Projekt: Skrivegruppe v.2.0

Jeg mødte min nye skrivegruppe i tirsdags. Den bestod blandt andet af forfatter/bloggeren Morten Brunbjerg, som jeg før har nævnt her på bloggen.

Det var et rigtigt hyggeligt møde, men er det er det næsten altid når man møder folk, der også skriver. Så har man jo ligesom noget at snakke om.

Jeg har egentlig søgt efter en gruppe sådan lidt on and off et par gange, og har da også prøvet et par stykker uden helt at falde til. Mest af alt på grund af ambitions-niveauet ikke var ligeligt fordelt.
Derfor er jeg glad for at der inden den her gruppe blev samlet blev lavet en lille ’elitær’ prøve, for at se om man hørte til i gruppen. Jeg tror det er det, der kommer til at gøre udfaldet med den her gruppe.

Men hvad er det egentlig jeg forventer at få ud af en gruppe? Det er jo det klassiske spørgsmål. Selvfølgelig vil man gerne være en del af legen, men hvorfor vil man det?

Problemet med mig er at jeg bliver meget indespærret når jeg skriver. Som wannabe-autist har jeg prøvet at få hele livet til at handle om skrivning, hvilket så også har gjort at jeg ikke har så mange andre hobbyer hvor jeg kan møde andre mennesker.

Så på den måde er en skrivegruppe en måde for mig at komme ud på. Møde andre mennesker, der også bakser med de problemer jeg roder med, og forhåbentlig kunne hjælpe hinanden på kryds og tværs.

Så ja, det er en af mine grunde. Der er en del flere, sikkert også nogle jeg ikke helt har ord på endnu. Kan være jeg skriver mere om det en anden gang – måske efter næste møde.

Og så er mine visitkort endelig kommet. Nu kan jeg gå rundt og reklamere for siden og samtidig hurtigt give mit kort hvis jeg hører om en, der mangler en tekstforfatter. Smart. Det er meget inspireret af Nicole Boyle Rødtnes og Camilla Wandahl som begge i en rum tid nu har haft visitkort.

God skrivelyst
Bjarke

Skrivegrupper, skrivning og Skrivelyst

I morgen skal jeg prøve at være i en skrivegruppe. Det er mit tredje forsøg på en skrivegruppe, de sidste to blev opløst da vi ville noget forskelligt med vores skrivning, men den her gang virker det til at jeg har fundet nogen på mit ambitionsniveau. Ja, spørgsmålet er jo snarer om jeg kan leve op til deres, hehe.

Ellers har jeg været i sommerhus sidste uge. Der har jeg skrevet på en novelle til ny science fictions fantasy-konkurrence som jeg også har nævnt før.

Samtidig har jeg så også arbejdet på min cyberpunk-roman Eftermennesket, som tyder på at blive interessant at arbejde videre med. Den rundede jeg de halvtreds første sider på derhenne, hvilket jo er dejligt. De første halvtreds er altid de sværeste.

Desværre kalder arbejdet altid igen efter sådan en ferie, så nu sidder jeg og opsætter skrivelyst – foreningen HUFs medlemsblad med artikler om forfatterlivet og skrivningen.
Jeg var originalt redaktør og skaber af bladet sammen med Camilla Wandahl, men vi gik begge af for at skrive noget mere på vores eget. Desværre måtte de nye redaktører trække sig ud af arbejdet igen, så der var lige brug for en til at sætte bladet op igen. Sådan kan det gå. (og ikke et ord om at jeg faktisk kan fange mig selv i at nyde det)

Mon jeg lige får skrevet et kapitel eller to på eftermennesket i aften? Det satser vi på.

God skrivelyst
Bjarke

Castle – en opdateret Miss Marble

opdateret i dag i stedet for på mandag i anledning af sommervarmen.

Min yndlings tv-serie i øjeblikket hedder Castle

De af jer, der straks kaster jer over tv-oversigten kan godt slå koldt vand i blodet. Tv2 har valgt at sende den lørdag nat, så det forhindrer nok en del i at se serien på dansk tv.

Den kan dog ses gratis (og lovligt) på casttv.coms hjemmeside. Casttv er en mulighed for serieproducenterne for at lægge afsnit ud i en ringere kvalitet, og på den måde lade folk blive bidt af dem.

Serien Castle handler om bestseller-forfatteren Richard Castle, der i sin jagt på inspiration til sine krimier kommer til at arbejde sammen med Kate Beckett, en cool, kvindelig detektiv fra kriminalpolitiet – som også bliver inspirationen til hans romanheltinde Nikki Heat.

Selve seriens opbygning er klassisk krimi: en ny sag skal opklares hver gang. Hvad der gør den her serie speciel er karaktererne!

Nathan Fillion (Firefly, Buffy og To fyre og en pige) spiller forfatteren Richard Castle så overbevisende og med så meget overskud, at jeg rent faktisk tror på at han kunne være forfatter – og så skriver han! I modsætning til en anden stor fiktiv forfatter så får Castle rent faktisk skrevet bøger! Bøger som takket være tv-selskabet kan købes i virkeligheden.
Hver gang jeg finder mig selv i et sort hul over den endnu manglende anerkendelse som forfatter, så ser jeg et afsnit af Castle. Det genopfrisker lige erindringen om hvorfor jeg skriver.

Og sæson 1 kan købes i en samlet boks! Kan varmt anbefales.

God skrivelyst (hvis du ikke lige snupper et afsnit mere)
Bjarke

Få styr på romanen!

I Torsdags udkom så min første artikel på forfattervaerk.net.
Artiklen er første del af en serie på tre, og handler om hvordan man ved at blande retoriske principper med sin fiktionsskrivning kan lave en hurtig og god oversigt over sin roman.

Selve artikelserien forklarer hvordan man med lidt struktur og planlægning kan slippe for at skrive sig hen til steder man ikke kan slippe ud fra og havne i et evigt omskrivningshelvede.

Hver artikel er bygget op omkring retorikkens tre faser: Inventio, dispositio og elocutio – idefasen, dispositionen, og de gode sprog.
Derudover er der også en masse andre tricks og retoriske hjælpemidler til at få en i gang med at skrive en supergod og spændende roman.

Jeg håber, at jeg med artiklen kan få overbevist folk om at det at skrive struktureret og ud fra en plan ikke nødvendigvis er en dårlig ting. Og at det i stedet for at nedbryde ens glæde ved skrivningen rent faktisk kan opbygge og styrke den. Ja hvad, man kan da håbe, hehe.

Egentlig er det en gammel ide. Jeg fik først ideen da jeg læste retorik på uni, og har så gået og summet på den indtil nu, hvor den pludselig bare ville ud.

Desværre koster det penge at læse den, et medlemskab til forfattervaerk.net koster 50kr for en måned og 350kr for et år. Derimellem er der så mulighed for at vælge tre måneder eller et halvt år.

Generelt vil jeg mene at det er et ringe beløb for at få den komplette guide til at skrive en roman (+ et utal af andre interessante artikler omkring skrivning og forfattertilværelsen). Første måneds medlemskab er også gratis, så man kan se om det er noget for en, før man overfører pengene.

God skrivelyst
Bjarke

Nutid eller datid?

Det hænder at jeg bliver spurgt: ”Bjarke, hvad er bedst at skrive, nutid eller datid?”
De mennesker, der spørger mig hælder gerne til selv at ville sige datid af en eller anden grund, og spørger gerne for blot at få dette bekræftet.
Men jeg siger nej!

Hvorfor skulle datid være specielt bedre end nutid? Ja, jeg indrømmer, jeg har selv engang for mange år siden været en af dem, der gik med den holdning, men det har ændret sig.
Men hvorfor ændrede det sig? Og hvordan kan man få sådan en højest mærkværdig holdning i første omgang?

Det er faktisk ikke engang så lang tid siden at det ændrede sig for mig. Det var faktisk for nylig. I Januar begyndte jeg på min ungdomsbog, som jeg længe havde bestemt skulle være 1. personsfortæller. Men hvilken tid? Jeg hældte automatisk til datid, for den havde jeg altid skrevet, og det var jo den ”litterære tid”. Men så gik jeg i tænkeboks, og diskuterede dette med en forfatterkollega, som jeg vidste selv var glad for nutid.

Det jeg nåede frem til er, at der er fordele og ulemper ved begge tider.
Datid får det hele til at virke lidt episk – det skete i de dage-agtig – og distanceret netop på grund af dette. Noget som kan gavne en hvis man skriver om kæmpe krige imellem elvere og orker i et fantasyunivers.
Nutid derimod er, ligesom navnet antyder i nuet. Overblikket fra datiden er væk, det sker lige nu! dette kan være rigtigt godt til spænding, og et af de bedste eksempler på det jeg har læst i nyere tid er Troldmændene fra Ravencliff. Filosofisk kan man sige at nutid gør læseren usikker på fremtiden, hvor datid er skrevet i fremtiden, og derfor ikke kan have helt samme virkning.

Men når nu man se de forskellige tiders fordele og ulemper, hvorfor er der så folk der stadig hælder til datid som ”den litterære tid”?
Mit gæt er, at det skyldes noget så banalt som Mads og Mette-bøger. Jeg ved ikke om de hedder det længere, det hed de da jeg var barn. Men den slags bøger, der skal lære børn at læse. De er gerne skrevet i nutid med fantastisk gribende sætninger som:

”Mads ser en ko. Se en ko, siger Mads. Mette ser koen. Den er fin, siger Mette.”

Disse sætninger er selvfølgelig simplificeret så det er lettere for børn, der skal lære at læse at overskue dem. Det er stort set de samme ord, der går igen, og sætningskonstruktionen så simpel at alle kan følge med.
Det behøver nutid jo ikke at være. Nutid kan være præcis lige så flot, stor og prangende som datid, det er bare et spørgsmål om ikke at se på det som en ”lær at læse-tid” men som en ”spændingsskabende tid!”.

Selv er jeg meget begyndt at tænke på hvad jeg vil opnå med historien før jeg vælger tid, og kan varmt anbefale andre også at gøre det. præcis som med fortællerforhold – kan være der kommer et indlæg om det en dag.

God skrivelyst
Bjarke

artikelskriveri

Jeg skal skrive seks artikler til forfatterværk, hvor sejt er det ikke lige? Det er jo blandingen af mine to yndlingsbeskæftigelser. Forfatterlivet og journalistikken.
Min første artikel kommer til at handle om hvordan man ved hjælp af retoriske virkemidler får overblik over sin ide og lettest får en roman ud af processen, og samtidig halverer ens omskrivningsarbejde bagefter.

Problemet med at lave gode råd til forfattere, der er så omfattende som det jeg i artiklen har gang i, er, at alle forfattere har forskellige arbejdsprocesser som man må tage højde for. Samtidig med at man så tager højde for dette, må man også bare finde sig i, at der er andre, der skriver fuldstændigt anderledes og vil mene at ens råd er dødens pølse. That’s life.

Og så skal der gå et stort tillykke til Nicole Boyle Rødtnes, som vandt tredjepladsen i Byens Forlags novellekonkurrence om terror.

Nå tilbage til artikelskriveriet!god skrivelyst
Bjarke

Skriv en Jerry Bruckheimer-roman

Jeg var for et stykke tid siden inde og se Prince of Persia – totalt fed film! Jeg elsker den type adventure-film, og specielt dem som Jerry Bruckheimer laver. Det er blandt andet også ham, der står bag Pirates of the Caribbean og tv-serierne med CSI. CSI-serierne har aldrig rigtigt fanget mig, men Pirates of the Caribbean er jeg vild med.
Men hvad er det, der fanger publikums interesse i den slags film? Og kan man som forfatter tage det med sig i sine tekster? her er mit bud på hvad der gør at vi sidder klistret til skærmen når Dastan smider sig fra hustag til hustag i Persiens rige.
Sådan som jeg ser det, er der fire ting der gør sig gældende i den slags film:

Cliffhangers
Filmene er fyldt med cliffhangers. Lad os se på Pirates-filmene, jeg vil jo nødigt afsløre Prince of Persia for folk, der ikke har set den endnu.
I løbet af de tre film bliver Jack Sparrow taget til fange, efterladt på en øde ø, forfulgt af både ordensmagten og Davy Jones, og sidst men ikke mindst slået ihjel. Der er dælme nogle cliffhangers i den historie! I romanformat har forfatterne det endnu lettere, for vi har kapitler. Det vil sige at vi let og elegant kan integrere cliffhangers i vores plots.

Hurtige skift i magtforhold
Det er ikke til at holde styr på hvem der har ”the upper hand” i Pirates of the Caribbean. Har Jack Sparrow styr på hvad han laver, eller er han bare en heldig tåbe? Hvem har egentlig en forhekset guldmønt så han kan overleve alt? Og specielt i film 2 og 3 intensiveres dette aspekt: for hvem har Davy Jones hjerte?
Sådan som jeg ser det, så handler det om at have et lettilgængeligt men vigtigt objekt, Davy Jones hjerte eller en tidsrejsekniv, som man let kan stjæle. Hvis man har et objekt, der let kan stjæles kan man også let skabe nye cliffhangere, for hvornår og hvordan, og man ved faktisk ikke hvem man kan stole på, for det eneste man kan stole på er:

”En tyvs ære”
ALLE er tyve. Ingen kan stole på nogen. Will og Jack snyder hinanden. Elisabeth snyder Jack. Will snyder Davy Jones, og Admiral Norrington snyder alle. Man kan ikke stole på nogen, for en tyv har ingen ære.
Så grundlæggende skal man lave en masse cliffhangere, som hovedsageligt bunder i, at man ikke kan stole på nogen af hoved- og bifigurerne, fordi de alle har hver deres grund til at få fat i det objekt, der bestemmer magtforholdet. Kan man få det til at give mening i sin roman, så tror jeg, at man får en rigtig lækker og spændende bog. Dog skal man huske den sidste og vigtigste ting i Jerry Bruckheimers film:

Kampe, udfordringer, spring og drama
Der skal ske noget! Kampene skal ikke bare være almindelige kampe. Det skal være spektakulære kampe hvor vi svinger os fra skib til skib og løber i kæmpe møllehjul for at få fat i objektet, der afgør magtforholdet. Vi skal konstant være på flugt, og for fanden da, kast da et kærligheds-subplot ind i det hele også, uden at dette dog skal ødelægge en tyvs ære, for kan man egentlig stole på ens store kærlighed?
Står hovedpersonerne stille, og lader man dem sove trykt og langt op af dagen, så er det ikke spændende nok!

Håber det også har inspireret jer!
God skrivelyst
Bjarke

Ps. Jeg ved godt at Bruckheimer ikke har skrevet nogen af filmene, man han har produceret sammen med Disney, og jeg tror, at de har bestemt de her generelle ting før forfatteren blev kædet på.