For nyligt blev jeg spurgt om man godt måtte skrive ting, som var sket i virkeligheden i sin historie. Hvis man havde været i et grimt forhold eller havde en grum oplevelse med samfundets krav, måtte man så godt skrive en roman om det?
En bidende og ægte oplevelse af et problem, hvor ens egne erfaringer og oplevelser kan hjælpe andre med ikke at begå samme fejl.
Ja. Det korte svar er ja. Det kan du sagtens, og det må du gerne. Men spørgsmålet er om du bør?
Derfor har jeg lavet en lille række spørgsmål man ALTID skal stille sig selv i den situation.
Journalistik eller historiefortælling?
Hvad har du egentlig gang i? Forskellen på en forfatter og en journalist er at forfattere gerne må finde på og opdigte, hvor journalister gengiver og informerer om virkeligheden og hvad man kan lære af den.
Så er det egentlig en historie du vil skrive, eller vil du faktisk bare gerne dele dine oplevelser med andre? Det er nemlig to forskellige ting.
En historie har en spændingskurve, et plot og en stram struktur, der hjælper læseren med at fokusere historien. Der er også en udvikling i hovedpersonen, som kræver at denne kan se sin egen svaghed.
Dette betyder at du skal ændre ret meget på virkeligheden allerede her, hvis du gerne vil skrive et stykke fiktion: Er du parat til det?
Vil folk blive sure?
Det næste spørgsmål du bør stille dig selv er om folk vil blive sure over din historie. Skriver du om virkeligheden og bruger rigtige navne, så kan det godt være at du fremstiller personen sådan som du mener han eller hun var – men det er jo ikke sikkert at vedkommende eller jeres fælles bekendte ser det præcis på den måde?
Folk kan blive sure over at du skriver om dem. I nogle tilfælde kan du også blive sagsøgt. Er du villig til at leve med det?
Hvor meget bør du fiktionalisere?
Det tredje spørgsmål er faktisk det vigtigste. Du vil gerne skrive et stykke fiktion, men du har også en masse ideer som bygger på virkelige hændelser.
Det er helt i orden! Det virkelige liv er en fin inspirationskilde – det gør jeg også selv, det tror jeg alle gør! Spørgsmålet er hvordan du bruger det.
Hvis du har haft en forfærdelig chef, så find ud af hvad det var du synes var forfærdeligt. Bibehold det aspekt og lav så en ny person.
Din gamle chef vil aldrig blive sur over at du skriver om en dårlig chef – han kan jo læse at det ikke er ham. Ja, du ved bedre – men du har også stadig skabt en original karakter.
Det samme gælder oplevelser. Find ud af hvad det vigtige i den episode er i den historie du gerne vil skrive – og lav så scenen om så den igen kommer til at stå stærkere i forhold til resten af dit plot!
Min novelle ”…Dage siden du” i HUFs nye samling ”Glimt fra tiden der var os” er et godt eksempel på dette. Den handler ikke om mig. Jeg har aldrig været til den fest. Og fyren den handler om findes ikke. Men følelsen er min – følelsen af at blive forladt af en kæreste, og ikke vide hvad man skal stille op med sig selv, den er min.
Så find ud af hvor meget du egentlig behøver af virkeligheden, og hvor meget du bare kan fiktionalisere. Måske behøver bogen slet ikke handle om dig?
Måske du bare skal lave din egen historie alligevel?
Og det leder mig til sidste spørgsmål. Nu har du forholdt dig til at din historie skal passe ind i en berettermodel og overholde nogle narrative regler. Du har også taget stilling til at folk nok kan blive sure over hvis du bruger dem eller jeres fælles oplevelser i romanen. Dem du ikke vil gøre sure, har du altså valgt at fiktionalisere, det samme har du gjort med scener så det hele passer sammen …
Er det ikke nærmest en anden historie du har fået lavet nu?
Og er det så ikke smartest i sidste ende? At arbejde med det tema du gerne vil bruge, få sagt det du gerne vil sige: Men at lave din egen historie i stedet for at bruge DIN egen historie?
Det synes jeg …
Og tror du ikke på hvad jeg siger, så prøv at læs lidt om hvordan filmene om Steve Jobs (Jobs) og Facebook (The Social Network) blev modtaget = virkeligheden var blevet klippet i smadder for at passe ind i en spændingskurve. Folk blev sure over hvordan de var blevet fremstillet, og forvirrede over hvorfor lige dén ting var blevet fiktionaliseret.
God skrivelyst
Bjarke
