Fuck inspirationen

Ja, det er lidt af en udmelding her i starten af ugen, men det er sgu rigtigt. Man kan ikke altid vente på inspirationen hvis man gerne vil noget med skrivningen. Hyggeskriver man når man lige har lyst, så er det selvfølgelig fint nok, men for os andre, ja, så nytter det ikke at vente på den vidunderlige inspiration. Eller som den danske forfatter Sally Altschuler udtrykker det:

”Du skal skrive, og du skal også skrive, når du ikke gider. Det er faktisk enormt vigtigt at skrive, når du ikke gider. Lad være med at tro på, at den hellige inspiration indfinder sig. Inspiration er stærkt opreklameret.”

For det er det det handler om. At sætte sig ned foran computeren og skrive. Få fingrene til at danse henover keyboardet selvom de ikke har lyst. Få nogle bogstaver ned på papiret og had dig selv for hvor amatøragtige de lyder, men du skal se i morgen har du det bedre, og så ved du præcis hvad du skal gøre for at få ordene til at lyde godt – og så er det da alligevel dejligere at have noget at arbejde med, ikke? Her giver jeg helt klart forfatteren Brian Christensen ret når han siger:

”I mange år troede jeg, at jeg skulle være inspireret for at sætte mig ned og skrive. Derfor fik jeg aldrig skrevet særligt meget. En dag fandt jeg så ud af, at jeg er nødt til at tvinge mig selv til tasterne og så bare skrive løs. Så opstår der for det meste noget, der kan minde om inspiration. Hvis ikke – så får jeg i hvert fald noget fra hånden og ned på papiret, som kan bruges i det videre arbejde.”

Så jeg vil ikke høre nogen undskyldninger! Sæt dig ned foran computerskærmen og få nogle ord skrevet. Så meget du kan! Fuck inspirationen, for du er forfatter. Dit job er at sætte ord sammen, så det er det du gør. Også de dage hvor du hellere vil pjække og se tv.

Håber denne lille peptalk kan få gang i skriveriet. Vælger du alligevel at vente på inspirationen, så vil jeg kun foreslå dig at følge forfatteren Peter De Vries råd:
”Jeg skriver kun, når jeg er inspireret. Jeg sørger for at jeg er inspireret hver morgen klokken ni.”

God skrivelyst!
Bjarke

De to typer ironi

Vi kender den alle. Vi spørger om noget, der for os er relevant, og får et nedladende og vrængende svar. ”Det var ironisk,” bliver vi så mødt med, men hvad er ironi egentlig? Og hvordan bruger forfattere den?

En meget klog filosof fra gamle dage, Aristoteles, opdeler ironien i to. Den tragiske og den dramatiske ironi. Den tragiske er når hovedpersonen gør alt hvad han kan for at undgå noget, for derefter at gøre det, og den dramatiske er når læseren har en viden som hovedpersonen ikke har. men hvordan bruges de to ironi-typer?

Den tragiske ironi
Den tragiske ironi er tæt forbundet med ideen om skæbne. Historier, der bruger den tragiske ironi starter tit med at hovedpersonen får at vide at han er udvalgt til noget forfærdeligt. Dette prøver hovedpersonen selvfølgelig at undgå, fordi han er god, men i hans forsøg på at undgå det lever han op til skæbnen og gør det forfærdelige.

Et klassisk eksempel er det gamle teaterstykke Kong Ødipus. Det handler om gutten Ødipus, der får at vide at han en dag vil dræbe sin far og gifte sig med sin mor. Dette er han selvfølgelig skrækslagen over og sværger aldrig at gøre (let’s face it, det er også lidt ulækkert). Ødipus møder så på et tidspunkt en eller anden gut som han slår ihjel, og derefter gifter han sig med enkedronningen af Theben – han får simpelthen dronningen og det halve kongerige, så bliver det da ikke bedre?
Nej, desværre ikke. Fordi det viser sig til sidst at det var hans far han dræbte, og hans mor han nu har giftet sig med. Fordi skæbnen vil ske, også selvom man ikke er klar over den.

Der er mange måder at gøre dette på. Kong Ødipus er et ret voldsomt stykke, der næsten bygger over tragisk ironi, men der er også andre værker, der gør brug af det. Romeo og Julies afslutning kan ses som et bud på tragisk ironi. Romeos ven, Mercutio, nedkalder i sin sidste time en forbandelse over både Romeo og Julies familie. Denne forbandelse går fint i tråd med at vi før har fået at vide at de to familier ikke kan enes. Romeo forlader landet for at forbandelsen ikke kan ske, men da nyheden om Julies død når ham, drager han tilbage. Da så Romeo ser Julie død og selv tager gift for at være med hende fuldbyrder han forbandelsen, ved at begge familier mister deres arvtagere og den forbindelse der kan forene dem.

Så egentlig er det bare at give hovedpersonerne en skæbne de ikke kan forene sig med, og så gøre alt for at undgå den – og så selvfølgelig til sidst vise at dette ikke er muligt.

Dramatisk Ironi
Dramatisk ironi er lettere at bruge end tragisk. Dramatisk ironi sker i det sekund læseren ved noget som hovedpersonen ikke ved, lidt på samme måde som suspense. I Kong Ødipus sker den dramatiske ironi ved at Kong Ødipus vil vide hvem der er skyld i den pest, der hærger hans land. Publikum ved godt at det er ham selv, der er skyldig fordi han giftede sig med sin mor, men Ødipus ved det ikke. Den dramatiske ironi når så sit klimaks når dette går op for Ødipus, og han indser at han må straffe sig selv for det han har gjort. (Han flår sine øjne ud – lidt voldsomt, men sådan var det vel dengang.)

Komedie-serier bruger også gerne dramatisk ironi. Som fx når Ross og Chandler snakker sammen, og Ross tror de snakker om fodbold og Chandler tror de snakker om kærester. Den dramatiske ironis klimaks er så at Ross går ud og flirter med en pige selvom han har en kæreste, fordi Chandler sagde: ”Man må jo gerne score flere gange.” – Et usædvanligt plat eksempel, men det er jo også dit job som forfatter, at finde på bedre selv ;)

Håber det har kunnet inspirere dig til selv at prøve de ironiske former af.

God skrivelyst
Bjarke

Forfatterens tre karakteristika

Skal man definere en forfatter, så kan man nå frem til tre vigtige karakteristika. Det er en diskussion der ofte finder sted i min omgangskreds: ”Hvad er det, der gør os til forfattere, og hvorfor?”

Ofte er budene noget i retning af at man er opserverende eller indadrettet som person og lignende eksempler. Jeg har dog altid kunnet modbevise den første, da jeg ikke er særligt indadrettet, og jeg kender flere forfattere der er så distræte så det halve kunne være nok.

Men hvad er det så, der definerer en forfatter? Jeg er efter lang tids overvejelse nået ned til de tre punkter jeg tror, er en god række karakteristika.

Karakteristika #1: Talentet for at skrive
Man skal selvfølgelig kunne skrive. Det giver sig selv. Men hvordan beskriver man lige talent?
Med talent mener jeg ofte at man kan nikke genkendende til en eller flere af disse beskrivelser:
• En evne til at kunne sætte ord efter hinanden og sammen, så det giver et nyt og levende sprog.
• En instinktiv forståelse for historiefortælling (om end den kan være simpel i starten).
• Umættelig nysgerrighed. Et ønske om at finde ud af hvorfor nogle mennesker gør som de gør, og hvordan oplevelser kan føles for og påvirke et andet menneske.

Egentlig er talent det mindst vigtige. Jeg kender mange der har talentet, men som ikke gider gøre mere ved det, da det kræver for meget energi eller tid for dem. Det fører mig til:

Karakteristika #2:ønsket om at lære
Ønsket om at lære dækker over en sult efter viden, der ikke stopper når denne viden er opnået. I stedet for at være tilfreds med sine resultater, dykker man i stedet villigt ned i endeløs research for at blive bedre til sit håndværk: at skrive.

For ja, det at skrive er et håndværk. Bare fordi naboens tiårige søn kan slå søm i et bræt vil du jo heller ikke hyre ham til at sætte dit køkken i stand. Hvorfor skulle et forlag så tage en forfatter ind, der ikke har læst op på sit håndværk? Hvorfor skulle en læser? Der findes utallige bøger om at skrive derude, det er bare at gå på biblioteket. Og er man mere til undervisning findes der også mange skrivekurser, der varmt kan anbefales!

Karakteristika #3: viljen til at binde sig
“No. It is do or do not. There is no try:” Svarer Yoda Luke Skywalker, da han ikke er helt sikker på at hank an løfte sit rumskib. Og han har ret. Der er ikke noget der hedder prøve.
At prøve indebærer en let udvej: ”Jeg prøvede, det lykkedes ikke. Jeg giver op.” Hvis man så hurtigt giver op, så gjorde man ikke sit bedste – man prøvede kun. Enten skriver du, eller også skriver du ikke. Nogen gange findes ikke. Det kræver dog igen tre ting, der hvis en forfatter besidder dem, kan redde ham fra en del knubs:

• Man skal have engagement. At have viljen til det selvom det ser træls ud.
• Man skal være både hårdhudet og tykpandet, for man skal ikke kun kunne holde til at gå direkte forbi modstanden når den griner hånligt.
• Man skal pligtopfyldende åbne sit dokument og skrive. Hver dag. Også selvom man så bliver nødt til at ofre noget fritid.

Ja, det er hårdt at være forfatter. Det skal helst betragtes som et fuldtidsjob, det eneste problem er bare at du ikke får penge FØR dit værk er solgt, og du får slet ikke nok til at det kan gøre op for den tid du har brugt på arbejdet. Derfor skal man holde af det. At skrive. Man skal hver dag åbne dokumentet fordi man simpelthen ikke kan lade være, også selvom det ofte ender i modstand og ulønnet arbejde.

Men så er det jo godt at det er så sindssygt spændende at skrive, ikke?

god skrivelyst
Bjarke

Mythos – at bruge baggrundshistorie

Mythos betyder historie eller plot, og bruges gerne af historikere, der taler om græske myter eller lignende.
Det bruges også af en relativt stor gruppe nørder, der læser Lovecraft og refererer til hans baggrundshistorier som Cthulhu-Mythos.

Min ide om hvad mythos-begrebet er, indbefatter begge.

Historiens fortid
Når jeg siger mythos, så mener jeg mine historiers fortid. Altså den relevante fortid.
Lige nu arbejder jeg med at rette min ungdomsgyser igennem. Deri bruger jeg et gammelt sagn og Brønshøjs lokalhistorie som fundament for de uhyggelige ting der sker, og laver på den måde en mythos.

Det samme kan man gøre med de fleste steder. Jul på Kronborg er et godt eksempel på dette. Her bruger man Danmarks sagnkonge Hamlet, Holger Danske og en elverkonge, der alle sammen er forbundet på en eller anden måde. Dét er mythos.

Dybde til monstre og lokationer
En histories mythos gør, at man har noget at opklare som læser. Den gør også at det fantastiske element ikke bare er et monster eller et smykke, men har en forklaring og en historie.

I nightmare on Elm Street er Freddy Krueger ikke bare et tilfældigt monster, der slår ihjel i drømme. Han er en tidligere pedel i den børnehave hovedpersonerne gik på. Derfor ønsker han hævn. Hovedpersonerne afslørede hans overgreb dengang.

Mythos kan også være endnu ældre. I min ungdomsgyser peger mythos tilbage på Svenskerkrigene i 1600-tallet. I stedet for at have et ondt spøgelse, der slår ihjel, så har jeg nu en ond svensk soldat, der efter 400 år er vendt tilbage for at hævne sig, fordi vores hovedpersoner graver i ting, der ikke skal graves i.

Så ved hjælp af en blanding af lokalhistorie, legender, sagn og fantasi får jeg en unik mythos, som får min historie til at stikke frem og virke interessant.

Hvordan?
Men hvordan bærer man sig lige ad med at lave en mythos? Man vil gerne skrive en gyser eller fantasy-historie, men hvor skal man begynde?
Et klassisk råd hedder: Write what you know.

Hvilken by bor du i? Har den en lokalhistorie? De fleste byer har en, hvis man roder længe nok. Og ellers må man finde på en (tro ikke at det er lettere).
Randers har Niels Ebbesen, Jylland har den mystiske hede, Københavns bydele har også hver deres. Fx den nedbrændte mølle på trianglen nær Nordhavn station: hvilke historier gik tabt i den brand? Og kan de findes? Ønsker man at finde dem?

Kender man først lokalhistorien, er det også lettere at komme videre. Måske finder man selv på et monster eller et spøgelse. Måske kender man til et sagnmonster man godt kunne tænke sig at bruge.
Har man en baggrundshistorie, er det lettere at få det fantastiske element til at passe ind – og lige pludselig er monstret ikke bare et monster, men et væsen med en lokalhistorie, med legender, og hvis man er rigtig god, så kombinerer man det hele, så man også kan slå en krølle på halen når monstret skal dræbes i en ildebrand af samme størrelse som den, der nedbrændte møllen ved Nordhavn Station.

Håber I er blevet inspireret til at lave jeres egen mythos

God skrivelyst
Bjarke

Helt ude i skoven fantasy-konkurrence!

Så er det blevet tid til endnu en årligt tilbagevendende konkurrence, og også denne gang er genren valgfri så længe den er fantastisk (dvs fantasy, scifi, horror).

Max længde er op til 8000 ord, og temaet for konkurrencen er ”skov”. Det vil sige at der skal handle om en skov, eller forekomme en eller flere skove i historien. Skoven behøver dog ikke være det fantastiske element, så man kan sagtens slå sig løs med vampyrer eller hvad hjertet begærer – bare der er en skov med.

Deadline er 1. juli 2011, og er man under 20 år gammel kan man desuden deltage i ungdomskonkurrencen hvis man ønsker dette. (dette aflukker ikke en fra hovedkonkurrencen, så er man ung skal man bare sige det).

Har man en god historie skal man bare sende den til novelle2011@fantastik.dk

Foreningen Fantastik står bag konkurrencen, og de er lidt vage med hvad præmien er. Der er ingen penge, men de nævner en udgivelse i en publikation, men uden at være egentlig konkret. Sidste års vinder blev trykt i Himmelskibet, så det er måske et meget godt bud.

og tak til Saynab for at gøre mig opmærksom på konkurrencen :)
God skrivelyst
Bjarke

Mest fantastisk

Ja, det er en lidt interessant overskrift. Men den skyldes simpelthen en anmeldelse af en af mine noveller.

Der er sket det at jeg i starten af året har fået udgivet to noveller. Den ene er science fiction-historien Flugten fra Robert, der er et bud på fremtidens ældrepleje – hvis vi mekaniserer den! En tankevækkende historie om hvad de ældre egentlig ønsker af fremtiden.

Den anden novelle er så den, der har fået de pæne ord med på vejen. Anmelderen fortæller om to gode noveller i samlingen, og kommer så til de dejlige ord:

”… men mest fantastisk er Bjarke Schjødt Larsen´s fortælling om pigen, der bliver skovmandens brud.”

Det er Emil Blichfeldt fra bogblogger.dk, der har anmeldt fantasy-samlingen Ad Mørke Stier, og jeg kan ikke være mere glad. Det er jo ikke hver dag man får at vide at man er mest fantastisk.

Håber I andre har en lige så fantastisk dag som mig. Har det interesse kan de to noveller anskaffes på henholdsvis:
http://www.sciencefiction.webbyen.dk/ – Det er novellen Flugten fra Robert trykket i Science Fiction #18/2011

http://www.rollespilsforlaget.dk/ – er til fantasy-novellen Skovmandens brud i samlingen Ad mørke stier.

God skrive- og læselyst
Bjarke

Gimmicks - fra uoriginal til genial

Din historie er kørt træt. Den er uoriginal og uinspireret. Din krimi ligner alle andre krimier. Din gyser alle andre gysere. Hvad gør du? Hvordan får du historien til at blive ny og original? Let nok, du bruger gimmicks! Hvad er en gimmick?

En gimmick er en detalje, der gør ens historie spændende og anderledes. Et godt eksempel på dette er krimiserien Numbers, der handler om en gruppe detektiver og politifolk, der ved hjælp af matematik opklarer forbrydelser. Matematik bliver altså en gimmick, der gør dette til et nyt og anderledes tag på krimi-genren.

Hvorfor bruge gimmicks?
Jeg har allerede lidt afsløret det. Gimmicks giver et nyt og anderledes tag på en allerede kendt og gennemprøvet genre. Det er også derfor at man som forfatter skal overveje om det ikke kan være smart at kaste en gimmick ind i ens historie. Hvad vil man gerne have at vide? At ens krimi var god men uoriginal, eller original fordi den blander to spændingsfelter anmelderne ikke havde regnet med?

Men hvordan gør man? Hvordan bærer man sig ad med at bruge gimmicks i sin roman? Der findes to måder at bruge gimmicks på: som historiebærer, og præmis-ændrer

Historiebærende Gimmicks
Når Gimmicks skal bære en historie, så skal de være gennemgående og have nærmest tematisk karakter.

I Jeanette Øbro Gerlow og Ole Tornbjergs roman Skrig under vand findes der et godt eksempel på dette. Hovedpersonen er vandskræk, og sagen der skal opklares kommer til at have vand som omdrejningspunkt. På den måde får vi altså involveret hovedpersonen i en sag hun ikke nødvendigvis har noget forhold til, med vand som det gennemgående tema. For kan hovedpersonen overvinde sin vandskræk for at opklare sagen?

Batman Begins er et andet eksempel på hvordan gimmicken får nærmest tematisk effekt. Temaet er frygt. Første del af historien handler om Bruce Waynes barndom, og hans frygt for flagermus, som han kobler sammen med et barndomsuheld og sine forældres mord (de så operaen flagermusen, da de døde).

Anden del handler om Bruce Waynes træning, og her er det skurken Ras Al Ghul, og hans onde syndikat af hævnninjaer, der tematiserer frygten. I sidste del bliver det Fugleskræmslet der opsumerer frygten. Imens Bruce Wayne som Batman bruger sin egen frygt til at skræmme de forbrydere, der i starten af filmen skabte frygt hos lovlydige borgere.

Ved hjælp af frygt-gimmicken som overordnet tema, lykkes det altså at kæde tre ret forskellige dele af en film sammen, og give mening i en helhed.

Præmisændrende Gimmicks
Præmisændrende gimmicks er de gimmicks, der ved hjælp af en, for det meste, simpel ide genopdager en genre som fx lægeserier og krimier. Et af de mest kendte eksempler i øjeblikket er CSI-serierne. Det er en politiserie, og alligevel ikke. For fokus er for det meste på det hold af Crime Scene Investigators, der er med til at opklare sagen ved hjælp af teknologi og retsmedicinsk viden.

Numbers, der bruger matematikken til at forny krimigenren er allerede nævnt. Og lægeserier ser man også en fornyelse af, blandt andet i serien House. Det er en lægeserie, men slet ikke som Greys Hvide Verden. Nej, House bruger en detektiv-gimmick, og handler mere om opklaringen af en sag/sygdom, end om læger og sygeplejersker.

Hvordan gør DU så?
Det hele handler om at kende din historie. Lad os sige du har læst mit indlæg om at skrive en roman, og nu har en oversigt over din roman. Kan den blive bedre? Er hovedpersonen fremmedgjort fra konflikten, kan man jo skrive et følelsesmæssigt problem ind. Ligesom i Skrig under vand hvor hovedpersonen er vandskræk.

Er der nogle temaer i din historie du kan forstærke, ved at ændre lidt i enten din hovedperson eller plottet? Det er en meget lille ændring, alligevel gør den historien 100 gange bedre!

Ændring af en histories præmis er lidt mere besværligt. Men måske har du en krimi, som du ikke synes skiller sig ud.

Skal hovedpersonen være automekaniker? Og hvordan vil plottet så se ud? Hvilke forcer har automekanikeren, der kan hjælpe opklaringen?

I et superhelte-drama, hvorfor så ikke følge skurken, eller den tilfældige mand på gaden? Eller måske endda superheltens datter, der fortæller om hvor hårdt det er at far altid kæmper imod skurke og tager arbejdet med hjem? Det hele handler om at være kreativ, så slå dig løs!

God skrivelyst Bjarke