Alle forfattere har dage hvor de vågner og bare har lyst til at opgive skrivningen for altid. Det tror jeg i hvert fald alle forfattere har, men der er sikkert et par wonderboys/girls derude, der bare leverer varen hver gang, og kører derudaf.
Os andre, ja, vi må bare kæmpe med at holde selvtilliden oppe. Her er der fem tips jeg selv bruger:
1. Se dig selv i spejlet hver morgen og sig: Jeg er forfatter!
Det lyder fjollet og enkelt, men det virker. Med tiden vil du acceptere udgangspunktet, og det vil blive en vane for dig. ligesom det forhåbentlig også vil blive en vane at komme i gang med skrivningen.
Grunden til at dette punkt er på som det første er, at folk har en tilbøjelighed til at kategorisere sig selv som alt andet end netop forfattere – selv udgivne forfattere gør det endda.
I stedet for hver morgen at kalde dig selv skoleelev, key account manager eller kassedame så kald dig i stedet forfatter. Vær den du gerne vil være, den anden del er kun et overlevelsesgrundlag ikke en identitet.
Det er alt for let bare at kalde dig hvad end du tjener penge på, og så se skrivningen som en hobby – Men så bliver man også lettere ulykkelig, og man glemmer at holde sig selv ved ilden fordi man jo ikke kan prioritere en hobby på den måde. Så kald dig selv for forfatter. Foran spejlet. Hver morgen.
2. Lav logbog hvor du skriver hvor meget du elsker at skrive, hvad du har lært, hvor meget du har skrevet osv.
Dagbøger er nemlig ikke kun til teenageværelset. Selv i Star Trek har de dagbøger, eller logbøger, og det er et af de vigtigste redskaber man kan have med sig.
For det første så får du skrevet ned hvordan det går, og hvordan du har det. Er du rigtigt god, og oplever du længere perioder hvor din skrivning går lidt trægt, så kan man endda bruge bogen til lige at tjekke efter om du ikke måske har skrevet noget, der måske kunne være grunden til at du ikke kan skrive? Er det hver gang du har haft en samtale med viceværten? Har du skænderier med en god ven de dage? på den måde kan du altså lettere diagnosticere dine problemer, og gøre noget ved dem!
Samtidig får du også en fornuftig nedskrivning af alt du har oplevet med bogen, dine følelser omkring den, og hvad processen har lært dig. Alt sammen ting du kan bruge til at udvikle dig selv, og som senere kan bruges som funny facts til forfatterhjemmesider og foredrag.
Så når du har skrevet dagens tekst så find logbogen frem og skriv om dagens tekst.
Byens Forlag har i starten af året udgivet en fin Forfatterkalender til dette. Har man ikke råd til den kan en almindelig kalender eller notesbog sagtens gå an!
3. Print din bog ud så tit som muligt og se den vokse
Det her er et sindssygt dyrt råd i længden – og heller ikke så sundt for miljøet. Det man dog kan gøre, er ikke at printe alle siderne igen, men kun printe de nye man har skrevet og lægge dem ovenpå det tidligere skrevet – det giver også en dejlig følelse af at tingene vokser og at du er på vej et sted hen.
Dette råd er specielt smart fordi det gør dit arbejde fysisk. Normalt sidder forfattere nu om dage og tæsker løs på et tastatur, og gemmer en wordfil, der så er et lille ikon på computeren.
Ved at printe teksten ud og gøre manuskriptet fysisk gør du også arbejdet tydeligt for dig selv, og du kan lettere se hvad det egentlig er du arbejder hen mod.
4. Omgiv dig med dine sejre - udprint, logbog, trykte noveller, ALT!
Hvorfor glemme sine successer? Hav manuskript-udprint liggende fremme på skrivebordet så du altid kan se hvor godt det går. Læs jævnligt i din logbog.
Får du trykt noget, så lad være med at gemme det væk blandt en masse andre bøger, nej, hav det stående fremme, måske på en hylde for sig selv. Og læs i det, se på indholdsfortegnelsen – det er dæleme dig, du er en forfatter.
5. Kald dig selv forfatter foran andre end spejlet!
Kan du først sige det til dig selv bliver det også lettere at sige det til andre. Ved at sige det til andre minder du dem nemlig om at det her er noget du vil, og at du skal tages seriøst – og forhåbentlig tager de dig så også seriøst.
Det forpligter så også, for det er ikke nok at sige at man er forfatter, man skal trods alt også skrive og arbejde med det man skriver – ellers lurer de dig hurtigt, og du går fra seriøs til dagdrømmer, men det ved du jo sikkert godt, så skriv og mind dig selv om at du er forfatter hver morgen når du står op.
God skrivelyst