mandag den 5. februar 2018

Om at skrive LIX

For nyligt udkom min nye roman En flamme i øjet. Det er en bog til unge mennesker – folkeskolens store klasser – men den er også noget andet. Den er nemlig skrevet med LIX. Bogen har en LIX på 9.

Men hov. Er LIX ikke noget man bruger til små børns bøger? Den her var til unge mennesker jo?
Lad mig forklare.


Hvad er Lix
LIX er en forkortelse for Læsbarheds IndeX. LIX regnes som det gennemsnitlige antal ord pr. helsætning plus procentdelen af lange ord (over seks bogstaver). Det er meget rart at vide, men er ikke værd at huske på, når man arbejder med det.
Det man i stedet skal huske er de to parametre, der påvirkes når man skriver lix:
  • Antal ord mellem punktum.
  • Antal lange ord (over seks bogstaver).

Det er de to ting, du skal huske på, når du skal skrive lix-egnet. Det gør teksten lettere at læse for alle.
Er du ikke skarp til matematik, kan du bruge LIX-beregneren på denne side! Den ved jeg at mange forlag også bruger – det er billigere end at hyre en matematiker.


For at finde ud af hvor ens tekst så ligger sig, kan man ty til denne opdeling:
  • >55 Meget svær, faglitteratur på akademisk niveau, lovtekster.
  • 45-54 Svær, f.eks. saglige bøger, populærvidenskabelige værker, akademiske udgivelser.
  • 35-44 Middel, f.eks. dagblade og tidsskrifter.
  • 25-34 Let for øvede læsere, f.eks. ugebladslitteratur og skønlitteratur for voksne.
  • <24 alle="" b="" f.eks.="" font="" for="" l="" let="" rnelitteratur.="" sere="" tekst="">

Det jeg gerne vil kommentere på er den sidste rubrik. Børnelitteratur ses som alt under 24. Der er en ret stor spredning her, som tabellen slet ikke nævner. Bl.a. som jeg nævnte tidligere min egen LIX 9.
Det skyldes at tabellen her kun tager højde for kompleksiteten af teksten til rutinerede læsere.

Taler man om nye læsere, så skal man altså længere ned.

Helt lavt
Jo lavere du gerne vil have din bog jo mere skal du tænke over korte sætninger og korte ord.

Gudskelov skal bøger til begynderlæsere også helst være spændende, så de kan fange den utrænedes interesse: Og på den måde går de to ting faktisk hånd i hånd:
Korte, velvalgte sætninger gør ens historie spændende. Så skal du bare tænke over et lækkert plot, der understøtter dette.


Men før du gør det, så vil jeg faktisk anbefale dig og tænke over hvilken type historie du vil skrive!


Vælg et LIX-egnet setting

Vil du skrive om det ydre rum? Eller lave en fed fantasy-historie? Godt. Så tag et stykke papir og begynd at find de ord du gerne vil bruge. Fx:

Ydre rum: er bedre end galakse, da det ord er på syv bogstaver. Du kan overveje at bruge det måske en gang.

Rumpistol: er for langt. Her kan du bruge Laser, eller bare pistol. Gevær er også fint.

Lyssværd: alt for langt. Men sværd af lys er fint nok. I bestemt form er det problematisk: Sværdet.

Rumskib: Ikke godt. Raket er bedre. Rumskib er også okay en gang, så kan du tale om skibet senere.


Og sådan bliver du ved, til du har en hel liste med ord, du kan ty til i din historie. Forhåbentlig giver de dig også en ide om hvilken type historie du gerne vil skrive!


Intet emne er for svært

Min roman En flamme i øjet handler om pyromani, løgne og ufortjent heltedyrkelse. Tre af de fire er alt for lange ord til en LIX-egnet bog. Alligevel er det lykkedes.

Jeg besluttede mig for ideen og fandt de ord, der skulle bruges. At sætte ild til noget kan man sagtens, og ting kan også brænde. Jeg kan godt bruge ordet pyromani en gang eller to, unge mennesker kender ordet. Men derefter skal jeg jo alligevel bare beskrive hvad de gør.

Så skal du skrive lix skal du ikke begrænse dig af hvad du tror nogen kan forstå. Lad sproget være dit benspænd, men skriv ellers en historie du synes er fed!

Simpelt sprog og spænding, så kommer LIXen hurtigt til at arbejde for i stedet for imod dig.


Har du nogensinde skrevet med LIX? Eller overvejer du det efter at have læst den her artikel?


God skrivelyst
Bjarke