Forfatterskoler og skrivekurser

Du vil gerne være forfatter. Selvfølgelig, men hvordan bærer man sig ad? Man skriver, det er selvfølgelig det vigtigste for at blive forfatter. Men hvis man gerne vil lære lidt mere om det at skrive og være forfatter, så er der faktisk flere muligheder, end blot at sidde alene foran skærmen.

Der findes nemlig flere gode tilbud til dig, der gerne vil lære mere om forfattergerningen, nærmere bestemt to skoler og en kæmpe mængde kurser om alt fra strukturering af romanen, til hvordan man skriver i en bestemt genre.

Den mest kendte er nok Forfatterskolen. Forfatterskolen er SU-berettiget, hvilket betyder at man kan få SU for at gå der, og selve uddannelsen varer to år. Hvis man gerne vil gå på forfatterskolen kræver det at man sender et tekstuddrag på max 15 sider og vedlægger et gebyr på 400 kr. Dette er dog ikke en lovning på at man kommer ind, men blot en mulighed for dem til at bedømme om de kan se potentiale i dig. (Hvilket vil sige at du ikke skal opgive forfatterdrømmen fordi du ikke kommer ind, det er jo bare deres mening!)

Skolens undervisningsform er ifølge deres rektor hovedsageligt baseret på tekstkritik, hvor man afleverer det man har skrevet til resten af klassen, og modtager feedback.

Deadline for ansøgninger til 2012 er d. 1. marts 2012, så skynd dig hvis du vil prøve!

Forfatterskolenfor Børnelitteratur er den anden store forfatterskole i Danmark og fokuserer som navnet også antyder hovedsagligt på litteratur til børn og unge. Jeg kender en del der har gået på skolen og taler varmt om stedet, så den kan anbefales.

Undervisningsformen skulle være en blanding imellem undervisning, praktiske opgaver og tekst-feedback.

Præcis som den anden forfatterskole kræver de her at du sender en tekst til dem som de kan vurdere dig ud fra, her er det dog en bundet opgave, som bliver opslået på deres hjemmeside. Også her skal du vedlægge et gebyr på 400 kr.

Skolen er IKKE SU-berettiget, og koster ca. 40.000 kr. hvilket ikke er meget i forhold til hvad man får igen.

Der er informationsmøde om optag af nye elever d. 8. marts 2012 kl. 17.00 i Center for Børnelitteraturs lokaler på Tuborgvej. Læs mere om det inde på deres hjemmeside!

Er man ikke til skriveskoler, så er der dog også andre måder at lære mere om forfattergerningen. Der findes nemlig rigtigt mange kurser rundt omkring i det danske land, hvor forfattere lærer fra sig af alt hvad de ved om skrivningen.

SkriveskolenHemingway er en af de forfatterkurser jeg hører rigtigt meget godt om. Det er den rutinerede forfatter og underviser Irene Pedersen, der står bag, og hun tilbyder både et grundkursus og mindre ugekurser.

Der er også en masse kurser på AOF, blandt andet afholder forfatteren Nicole Boyle Rødtnes, der næsten lige har skrevet gæsteindlæg for Skrivekrampe, flere skrivekurser,hvor man kommer hele vejen rundt om romanskrivningen.

Der er en masse andre kurser derude, så gå endelig på jagt!

Der findes rigtigt mange tilbud til folk, der gerne vil blive forfattere. Bare husk på, at kurser er en rigtigt god og lærerig ting, men at det i sidste ende kommer an på én ting: Får du skrevet?

God skrivelyst

Bjarke

Gæsteindlæg: Nicole Boyle Rødtnes' 6 tips til at skrive en roman

Hvordan skriver man en roman? Det spørgsmål får jeg ofte, når jeg er ude og undervise eller holde foredrag. Det simple svar er: ved at skrive! Men det er ikke det svar, folk søger efter.  Folk vil gerne have en opskrift, en vejledning med 6 tips til romanen. Så det prøver jeg at give her. 

Indlægget bliver delt over to mandage, så i dette indlæg, får I de tre første tips, der handler om at få styr på ideen, historien og hovedpersonen. Næste uge kommer de næste tre tips, der handler om, hvordan du planlægger, skriver og redigerer din roman.

1.       Find din grundhistorie

For mange vil denne del være indlysende. De fleste har den allerede i hovedet, men nogen har ikke. Jeg har mødt flere, der har betroet mig, at de altid gerne vil skrive en bog, og når jeg så har spurgt, hvad den skal handle om, har de ikke kunnet svare.

Historien er det mest centrale i din bog. Så selvom du kan lave fantastiske beskrivelser eller personkarakteristikker, så er det altså ikke nok. Der skal også være en historie. (Medmindre du er ude i en form for kunstnerisk eksperiment).

Din historie vil ofte kunne reduceres til en person eller flere personers projekt. For eksempel ridderen, der vil dræbe dragen og redde prinsessen. Pigen, der vil være sangstjerne.  Detektiven, der vil opklare mordet.  Oprørerne, der vil vælte diktatoren, det elskende par der vil være sammen osv.

Det, jeg taler om her, er din grundhistorie. Prøv at se om du kan identificere din grundhistorie i din idé. Hvem har projektet og hvad går projektet ud på?

Grundhistorien har meget til fælles med en pitch, som du kan læse mere om her!

Når du har fundet grundhistorien, så gælder det om at gøre din idé original.

2.       Find det originale i din idé

Alle bøger bevæger sig i et spænd imellem originalitet og lån. Lån er de ting i en historie, der er lånt et andet sted fra fx fra andre bøger, film, teater osv. Lån skal ikke betragtes som negativt. Alle historier vil have lån i sig. For eksempel  vil der typisk være nogle genrekarakteristiske lån, fordi både læser og forfatter har en forventning om, at historier i en bestemt genre er på en bestemt måde.

Det originale er det, der ikke er set før. Det ”nye” i historien.  Man kan altid diskutere, om der findes noget som er 100% originalt, men typisk vil der i en historie altid være noget større eller mindre grad af originalitet.   Det er vigtigt, at du tidligt i din proces, finder ud af, hvor original din idé er, og hvordan du selv kan gøre den mere original. Det kan du gøre ved at stille dig selv følgende spørgsmål:

·         Hvilke andre forfattere har skrevet bøger med samme grundhistorie som min?

·         Hvordan kan jeg få min historie til at skille sig ud fra de andre?

·         Hvad skal jeg især være opmærksom på ikke kommer til at ligne de andres bøger for meget?

For nogle vil det være let at gøre sin historie original, for andre vil det være en stor udfordring.

For eksempel findes der mange hestebøger, og her skal man tænke alternativt, hvis historie skal have noget originalt i sig.  En måde man kan prøve at gøre sin historie original ved, kan være ved at skifte sted, tid, hovedperson eller målgruppe.

Sted: Måske ligger hesteskolen i Afrika, så ville den skille sig markant ud fra de andre bøger.

Tid: måske foregår historien på en hesteskole i middelalderen?

Hovedperson: Måske er hovedpersonen en dreng, eller måske ligefrem en hest?

Målgruppe: Måske er målgruppen for din bog ikke unge hestepiger, men i stedet ældre kvinder?

Det er forskelligt, hvad der skal til for gøre historien origninal, og det er kun din fantasi, der sætter grænser for, hvordan du kan gøre det.

Du kan også arbejde med Gimmicks som skrivekrampe.dk skriver om her!

3.       Få styr på din hovedperson(er)

På nuværende tidspunkt, bør du have en idé om, hvem din hovedperson er. Hvis du ikke har, så gå tilbage til punk 1. Da du fandt din grundhistorie, kunne du summere den ned til en eller flere personers projekt. Din hovedperson vil i 9 ud af 10 tilfælde være den, der har projektet. Det er altså ham eller hende, der vil vælte diktatoren, finde den magiske kur, score den lækre fyr osv.

Nu skal du lære din hovedperson at kende.  Det letteste sted at begynde er ved at se på personens projekt. Spørg dig selv, hvorfor har personen valgt dette projekt?  Hvis det for eksempel er en pige, der gerne vil score den nye fyr, hvorfor vil hun så gerne det? Gør hun det, fordi hun er forelsket i ham? Fordi hun gerne vil vinde et væddemål? Fordi hun vil såre sin veninde, som også er forelsket i ham? Fordi hun ved at han kan skaffe hende billetter til en lukket fest?

Der kan være tusind grunde til, at din person har det projekt, som de har. Men det er din opgave at vide, hvorfor de har det.  Husk at hovedpersonerne, måske slet ikke vil have projektet. Det kan være at han eller hun er blevet tvunget ud i projektet. For eksempel findes der i fantasy, mange helte, som slet ikke vil være helte, men er tvunget til det, fordi de kommer fra en særlig slægt, har en særlig evne eller andet.

Når du har svaret på, hvad hovedpersonens projekt er, og hvorfor han eller hun har det, er du godt i gang. Nu skal du have styr på alle de faktuelle ting om din hovedperson som fx alder, udseende, bopæl, familiemedlemmer, interesser osv.

Hvis du er helt blank, kan det være en god idé at lave et par skriveøvelser.

Skriv personens bedste minde: Her vil du få svar på, hvem eller hvad der betyder meget for personen

Skriv personens værste minde: Her vil du finde en hændelse, som har sat dybe spor i personens liv

Skriv personens største drøm: Dette vil oftest ligger i forlængelse af personens projekt, og vil igen vise, personen kæmper for at opnå

Nu skriver jeg hele tiden hovedperson og ikke hovedpersoner. Men du kan selvfølgelig sagtens have flere hovedpersonerne. Lav øvelserne for hver person. Det er ikke sikkert, at de har samme projekt. Måske modarbejder de ligefrem hinanden.

At lave en god hovedperson kræver arbejde.  Du kan læse mere om, hvordan man laver gode  hovedpersoner i mit indlæg 3 tips til hovedpersonen eller Skrivekrampens artikel om femmands-bandet!

Læs med i næste uge

Det var de tre tips, du fik denne mandag. Næste mandag kommer de sidste tre, hvor du kan læse mere om, hvordan du planlægger, skriver og redigerer din roman.

God skrivelyst

Nicole

Præsentation af forfatteren

Nicole Boyle Rødtnes har skrevet en række bøger for børn og unge. Hun er uddannet fra Forfatterskolen for Børnelitteratur og er bachelor i dansk. Her i foråret holder hun en række skrivekurser. Blandt andet et på AOF om, hvordan man skriver en roman. Læs mere om Nicole på hendes hjemmeside og hendes blog

Hurtig guide til fantasy

Hvad skal man huske på når man skriver fantasy? Hvad gør at man får skrevet en fantasy-historie, der både er original og spændende? Her er der en hurtig guide til at komme i gang med at skrive fantasy. Den fortæller ikke alt om genren, men er et godt sted at starte.

Klassiske fantasy-elementer

Der er mange ting at tage fat på, når det kommer til genren fantasy.

Det gode imod det onde er et klassisk fantasy-element. Den evige kamp imellem det gode og det onde er næsten altid en vigtig del af fantasy. Fra Ringenes Herre til Skammerens Datter.

En regel er dog intet uden undtagelserne. Derfor er der lige nu en tendens til at lave fantasy hvor man ikke super let kan udpege den gode og den onde. Måske kan man endda snakke om at der ikke er nogen.

Dog skal man så huske på, at der altid vil være en helt, og noget eller nogen helten skal kæmpe imod.

Den gamle læremester. Han er med i de fleste historier. Gandalf i Ringenes Herre, Obi Wan Kenobi fra Star Wars, Dumbledore i Harry Potter. Den gamle læremester bliver ofte portrætteret som gammel og vis for at vi skal have tillid til ham.

Samtidig er det er gammelkendt faktum at gamle mennesker er kloge, og det er læremesterens anden rolle. Han skal fortælle vores hovedperson om verden, og hjælpe ham med viden og træning.

På trods af at alle de eksempler jeg har nævnt er gamle mænd, så behøver det ikke nødvendigvis at være sådan.

Hvad med en synsk lille pige? Det handler bare om at tænke kreativt når det handler om at finde sin læremester.

Grundlæggende handler det altid om at tænke kreativt.

Originalitet

Det er det det hele handler om. Originalitet. Det er besværligt at gøre noget, der allerede er, originalt. Så er det sgu egentlig lettere at opfinde sit eget.

Et godt eksempel (på trods af at mange er sure på den) er Twilight-bøgerne. Her genopdager forfatteren vampyren, og gør den faktisk interessant for et helt nyt publikum. Væk er tendensen til at brænde i sollys og hvidløgs-allergien. Her har vi noget helt nyt, og alligevel genkendeligt. For vi ved det er en vampyr – den drikker jo blod!

Gider man gøre arbejdet, researche og genopdage, så kan det, at bruge et gammelt sagnvæsen virkelig gavne en. Man har en masse baggrundshistorie man kan spille på. Folk forventer ting af et sagnvæsen, men er man bevidst om dette, er det lettere at være original og overraske.

Dog skal man passe på at man ikke bliver for original, og opfinder et væsen, der allerede findes. En blå gut med spidse ører, der bor i skoven og tilbeder naturen, er ikke original. Det er en elver, der er farvet blå.

God skrivelyst

Bjarke

Hurtig guide til Krimi

Hvad er det der gør, at man skriver en krimi? Og er der nogen ting man skal huske på når man skriver krimier? Her er der en hurtig guide til at komme i gang med at skrive krimier. Den fortæller ikke alt om genren, men er et godt sted at starte.

Der er rigtigt mange ting at tage fat på når det handler om krimier. Krimier er uhyggeligt mange ting. Men for at vi kan være sikre på at vi snakker om det samme, så vil jeg her komme med en virkelig simpel definition: Krimier er historier om forbrydelser.

Det kan være hvordan forbrydelsen bliver planlagt eller udført, hvordan den opklares, eller sågar hvem der påvirkes af den (Den sidste mulighed her er dog også den, der kommer længst væk fra genren uden nødvendigvis at overtræde grænsen.)

Derudover kan det være rart at huske på at krimi-genren har udviklet sig afsindig meget de sidste par år.

I gamle dage

Den traditionelle krimi handlede gerne om hvordan politifolk eller geniale/sære detektiver opklarede forbrydelser ved hjælp af logik (fx Sherlock Holmes). Forbrydelsens scene var ofte afgrænset, og var tit forbundet med et mord på en herregård eller en landsby (eller afgrænset bydel).

Dette gjorde at de mistænkte kunne spærres inde, så vores detektiv kunne gå og samme spor og udspørge alle uden flugtmuligheder. Denne type krimi opfordrede ofte læseren til at gætte med på hvem morderen var.

Et andet stiltræk ved denne type krimi er at den er dialogbaseret. Det betyder at hovedpersonen gerne snakker sig frem til hvem skurken er. Et klassisk billede på dette er i slutningen af mange gamle krimier, hvor detektiven samler alle de involverede i et rum, og så gennemgår hvorfor de alle er uskyldige indtil han til sidst kan afsløre hvem morderen er!

Moderne krimier
Moderne krimier er helt anderledes. Jeg har før skrevet om det i artiklen ”at skrive en krimi hvor gærdet er lavest,” men jeg kan lige opsummere enkelte stiltræk ved denne type krimi:

Forbrydelsen opklares indirekte. I modsætning til den gammeldags krimi hvor logik var vigtig, så kan man godt nogen gange føle at hovedpersonerne ”falder” over forbrydelserne i den moderne krimi, og at de (lidt for) ofte er på det rette sted det rette tidspunkt.

Hovedpersonen er ofte en betjent, journalist eller noget lignende, der tilfældigvis støder ind i sagen. Hun er meget snarrådig og lytter ikke altid til fornuft (Og jeg skriver hun, fordi det ofte er kvinder, der er hovedpersoner i moderne krimier).

Krimiens setting og miljø er ofte storbyen, og mordsager og lignende peger gerne i retning af større sager: Politik, børneporno osv.

Det vigtigste ved moderne krimier er at det skal være spændende! Hvor gamle krimier godt kan virke meget snakkende, og som om der aldrig rigtigt sker noget, så skal der ske noget her. Læserne skal hele tiden sidde på kanten af stolen.

Hvad kan være vigtigt at huske

En ting, der er super vigtigt er, at hovedpersonen skal være en del af plottet. De skal have en grund til at opklare sagen, og engagere sig. Jeg har en gang prøvet at skrive en krimi-historie hvor hovedpersonen ikke havde nogen grund til at gå ind i sagen – Den historie blev ret hurtigt opgivet igen.

Forbrydelserne kan sagtens svinge i karakter, men det plejer oftest at være mord. Mordet kan så sagtens lede en på sporet af en endnu større sag, men det plejer gerne at starte med et mord.

Find selv ud af hvem der er morderen hurtigt. På den måde kan du meget bedre lægge spor ud til læseren, og på den måde give dem følelsen af at de kommer tættere på og kan gætte med.

Og så skal det være sjovt at skrive krimier, Så hvis du mener det vil være sjovere at lave noget helt andet end det her, så gør det endelig. Så længe, det handler om en forbrydelse må det per definition være en krimi.

God skrivelyst

Bjarke

Hurtig guide til gys og horror

Her er der en hurtig guide til at komme i gang med at skrive gys og horror. Den fortæller ikke alt om genren, men er et godt sted at starte.

Der er forskel på at skrive uhyggeligt, og så skrive gys/horror, Men hvad er den forskel egentlig? Og Hvad kræver det at skrive en gyser-historie?

Man kan meget kort tælle tre ting, der ofte er der for at gøre en gyser til en gyser:

·         Noget farligt (et monster, en morder, et forbandet maleri eller hvad man lige kan finde på).

·         Afgrænsede områder (såkaldte flaskehalse, mere om det om lidt).

·         Tvivlende autoriteter (politiet skal tvivle på dig, hvis du siger, at monstret bor under din seng. Det samme skal dine forældre.)

Flaskehalsen

Flaskehalsen er en berettermodel, der fokuserer på at ens hovedperson skal begrænses indtil mødet med det uhyggelige til sidst er uundgåeligt.

Forestil dig en flaske. Vi starter nede i bunden hvor der er god plads, efterhånden som vores hovedpersoner kommer længere ind i historien, bliver flasken mindre, ind til vi til sidst nærmer os flaskens hals.  Oppe i halsen bliver der mere trængt. Det er den trængte stemning du skal have fat i. Hovedpersonen kan ikke længere flygte eller undgå det uhyggelige, der kun er en vej ud af flaskehalsen!

Din hovedperson skal kun have to-tre muligheder: Flygte, kæmpe eller dø. Derfor er det vigtigt at afgrænse deres muligheder, og det gør man ved at placere dem i en flaskehals.

Lad os tage en moderne gyserfortælling: Saw-filmene. Her er der en ond skurk, der spærrer folk inde i små fælder, de kun kan komme ud af, ved at gøre skade på sig selv.

Her er vores offer placeret i en flaskehals. Gør han ikke det her så dør han! Forestil dig hvor kedelig den historie ville være hvis hovedpersonen bare kunne rejse sig og flygte ud af byen. Eller hvis han kunne ringe efter hjælp og på den måde slippe for problemer? Så ville det ikke være nært så spændende, vel?

Traditionelle flaskehalse er gerne: øer, øde teltlejre, bygninger man er spærret inde i, små bysamfund hvor alle er lidt sære.

Men tænk endelig kreativt. En af mine yndlingsgysere, Nightmare on Elm Street, bruger drømme som en flaskehals. Morderen slår ihjel i drømme, og på et tidspunkt falder vi jo alle i søvn!

Tabu

Tabu er et gammelt polynesisk ord, og betyder ”Det man ikke gør,” eller ”det vi ikke snakker om.” Det er også et værktøj, der kan gøre ens gyserhistorier endnu mere uhyggelige.

Tabu er et godt værktøj, fordi vi som mennesker allerede har en grundlæggende frygt eller ubehag ved det. Det er et tabu i vores verden at slå ihjel, derfor er vi også bange for folk, der gør det. Og hvad med folk der slår børn ihjel? Det er jo endnu værre, for så bryder du både mord-tabuet, og ond mod børn-tabuet.

Kan man finde et godt tabu har man også ofte en god gyserhistorie. Og man skal ikke være bange for at tænke kreativt:

Børn forbinder man med uskyld, derfor er netop onde børn uhyggelige. Det samme gælder dukker. Forældre på den anden side forbinder vi med tryghed og tillid: De vil os det godt. Men hvad så når de ikke vil? Hvad hvis ens forældre i virkeligheden ville ofre os til djævlen når vi blev gamle nok?

Der er masser af muligheder når man leder efter et tabu. Det handler bare om at finde ud af hvad, der er et tabu, og hvordan man kan gøre det til en historie.

Når man skriver gysere er det vigtigste dog at huske på, at den bedste gyser er det man selv frygter mest!

God skrivelyst

Bjarke

Hurtig guide til at skrive Science fiction

Her er der en hurtig guide til at komme i gang med at skrive Science fiction. Den fortæller ikke alt om genren, men er et godt sted at starte.

Science fiction er historier om fremtiden. Det lyder jo selvfølgelig meget konkret, men er det egentlig sådan? Måske der skal lidt flere ord på:

Science fiction er historier om fremtiden:

·         Hvordan verden ser ud til den tid

·         Hvilke opfindelser er i gang med at blive lavet, og hvilke er blevet lavet?

·         Hvordan er fremtiden? God (utopisk), eller dårlig (dystopisk).

 

Novum

Novum er et begreb, der hører til science fiction-genren. Det dækker over den udvikling man hører om i historien. Det vil sige at novum både kan være:

·         En ny opdagelse – Der er liv i rummet, og nu besøger de os!

·         En ny tanke – Man SKAL være smuk, og vil man ikke modtage plastikkirurgi bliver man smidt ud af samfundet

·         En ny opfindelse – fx tidsmaskiner, flyvebiler eller en kur på sygdomme.

Lige når det gælder novum, er det simpelthen bare om at tænke kreativt. Det vigtigste er bare, at man modsat fantasy prøver at underbygge sin historie eller sit novum med videnskab, da det er SCIENCE fiction.

Dette er dog ikke så svært igen. Kan man ikke forklare videnskabeligt hvad der sker i ens historie, kan man ofte bare lade en professor sige nogle kloge ord og snakke ”videnskabssnak” – en masse fine ord, der lyder videnskabelige, men slet ikke er det (som de fleste hollywood-film gør).

Så er det bare med at få ideen

Men det er også lettere sagt end gjort. Hvordan finder man lige på et novum? Og hvordan gør man at det ikke bliver for fantastisk?

Et par gode råd ville være ikke at lade din hovedperson være professoren/teknikkeren. Lad hovedpersonen være uvidende, da du så kan lade bifigurer fortælle om videnskaben/teknikken, i stedet for at skulle formulere din hovedpersons tanker omkring noget teknologi du egentlig ikke kender.

Men hvad så med den viden, som professoren i dialog skal fortælle? Den skal man jo stadig have styr på. Ja, det skal man. Men i Danmark har vi heldigvis to rigtigt gode hjælpemidler til den slags. wikipedia.org og bladet Illustreret videnskab.

Illustreret Videnskab er for den videnskabelige verden, hvad ekstrabladet er for den journalistiske. Det er populærstof, og det handler om at forbløffe og forundre. Det er jo et hav af ideer, leveret til dig, det eneste du behøver er at sætte deres novum ind i din egen historie, og så ellers omskrive en passage eller to fra artiklen til dialog: bingo, den er hjemme.

Har du dit eget novum som du skal skrive noget klogt om, så vil jeg foreslå dig at bruge wikipedia (eller en fagbog på biblioteket), der kan du slå op hvad kloge mennesker har sagt om emnet, og så omskrive noget om det. Skriver du om tids- og dimensionsrejser er det mere besværligt, det er der ikke så mange forskere, der arbejder med. Besværligt men ikke umuligt!

Husk på, at det ikke er videnskaben, der sætter grænsen i science fiction, det er fantasien!

God skrivelyst

Bjarke

De tre typer afslag

Vi kender det alle. For alt for mange måneder siden blev vi færdige med vores roman og sendte den ind til et forlag. I starten gik vi og håbede, og var måske også lidt bange for svaret. Så glemte vi det lidt, fordi vi gik i gang med et nyt skriveprojekt.

Og så en morgen går man ned i postkassen eller tjekker sin mailboks. Og hvad ligger der? En stor tyk konvolut fra forlaget! Allerede her er det første advarselstegn. De fleste forlag sender ikke hele manus tilbage uden advarsel, hvis de er interesserede i at udgive ens bog.

Slukøret river vi derfor konvolutten op, og læser endnu et afslag, på vejen imod forfatterdrømmen

Men går verden nu også under?

Rundt regnet findes der tre afslag. Standard-afslaget, de gode råd-afslaget, og send ind igen/send os dit næste manus-afslaget.

Standard-afslaget er det mest almindelige. Der står gerne noget i retning af "Tak fordi vi måtte se dit manuskript. Vi kan desværre ikke udgive det af den ene eller anden grund."

Det er det vi hader at få at vide. Vi vil ikke udgive din roman på grund af noget meningsløst. Får man et sådant afslag, skal man bare skynde sig at sende videre til et andet forlag. Man skal aldrig finde sig i noget.

 

Den anden type afslag er afslaget med de gode råd. Her sker der mere. Forlaget virker rent faktisk til at have læst din roman, og gjort sig tanker om den. De kommer gerne med ændringsforslag og gode råd til dig som forfatter, men skriver også i bunden at de ikke er interesserede i at se manuskriptet igen.

Ved den type afslag skal man tage det med sig man kan bruge og glemme afslaget. Læs de gode råd igennem og kik dit manuskript igennem. Har de ret? Vil det gøre historien bedre at ændre det? Brug det endelig, det er for det meste kompetente folk, der sidder inde på forlagene - også selvom de ikke vil udgive ens roman (Samtidig er det jo lidt fryd hvis man retter en bog efter et forlags råd, og den så bliver udgivet på et andet forlag og bliver en succes).

Send ind igen/send os dit næste manus-afslaget

Den sidste type afslag er det bedste man kan få. For det meste skriver de lidt i retning af de gode råd-afslaget, men med en vigtig lille forskel. I bunden af afslaget står der enten:

• Send dit manus ind igen når du har lavet rettelserne (som jo betyder at de er rigtigt positive overfor det du har skrevet, men at det mangler lidt)
• Send os dit næste manuskript (som er lige så positivt omend kræver lidt mere arbejde. De kan lide hvad du laver, og vil gerne se noget andet fra dig!)

Får du denne type afslag, så er du snart i mål! Det er det vigtigste at huske på. Man kan alt for let komme til at tænke: Åh, det sker aldrig, endnu et afslag. Men de her afslag betyder faktisk at forlagene holder øje med dig, og at de er interesserede i at få dig i stald.

Så næste gang du får et afslag. Så ignorer at de ikke vil lege med, og fokuser i stedet på hvad dit næste træk bliver. Skal du sende videre, rette til, eller skrive nyt? Og man må jo altid gerne gøre flere ting af gangen!

God skrivelyst

Bjarke

PerNoWriMo - Personal Novel Writing Month

Ja, så er vi ved at nå til enden på NaNoWriMo. Håber at alle jer der har deltaget i år er vundet, og ellers så tænk på at I nu har en god lang roman at arbejde videre på!

Jeg selv fik ikke deltaget i år. Jeg orkede det ikke. - Jamen, Bjarke, er det ikke dig der siger at man skal skrive hele tiden?Ja, det er mig. Men jeg sprang NaNoWriMo over i år, da jeg i oktober lige havde kørt en PerNoWriMo - en Personal Novel Writing Month.Ja, jeg skrev lige en roman i oktober, super fed oplevelse, der varmt kan anbefales. Men derfor orkede jeg ikke lige at gå i gang med en roman her i november. Så ville jeg hellere gøre mange af de andre ting, der skal gøres - som at redigere romanerne, så de kan blive ordentlige, og koncentrere mig om mit stærkt forsømte universitets-speciale. Det har jeg heller ikke fået fortalt jer om, da!

Men hvad er reglerne for sådan en PerNoWriMo? De er lidt lettere end til NaNoWriMo.

·         Romanen skal skrives på en måneds tid: dvs 31 dage.

·         Romanen må godt planlægges og struktureres, men så snart du er begyndt at skrive begynder uret også!

·         Der er ingen længdekrav som sådan. 50.000 ord er en meget lang roman, og er ens roman mindre så er det sådan det er - bare du sidder tilbage med et færdigt manuskript, så er det lige meget om det er en murstensroman, en letlæsningsbog eller hvad du kan finde på: bare du kan betegne den som en roman!

·         Lav gerne konkurrencer med andre! Få andre til at deltage i forsøget. Jeg startede ud med at konkurrere med en, og til sidst var vi 4-5 stykker med i legen: Alle i kampen om håneretten!

Så hvad venter du på? Start din PerNoWriMo i dag! For hvorfor er det at man kun må være supersej i November måned?

God skrivelyst

Bjarke

Pitch' din ide!

Det utænkelige er sket. Du står i en elevator sammen med en af Gyldendals superseje redaktører, og han har lige spurgt om du kan fortælle lidt om din roman. Du har 2 minutter inden han skal af elevatoren, hvad gør du?

Du bruger et pitch!

Hvad er et pitch?

Pitchen er en gammel tradition indenfor filmverdenen, som forfatteren Mathilde Walter Clark engang introducerede mig for. Den er ganske simpel: Fortæl din ide i tre sætninger. Og her er der ikke noget med at bruge meeeeget lange sætninger eller noget, for du skal kunne fyre dem af lige når chancen er der!

Tre korte sætninger, der til sammen giver et indblik i hvorfor redaktøren skal tage lige præcis din historie i stedet for den der troldmandshistorie af hende Rowling-kvinden.

Hvordan gør man?

Der er to ret simple måder at lave sit pitch på. Jeg har valgt at kalde dem den aristoteliske pitch (fordi den følger Aristoteles’ berettermodel), og hollywood-pitchen (fordi den arbejder ud fra historiens spændingskurve).

Den aristoteliske pitch er den letteste. Den er afsindig simpel og kan sættes op sådan:

1.       sætning: Begyndelsen på historien.

Den unge hobbit Frodo får en magisk ring, der skal ødelægges.

2.       sætning: midten af historien.

Med de onde ringwraiths i hælene lykkes det Frodo at krydse et farligt fantasy-land.

3.       sætning: slutningen på historien.

Frodo når til vulkanen hvor ringen skal ødelægges, men bliver stoppet af Gollum, en ond skabning, der også er interesseret i ringen.

Her har jeg brugt Ringenes Herre til at illustrere hvordan jeg deler pitchen op. Læg mærke til at jeg stopper ret åbent. Det lykkes Frodo at nå til vulkanen, men jeg siger ikke om det reelt set lykkes for ham. Det må redaktøren jo selv finde ud af hvis han er interesseret i bogen!

Hollywood-pitchen er lidt mere besværlig, men er til gengæld en god øvelse i at finde sin histories konflikt. En måde at opstille den på kunne være:

1.       sætning: beskrivelse af hovedpersonen før det går galt.

Frodos liv er stille og roligt i herredet.

2.       sætning: En konflikt dukker op.

En magisk ring dukker op, den har fantastiske egenskaber, men gør også folk grådige og onde.

3.       sætning: Hovedpersonen gør noget for at løse konflikten, men vil det lykkes for ham?

Frodo drager ud for at ødelægge ringen, men andre er også interesseret i dens magiske evner. Kan Frodo ødelægge ringen, eller vil han bukke under for grådigheden, ringen har vækket i ham?

Det lyder da simpelt nok, ikke?

Min historie kan ikke opsummeres på 3 linjer

Det er noget pjat. Kan Ringenes herre opsummeres på tre linjer, så kan din historie også.

Og ja, nu er der mere på spil i Ringenes Herre end lige det jeg skrev i mine pitches. Det kan vi godt blive enige om.

Men nu snakker vi ikke om at forklare alle din histories krumspring, twists, interessante bipersoner og subplots. Vi snakker om at du skal sælge dit manuskript på kort tid. Du skal give redaktøren lyst til at kaste sig over din historie.

Det gør man sjældent ved at følge ham rundt i to timer for at forklare hver et lille twist i ens historie, så han til sidst faktisk ikke gider læse den.

Til gengæld vil der være gode chancer for at din bog kommer foran i køen, hvis det lille pitch har fået ham til at tænke videre over historien, og bare må finde ud af hvordan den er skruet sammen.

God skrivelyst

Bjarke

Femmands-bandet

Vi kender det. VI har lige udtænkt et genialt plot, men mangler hovedpersonerne. En gruppe mennesker, der skal udsættes for ens fantastiske historie, men hvordan kommer man lige på nogle hovedpersoner hurtigt?
Man bruger femmands-bandet. Femmands-bandet er et litterært udtryk for en gruppe mennesker, der agerer hovedpersoner i ens historie. Specielt i serier kan femmands-bandet virke godt, da man opnår en god dynamik i historien, uden at det påvirker det overordnede plot mere end man kan styre.

Som man sikkert kan regne ud er der fem vigtige personer i bandet: Forsangeren, guitaristen, keyboard-spilleren, trommeslageren og blikfanget.

De fem hovedpersoner

Forsangeren (Helten): Han er gruppens leder, og er ofte god og venlig. han er også ofte seriøs, og har et mål. 

I Beverly Hills 90210 er Brandon gerne Forsangeren.

Guitaristen (den tro følgesvend): Han er ofte heltens modsætning. Er helten idealet af god, så er guitaristen antihelten. Er Forsangeren seriøs, er guitaristen  humoristisk.

I  Beverly Hills er det Steve, der er gruppens guitarist.

Keyboard-spilleren (Den kloge/smarte): Ofte fysisk svag, men intelligent og/eller smart. Kan være en drillepind og kan bruges som comic relief. Er nogle gange yngre end de andre i gruppen.

David er Beverly Hills' Keyboard-spiller.

Trommeslageren (Den store): Teamets kraftkarl. Nogle gange dum, andre gange er han overraskende dyb. Ofte stille.

I Beverly Hills er Dylan teamets trommeslager, der er den stille men cool ven, der ofte lyser problemerne fysisk.

Blikfanget (pigen): Den fredelige del af gruppen, der ofte er med til at holde gruppen samlet som venner. Hun bliver ofte set som gruppens hjerte. Hun behøver ikke altid være en pige, men er det ofte.

Beverly Hills' blikfang er Kelly.

Har man de fem karakter-typer i sin historie, har man et godt basis for interne konflikter, uden at det behøver at ødelægge det overordnede plot. Det er også grunden til at jeg brugte Beverly Hills som eksempel, tv-serier har ofte et femmands-band, da de så kan have en ny historie i hvert afsnit samtidig med at vi kan nikke genkendende til hovedpersonernes konflikter.

Femmands-bandets bifigurer

Men hvad er et godt femmands-band uden hjælpere? Der er hele fire typer hjælpere man kan bruge, for at udvikle sit femmands-band, nemlig: Manageren, Mentoren, White Ranger og påhænget.

Manageren: Er ham/hende/dem, der holder styr på det hele for gruppen. Det er ofte dem hovedpersonerne går til for moralsk opbakning . Deres rolle er at være et fast holdepunkt for gruppen.

I Beverly Hills er Brandons mor og far bandets managere, da alle i gruppen kommer til dem med deres problemer.

Mentoren: er ofte den vise rådgiver, der kan komme og gå som det passer ham. Han kan være grunden til at teamet er samlet, og han kan være ham der har samlet gruppen.

Mentoren kan med god virkning slås ihjel for at give bandet noget at kæmpe for.

Beverly Hills' mentor er Nat, ejeren af Peach Pit - Det er hans diner, der bringer vennerne sammen.

White Ranger: White Ranger er opkaldt efter en figur i serien Power Rangers. Ofte er White Ranger en karakter, der kommer ind i serien når bandet er blevet vandt til hinanden, for at skabe splid og spænding igen. White Ranger kan være en skurk, der er blevet god, men er det ikke nødvendigvis.

I Beverly Hills er Valerie gruppens White Ranger.

Påhænget: Påhænget er ofte forsangeren eller blikfangets yngre søskende, men behøver ikke være det. Hun har en gang imellem et plot, der handler om hende, men oftest er hun der bare for at gøre historiens personlighedsgalleri større.

I de første sæsoner af Beverly Hills var Donna bandets påhæng. Hun var ven med Kelly, men havde ingen større storylines end det.

Sådan, der var en lettilgængelig måde at lave en dramatisk gruppe, der både kan starte sine egne historier, eller blive smidt ind i et allerede udtænkt plot. Og femmandsbandet kan bruges både i realisme, fantasy, horror - ja, faktisk alle genrer man kunne forestille sig. Så det er bare med at være kreativ og gå i gang!

 

God skrivelyst

Bjarke

Når man skriver flashbacks

Et spørgsmål, der til tider dukker op, når jeg snakker med forfatterspirer, er: Hvordan skriver jeg flashbacks? Og hvordan får jeg mine flashbacks til at give mening i historien?

Det er en uhyggelig let ting at skrive flashbacks. Til gengæld er det uhyggeligt svært at gøre dem gode.

Historien og fortællingen – spændingsfeltet

Det du læser når du læser en roman er historien. Det er også historien modeller som spændingskurven og treaktsstrukturen arbejder med. Den historie, der fortælles i romanen eller novellen.

 

Når man så taler om fortællingen, så taler man ofte om alle de elementer, der indgår i romanen. Også de elementer, der ligger udenfor.

Ser vi på Harry Potter så er historien det vi hører om fra bog et til syv. Fra Harry begynder på Hogwarts til det sidste opgør med Voldemort. Det er alt sammen historien.

Hver gang vi så får et flashback fra Harrys forældres tid, så er det både en del af historien – fordi de afslører en vigtig detalje, der får historien videre – og samtidig en del af fortællingen. Det er scener, der er foregået lang tid før historien, men som alligevel har en relevans for Harrys problemer.

Dette er kendetegnet for et godt flashback.

Det gode flashback

Et godt flashback er et, der er en del af historien. Harry Potter er eksempler på gode flashbacks, hvor Harrys forældres minder bliver rodet sammen med Harrys egne oplevelser på Hogwarts. Samtidig er Voldemorts minder med til at fortælle hvorfor det er Harry kæmper, og hvor farlig den nye trussel er.

Imens Rowling fortæller om datiden, giver hun også vigtige spor. Spor, der i sidste ende er med til at hjælpe Harry Potter i kampen imod det onde.

Ser man på Harry Potter-eksemplet er det tydeligt, at det kræver et godt overblik over sin roman for at lave et godt flashback. Har man ikke det, kan man nemlig risikere at lave et dårligt flashback.

 

Det dårlige flashback

Det dårlige flashback er kendetegnet ved at det ikke har nogen relevans for historien udover lige at forklare noget hurtigt.

De rigtigt dårlige flashbacks bliver ofte blot skrevet ind for at forklare hvorfor hovedpersonen lige kunne flyve ud af dragens mund – det var da fordi han har været i lære hos flyvemunkenes tempel.

Et sådant flashback gør ikke historien bedre. det er en let købt forklaring på hvordan helten lige overlevede (et såkaldt deus ex machina, mere om det en anden gang).

Er det vigtigt at helten skulle have denne egenskab for at overleve, så burde forfatteren have introduceret den tidligere end lige når det går galt – eller have startet romanen på templet, imens hovedpersonen afslutter sin uddannelse der.

Flashbacks kan altså hurtigt blive en dårlig vane, med at lave en historiebid fra fortiden, der lige forklarer det problem, man har skrevet sig ind i.

De gamle Batman-tegneserier var tit præget af dette. Batman og Robin er i livsfare og tegneserien slutter. I næste nummer finder man så ud af at Batman heldigvis havde iført sig termo-underbukser her til morgen, og derfor overlever de dødsfælden.

Det er en letkøbt løsning, og det er ikke sjovt for nogen.

 

Hvordan flashbacket ser ud

Hvordan gør man så folk kan se at det er et flashback i romanen? Der er ikke ét specifikt svar på dette.

Rowling bruger mindekaret når der skal laves flashbacks – en smart måde, der også gør at Dumbledore kan forklare Harry, hvad det er han ser.

Skriver man sin roman i nutid kan det også være sjovt at skrive sine flashbacks i datid, for at markere at her bliver der fortalt noget, der er sket.

Er man ikke interesseret i den slags humoristiske markeringer, så er det nok at markere det på en speciel måde. Fx kan man indlede flashbacks med en lille stjerne, eller ændre skrifttype.

Et godt råd vil være ikke at bruge kursiv. Kursiv er god til at markere enkeltord eller –sætninger med. For store tekst-blokke med kursiv bliver til gengæld svære at læse. Gør i stedet som jeg skrev før, vælg en anden skrifttype.

Håber du nu har lyst til at give dig i kast med Flashbacks, et herligt værktøj for forfattere.

God skrivelyst

Bjarke

Det der med hovedpersoner

Åh, hvor kan de kære hovedpersoner være irriterende nogen gange. For har man valgt den rigtige hovedperson? Og hvordan er vedkommende egentlig?

Det er alt sammen gode spørgsmål, jeg er blevet stillet et par gange nu. Og det er besværligt. Hovedpersonen er jo udgangspunktet for hele ens historie. Er hovedpersonen kedelig, så kan historien også blive det.

Det problem har jeg selv været udsat for en gang hvor jeg prøvede mig frem med krimigenren. Jeg synes selv min historie var spændende og kompleks … Men hovedpersonen ville ikke lette røven! Han sad på sin flade der hjemme hele dagen og lod forbrydelserne ske.

To problemer

Mit problem fik mig til at tænke, og jeg nåede frem til at der er to forskellige grunde til, at vi nogle gange ikke føler at vores hovedpersoner fungerer. 

Enten kan det være et problem at finde hovedpersonen, og finde ud af hvordan han er forbundet med historien på en god måde. Eller også er det et problem at man ikke ved hvordan hovedpersonen er, hvordan han tænker og handler.

Det er to meget forskellige problemer, og de har to meget forskellige løsninger.

Find på hovedpersonen

Det her kræver at du har en nogenlunde ide om hvad din historie handler om. Er der temaer, der går igen i din historie? Er der det, så er det altid en god ide at få hovedpersonen involveret i denne tematik på et følelsesmæssigt plan.

Her kan vi lære meget af femikrimierne. Jeg har tidligere skrevet om hvordan de brugte det personlige som en krog i historien og læseren. Hovedpersonen er den enlige mor, der kommer på sporet af en pædofili-ring. De grimme ting hun opdager i pædofili-ringen påvirker hende endnu mere, fordi hun selv har et barn. På den måde bliver hovedpersonen involveret følelsesmæssigt, hvilket skaber spænding og relevans for læseren.

Så for at finde hovedpersonen skal man simpelthen kikke på historien og tænke: hvilken person ville have det værst ved at blive kastet ind i min historie? Hvem vil blive udfordret mest? På den måde får man hurtigt integreret hovedpersonen i historien, og kan få gang i skrivningen.

Lær hovedpersonen at kende

Nu bliver det mindre svært, og mere pinligt. Men lad os først gøre problemet klart. Vi har fundet vores hovedperson. Vi har måske lavet en lille karakteristik af ham, så vi har en masse viden om ham. Men bare fordi man har en masse viden om personens fortid og liv så kan det godt være svært at kende personen alligevel, og skrive ham kan være næsten umuligt.

Her må man lære at indleve sig i sin karakter. Denne metode stammer fra en blanding af mine egne erfaringer indenfor rollespil, og fra et foredrag som skuespilleren Morten Rose engang har givet.

Ideen er at man rejser sig fra skrivebordet og begynder at lege.

Når jeg skal sætte mig ind i en rollespilskarakter (eller en hovedperson) så plejer jeg tit at ”lege” at jeg er ham. Jeg prøver at tale som ham, læser nogle af de blade eller bøger han læser. Ser det i tv han ville se osv. På den måde får jeg både en indgang til hans interesser + den måde han nok taler på.

Har hovedpersonen et handicap kan man også prøve at udfordre sig selv ved at ”lege” det handicap. Jeg prøvede på et tidspunkt at have min arm bundet fast på ryggen en dag, for at finde ud af hvordan det var at mangle en arm – det er ret besværligt kan jeg afsløre. Men det gav mig også en mulighed for at skrive mere indlevende omkring min hovedpersons problem.

Samtidig med at man får en ny forståelse for hvordan det er at leve med handicap, kan man sågar blive inspireret til at skrive af øvelsen.

Er man ekstrem nok så er det bare med at gå udenfor og prøve sig frem – blandt mennesker! Det kan også lære en meget om hvordan andre personer vil reagere på din hovedperson. Handicap eller ej.

Dette gjorde jeg blandt andet med en historie om en lettere arrogant kvindebedårer, og det var interessant at se hvordan folk reagere anderledes på mig, bare fordi jeg reagerede anderledes overfor dem. Prøv det hvis du tør! Som Morten Rose siger det:

”Det gør ikke noget at det bliver pinligt, det synes folk er sjovt.”

God skrivelyst

Bjarke