De fleste af os har på et tidspunkt stiftet bekendtskab med en labyrintbog. Da jeg var barn var de mest udbredte Sværd & Trolddom-bøgerne, men der var også tidsrejse-bøger og bøger, der lod en træffe valg under historiske hændelser.Og labyrintbogen lever stadig. Jeg har for nyligt udgivet Dr. Krank på Forlaget Alinea, og den skriveproces lærte jeg en masse af. Hvis du har i sinde at kaste dig over genren, får du her mine tre råd til hvordan man griber arbejdet an!
Hvor mange kapitler og hvor mange dele?
Det første du skal gøre dig bevidst er, om der er et krav på hvor mange kapitler du har til rådighed. Jeg havde 20 kapitler i Dr. Krank, og det lyder jo af meget. Det er det bare ikke når du skal have forskellige handlinger med, som kan lokke læseren på vildspor.
Jeg husker en af de mange labyrint-bøger fra min barndom, der havde et kapitel, der ALTID betød død. Man lærte altså at frygte det tal. Jeg brugte lidt samme taktik her, ved at have flere handlingstråde, der ente med samme udfald – vores hovedpersons brutale død. På den måde sparede jeg fire kapitler, som jeg så kun udvide historien med.
Når du ved hvor mange kapitler din historie skal være, så skal du afgøre hvor mange settings du skal bruge. Har du 500 kapitler har du rig mulighed for at boltre dig, men har du 20 som jeg havde må du begrænse dig.
Jeg besluttede mig for at have 3 settings: Dr. Kranks hus, Dr. Kranks kælder, og landsbyen.
Du starter i huset, og skal derefter forsøge at overleve, inden du når ned i kælderen. Samtidig skal du samle spor, der skal bruges når du når landsbyen – hvis du når den.
Ved at have den her opdeling kunne jeg lave såkaldte ”gates” eller porte. Der er fx 2 veje ned i kælderen, og de to veje gør at du får i hvert fald en af de vigtige spor inden. På samme måde er der én vej ud af kælderen. Sådan kan jeg holde delene tilpas afsluttede uden at forvirre mig selv.
Har man længere historier kan man altid gøre det samme: Fx de første 20 kapitler i landsbyen, de næste 30 i sumpen og de sidste 30 i sump-grotten hvor monstret skal bekæmpes. Ved at bruge gates kan du altså gøre historiens dele meget mere overskuelige for dig selv under skriveprocessen.
Lav et mindmap
Og overskuelighed, det får du brug for! Hvor traditionelle historier er lineære er labyrinthistorier det modsatte. Du kan ikke bare sætte dig og skrive kapitel 1, 2, 3 og så videre. Du bliver nødt til at forholde dig til de valg, der skal tages.
Det jeg gjorde var at jeg tog et stykke papir, og så tegnede jeg en cirkel oppe i toppen. Det var starten. Her skrev jeg også en kort synops over hvordan bogen starter: Hovedpersonen vågner i et tårnværelse og er fanget. Jeg ved jo godt at han skal gå ud på trappen og videre ned i huset, så det er første streg og en ny cirkel. Men der skal også være falske valg: Jeg laver et hvor han kravler ud af vinduet. Her snyder jeg læseren og lader det lykkes, og får ham ned foran huset – han er fri! Eller … Og her rammer døden for første gang. Det er alvor det her, og det skal han forstå.
Valgte læseren til gengæld den rigtige løsning får jeg stille og roligt opstillede nye valg op, indtil jeg ikke har flere kapitler. Her skal man ikke være bange for at lade kapitler gå i loop med hinanden. I Dr. Krank kan du gå ned i stuen og finde ting, men kan også sagtens vælge at gå op i tårnet igen hvis du har glemt noget – så genbruger jeg bare kapitlerne og sparer dermed 2 valg, som jeg kan bruge på andre ting.
På dit mindmap kan du også markere dine gates, sådan at du ved hvornår du skal begynde at holde igen med de mange valg.
Dette mindmap fungerer som din nøgle til historien – du kan bruge den til at tjekke for fejl, du kan holde styr på hvor alle kapitler peger hen og du kan holde styr på den røde tråd i historien. Jeg lyver ikke når jeg siger at det stykke papir blev guld værd både under og efter skrivningen, for ikke at tale om i redigeringsarbejdet.
Man kan godt skrive en roman uden en plotmodel, men en labyrintbog uden en oversigt, det er virkelig at lege med nederlaget i mine øjne.
Forhold dig til en fleksibel plotmodel
Godt. Nu har det handlet rigtigt meget om kapitler og overblik – men hvor er det at labyrint-bøger virkelig skiller sig ud? Hvad er den vigtigste regel jeg skal huske?
At din bog skal være spændende, også ved fravalg. Det er det vigtigste råd jeg kan give dig.
Et traditionelt plot er gerne ret forsimplet: Noget uventet sker, og hovedpersonen vælger at forfølge dette. Det er et fint romanplot, da hovedpersonen allerede tager beslutningen og gør historien spændende. Det skal du ikke regne med i en labyrintbog!
En ond ridder bortfører prinsessen. Vil du ride efter ham eller blive i byen og drikke øl?
Hvis du bliver i byen og drikker øl er der en god sandsynlighed for at historien ender der. Det må den ikke!
Derfor skal du sørge for at helten fra starten af har et mål. Det må gerne forandre sig, men der skal være et mål. Find en krone, slip levende fra psykopaten osv. Han må ikke bare være i gang med hverdagen, for så er det for let bare at fortsætte den.
Og giv kun valg, der fører historien videre. Hvis valget er mellem ild og candyfloss vælger man candyfloss. Det er derfor vi taler om at vælge mellem aske og ild, pest eller kolera. For det skal ikke være let.
Vær heller ikke bange for at straffe din læser for at tage den sikre vej. Jeg har da sat et par fælder ind til min læser i Dr. Krank, der når de rammer dem tror at nu er de sikre – men nej!
Der må kun være ét kapitel, der afslutter historien – det sidste. Ligesom i en rigtig bog. Resten er bare labyrint, der skal få dem på vildspor og lokke dem i blindgyder med døden til følge. En labyrint med for mange udgange er jo heller ikke sjov!
Det var mine tre vigtigste råd til at skrive en labyrintbog. Er det noget du kunne overveje at give dig i kast med?
God skrivelyst
Bjarke
