Et af de forfatterdogmer man altid bliver præsenteret for, gerne i forbindelse med noveller eller Ernest Hemingway, er at teksten er et isbjerg.
Det betyder i store træk at ens tekst kun fortæller lidt, og lader resten være op til læseren at få frem – lidt ligesom et isbjerg, der ser lille og ubetydelig ud på overfladen, men under vand kan være stort nok til at vælte skibe!
Et andets skrivedogme, der desværre ikke er nær så kendt er, at teksten skal fungere som når man stikker en pind ind i en myretue – det er ikke årstiden for dette lige nu, så lad mig forklare.
Myrer er et dyr, der lidt ligesom mennesker lever deres hverdag ud fra rutiner – lige indtil en irriterende unge stikker en pind i tuen og skaber en situation, der er uvant og må få myrerne til at tage stilling til forandringen.
Historien skal simpelthen være et sådant stik med en pind i dine hovedpersoners verden, og dermed også være konflikten i den historie du gerne vil fortælle.
Men hvad er så forskellen? Og hvad skal man vælge?
Forskellen på de to dogmer er, at den ene er et nedslag i hovedpersonens hverdag (Isbjerget), hvor vi som læsere så skal fornemme en problemstilling mellem linjerne som skal tolkes frem. Den anden (pinden i myretuen) er en uforudset hændelse, der må få hovedpersonerne til at tage stilling til og revurdere aspekter af deres liv.
Hvad man skal vælge af de to skrivedogmer og om man skal vælge, er op til en selv, men at være klar over de to kan både inspirere en til nye tekster, samt forstærke allerede igangværende projekter.
Ja ja, men hvordan?
Det er så det svære. Eller pinden i myretuen er ikke nødvendigvis svær, hvis man er klar over hvad den skal. Så er det jo "bare" at etablere en hverdag, for derefter at rive den fra hinanden med plottets konflikt, og enten etablere den gamle orden igen, etablere en ny orden, eller lade historien være uforløst.
Det svære ligger i at gøre pinden til et relevant og vigtigt nedslag i netop dine personers hverdag. Og det kan jeg faktisk ikke fortælle dig hvordan du gør, du må bare læse andres bud og selv prøve dig frem.
Isbjerg-dogmet er heller ikke svært at bruge, hvis man altså ved hvad der skal tales om. Her kan Ernest Hemingways Bjerge som hvide elefanter anbefales som "den tekst alle taler om når de taler om isbjerget."
Du skal have nogle personer i teksten, og der skal være noget der er ufortalt – noget de måske ikke vil tale om. Igennem hele teksten skal du så gennem hvordan de opfører sig overfor hinanden og hvad de så snakker om, give læseren en ide om at der er noget på spil. Det lyder kompliceret, men kender du dine personer og din konflikt er det egentlig ikke så slemt.
Håber de to skrivedogmer har givet lidt inspiration til videre skrivning!
God skrivelyst