Hvorfor vil jeg det? Fordi repræsentation er super vigtigt, men også fordi at det er en farlig disciplin for rigtig mange forfattere.
 |
| Game Master-serien er en serie om at bekæmpe computerspil-skurke. Og nå ja, så er hovedpersonerne farvede. |
Hvad er repræsentation?
Repræsentation er et udtryk, der dækker over at fortælle minoriteters historier. Der har været en tradition for i vesten, at vores historier handlede om hvide heteroseksuelle mennesker, og de problemer, hvide heteroseksuelle mennesker nu havde. Det var og er den klassiske historie.
Romeo og Julie er en hvid heteroseksuel romance. Ronja Røverdatter og Emil fra Lønneberg er historier om hvide mennesker, der lever i hvide heteroseksuelle samfund.
Dette gør at hvide heteroseksuelle mennesker kan genkende sig selv rigtigt meget i de bøger, film og den musik de hører. Det er lavet til dem.
Det betyder så også at farvede mennesker, folk med andre seksualiteter og kønsforståelser har sværere ved at se sig selv i den litteratur vi alle hylder. Og derfor fravælger de gerne de værker og ja medier.
Hvis man interesserer sig lidt for emnet, er film som Black Panther sjove, fordi den fik et helt andet klientel i biografen som sjældnere er der, nemlig de sorte. Samtidig fik den en gruppe hvide op i det røde felt fordi de følte at filmen fokuserede for meget på sorte – de kunne måske bare have valgt en af de 7 andre film, der kørte den måned, men nej …
Og det er repræsentation: At se sig selv på tv eller i bøger. Hvide heteroseksuelle mennesker tænker ikke meget over det, men det er faktisk et stort problem at der ikke er bredere repræsentation.
Hvad kan vi så gøre?
Vi kan begynde at tage stilling til repræsentation i vores litteratur.
Det sker allerede lidt. Der er kommet flere børnebøger med fx farvede børn, og der er i øjeblikket en konkurrence om at skrive en børnebog om LGBT – der sker ting!
Og når vi taler om de ting, der sker, så er der 3 måder at repræsentere på:
Nr.1: lad bifigurer være en minoritet. Bare vis at de også er der, at verden er mere end hvid og heteroseksuel.
Faldgruppe: Pas på ikke at gøre deres minoritetsstatus til en skurkemarkør. Ondskabens Øjne er et godt eksempel på hvordan transkønnethed bliver brugt til at portrættere en psykopatisk morder. En psykopatisk morder kan selvfølgelig godt være transkønnet – men her blev det ret hurtigt underforstået: Buffalo Bill var psykopatisk morder FORDI han var transkønnet: Og det er ikke en god repræsentation!
Nr. 2: Lad din hovedperson være en minoritet, og lad deres minoritet være plottet i historien: fx historier om homoseksuelle, hvor plottet også er livet som homoseksuel.
Faldgruppe: Ved du nok om emnet? Kan du rent faktisk sætte dig ind i det? Hører du selv til minoriteten er det let, så har du dig selv at skrive ud fra – men som heteroseksuel forfatter i et heteroseksuelt samfund så er det altså svært at skulle sætte sig ind i. Ikke umuligt, men det er ikke blot at lave en en-til-en oversættelse.
Brug fokuspersoner fra de minoriteter du repræsenterer, og prøv gerne på at finde folk med forskellige oplevelser. Det er let at finde dem, der giver en ret – men det giver en bedre repræsentation at forholde sig til en bredere vifte af oplevelser og holdninger.
Nr. 3: Lad din hovedperson være en minoritet, men lav et plot, der ikke omhandler dette. Hvis din hovedperson er farvet, og det er noget du forholder dig til, men uden at det skal være en vital del af plottet, viser du minoriteter at de ikke kun behøver at have historier qua deres status som minoritet. Homoseksuelle kan også være pirater, farvede kan også være superhelte eller gamere.
Faldgruppe: Passer man ikke på kan man let komme til at lave en Dumbledore – lave en hel historie hvor man selv har besluttet sig for at hovedpersonen er en minoritet, men det så viser sig at det aldrig bliver tydeligt i historien.
På samme måde kan man komme til at skabe stereotyper: Den homoseksuelle pirat, der
altid laver score-jokes til andre kvinder, og opfører sig overmandigt for at kompensere. Dette er en stereotyp, og de kan være lige så skadelige for repræsentationen, som at usynliggøre minoriteter.
Ansvar for dem man skriver om
Og her kommer det der er vigtigt når man arbejder med repræsentation: du har et ansvar overfor dem du skriver om. De skal kunne se sig selv i det, de skal kunne føle sig repræsenteret og set. De skal kunne genkende sig selv.
Skriver du en historie om en minoritet, men uden at have denne genkendelse i, så repræsenterer du ikke, så fremviser du bare.
At Peter er homoseksuel gør intet for repræsentationen, hvis du bare holder fast i en heteroseksuel forståelse af homoseksualitet. At være farvet er ikke nødvendigvis sådan som du tror det er, husk at der er en god sandsynlighed for at de historier du kender om farvede er skabt af hvide mennesker, der bare prøver at gøre sig kloge på noget – med mere eller mindre succes.
Så skriver du om en minoritet, så vær sikker på at du gør det med kærlighed og integritet: ville du fx have det godt med at lytte til deres respons under skrivningen?
Og lad være med at sige at humor gør at du må hvad som helst. At undskylde sig med at man laver sjov er håbløst, og det skal vi lade være med. Du kan sagtens lave sjov med minoriteter, men du må ikke gøre grin med dem – og dét er en vigtig forskel!
God skrivelyst
Bjarke
