Og så en morgen går man ned i postkassen eller tjekker sin mailboks. Og hvad ligger der? En stor tyk konvolut fra forlaget! Allerede her er det første advarselstegn. De fleste forlag sender ikke hele manus tilbage uden advarsel, hvis de er interesserede i at udgive ens bog.
Slukøret river vi derfor konvolutten op, og læser endnu et afslag, på vejen imod forfatterdrømmen
Men går verden nu også under?
Rundt regnet findes der tre afslag. Standard-afslaget, de gode råd-afslaget, og send ind igen/send os dit næste manus-afslaget.
Standard-afslaget er det mest almindelige. Der står gerne noget i retning af "Tak fordi vi måtte se dit manuskript. Vi kan desværre ikke udgive det af den ene eller anden grund."
Det er det vi hader at få at vide. Vi vil ikke udgive din roman på grund af noget meningsløst som at manus ikke passede ind i deres program eller lignende. Får man et sådant afslag, skal man bare skynde sig at sende videre til et andet forlag.
Den anden type afslag er afslaget med de gode råd. Her sker der mere. Forlaget virker rent faktisk til at have læst din roman, og gjort sig tanker om den. De kommer gerne med ændringsforslag og gode råd til dig som forfatter, men skriver også i bunden at de ikke er interesserede i at se manuskriptet igen.
Ved den type afslag skal man tage det med sig man kan bruge og glemme afslaget. Læs de gode råd igennem og kik dit manuskript igennem. Har de ret? Vil det gøre historien bedre at ændre det? Brug det endelig, det er for det meste kompetente folk, der sidder inde på forlagene - også selvom de ikke vil udgive ens roman (Samtidig er det jo lidt fryd hvis man retter en bog efter et forlags råd, og den så bliver udgivet på et andet forlag og bliver en succes).
Den sidste type afslag er det bedste man kan få. Send ind igen/send os dit næste manus-afslaget.
For det meste skriver de lidt i retning af de gode råd-afslaget, men med en vigtig lille forskel. I bunden af afslaget står der enten:
- Send dit manus ind igen når du har lavet rettelserne (som jo betyder at de er rigtigt positive overfor det du har skrevet, men at det mangler lidt)
- Send os dit næste manuskript (som er lige så positivt omend kræver lidt mere arbejde. De kan lide hvad du laver, og vil gerne se noget andet fra dig!)
Så næste gang du får et afslag. Så ignorer at de ikke vil lege med, og fokuser i stedet på hvad dit næste træk bliver. Skal du sende videre, rette til, eller skrive nyt? Og man må jo altid gerne gøre flere ting af gangen!
God skrivelyst