Der er mange forfattere, der ynder at lave vilde karakter-ark til deres hoved- og bipersoner i deres historier. Det kan også være rigtigt hyggeligt, og som gammel rollespiller har jeg selv en forkærlighed for den slags.Men tit og ofte ender jeg med at føle at det er meningsløst for mig i den lange bane.
Laver jeg et karakterskema med alle mulige og umulige oplysninger føler jeg mig tit nødsaget til at bruge de oplysninger, og det bliver nogle gange meget konstrueret. Er det vigtigt at bifiguren Berit fra Nettos livret er spaghetti med kødsovs?
Derfor prøver jeg i starten af skrivningen at holde min viden om mine karakterer så lavpraktisk som muligt for bedre at kunne se hvad de vil have frem i historien. Selvfølgelig skal jeg vide lidt om dem, og helst lidt mere om min hovedperson – men langt hen ad vejen tror jeg også på at man skal have tilliden til at de vil afsløre det for en gennem netop historien.
Derfor laver jeg gerne de her tre punkter som mit udgangspunkt for skrivningen.
Hav en ide om deres udseende, men vær ikke for fasttømret
Nogle gange står en persons udseende ret klart i ens hoved. Andre gange gør de ikke. Nogle gange er det vigtigt, andre gange er det ikke.
Nogle gange bruger jeg model-sider eller tøj-webshops til at få mig en ide om hvordan mine hovedpersoner ser ud. Andre gange sidder jeg og tegner lidt for mig selv.
Men jeg prøver så vidt muligt ikke at få et for klart billede af min hovedperson.
For det første kan det blive noget rod når der skal laves forside til din bog. Niklas fra Standby ligner fx IKKE min udgave af Niklas – men gør det noget? Frank fra Jeg er Frankenstein ligner til gengæld næsten hundrede min tanke, og det uden at tegneren havde set mine skitser.
Samtidig kan man fange sig selv i halvtunge beskrivelser som: Han lignede Tom Hiddleston med sit lange hår og …
Ja, du synes Tom Hiddleston ser godt ud. Det kan jeg godt forstå. Andre vil nok ikke synes han er noget specielt. Og du sætter bare en underlig situation op, hvor din læser skal forholde sig til en moderne skuespillers udseende, lækkerhed og kendthed.
Prøv i stedet at sætte to tre ord på hvad du synes er så fascinerende ved Tom Hiddleston – og i hvilken rolle – Og beskriv det! Så bliver det også mere din karakter, og ikke en typecasting til en film.
Brug en karakter-trekant
Jeg har før skrevet om karakter-trekanter her på Skrivekrampe.dk. Men jeg er altså også vild med dem!
Ideen er at du tegner en trekant. Ved hver kant skal du skrive en egenskab eller et personlighedstræk.
To af dem skal være beslægtede (dette er din hovedpersons primære karakter): fx kærlig og opryddende.
De to egenskaber er tæt beslægtet (de kunne være tættere, men det er også for at I kan se spændet). NU har vi en stereotyp mor-agtig karakter. Jeg har så tænkt mig at det skal være en gymnasie-fyr, der sker der allerede noget spændende.
Og den sidste egenskab skal som sagt være en modsætning til de to første. Paintball-nørd. Han skal simpelthen elske at lege krig, og specielt gennem paintball. Han har al udstyret og elsker at snakke om det. Nogle gange lidt for meget. Tit ligner hans tøj med røde malingsplotter de bær-muffins han bager.
Sådan. Nu har vi en karakter, der har et par modsætninger i sig, som kan gøre ham interessant at udforske i en historie – samtidig med at han ikke er planlagt så langt ud, at jeg føle mig nødsaget til at fortælle om hans yndlingstandpasta.
Hav en blok foran dig når du skriver
Det her råd er faktisk det jeg bruger mest når jeg skriver.
Tit og ofte introducerer jeg karakterer før jeg har fået lavet arbejdet i de to første punkter, og derfor har jeg intet på dem.
Når man introducerer nye karakterer, kommer man til gengæld tit til at give dem karaktertræk (man beskriver dem jo), og for at man ikke skal glemme hvad man egentlig skriver, så kan jeg godt lide at have en blok liggende hvor jeg skriver de nye ting ned.
Jeg har gerne noter om deres udseende, tøj, hvis de har en bestemt ting de siger og lignende.
Blokken har jeg altid på mig, så jeg hurtigt kan slå op når jeg skriver.
Også efter jeg har lavet de førnævnte råd gør jeg det her. Man kommer så hurtigt til at introducere et eller andet, og så er det en god måde at holde styr på det hele.
Sådan arbejder jeg med karakterer. Metoden giver nogle gode vinkler til en afrundet karakter, hvor der stadig er meget plads til at fylde huller ud løbende.
Jeg kan lide metoden fordi jeg finder den organisk. Karaktererne bliver levende og hjælper mig med at fortælle historien. Samtidig fortæller de mig deres liv når det bliver relevant, og jeg føler mig ikke tvunget til at skulle fortælle alt muligt og umuligt om dem.
Når det så er sagt er der intet galt i at lave udførlige karakterark. Man skal bare passe på ikke at fortabe sig i det, så man til sidst får en karakter, der er så veludført, at man ikke kan overskue at skrive ham eller hende.
God skrivelyst
Bjarke
