Hvordan opbygger man spænding i en tekst? Får læseren til at sidde på stolekanten uden mulighed for at lægge bogen fra sig? Der er ikke én sandhed når det gælder spændingsskabelse, men der er nogle metoder man kan tage med sig.
Første punkt er at man bør kende spændingskurven! Jeg har før gennemgået den, og vil stadig den dag i dag holde fast i at det er det vigtigste man som forfatter kan tage med sig fra folkeskolen – kend berettermodellen, vid hvordan den fungerer, og brug den!
Når det så er sagt er der tre punkter, som kan være rare at vide når man skal prøve at skabe spænding i sin historie. Den første handler om hemmeligheder …
Videnstilbageholdelse
Så du hvad jeg gjorde der? Fordi jeg kun nævnte at det handlede om hemmeligheder, men ikke sagde hvad det var, måtte du bare læse videre ... Ej, okay, måske ikke. Men princippet er godt nok! Det er også derfor krimier virkelig kan skabe spænding – den stiller nemlig to spørgsmål til læseren: Hvem slog ham ihjel og hvorfor? (nogle gange stiller de flere spørgsmål, men de to plejer i hvert fald at være der!)
Der er en masse fordele ved at tilbageholde viden. Læseren bliver interesseret og vil finde ud af det de ikke ved, men der er også 3 ret interessante resultater af videnstilbageholdelse:
Er hovedpersonen på sporet af noget uden at vide hvad, skaber det spænding, plain and simple.
Kender læseren ikke svaret, men gør hovedpersonen (og holder denne viden tilbage for læseren) giver det overraskelse – og en upålidelig fortæller.
Ved læseren hvad der gemmer sig bag døren, og ved hovedpersonen det ikke så skaber det dramatisk ironi – vi ved at det vil ende galt så snart han går derind, og "gør han det, gør han ikke"-problemet bliver meget mere levende for læseren.
High Risk, No Time
High Risk, No Time er ganske simpel – giv din hovedperson så meget som muligt at miste, og begræns hans tid til at redde det på, eller gør det helt umuligt så du tvinger ham til at vælge! De fleste mennesker hader stress, men når det gælder hovedpersoner, så har jeg hørt de elsker det så slå dig løs!
Tvinger du ham til at skulle tage sådan et valg skaber du nemlig et dilemma i teksten, og gør du det rigtigt godt, skaber du et problem som læseren måske endda tager med sig selv efter bogen er slut – for valgte hovedpersonen rigtigt da han reddede verden men mistede sin elskede?
Persondynamik og –pres
En af de mest oplagte måder at opnå spænding på er ved hjælp af de personer der indgår i historien. Er der gnidninger mellem dem er det nemlig ikke kun en god sidehistorie, men også en spænding, der måske/måske ikke bryder ud på det mest farlige tidspunkt!
Mit yndlingseksempel er altid: En sort mand og en racist er fanget i en ubåd – kun ved hjælp af samarbejde kan de komme ud. Det må bare give gnidninger, og samtidig er de stærkt afhængige af hinanden, en perfekt opskrift på spænding!
Det der egentlig er vigtigst at forholde sig til når det gælder persondynamik er, om:
Det er full blown eller low key. Når det er full blown så er det en åbenlys udmelding – "Jeg er fucking racist og du skal dø!", hvorimod hvis det er low key, så står det mere mellem linjerne. Der kan sagtens ske en udvikling fra low key til full blown, hvorimod den anden vej er lidt mere besværlig.
Konflikten behøver ikke at være slem som i mit eksempel (racehad). Det kan også sagtens være noget godt, for eksempel hvis drengen er hemmeligt forelsket i pigen. Her har vi en low key-spænding, som på et tidspunkt kan ændre hele historiens situation!
Det var mine tre punkter til hvordan man kan skabe spænding i sine historier, jeg håber bestemt du har kunnet bruge dem.
God skrivelyst!
