Så blev den endelig færdig, romanen (eller digt- eller novellesamlingen), den er skrevet, blevet betalæst, korrekturlæst og er nu klar til at et forlag skal føle sig så heldig at sidde med den i hænderne. Men hvordan får man den egentlig der hen?
Manuskriptet
Det første man skal gøre er at printe manuskriptet. Nogle forlag er så cutting edge at de lader en sende pr mail, hvilket regnskovene kan være ret glade for.
Men det er da enkelt - du printer eller mailer. Hov, hov. vent! Er du sikker på det?
kik lige en ekstra gang på dit dokument, ser det ordentligt ud? er det letlæseligt? Er der plads til at forlaget kan skrive notater i siden, så de lettere kan huske hvorfor dit manuskript er godt?
Forlag har forskellige præferencer til hvordan et manuskript skal sættes op, og det er altid en god ide at se på deres hjemmeside om de har nogle specielle krav.
Har de ikke det, så gælder regel nummer 1, altid: Læsbarhed er det vigtigste. Og lad være med at gå amok med farver og skriftstørrelser – du er forfatter, ikke typograf!
Og prøv ikke at være smart ved at få dine sider til at se gamle ud i et fantasy-manuskript og den slags – det tager ikke kun fokus væk fra historien, men kunne også sagtens give ideen om at du prøver at få noget der måske ikke er særligt godt til at se bedre ud, hvilket jo ikke er sandt!
Til de af jer, der er ligesom mig og bare gerne vil have serveret nogle retningslinjer, så er min standard-opsætning i øjeblikket:
- Times new roman punkt 12
- 1,5 linjeafstand
- 3 cm margin hele vejen rundt (så der er plads til noter)
- overskrifter Times new roman punkt 14 fed.
Følgebrevet
Så, så er manus printet, så mangler vi kun én ting før vi er parat til at sende romanen ud i den store verden, nemlig følgebrevet.
Følgebrevet er et lille brev man sender med sit manuskript for at forlaget skal have en lille ide om hvad det er de har i hænderne. "Er det en roman, en billedbog eller en digtsamling? Hvem er forfatteren, hvad vil hen os?"
Der er mange måder at skrive et følgebrev på, og ingen forkerte – omend nogle stadig er bedre end andre. Jeg arbejder gerne ud fra en metode jeg lærte et helt andet sted, nemlig til et jobansøgnings-kursus.
Jobansøgninger skal kun være en hurtig præsentation af hvad det er du vil og kan, det vigtigste er nemlig CV'et. Når det gælder følgebreve gælder nogenlunde samme regel, nemlig at det er manuskriptet der er det vigtigste, og det bedste er ofte at lade manuskriptet mere eller mindre tale for sig selv.
Men hvad skal man så skrive? Lad os tale lidt om det. Præcis som med jobansøgninger foretrækker jeg følgebreve, der ikke er meget mere end imellem 15-25 linjer, og slet ikke mere end en side! De skal ikke læse om din historie og hvorfor du elsker den, de skal læse din historie og elske den. Less is more.
Jeg starter altid mine følgebreve med en titel – den kan være catchy eller den kan være generisk: Her er mit manuskript.
Derefter indleder jeg ofte med standardlinjen: Her har I mit manuskript "TITEL", som er en GENRE, for MÅLGRUPPE.
Nu er det kedelige altså overstået, forlagene ved det vigtigste om hvad du har sendt dem, og evt. hvilken redaktør de skal give det til. Nu begynder det sjove.
Jeg har tidligere skrevet om at pitche sine ideer, og det er NU du skal bruge det. Følgebrevet er alle tiders sted at pitche din ide på omkring tre sætninger, så redaktøren får en ide om hvad han skal til at læse, og får blod på tanden.
Når det er lykkedes at lave det perfekte pitch, eller bare en god en, så har du frit spil til ganske kort at fortælle lidt om ideen – hvorfor skrev du historien, har du gjort dig nogle tanker? Hold det dog kort, og har du ingen overvejelser, så lad være med at skrive noget, så brug i stedet tiden på sidste punkt, nemlig:
5 linjers kort beskrivelse af dig, men kun relevante informationer – drop detaljer som at du har en hund og elsker at gå i byen – medmindre det virkelig giver din roman noget at vide den slags.
Skriv i stedet hvor lang tid du har skrevet, om du har taget kurser i skrivning eller lignende, om du er del af et forfatternetværk og om du har tidligere udgivelser – detaljer der kan få dem til at tage dig seriøst som forfatter.
Det var det, sådan kan et følgebrev se ud. Nu har vi et manuskript og et følgebrev, så er det bare at sende det hele til et forlag og vente. Start hellere på et nyt skriveprojekt imens, man kan vente ganske længe hvis man bare sidder ved postkassen.
God skrivelyst
Spider-man har et. Sherlock Holmes har et. Mange kendte figurer har et mantra, en bestemt sætning vi forbinder med dem, og som vi føler opsumerer hele deres person.
Spider-mans er let: Med store kræfter følger der et kæmpemæssigt ansvar.
Men hver gang Peter Parker prøver at leve op til det ansvar som sit alter ego, går det ud over ham selv – for hvordan kunne han komme for sent til sin tantes fødselsdag, bare fordi han skulle redde New York fra udslettelse?
Men hvad er et mantra egentlig, og hvordan bruger du det som forfatter?
Hvad er mantra?
Et mantra defineres ved to kendetegn:
- Det er noget hovedpersonen enten har hørt nogen sige, eller selv siger.
- Det skal være relevant for historien.
Ser vi på de to eksempler jeg opstillede til at starte med så er det ganske tydeligt: Peter Parker hørte ansvars-mantraet fra sin onkel kort inden dennes død.
Da det er en tyv Peter ikke gad stoppe, der slog onklen ihjel indser Peter at mantraet er korrekt. Han havde kræfterne til at stoppe tyven, men gjorde det ikke.
Hvis han i stedet levede op til sine kræfters ansvar, så ville verden måske blive et bedre sted.
Sherlock Holmes Mantra er også interessant:
”Det er en alvorlig fejl at teoretisere før man har data. I blinde begynder man at vride kendsgerninger så de passer til ens teorier, i stedet for at lave teorier, der passer til kendsgerningerne.”
Her opsumerer den gode detektiv alt hvad han står for. Det handler om at finde den objektive sandhed, og ikke gætte sig til et svar. Enhver der har læst en bog eller set en film med Sherlock Holmes ved, hvor meget denne indsamling af data betyder for ham.
Hvordan bruger man mantra?
Det er faktisk slet ikke så svært. Først og fremmest handler det om at se på sin historie. Hvilke temaer går igen i den. Har man først sine historiers temaer, så er det lettere at finde ud af hvad hovedpersonens mantra skal være.
Ser vi igen på Sherlock Holmes så har Arthur Conan Doyle (forfatteren) sikkert siddet og tænkt:
”Øv. Det her er noget Sherlock skal gøre i hver historie (finde spor, komme med teorier, finde skurken). Skal jeg virkelig til at forklare hvorfor han gør som han gør i hver bog? Det ville jo blive kedeligt for læseren. Men vent. Hvis jeg laver det til et mantra så kan Sherlock Holmes sige det hurtigt i forbifarten, og så er der ingen der ikke kan følge med!”
Hvorfor bruge mantra?
Ja, det giver sikkert sig selv allerede. Mantraet er godt fordi det hurtigt og klart forklarer hovedpersonens og plottets forhold til hinanden. Samtidig er det en god måde at genfortælle historiens grundlæggende temaer, specielt i serier.
I stedet for at vi hver gang Peter Parker står overfor et dilemma skal have et flashback til sin onkels død, er det nok med en enkelt sætning: Med store kræfter, følger et kæmpemæssigt ansvar. Så er vi alle ligesom med.
Samtidig er der også en chance for at hvis du skriver historier til børn, så vil de kunne huske dit mantra, og sige det til hinanden og på den måde reklamerer for din historie. Hvor mange børn ved for eksempel ikke hvad jeg snakker om, hvis jeg lige siger:
Gotta Catch’ em all!
Eller hvad med God skrivelyst?
Det utænkelige er sket. Du står i en elevator sammen med en af Gyldendals superseje redaktører, og han har lige spurgt om du kan fortælle lidt om din roman. Du har 2 minutter inden han skal af elevatoren, hvad gør du?
Du bruger et pitch!
Hvad er et pitch?
Pitchen er en gammel tradition indenfor filmverdenen, som forfatteren Mathilde Walter Clark engang introducerede mig for. Den er ganske simpel: Fortæl din ide i tre sætninger. Og her er der ikke noget med at bruge meeeeget lange sætninger eller noget, for du skal kunne fyre dem af lige når chancen er der!
Tre korte sætninger, der til sammen giver et indblik i hvorfor redaktøren skal tage lige præcis din historie i stedet for den der troldmandshistorie af hende Rowling-kvinden.
Hvordan gør man?
Der er to ret simple måder at lave sit pitch på. Jeg har valgt at kalde dem den aristoteliske pitch (fordi den følger Aristoteles’ berettermodel), og hollywood-pitchen (fordi den arbejder ud fra historiens spændingskurve).
Den aristoteliske pitch er den letteste. Den er afsindig simpel og kan sættes op sådan:
1. sætning: Begyndelsen på historien.
Den unge hobbit Frodo får en magisk ring, der skal ødelægges.
2. sætning: midten af historien.
Med de onde ringwraiths i hælene lykkes det Frodo at krydse et farligt fantasy-land.
3. sætning: slutningen på historien.
Frodo når til vulkanen hvor ringen skal ødelægges, men bliver stoppet af Gollum, en ond skabning, der også er interesseret i ringen.
Her har jeg brugt Ringenes Herre til at illustrere hvordan jeg deler pitchen op. Læg mærke til at jeg stopper ret åbent. Det lykkes Frodo at nå til vulkanen, men jeg siger ikke om det reelt set lykkes for ham. Det må redaktøren jo selv finde ud af hvis han er interesseret i bogen!
Hollywood-pitchen er lidt mere besværlig, men er til gengæld en god øvelse i at finde sin histories konflikt. En måde at opstille den på kunne være:
1. sætning: beskrivelse af hovedpersonen før det går galt.
Frodos liv er stille og roligt i herredet.
2. sætning: En konflikt dukker op.
En magisk ring dukker op, den har fantastiske egenskaber, men gør også folk grådige og onde.
3. sætning: Hovedpersonen gør noget for at løse konflikten, men vil det lykkes for ham?
Frodo drager ud for at ødelægge ringen, men andre er også interesseret i dens magiske evner. Kan Frodo ødelægge ringen, eller vil han bukke under for grådigheden, ringen har vækket i ham?
Det lyder da simpelt nok, ikke?
Min historie kan ikke opsummeres på 3 linjer
Det er noget pjat. Kan Ringenes herre opsummeres på tre linjer, så kan din historie også.
Og ja, nu er der mere på spil i Ringenes Herre end lige det jeg skrev i mine pitches. Det kan vi godt blive enige om.
Men nu snakker vi ikke om at forklare alle din histories krumspring, twists, interessante bipersoner og subplots. Vi snakker om at du skal sælge dit manuskript på kort tid. Du skal give redaktøren lyst til at kaste sig over din historie.
Det gør man sjældent ved at følge ham rundt i to timer for at forklare hver et lille twist i ens historie, så han til sidst faktisk ikke gider læse den.
Til gengæld vil der være gode chancer for at din bog kommer foran i køen, hvis det lille pitch har fået ham til at tænke videre over historien, og bare må finde ud af hvordan den er skruet sammen.
God skrivelyst
Et af de forfatterdogmer man altid bliver præsenteret for, gerne i forbindelse med noveller eller Ernest Hemingway, er at teksten er et isbjerg.
Det betyder i store træk at ens tekst kun fortæller lidt, og lader resten være op til læseren at få frem – lidt ligesom et isbjerg, der ser lille og ubetydelig ud på overfladen, men under vand kan være stort nok til at vælte skibe!
Et andets skrivedogme, der desværre ikke er nær så kendt er, at teksten skal fungere som når man stikker en pind ind i en myretue – det er ikke årstiden for dette lige nu, så lad mig forklare.
Myrer er et dyr, der lidt ligesom mennesker lever deres hverdag ud fra rutiner – lige indtil en irriterende unge stikker en pind i tuen og skaber en situation, der er uvant og må få myrerne til at tage stilling til forandringen.
Historien skal simpelthen være et sådant stik med en pind i dine hovedpersoners verden, og dermed også være konflikten i den historie du gerne vil fortælle.
Men hvad er så forskellen? Og hvad skal man vælge?
Forskellen på de to dogmer er, at den ene er et nedslag i hovedpersonens hverdag (Isbjerget), hvor vi som læsere så skal fornemme en problemstilling mellem linjerne som skal tolkes frem. Den anden (pinden i myretuen) er en uforudset hændelse, der må få hovedpersonerne til at tage stilling til og revurdere aspekter af deres liv.
Hvad man skal vælge af de to skrivedogmer og om man skal vælge, er op til en selv, men at være klar over de to kan både inspirere en til nye tekster, samt forstærke allerede igangværende projekter.
Ja ja, men hvordan?
Det er så det svære. Eller pinden i myretuen er ikke nødvendigvis svær, hvis man er klar over hvad den skal. Så er det jo "bare" at etablere en hverdag, for derefter at rive den fra hinanden med plottets konflikt, og enten etablere den gamle orden igen, etablere en ny orden, eller lade historien være uforløst.
Det svære ligger i at gøre pinden til et relevant og vigtigt nedslag i netop dine personers hverdag. Og det kan jeg faktisk ikke fortælle dig hvordan du gør, du må bare læse andres bud og selv prøve dig frem.
Isbjerg-dogmet er heller ikke svært at bruge, hvis man altså ved hvad der skal tales om. Her kan Ernest Hemingways Bjerge som hvide elefanter anbefales som "den tekst alle taler om når de taler om isbjerget."
Du skal have nogle personer i teksten, og der skal være noget der er ufortalt – noget de måske ikke vil tale om. Igennem hele teksten skal du så gennem hvordan de opfører sig overfor hinanden og hvad de så snakker om, give læseren en ide om at der er noget på spil. Det lyder kompliceret, men kender du dine personer og din konflikt er det egentlig ikke så slemt.
Håber de to skrivedogmer har givet lidt inspiration til videre skrivning!
God skrivelyst
Det er ikke nogen hemmelighed at læsere i dag er ekstremt kræsne – måske lidt for kræsne for deres eget bedste – og kasserer bøger hvis de ikke er fanget af historien med det samme. Derfor skal man som forfatter skrive en første side, ja, faktisk en første sætning, der er så god, at læseren bare ikke kan give slip på bogen når sætningen og siden er færdig.
Dette kaldes et anslag, historiens start, og hvordan den helt præcis skal være findes der mange delte meninger om, men ikke rigtigt nogle facitter. Jeg har tre forskellige slags anslag jeg selv synes er gennemgående for moderne litteratur, nemlig Hook-anslaget, det tematiske anslag og karakter-anslaget.
Hook-anslaget
Hook-anslaget er et af de lette anslag i den forstand, at det simpelthen bare er spændende uden diskussion. Hook betyder krog, og det er netop det der er finten, at sætte en krog i læseren. Dette gøres ved at starte i en spændende situation.
Dette kan foregå på mange måder, enten kan det som i min egen gennemgang af berettermodellen være et skudopgør, der indleder den store historie. Eller som et in medias res-spring, hvor vi hører om noget der senere vil ske for vores hovedpersoner inden vi i næste kapitel så springer tilbage til start.
Den sidste mulighed er lidt at snyde, det er nemlig at bruge Indiana Jones-tricket, at lade vores hovedperson udføre noget spændende, der ikke er relateret til historiens plot, men i stedet giver en ide om hvad for en type historie vi har med at gøre – tricket låner dog også en del fra det tematiske anslag.
Fordelen ved hook-anslaget er derfor at du hurtigt fanger læserne med en spændende scene. Ulempen er at du kan komme til faktisk at være så spændende eller forvirrende at nogle læsere vil miste interessen for historien, da de ikke endnu har opbygget nok følelsesmæssig forståelse for hovedpersonerne og din historie.
Det tematiske anslag
Det tematiske anslag er en sætning eller et tekststykke, der slår de temaer du arbejder med i din historie an. Et af mine yndlingseksempler, som jeg nævnte ovenfor Indiana Jones, hvor vi i starten af filmene altid ser Indy på et eventyr, der intet har med historien at gøre, men som viser hvad vi kan vente os af historien!
Et andet citat er fra Twilight-bøgerne, omend jeg efter længere diskussion har accepteret at dette mere er et tematisk anslag for hele serien og ikke kun bog ét:
"I'd never given much thought to how I would die — though I'd had reason enough in the last few months — but even if I had, I would not have imagined it like this."
Man kan sige hvad man vil om den serie, men stærkere start får man sgu sjældent. Det sidste eksempel jeg her kort vil nævne er fra Oscar Wildes The Picture of Dorian Gray, der starter med en kort tekst af forfatteren, der definerer hvad kunst er. Man skal nok være Oscar Wilde for at kunne slippe af sted med den slags – og man kan diskutere om han rent faktisk slap af sted med det – men fedt er det.
Af fordele og ulemper kan man igen sige at fordelen er at man hurtigt definerer hvad historien kommer til at handle om, og derfor kan fange de læsere, der måske ikke umiddelbart er draget af hovedpersonen. Ulemperne er så også at andre læsere kan vælge historien fra på grund af al det tema-snak.
Karakter-anslaget
Den sidste anslagstype er en af de svære i mine øjne. Karakteranslaget kræver ofte at man kan fange sin hovedperson på den første linje, og gøre ham til en person der bare er interessant og dragene. Det er simpelthen oplevelsen af karakteren, der her skal fange læseren og få ham/hende til at læse videre.
Nicole Boyle Rødtnes har i sin bog Medaljonen et karakteranslag jeg synes virkelig videreformidler både hovedpersonens tanker, men også den stemning vi som læsere skal have til personen:
"Mine sokker trækker et vådt spor i entreen. et brunt spor af regnvejr og mudder. Fliserne har revet hul på stoffet, så jeg kan se huden igennem. Hvorfor skulle de også tage mine sko?"
Fordelen ved karakter-anslaget er, at selvom din historie kan være lidt sløv i optrækket, så er vi draget ind af hovedpersonen. Ulempen er, at du kan risikere bare ikke at have en særlig dragende hovedperson. Hvad du synes er sejt som forfatter behøver ikke være det læserne gider, så sørg også for at du har en historie, der kan bære.
Det var en kort gennemgang af de tre anslagstyper, håber dette har inspireret dig til at se nærmere på hvilken du selv bruger, og måske næste gang overveje om der ikke kunne være en anden måde at starte din historie på?
God skrivelyst
Hvordan opbygger man spænding i en tekst? Får læseren til at sidde på stolekanten uden mulighed for at lægge bogen fra sig? Der er ikke én sandhed når det gælder spændingsskabelse, men der er nogle metoder man kan tage med sig.
Første punkt er at man bør kende spændingskurven! Jeg har før gennemgået den, og vil stadig den dag i dag holde fast i at det er det vigtigste man som forfatter kan tage med sig fra folkeskolen – kend berettermodellen, vid hvordan den fungerer, og brug den!
Når det så er sagt er der tre punkter, som kan være rare at vide når man skal prøve at skabe spænding i sin historie. Den første handler om hemmeligheder …
Videnstilbageholdelse
Så du hvad jeg gjorde der? Fordi jeg kun nævnte at det handlede om hemmeligheder, men ikke sagde hvad det var, måtte du bare læse videre ... Ej, okay, måske ikke. Men princippet er godt nok! Det er også derfor krimier virkelig kan skabe spænding – den stiller nemlig to spørgsmål til læseren: Hvem slog ham ihjel og hvorfor? (nogle gange stiller de flere spørgsmål, men de to plejer i hvert fald at være der!)
Der er en masse fordele ved at tilbageholde viden. Læseren bliver interesseret og vil finde ud af det de ikke ved, men der er også 3 ret interessante resultater af videnstilbageholdelse:
Er hovedpersonen på sporet af noget uden at vide hvad, skaber det spænding, plain and simple.
Kender læseren ikke svaret, men gør hovedpersonen (og holder denne viden tilbage for læseren) giver det overraskelse – og en upålidelig fortæller.
Ved læseren hvad der gemmer sig bag døren, og ved hovedpersonen det ikke så skaber det dramatisk ironi – vi ved at det vil ende galt så snart han går derind, og "gør han det, gør han ikke"-problemet bliver meget mere levende for læseren.
High Risk, No Time
High Risk, No Time er ganske simpel – giv din hovedperson så meget som muligt at miste, og begræns hans tid til at redde det på, eller gør det helt umuligt så du tvinger ham til at vælge! De fleste mennesker hader stress, men når det gælder hovedpersoner, så har jeg hørt de elsker det så slå dig løs!
Tvinger du ham til at skulle tage sådan et valg skaber du nemlig et dilemma i teksten, og gør du det rigtigt godt, skaber du et problem som læseren måske endda tager med sig selv efter bogen er slut – for valgte hovedpersonen rigtigt da han reddede verden men mistede sin elskede?
Persondynamik og –pres
En af de mest oplagte måder at opnå spænding på er ved hjælp af de personer der indgår i historien. Er der gnidninger mellem dem er det nemlig ikke kun en god sidehistorie, men også en spænding, der måske/måske ikke bryder ud på det mest farlige tidspunkt!
Mit yndlingseksempel er altid: En sort mand og en racist er fanget i en ubåd – kun ved hjælp af samarbejde kan de komme ud. Det må bare give gnidninger, og samtidig er de stærkt afhængige af hinanden, en perfekt opskrift på spænding!
Det der egentlig er vigtigst at forholde sig til når det gælder persondynamik er, om:
Det er full blown eller low key. Når det er full blown så er det en åbenlys udmelding – "Jeg er fucking racist og du skal dø!", hvorimod hvis det er low key, så står det mere mellem linjerne. Der kan sagtens ske en udvikling fra low key til full blown, hvorimod den anden vej er lidt mere besværlig.
Konflikten behøver ikke at være slem som i mit eksempel (racehad). Det kan også sagtens være noget godt, for eksempel hvis drengen er hemmeligt forelsket i pigen. Her har vi en low key-spænding, som på et tidspunkt kan ændre hele historiens situation!
Det var mine tre punkter til hvordan man kan skabe spænding i sine historier, jeg håber bestemt du har kunnet bruge dem.
God skrivelyst!
Så har jeg igen været i Sønderborg, hvor jeg har undervist i skrivning på deres bibliotek.
Sammen med kollega Nicole Boyle Rødtnes har vi I en uge givet en gruppe unge en forståelse for historieopbygning, sprog og hvordan man arbejder med sin tekst – alt sammen med et fokus på konkrete skriveøvelser, så ungerne let kan få praksis ind under huden.
Men hvorfor er det egentlig vigtigt med de her skrivekurser? Er det bare for at jeg kan tjene lidt penge eller er der faktisk en dybere mening med det? Det synes jeg.
Kompetencer man kan tage med sig
Let’s face it. Vi har lige undervist 24 unger i skrivning. Det er ikke dem alle der bliver forfattere, mange af dem synes bare det er sjovt at skrive, og så virker kurset som en god måde at dyrke den hobby.
Fordelen er at man med god skriveundervisning både får trænet sit sprog og sin evne til at formidle sig, samtidig med at man får en masse litteraturanalytiske egenskaber ind fra sidevejen fordi man får dem prøvet af i praksis.
Vi arbejder gerne med spændingskurver, genre-kendetegn og/eller litterære virkemidler, og det giver ungerne en ballast ved senere møder med litteratur.
Samtidig er en af elementerne i et sådan kursus at man læser tekster højt for hinanden og øver sig i at give og modtage feedback: egenskaber som kan være svært for en ung person, og som derfor kan være rart at træne i trygge rammer med noget man godt kan lide.
Samtidig er evnen til både at give men også at modtage og bruge konstruktiv kritik sindssygt vigtig i vores verden, der bevæger sig hurtigt.
Specielt skolelærere er min oplevelse, er glad for lige præcis dette aspekt, fordi det giver børnene kompetencer til at bruge hinanden i arbejdet med at blive bedre til de skriftlige opgaver.
Inspiration og drive
Forfattere kan noget andet end lærere, pædagoger og bibliotekarer. Alle tre grupper er sindssygt vigtige for unge, men at møde forfatteren kan altså ikke erstattes.
Samtidig kan en forfatter takket være sin træning i bogskrivning gribe situationer bedre, og støtte ungerne hvor de er kreativt.
Samtidig er der en mængde inspiration, der videregives ved at møde en, der rent faktisk lever forfatterlivet, og ikke bare formidler det, samtidig med at forfattere kan videregive et drive i ungerne, de kan tage med sig.
Og så skaber det bare liv i en klasse eller på et bibliotek. Der sker noget andet end der plejer, og det rusker op i hele huset, når man har besøg af kreative mennesker.
Og derfor vil jeg virkelig opfordre jer, der arbejder på institutioner at søge om at få en forfatter ud.
Hvis I er brugere på et bibliotek eller går i skole og gerne vil have besøg så spørg institutionen. Der findes så mange helt fantastiske skriveundervisere ude i landet, og de brænder alle for at give børn og unge en god oplevelse med ord og historier!
Vil I læse mere om mine tilbud kan I klikke ind på www.bjarkeschjødtlarsen.dk
God skrivelyst
