mandag den 16. april 2012

Hvordan får man ideer?

Ja, hvordan gør man egentlig det? Inspireret af en kommentar til et tidligere indlæg, vil jeg prøve at komme med et svar på dette store spørgsmål.

Men det kan man jo reelt set ikke svare på. Ideer er noget, der lige pludselig opstår, og så handler det bare om at gribe den. Så enkelt er det, man må ud med fiskenettet, for man kan ikke tvinge dem frem.
Men man kan lokke dem!

Der er flere måder at lokke ideer frem på. Bl.a. Kanonkongen fra P3 har en udmærket fodbold-metode som han beskriver i sin bog Kanonkongens samlede værker. Den går grundlæggende ud på at forestille sig en fodboldbane, og så lade en kendt person skyde en bold af sted efter en, og så skal man på vejen slippe associationerne fri. Jeg vil foreslå jer at låne bogen hvis det lyder interessant, da han kan forklare metoden langt bedre end mig.

Hvad nu hvis-metoden
Men hvordan gør jeg så, når jeg skal arbejde med ideer? Jeg har to metoder. Den første er en jeg har til fælles med forfatteren Nicole Boyle Rødtnes, og som jeg har valgt at navngive Hvad nu hvis-metoden. Den går i al sin enkelthed ud på at sige hvad nu hvis til ALT!
Nicole fik sin ide til skeletter i skabet-serien på netop den måde. Hende og jeg stod i hendes opgang, og skulle til at gå, og snakkede om udtrykket at have skeletter i skabet – altså hemmeligheder. Pludselig blev Nicole stille, inden hun så med antydningen af en ide i stemmen så på mig:

”Hvad nu hvis der virkelig var skeletter i skabene? Hvad hvis det var dem der bevogtede ens hemmeligheder?”

Resten er historie, men det første i hvert fald til Nicoles debutbog og en fantastisk fantasy-historie som jeg varmt kan anbefale.

Så hver gang du siger eller læser noget, så husk lige at spørge: Hvad nu hvis? Og tjek om der er en god historie.

Research-metoden
Dette er min foretrukne metode. Den fungerer godt for mig, og resulterer også gerne i at man samtidig bliver lidt klogere. Det handler i bund og grund om at læse og se en masse fjernsyn. Gerne om faglige emner.

Skriver man fx Science Fiction er en god ide at læse illustreret videnskab, da de ofte skriver letforståelige artikler omkring nye emner, som kan inspirere en. Bliver man så inspireret så er det bare at gå på biblioteket eller internettet og begynde at læse. På den måde får man både en masse viden, som man selv og ens karakterer kan bruge – men samtidig kan man pludselig blive inspireret til noget helt nyt og på den måde udvikle ideen.

Min novelle Portræt af dukke og dreng (fra Dystre Danmark 2), er et godt bud på dette. Jeg elsker horror og gys, og en af mine yndlingsting er at gå på youtube og finde uhyggelige billeder og film. Her stødte jeg på det uhyggelige billede The hands resist him, og jeg vidste at jeg måtte vide mere om billedet. Det resulterede i mange timer på wikipedia og lignende sider, indtil jeg havde en stor viden om netop dette billede. Den viden, specielt vandrehistorien bag billedet, gav mig ideen til novellen, og voila, pludselig havde jeg en historie om uhyggelige billeder og skræmmende børn. Redaktøren kunne også lide historien, og nu har jeg både en masse viden om et maleri, en anekdote jeg kan fortælle til foredrag eller i blogindlæg, og en fed novelle som folk forhåbentlig kan lide, og vil gyse over. Tre ting, bare ved at læse. Det er da meget fedt, ikke?

Idebank
Det vigtigste råd jeg kan give, når man skal få ideer er at have en idebank. Det kan være en lille notesbog eller et dokument på computeren, det bestemmer man selv. Tanken er at man skriver sine ideer ind i den, og jævnligt ser på dem, for at se om nogle ideer måske kan lægges sammen til en fed historie, eller om man har fundet en ny vinkel på en gammel ide. Samtidig er det en god måde at huske sine roman- og novelleideer på, og kan hjælpe en til at finde gejsten for et gammelt projekt. Specielt hvis man er lang tid om at skrive en roman kan dette være smart, da man så kan skrive andre romanideer ned heri, så man ikke glemmer dem inden man er færdig med den første.

Så skynd dig at lave en idebank, begynd at læs en masse – og husk at spørge Hvad nu hvis? Så er du godt på vej til at få de fede ideer snart.

God skrivelyst
Bjarke

mandag den 9. april 2012

Lortebog! - Om at elske sine skriverier, og ikke opgive romanen

Åh, hvor kender vi det godt, gør vi ikke? Vi har skrevet og skrevet, og det er kørt som en drøm, og så lige pludselig ... Ja, lige pludselig virker det bare ikke godt længere. For hvor er ens plot da egentlig bare dumt, og det bliver bare ved ud i det uendelige! Og det er en lortehistorie!

Selvfølgelig er det ikke en lortehistorie. Selvfølgelig er den stadig god, og nej, hvorfor skulle dit plot være dumt?


Det der sker, er en blanding af to ting: For det første kan hjernen ikke overskue romanens plot mere, for det andet så vil hjernen gerne snart afslutte historien, så den kan komme videre med andre ting - dette viser sig ved at du helt sikkert også har lyst til at skrive på den her nye meget bedre ide, du har liggende.


For mange, specielt unge forfattere er det normalt let at starte sine historier og bare skrive og skrive. Det er når historierne skal blive alvorlige eller afsluttes det bliver svært. Måske kender man ikke slutningen, måske har man bare ikke lyst til at tage afsked med sin fiktionsverden, og derfor udskyder man konfliktløsningen og slutningen.

Der er mange muligheder, og alle har det til fælles at hjernen til sidst giver op. Hvis du ikke gider afslutte opgaven, så går den da bare i gang med noget nyt.


Hvad gør man så for at modarbejde hjernen? Der er en række af ting man kan, den første jeg vil foreslå er at planlægge. Jeg ved at mange ikke gider at planlægge deres bøger, fordi det tager lysten ud af historien og skrivningen i deres øjne. Det er også fair nok, men hvis det handler om hvorvidt man skal opgive en bog eller skrive den færdig, så kan det vel ikke være så slemt lige at planlægge den sidste halvdel så man ved hvad man skal skrive?

Hjernen bliver i hvert fald glad, da du i det det du planlægger, fortæller den at der er en ende på projektet, og at I arbejder derhen imod. Den får også mere ro, da den ikke længere selv skal holde styr på alle dine ideer og plots, men kan overlade lidt af det til planen - på den måde bliver hjernen altså "i godt humør" igen, får overblik over historien og lyst til at gøre opgaven færdig.


En anden ting man kan gøre er at have en lille notesbog hvor man, når man starter med at skrive sin historie, skriver ned hvad man synes er godt ved ens historie. Hvorfor er den god? Hvorfor er den spændende? Hvorfor synes du den er sjov at skrive?

Vær ikke bange for at overdrive din glæde her, bare få det hele med, og i detaljer! Når du så går i stå og synes det hele er noget møg, så finder du bogen frem og læser alle de positive ting, du havde at sige. På den måde kan du være heldig at dræbe de dårlige tanker, ved at fortælle hjernen alle de positive tanker, den har tænkt før.


Af andre små råd kan jeg sige at det kan hjælpe meget at printe regelmæssigt. På den måde har du altid bogen udprintet, og der er ikke noget mere motiverende end at se en roman vokse lige så stille.


En sidste ting er, at du kan få andre til at læse historien og give dig feedback. Hvem ved, måske modarbejder din hjerne dig fordi der er et plothul du ikke selv har opdaget? Underbevidst ved du det, men har ikke erkendt det? En læser vil kunne finde dette problem og sige "Her skal du altså ændre noget - men ellers er det skide godt," hvilket kan være lige det der skal til, for at du får lysten igen!


God skrivelyst
Bjarke

mandag den 2. april 2012

Gæsteindlæg: Nicoles 4 tips til at skrive gode replikker

Her kommer fire hurtige tips til, hvordan du kan blive bedre til at skrive dialoger. Mange tænker måske ikke så meget over replikkerne, de er bare noget der skal være der. Det kan god betale sig at bruge lidt tid på sine replikker, for det er her, du virkelig kan løfte din bog og udbygge dine personer.


1.  Skriv mundrette replikker
Den mest hyppige faldgruppe, når man skriver replikker er, at de ikke bliver mundrette. De bliver lange og kluntede og virker slet ikke som noget, man rent faktisk ville sige.

Den letteste måde at undgå denne faldgruppe på er ved at læse replikkerne højt. Hvis du hakker i oplæsningen, så er det tegn på, at der er noget galt. Tænk kort og enkelt, frem for at ville sige det hele på en gang. Oftest kan lange replikker opdeles i flere korte.


2. Lad replikkerne afspejle personen
Replikker er en vigtig del af personkarakteristikken. Gennem dine personers ordvalg fortæller du meget om dem og deres baggrund.  En almindelig faldgruppe er at lade alle personerne tale ens.  Det giver kedelige ensformige replikker, og kan i værste fald virke utroværdigt, hvis både ung som gammel bruger de samme bandeord og slangudtryk.

Du skal tilpasse replikkerne personen. Lad dem vælge ord, der passer til dem i forhold til deres personlighed, opvækst, sociale status, alder, uddannelse, køn osv.  Forsøg at give de vigtigste hovedpersoner en unik stemme. Hvis du mestrer denne kunst til fingerspidserne, vil dine læsere alene ud fra måden replikken bliver sagt på vide, hvem der taler.


3. Glem ikke konflikterne
Den måde personer taler sammen viser en masse om deres status i forhold til hinanden. Simpelt sagt så er det den stærkeste person, der styrer samtalen. Det er ham eller hende, der bestemmer, hvad der snakkes om.

Det er også de stærkeste personer, der får lov at sige mest, hvorimod svagere personer kan have svært ved at komme til orde. Dette gælder helt almindelige samtaler og kan også bruges i bøger til at understøtte eller opbygge konflikter.


4. Undgå fyld
Dialogen i bøgerne kan let vokse sig meget omfangsrig, men replikker skal ikke bare være fyld. Hver eneste replik skal have en funktion. Det kan fx være at vise forholdet mellem forskellige personer, at opbygge konflikter eller at give vigtige plotspor. Ligegyldig smalltalk eller lange goddag og farvel-seancer  er spild af bogsider og skal undgås.

Skær ind til benet. Forkort og forfin dine dialoger, så de altid har en funktion.  Igen kan oplæsning være en god hjælp. Her opdager du, hvis dialogen kører i tomgang og kan lettere skrive om og skære væk.


Vil du vide mere?
Den 29. april holder jeg et 1-dags-kursus hos AOF om, hvordan man skriver gode replikker.  Her kan du lære meget mere om, hvordan replikkerne kan bruges som fingeraftryk, statusmåler og plotværktøj.



God skrivelyst
Nicole


Præsentation af forfatteren
Nicole Boyle Rødtnes har skrevet en række bøger for børn og unge. Hun er uddannet fra Forfatterskolen for Børnelitteratur og er ved at afslutte sin uddannelse som cand.mag. i dansk ved Københavns Universitet. Læs mere om Nicole på hendes hjemmeside  og hendes blog

mandag den 26. marts 2012

Konkurrence: Så er det igen tid til drengenoveller!

Ja, præcis som de lovede sidste år, så står Ministeriet for Børn og Undervisning og Kulturministeriet igen for en konkurrence, der skal få drengene på 8-12 år til at læse.


Selve konkurrencen starter fra d. 16. april 2012 og kører til d. 2. juli 2012 hvor priskomiteen læser teksterne og udvælger 5, der går videre.

fra september til oktober vil det så være muligt at downloade de fem tekster fra bl.a. Palles Gavebod og børnebibliotekernes hjemmeside.


Krav:
Men som altid er der krav til en sådan konkurrence, og de er som følger:

·         Teksten må max være 1500 ord lang (dvs. kun halvt så lang som sidste år!)

·         Teksten må ikke tidligere være publiceret.

·         Det er kun muligt at sende en tekst ind!

·         Teksten skal have en stærk narrativ fremdrift, og skal placere sig tydeligt i en genrekategori. genren vælger du dog selv, og de foreslår krimi, historisk fortælling, fantasy, sport eller humor, da det er genrer undersøgelser viser tiltaler drengene.

·         Ved indsendelse giver du også lov til at din tekst må blive offentliggjort på bl.a. Palles Gavebod.

·         Deadline for indsendelse var som sagt d. 2. juli 2012!


Ens bidrag skal sendes til: drengelitteratur@remove-this.kulturstyrelsen.dk


Præmier!
Præmierne er som sidst lækre, da der uddeles 25.000, 10.000 og 5000 kr. til henholdsvis 1., 2., og 3.pladsen.

Samtidig vil man blive overrakt prisen på dette års Bogforum, præcis som sidste års vinder, Michael Kamp!


Så hvad venter du på? Kom da i gang med at skrive den ultimative historie til drenge!

God skrivelyst
Bjarke

fredag den 23. marts 2012

Scifi-konkurrence lige under overfladen!

For syvende år i træk udgiver Science Fiction Cirklen deres antologi med arbejdstitlen ”lige under overfladen”.

Novellen skal være science fiction, men der er ikke krav om noget bestemt emneområde eller andre ydre omstændigheder der skal opfyldes. Alt fra tidsrejser, space-opera, nær fremtid og fjern fremtid til parallelverdner osv. er ok.

”Det bør dog nok nævnes at redaktøren foretrækker historier, der ud over rammen også har en form for ’budskab til læseren’. Det er svært at formalisere, da det kan være så forskelligt, men normalt vil det fremgå af historien når man læser den. Rene action historier der lige så godt kunne være foregået i nutiden vil blive nedprioriteret.”

Samlingen har en max ordgrænse på 10.000 ord, og redaktøren forventer for det meste noveller i rammen 3.000-6.000 ord. Mindre kan dog også gøre det, hvis man bare har en knaldgod ide på 500 ord.

Man må højest sende 3 noveller ind, da redaktøren også skal have en chance for at læse dem igennem. En fornuftig regel, da der ofte er rigtigt mange der deltager!

Deadline er d. 1. marts 2013, så er der er rigelig tid til at finde på et spændende og ”budskabsrigt” plot til netop din science fiction-novelle!

Novellen skal (sammen med en lille tekst om forfatteren på 100-400 ord) sendes til redaktøren Carl-Eddy Skovgård på ceskovgaard@e-box.dk

For yderligere information kan man gå ind på Science Fiction cirklens hjemmeside, eller kontakte Carl-Eddy pr mail.


God skrivelyst
Bjarke

mandag den 19. marts 2012

Teater-skrivekonkurrence

Går du og drømmer om at skrive skuespil så giver Teater V dig muligheden!


Teater V afholder nemlig igen i år deres konkurrence Dramatisk Debut, hvor de søger unge uopdagede talenter til at skrive for de skrå brædder.

Alle, der ikke har haft dramatikerdebut med overenskomstmæssig dramatikerløn, kan deltage.


Der udloves en præmie til 1., 2. og 3. pladsen, der ser sådan ud:

1. præmien er 100.000 kr. samt professionel debut på Teater V i foråret 2014.

2. præmien er et arbejdslegat på 10.000 kr. samt en uges workshop med professionelle teaterfolk.

3. præmien er et arbejdslegat på 5.000 kr. samt en uges workshop med professionelle teaterfolk.


Kravene:

·         Hver deltager kan kun deltage med 1 manuskript. Manuskriptet må ikke tidligere have været sat i produktion og spillet overfor et betalende publikum.

·         Manuskriptet skal være skrevet på dansk og må behandle et hvilket som helst emne.

·         Det skal være på minimum 75 sider og max. 90 sider

·         skal kunne spilles af max. 4 skuespillere.

·         Det skal være skrevet med henblik på en teateropsætning, og

·         Skuespillet skal henvende sig til aldersgruppen 16 år og op.


Der er også en masse krav til opsætning, som kan læses inde på deres hjemmeside, hvor der kan downloades en lille vejledning. Her kan du også læse om hvordan manuskript skal indsendes.


Deadline for indsendelse er tirsdag d. 1. oktober 2013 kl. 12.



Man kan læse mere på Teater V's hjemmeside HER!



God skrivelyst!
Bjarke

søndag den 18. marts 2012

Romankonkurrence: Kan du skrive en samtidsroman?

Politiken har knapt nok overstået Anders And-konkurrencen, før de er klar igen: denne gang kan du vinde en kvart million kroner.

Kravene til romanen er forholdsvis simple:
  • Du skal være fyldt 18 år
  • Romanen skal handle om det at være menneske her og nu
  • Romanen skal være skrevet på dansk

Og præmien er som sagt 250.000 kr. hvilket ikke er en hel lille betaling for et romanmanuskript - så måske man skulle komme til tasterne?

Deadline er januar 2013 (ingen dato, så går ud fra at man har hele måneden), og vinderen udpeges d. 31. maj 2013.
Romanen sendes til Forlaget Politiken med gammeldags post!

Du kan læse mere HER!


God skrivelyst
Bjarke