digtene skal indsendes i et af de følgende formater: .doc, .rtf eller .txt
I samme tekstfil skal du skrive en præsentation af dig selv på ca. 2000 anslag inklusiv mellemrum

Illustrationer

Du kan indsende op til to illustrationer
De skal tage udgangspunkt i et kendt litterært værk efter dit eget valg
Illustrationerne skal rumme plads til at indsætte forfatterens navn, værkets titel og genre
De skal være i formatet 10,5 cm x 14,5 cm
Illustrationerne skal indsendes i en enkelt PDF-fil på max 2 Mb. Filen skal også indeholde en præsentation af dig selv på ca. 2000 anslag inklusiv mellemrum
Såfremt du vinder, skal du lave forsiden til en af de vindende tekster. Du vil have max seks dage til dette i løbet af slut-oktober/start-november.

Deadline og indsendelse
Alle bidrag til konkurrencen skal uploades snart, senest 30. september 2013 via kontaktformularen "Indsend dit bidrag" på www.metro-litteratur.dk.

Deltager du i flere kategorier, skal du uploade dine filer af flere omgange.

Du kan læse mere på konkurrencens hjemmeside HER!



God skrivelyst
Bjarke

mandag den 19. august 2013

Den meget håndgribelige måde at få skrevet hver dag

En af de største anker jeg hører, når jeg siger at man som forfatter bør stræbe efter at skrive hver dag, er, at det er der virkelig ikke tid til i løbet af sådan en hektisk dag.

Da jeg selv er en hektisk person, der godt kan have gang i flere projekter ud over skrivningen, har jeg fundet en metode, der passer mig rigtigt godt. Det er ikke min opfindelse, og jeg ved at andre forfattere også bruger denne metode.

 

Find 40 minutter i løbet af en dag

Først og fremmest prøver du lige at skabe et mentalt billede af din hverdag. Er der et eller andet tidspunkt hvor du kan finde 40 minutter, du kan bruge på dig selv? Eller kan du finde tyve minutter to gange i løbet af dagen i stedet?

Husk på at du gerne vil det her, du vil gerne skrive - så led lidt grundigere: Kan du stå en halv time tidligere op om morgenen? Skrive om aftenen efter børnene sover? Hvad med når kæresten alligevel ser det der tv-program?

Find de 40 minutter, og gør det klart for dem omkring dig, at det er din skrivetid.

 

Minimum 2X20 minutter hver dag

Ja, men 40 minutter? Er det ikke lang tid hvis man nu er træt eller totalt uinspireret eller ... Jo. Du skal heller ikke skrive 40 minutter straight.

 

Du skal finde dig et æggeur - har du ikke et sælger tieren dem til en 10-20 kroner - og sætte det på tyve minutter, og så skal du love dig selv at så længe at det kører skal du skrive - ikke redigere, ikke vurdere, nej, du skal skrive. Handlingen skal føres videre, og så kan du tage stilling til kvaliteten på et senere tidspunkt, evt. i slutningen af ugen, så du ikke bare kasserer det nyskrevne fra dag til dag.

 

Start med 1X10 minutter og et billede på hårde dage

Og så sidder man der, med computeren foran sig, og tyve minutter virker helt uoverkommeligt - hvad skal man da skrive?

Godt, vi kan alle have startvanskeligheder, nogle gange skal inspirationen ind med sprøjte - det sker også for mig. Så er det at du går ind på google og billedsøger, finder er billede du synes er pisse fedt og inspirerende, sætter æggeuret til 10 minutter, og skriver ud fra det billede - hvilken historie er der, og hvordan vil du fortælle den?

 

Det behøver ikke kun være et billede, det kan også være en sætning, et ord ... Ja, alt, der kan skabe en gnist af inspiration. Nogle af de Forfatterspirer jeg underviser ved jeg har lavet en SMS-ordning, hvor de sender inspirationsord til hinanden for at holde sig i gang - genialt!

 

10 minutter til inspiration - måske får du noget godt ud af det, måske kommer du videre med din historie - vigtigst af alt: Du får skrevet, og holder dig dermed i gang!

 

Skriv gerne 20 eller 40 minutter mere hvis du har lyst

Det sidste råd giver lidt sig selv, for selvfølgelig skal du da bare fortsætte hvis du har lyst, skriv så tastaturet gløder. Jeg har nogle gange skrevet flere timer på den her måde, og så endda på aftener jeg ikke troede jeg skulle få et ord ned.

Og det er faktisk en fantastisk oplevelse: erkendelsen af at man har skrevet en time, selvom det jo faktisk kun har været 3X20 minutter.

 

Så sæt dig ned, allerede nu og find 40 minutter som du bare helliger skrivningen. Hvad venter du på?

 

God skrivelyst
Bjarke

søndag den 11. august 2013

Kontrakten ... (Dramatisk musik)


Så kom den, kontrakten. Nu er det et eller andet sted ret definitivt - min roman skal udgives.


Det bliver et oplag på 700, hvilket jeg synes er rigtigt meget for en gennemillustreret historie - de må sgu tro på den! Og ja, min bog får illustrationer, det bliver så lækkert!


Jeg tror faktisk at kontrakten kan være meget sund at møde for en debutant. Den gør det hele lidt mere fysisk, lidt mere rigtigt.

For det første er det jo et officielt dokument du skal skrive under på. Men det er også en slags liste af informationer om hvordan din bog kommer til at blive. Det er meget håndgribeligt. Så mange eksemplarer bliver der trykt, så meget kommer den nok til at koste, osv. Det er meget konkret, i forhold til da man fik at vide at man var blevet antaget, og alt bare var uhåndgribeligt vildt og stort.
 

Det er også lidt skræmmende. Nu har man sådan set håbet på en antagelse i jeg ved ikke hvor mange år, og så lige pludselig sidder man med en kontrakt og skal skrive under. Definitivt, det er det rigtige ord. Når du skriver under her er du ikke længere bare en der håber, du er debuteret som romanforfatter. Hjælp! Jeg tør ikke, er slet ikke klar! Har kun siddet i fire år og følt mig pisseklar parat, og så sker det pludselig og så er man måske ikke så klar parat alligevel ...

 
Jeg har faktisk gået lidt stille med det. Altså, det blev jo afsløret på skolen, og jeg har sagt det til jer - okay, skrive det på en blog er måske ikke at gå stille med dørene. Men det har faktisk været lettere at sige på Skrivekrampe, end i min virkelige verden. Jeg kan måske bare ikke helt forstå det.


Det er også urealistisk. Jeg er ikke kun blevet antaget - jeg vandt en konkurrence. Og ikke en hvilken som helst konkurrence, en konkurrence blandt de 12 bedste elever på Forfatterskolen for Børnelitteratur 2013: Og der er altså monstergode forfattere imellem!

Jeg er ikke kun antaget, jeg er en vinder. Det kan mit lille jyske jantelovshjerte slet ikke håndtere. Og det kommer sgu bag på mig.

Jeg tror faktisk bare at jeg er lykkelig, glad og overvældet - og jeg er ikke særligt god til at være overvældet! Jeg bliver jo helt forfjamsket og mumlende, og kan slet ikke se folk i øjnene af det.

 
Nu har jeg i hvert fald skrevet under, der er ingen vej tilbage. Men nøj, hvor er det forvirrende enkelt. Og pissefedt!

Min roman skal udgives!


God skrivelyst
Bjarke

mandag den 5. august 2013

Sommer og skriveskole, mit arbejde er bedre end ferie!

Sidste uge stod i skrivningens tegn på Vanløse Kulturstation, hvor jeg sammen med Nicole Boyle Rødtnes igen afholdte Forfatterspirernes Forfatterværksted som led i Gabriel Jensen-fondens tilbud til Københavnske børn og unge.

Og Jeg bliver aldrig træt af det! Det er i år 4. år i træk hvor vi har stået for undervisningen som er et led af Forfatterspirernes Skriveklub, og det er så fedt at møde de unge, nogle er øvede, for andre er det deres første skrivekursus, og finde ud af hvilke historier der rører sig i deres verden.

I år havde vi vanen tro forfatterbesøg, og sjovt nok var det Camilla Wandahl denne gang, hun var også med som underviser dengang for fire år siden. Det var fedt at høre hvordan hendes forfatterskab er vokset siden da, og høre om hendes nye bog Ask Konge Taber, som jeg personligt glæder mig meget til at få fingrene i.
 


Men det er slet ikke det, det her handler om. Det handler om ungerne - for damn, hvor er det nogle seje unger. Og hvor føler jeg mig taknemmelig hver gang jeg har afholdt et sådant kursus, for ikke nok med at de deler ud af deres ideer og følelser, de suger også til sig - både fra os som lærere og fra hinanden, og det er så fedt.
Og vi får lov til at følge deres skrivning. Nogle af dem tager jo månens tyngdekrafts-efterlignende skridt fra de starter mandag til vi holder afslutning lørdag eftermiddag. Man kan blive helt misundelig!


Og det bedste? Til september starter Forfatterspirernes Skriveklub op igen, og det betyder at jeg kommer til at gense ungerne, og et halvt år frem hver tirsdag igen kan se deres udvikling løfte taget - jeg glæder mig. Til at undervise, til at høre hvad de tumler med, til at høre og læse deres skriverier, og til at blive udfordret på, og taknemmelig for, hvor pisseprovokerende talentfulde unge mennesker er nu om dage!

Det bliver så fedt!


God skrivelyst
Bjarke


Forfatterspirernes Skriveklub er et mødested for unge mellem 11-18 år, hvor vi hver tirsdag mødes for at snakke om skrivning, og blive bedre gennem teori, skriveøvelser og diskussion. Er det noget for dig, eller kender du en, der mangler nogen at dele sin hobby med - så skynd dig ind på www.forfatterspirerne.dk og læs mere.