mandag den 12. marts 2012

Når motivationen er væk

Vi kender det alle. Vi har enten ladet skrivningen være i et stykke tid, eller har mistet overblikket over det vi skriver på. Motivationen er røget, og det er lettere lige at se tv, tage opvasken eller skrive på den der nye ide man har fået. Men så får man jo aldrig skrevet bogen færdig!

Så i dag skal vi se lidt på hvordan man genfinder motivationen.


Genfind overblikket
Det jeg ofte hører er problemet når folk mangler motivation, er at de har mistet overblikket. De har ikke skrevet i noget tid og kan ikke længere helt huske hvad der holdt dem i gang med historien før. Eller også er de lige gået i stå, fordi det hele bare virker så kaotisk, og de ikke længere ved hvordan de skal komme videre.


Jeg bruger selv en række metoder til at genfinde det guddommelige overblik.

Det første jeg gør, er at finde den plan/kapiteloversigt jeg har lavet over min roman. Hvis du ikke laver den slags, så kan du selvfølgelig ikke gøre det (om end jeg vil opfordre dig til så at lave en for at komme i gang med historien igen).


Dernæst læser jeg det jeg har skrevet igennem. Får genopfrisket mit hovedplot og alle de små sideplots der er i løbet af teksten. Dette hjælper specielt ved længere værker, hvor man halvvejs næsten har glemt hvor man startede, og derfor let mister overblikket.


Det næste man kan gøre er at afslutte sine sideplots. Ved at afslutte dem, viser du både overfor dig selv og dine læsere at du nærmer dig slutningen. Samtidig er der færre ting at holde styr på, så man til sidst kan koncentrere sig fuldt ud om at afslutte sin store historie.


Hjælper dette ikke, så plejer jeg at lave en kande kaffe, og tage en god snak med mig selv om hvorfor jeg ikke får skrevet på ideen. Hvad er det, der stopper mig? Hvorfor var det jeg syntes ideen var sjov at skrive på før?


Er man ikke så meget for at virke sær, kan man altid finde sin skrivegruppe eller en god ven og invitere vedkommende på kaffe.



Snak med andre om det
Dette trick kan godt virke en kende egocentrisk, men er faktisk en skide god ide. Hvis man så har en god ven eller en skrivegruppe, der gider høre på en så er det bare endnu bedre.

Det første man gør, er at man kort lige opridser historien for folk, hvis de ikke kender den. Eller bare for at de også kan være up to date.

Dernæst giver man så dem lov til at spørge ind til historien, hvorfor hovedpersonen gjorde det, hvorfor plottet sker der. Og hvad med ham onklen? Skal han ikke bare dø? Lad dem fyre alt i hovedet af dig, for du er beredt!

I modsætning til normalt, hvor man skal holde mund og lytte når man får kritik, skal du her forsvare dine handlinger. (eller lade dig inspirere, hvis de siger noget fornuftigt.)


Ved at skulle forsvare din ide er der en god chance for at du genfinder glæden ved din historie. Du bliver udfordret til at tænke over din historie, og forsvare din handling og dine personer. Du genfinder simpelthen grunden til historien, og dermed forhåbentlig også motivationen.



Uni-modellen
Skulle alt dette fejle, er der kun en ting at gøre. På universitetet har man et halvt år til at skrive et speciale. Når man det ikke, kan man få et halvt år mere – på én betingelse: Du ændrer problemformuleringen!

Det er simpelthen det samme du skal gøre her. Ændre din histories ”problemformulering.”

Men hvordan gør man det?


Lad os tage Harry Potter som eksempel (Har du ikke endnu kendskab til bog/film 6, så er det din egen skyld hvis du læser videre).

Dumbledore har i samtlige bøger ind til nu altid hjulpet Harry enten med udstyr, viden eller hvad ved jeg. Det er det han gør. Forestil jer så J.K. Rowling siddende ved sit skrivebord under skrivningen af bog 6. Hun mangler motivationen. Det hele er blevet så stort, og hun kan faktisk ikke helt huske hvordan det hele startede. Kun at Dumbledore i sidste øjeblik skal komme med en eller anden ting, der kan redde dagen …


Men nej, det skal være løgn. Rowling skal jo i gang med at skrive igen! Hvad gør hun? Hun ændrer Harry Potter-problemformuleringen. Hvis Dumbledore altid redder dem, så skal det sgu være anderledes nu!

BANG! Dumbledore er død!


Jeg siger ikke at du skal slå dine bipersoner ihjel. Men du skal finde noget i din historie, der hvis det blev ændret ville ændre historien. Vil udfordre hovedpersonen igen, og dermed gøre det hele spændende. Både for læseren og for dig!


Håber at du kan bruge en eller flere af disse metoder, hvis du en dag finder dig umotiveret.
 

God skrivelyst
Bjarke

mandag den 5. marts 2012

Grufulde Mørke er udkommet!

Så kom årets første novellesamling jeg er med i! Den hedder Grufulde Mørke, og er en samling noveller inspireret af H.P. Lovecraft og hans Cthulhu Mythos. Det er H.Harksen Productions der står bag, de stod også bag Dystre Danmark 2, og Lyden af vanvid - den første novellesamling jeg kom med i!
Min novelle er historien om den unge arkæologistuderende Anders, der tager hjem til sin fødeby Randers, fordi en gammel ven har inviteret ham til en fest. Festen er en temafest, inspireret af det gamle Egypten og en mystisk guddom, Anders på trods af sit studie aldrig har hørt om: Nyarlathotep.

Noget går helt galt, og jeg kan afsløre at Randers da oplever en nedgang i antallet af okkulte tilbedere efter hændelsen!


Novellerne skulle skrives ud fra citater fra en såkaldt Commonplace book, som var en lille notesbog H.P. Lovecraft altid havde på sig og som han skrev ideer og tanker ned i. Denne form for inspiration, at få en sætning man skulle lade sig inspirere af, var rigtigt interessant, og jeg elsker personligt den slags små benspænd. Mit valgte citat var:

"Hideous secret society - widespread - horrible rites in caverns under familiar scenes - one's own neighbour may belong."

Uhyggeligt inspirerende, ikke?


Forside og novelle-illustrationer er denne gang leveret af Tom Kristensen, som også står bag den uhyggelige tegneserie Innsmouth, der også er inspireret af H.P. Lovecraft. Et rigtigt fedt valg!


Så trænger du til en god gang Cthulhu-horror så kan jeg varmt anbefale Grufulde Mørke, udover mig er der nemlig også en lang række stærke horror-navne i samlingen! Bl.a. Morten Carlsen, A. Silvestri og Helene Hindberg.


God skrivelyst
Bjarke

mandag den 27. februar 2012

Et job uden kollegaer - om at tro på sig selv som forfatter

Der er mange der automatisk går ud fra at man er et kreativt menneske når man er forfatter. Det er såvel også fint nok, for det bliver man sgu nødt til at være for at sætte sig ned og skrive en historie. Der er også mange der mener at vi må være enten arrogante, eller udstyrede med en enorm selvtillid - for det må dælme kræve noget at tro man kan skrive noget som andre folk gider læse!

Her bliver det interessant. For de har ret i at det kræver en usædvanlig stor selvtillid at skrive en bog, sende den til forlag og grinende sende den videre når man får et afslag. Det kræver nosser og selvtillid. Desværre er det ikke ligesom med kreativiteten, for ikke alle forfattere har den urokkelige tro på sig selv.

Det hele bunder i ret simple spørgsmål vi hele tiden spørger os selv: Er jeg god nok? Er det jeg skriver god nok? Hvorfor skulle nogen nogensinde gide læse det?
Og hver gang vi stiller os de spørgsmål er der en god sandsynlighed for at vi giver op, for selvfølgelig er vi ikke det.


Men hov, hør nu! Den indstilling hjælper da ikke noget? Når du spørger dig selv den slags ting, er det fordi du er i tvivl - og hvis du er i tvivl, er du så den rigtige at spørge?

Nej! Du må i stedet gøre det som kan være det sværeste af alle ting første gang man gør det - du må ud og få folk til at læse det du laver.


Du kan aldrig selv svare på om du er dårlig. Enten er svaret ja, eller også er det nej, og ingen af de to svar er specielt brugbare når du gerne vil være forfatter. Du må i stedet ud og finde nogle ligesindede, en interesseret læser, en skrivegruppe, skrivepartner, det er lige meget hvad du kalder det, bare du har en der læser det du laver.

For hvis en anden ser på dine skriverier vil vedkommende også have lettere ved at svare på spørgsmålene: Er du god nok? Er det du skriver god nok? Hvorfor skulle nogen nogensinde gide læse det?

Han kan selvfølgelig også vælge at svare med ja eller nej til spørgsmålene, men der skal du bare være grov. Her er det nemlig op til dig og sige: Jeg vil sgu være god nok! Hvordan bliver jeg det? Hvorfor var det ikke godt nok?
Og her bliver det så op til din læser at forklare hvad han har set af mangler i teksten, og din opgave at tage det med dig når du retter, og næste gang du skriver. Det er sådan forfatterlivet fungerer, man lærer og man bliver bedre.


"Almindelige mennesker" gør præcis det samme når de er på arbejde. Her spejler vi os hele tiden i vores kollegaer, og får på den måde bekræftet at vi er gode nok, og at det de laver er som det skal være - eller i så fald, hvordan de kan gøre det godt nok.

Vi forfattere mangler kollegaer. Vi mangler at møde ind på en arbejdsplads hver morgen kl. 8 og snakke med de andre forfattere om hvad vi lavede i weekenden, og hvordan det går med den der roman. Vi mangler frokostpauserne med kollegaerne, hvor vi vender dagens arbejde og lige får snakket nogle problemer igennem. Og det er derfor vi i ensomheden let kan komme til at spørge os selv: Er jeg god nok? Er det jeg laver god nok?


Så ud af flækken, find dig nogle læsere, eller "kollegaer" så du også kan spejle dig, genfinde troen og se, at du sgu da egentlig er god nok - og altid kan blive bedre.

God skrivelyst
Bjarke

mandag den 20. februar 2012

Hvad skal barnet hedde? Om at navngive sine personer

For nogen kommer det helt vildt let, imens andre bare sidder med en masse X'er og Z'er indtil de finder på det helt rigtige, men lige meget hvem man er, så er ens hoved- og bipersoners navne altså altid ekstremt vigtige.
Men hvad gør man egentlig for at finde de gode navne?


Nogle gange er det et spørgsmål om hvad et navn betyder. Hovedpersonen er en stor stærk jyde, så selvfølgelig skal han da hedde Jens! Eller Erik, måske, hvis man også vil have noget stærk viking ind over? Men hvad når man gerne vil have et specielt navn, som betyder noget ganske bestemt?

http://www.navnebetydning.dk/ er stedet! Her er der en masse navne, hvad de betyder og hvorfor. Er der ikke lige det navn man søger, så er det bare at ty til google, for der findes uendeligt mange af den slags sider - man skal bare se sig for!


Men hvad så når man skriver realisme og bare gerne vil have at ens målgruppe ikke skal tænke at man er helt håbløs med navne? Jamen alle mine navne er forældede, og lyder som navne på ældre mennesker - det nytter ikke i min ungdomsbog!

Danmarks statistik har alle tiders værktøj til løsning af lige netop dette problem. HER kan du finde lister over de mest populære døbte navne i et bestemt år! Det vil så sige at du ikke skal søge på det år din historie foregår, men det år dine hovedpersoner blev født! Foregår historien i 2012 og dine hovedpersoner er 16 år gamle, skal du derfor søge på: 1996. Smart ikke? Sådan kan man hurtigt lige navngive en hel årgang i sine bøger.


Skriver man til gengæld fantasy eller science fiction bliver det lidt mere besværligt, medmindre man da selv har lavet en oversigt over navnebetydninger og mest døbte navne-skemaer for sin verden - men hvorfor læser du så den her artikel?


Det man kan gøre i fantasy er at se på om ens verden minder om en bestemt mytologi. Er den fx meget inspireret af græsk mytologi kan du jo både låne navne fra denne, samt se om der ikke er nogle græske navne, der kunne være interessante eller sjove at bruge?


Det samme kan man gøre med science fiction, her har man måske endda flere muligheder. Minder ens rumvæsner om en bestemt mytologi, et bestemt folkefærd eller lignende? Lad dig inspirere derfra. Minder de om fisk? Så lad dig inspirere af fiskenavne - de latinske, de danske lyder åååndsvage i kontekst. "Goddag Kaptain Hellefisk, Rødspætte står på broen!"


Man har sindssygt mange muligheder, hvis man bare tænker kreativt. Har du nogle gode råd til at navngive dine hovedpersoner? Skriv endelig en kommentar nedenunder og lad mig høre!


God skrivelyst
Bjarke

mandag den 13. februar 2012

Forfatterskoler og skrivekurser

Du vil gerne være forfatter. Selvfølgelig, men hvordan bærer man sig ad? Man skriver, det er selvfølgelig det vigtigste for at blive forfatter. Men hvis man gerne vil lære lidt mere om det at skrive og være forfatter, så er der faktisk flere muligheder, end blot at sidde alene foran skærmen.
Der findes nemlig flere gode tilbud til dig, der gerne vil lære mere om forfattergerningen, nærmere bestemt to skoler og en kæmpe mængde kurser om alt fra strukturering af romanen, til hvordan man skriver i en bestemt genre.


Den mest kendte er nok Forfatterskolen. Forfatterskolen er SU-berettiget, hvilket betyder at man kan få SU for at gå der, og selve uddannelsen varer to år. Hvis man gerne vil gå på forfatterskolen kræver det at man sender et tekstuddrag på max 15 sider og vedlægger et gebyr på 400 kr. Dette er dog ikke en lovning på at man kommer ind, men blot en mulighed for dem til at bedømme om de kan se potentiale i dig. (Hvilket vil sige at du ikke skal opgive forfatterdrømmen fordi du ikke kommer ind, det er jo bare deres mening!)
Skolens undervisningsform er ifølge deres rektor hovedsageligt baseret på tekstkritik, hvor man afleverer det man har skrevet til resten af klassen, og modtager feedback.

Deadline for ansøgninger til 2012 er d. 1. marts 2012, så skynd dig hvis du vil prøve!


Forfatterskolenfor Børnelitteratur er den anden store forfatterskole i Danmark og fokuserer som navnet også antyder hovedsagligt på litteratur til børn og unge. Jeg kender en del der har gået på skolen og taler varmt om stedet, så den kan anbefales.
Undervisningsformen skulle være en blanding imellem undervisning, praktiske opgaver og tekst-feedback.

Præcis som den anden forfatterskole kræver de her at du sender en tekst til dem som de kan vurdere dig ud fra, her er det dog en bundet opgave, som bliver opslået på deres hjemmeside. Også her skal du vedlægge et gebyr på 400 kr.
Skolen er IKKE SU-berettiget, og koster ca. 40.000 kr. hvilket ikke er meget i forhold til hvad man får igen.

Der er informationsmøde om optag af nye elever d. 8. marts 2012 kl. 17.00 i Center for Børnelitteraturs lokaler på Tuborgvej. Læs mere om det inde på deres hjemmeside!


Er man ikke til skriveskoler, så er der dog også andre måder at lære mere om forfattergerningen. Der findes nemlig rigtigt mange kurser rundt omkring i det danske land, hvor forfattere lærer fra sig af alt hvad de ved om skrivningen.

SkriveskolenHemingway er en af de forfatterkurser jeg hører rigtigt meget godt om. Det er den rutinerede forfatter og underviser Irene Pedersen, der står bag, og hun tilbyder både et grundkursus og mindre ugekurser.


Der er også en masse kurser på AOF, blandt andet afholder forfatteren Nicole Boyle Rødtnes, der næsten lige har skrevet gæsteindlæg for Skrivekrampe, flere skrivekurser,hvor man kommer hele vejen rundt om romanskrivningen.

Der er en masse andre kurser derude, så gå endelig på jagt!


Der findes rigtigt mange tilbud til folk, der gerne vil blive forfattere. Bare husk på, at kurser er en rigtigt god og lærerig ting, men at det i sidste ende kommer an på én ting: Får du skrevet?


God skrivelyst
Bjarke

mandag den 6. februar 2012

Science Fiction-prisen 2012

Så er der mulighed for at vinde Knud Larns Science Fiction pris, nemlig ved at skrive en science fiction-novelle med temaet "Danskerne og Fremtidens kulturliv".
Selve prisen består af et gavekort til bøger, samt et diplom. Samtidig vil de vindende noveller og en række af de andre gode noveller blive trykt i det danske Science Fiction Fanzine SCIENCE FICTION.


Novellen må ikke have været offentliggjort før, og skal være imellem 5.000 og 15.000 ord. Noget nyt er at den må blive skrevet på sprogene dansk, norsk og svensk, hvor temaet så bliver "svenskerne/nordmændende og Fremtidens kulturliv". (En ny udvikling i konkurrencen, der tyder på at den vil prøve at blive skandinavisk i fremtiden, rigtigt interessant!)


Deadline er d. 31/12 2012, og novellen skal sendes til knudlarn@hotmail.com med emnet: "Science Fiction Novellekonkurrence 2012 - Kulturlivet". Novellen skal være anonym, hvilket betyder at I ikke skal skrive jeres navn inde i dokumentet, men til gengæld skrive navn og titel på novellen i mailen!

I mailen skal der udover den vedhæftede novelle også lige være en kort præsentation af jer, inklusiv navn, email, postadresse og fødselsår. Dette vil blive brugt i bladet hvis I vinder eller bliver udvalgt.
Knud Larns hjemmeside kan findes her!


Et interessant emne med mange muligheder, så det kan da være man skal skrive lidt science fiction i år alligevel?


God skrivelyst
Bjarke

onsdag den 1. februar 2012

Skriv en Anders And-historie

Her kommer der lige en konkurrence til de hurtige. Dagbladet Politiken har i samarbejde med Koncernen Egmont, der udgiver Anders And-bladet i DK offentliggjort en konkurrence hvor du har muligheden for at skrive en historie om dine yndlingsænder!

Hvad der kræves af en i konkurrencen er meget specifik, så jeg har valgt at lave et citat hvor det hele bliver forklaret her:

"En Anders And-historie kommer til verden på baggrund af fire trin: plot, synopsis, manus og den færdige historie. Det, du skal levere til konkurrencen, er første og andet trin - nemlig et plot og en synopsis.
Kort fortalt er et plot en meget kort beskrivelse af, hvad man ønsker at fortælle. Hvad, hvorfor og hvordan. Plottet beskriver kort ideen og de vigtigste linjer i handlingen uden at gå i detaljer med dialog, bifigurer, navne etc.
Synopsis er en længere beskrivelse af historien. Her viser det sig, om historien holder. Om forløsningen af historien hænger sammen med det, forfatteren har lagt ud med. Om historien hører til i Andeby eller lige så godt kunne finde sted i Gotham City eller Springfield. Hvad motiverer hovedpersonen? Hvordan reagerer han/hun? Er det spændende, sjovt, overraskende etc. Synopsen gennemgår handlingsforløbet mere detaljeret, så en redaktør nemt kan se forløbet for sig. Det er her, du virkelig sælger din historie."

Udover at man får trykt sin historie i bladet, er hovedpræmien også 13 Hall of Fame-bøger med ænderne! En præmie, der for mange Anders And-fans er værd at kæmpe for!

Plot og synops må sammenlagt højest fylde 2 A4-sider (ca. 5000 tegn med mellemrum) og skal sendet som ren tekst til and@pol.dk

Deadline for indsendelse af historier er d. 1. marts kl. 12.00.

Du kan læse mere om konkurrencen på Politikens opslag HER! Blandt andet er der gode råd til hvordan man skriver en synops, og en gennemgang af hvordan Anders And-historier bliver lavet.

God skrivelyst
Bjarke