søndag den 16. september 2018

Forfatter på farten

I øjeblikket rejser jeg rigtigt meget. Som i alt for meget kan det godt føles som. Det her efterår er hektisk med undervisningsforløb og foredrag på skoler, messer og biblioteker.

Det betyder rigtig meget tid i offentlig transport. Rigtig mange dage på hoteller og i sommerhuse. Ja. Et liv, der er i gang.

Og så kan det godt være svært at få skrevet. Men behøver det være sådan?



Skriv i toget
Forfatteren har fundet et roligt øjeblik på en
cafe og får skrevet et par sider.
Tricket kan også gøres i busser, toge og på
dyreskuer, så der er ingen undskyldning!

Jeg har altid en lommebog med mig. I min taske har jeg derudover en lidt større notesbog og en computer med mig. Det gør, at jeg altid vil kunne skrive på en eller anden måde.

Hvis jeg lige har fem sekunder eller et par minutter, måske bare skal skrive en tanke ned, så er lommebogen genial!

Har jeg en 20 minutter så er min større notesbog god. Den har nogle sider, der er store nok til at man kan få noget tekst ned, samtidig med at man kan have den med sig og den er behagelig at sidde med.

Computermæssigt prøver jeg at få en så letvægt og lille model som muligt. Den skal ikke være en byrde for mig, men et redskab, der hurtigt kan findes frem. Samtidig må den også gerne kunne bruges til redigering, så det er en balancegang.

Gamer-pc’en til gengæld, den står derhjemme. Den er der ingen grund til at slæbe med overalt.



Gå på opdagelse de steder du er

Jeg var for nyligt i Frederikshavn. Jeg har også været i Sønderborg for ikke så lang tid siden. To jyske byer, men i hver sin ende af Jylland. Man kan godt formaste sig til at tro at fordi man har set en by, så har man set dem alle: det er ikke sandt.

Derfor går jeg tit på udflugt i de byer jeg er, og prøver at finde specielle steder og detaljer, man ville kunne bruge i sine historier.

Er jeg et sted i længere tid så prøver jeg også at lave en setting-portefølje (den kan du læse om her!) over stedet. Det er ret praktisk hvis man skriver en novelle eller lignende, der ikke lige skal foregå hvor man bor, så at have en mappe med detaljer og billeder, man kan slå op i og på den måde gøre sin historie mere realistisk.



Gennemlæsning og korrektur

Og så er der helt lavpraktisk: brug tiden på idiotarbejde.

Jeg haaader at læse korrektur og den slags. Det er kedeligt. Gudskelov kan en togtur også være kedelig, og hvis man har et manus med, der skal læses igennem – så skal tiden nok gå.

Jeg har sådan en lille brun læder-mappe med en clip-board på. Den har jeg tit en roman i, som bare venter på at blive læst. Den giver mig mulighed for altid at finde romanen frem og gennemlæse når jeg har lyst. Eller bare keder mig.

Er man ikke til at printe sine tekster, så er computeren fra før også en god ide at læse på. De fleste computere kan i dag rotere skærme, så du endda kan sidde med den som en bog.



Så selvom du er på farten som forfatter har du altså ikke nogen undskyldning for ikke at arbejde med din passion!



God skrivelyst
Bjarke