En romans byggesten er de mange scener, der tilsammen danner den fulde historie. Det tror jeg vi alle er klar over, og jeg tror ikke nogen forfattere sætter spørgsmålstegn ved vigtigheden af gode scener.
Men hvad er en god scene egentlig? En god scene indeholder i hvert fald disse fire punkter.
En ide om tid og sted
Det giver måske sig selv, men det er også hurtigt let at overse. Som forfatter kan man risikere at være så optaget af sit eget univers, at man glemmer at læseren altså ikke kender det helt så godt. Jeg glemmer det også tit, og må tit rette det ind efter betalæsers gennemgang.
En god huskeregel er her, at vi indenfor de første tre linjer skal vide hvor og hvornår vi er. Nogle gange kræver det en lang beskrivelse, andre gang er det nok at skrive "til Antons fest ..."
En meningsfyldt konflikt
Hvad er meningen med scenen, og hvorfor er lige præcis denne scene vigtig for at føre historien videre? Hovedpersonen har jo et mål i historien, og hvordan får scenen ham tættere på det? Eller hvordan får den Skurken tættere på sit?
En scene hvor hovedperson bare sidder og triller tommelfingre er ikke sjov for nogen. Tænk i stedet over hvad, der kan ske, og hvordan du kan få lidt spænding ind i scenen. Det behøver ikke altid at være de store kampe med Voldemort, nogle gange skal vi også bare redde en huskekugle ned fra et træ, eller snige os hen på Hogwarts bibliotek.
Action og dialog
Hvor romanens grundsten er scenen, så er action og dialog to af hovedingredienserne i selv samme byggesten. Er der ingen action så sker der ikke noget. Uden dialog bliver historien hurtigt flad.
Selvfølgelig kan du godt have scener uden dialog - i gysergenren sker uhyggen også gerne når hovedpersonen er alene. Men dialogen er en god og elegant måde at gøre sin historie levende, og formidle ny viden til læseren, samtidig med at man viser hvem ens personer er.
Action er det samme. Som før handler det ikke om altid at bekæmpe Voldemort, men der skal altså ske et eller andet, der fører scenen fra punkt A til B og dermed sidste punkt:
En slutning, der fører videre til næste scene
Og det her er faktisk det vigtigste.
Da jeg først startede med at skrive var der en der kom med et godt citat, som jeg sidenhen har glemt hvor kommer fra:
"Din romans første ord skal sælge romanen. Din romans sidste skal sælge den næste."
Det gælder også for dine scener. Stop dem hellere lidt for tidligt end alt for sent, sørg for at mystikken er der. Arbejd med cliffhangere om nødvendigt!
Bare husk på, at føler man noget afsluttet når man er færdig med en scene, så er sandsynligheden for at man går i seng, og derefter glemmer at læse videre større. Den mulighed må læsere aldrig få!
Så derfor skal du sørge for at din scene til sidst fører videre, så læseren bare ikke kan slippe din historie.
God skrivelyst
Bjarke